HVAD ER ÅRETS VIGTIGSTE UDSTYR? – STATUS PÅ 2014

af Brian - fotomalia.dk

Så er det jo ved at være den tid igen, altså tiden, hvor man kigger tilbage på året der er gået, og reflekterer lidt over, hvad man har fået ud af det – eller det er, hvad alle andre gør! Her på FotoMalia kigger vi på, hvilket grej vi har brugt , og hvad vi skal planlægge at købe det kommende år!

Præcis som de andre år, håber jeg at I vil lege lidt med!

 

STATUS PÅ 2014 – HVAD ER ÅRETS VIGTIGSTE UDSTYR?

Som jeg skrev tidligere, så er vi jo ved at have så mange år på bagen, at vi her på FotoMalia har fået et par gode traditioner. De traditioner skal vi selvfølgelig værne om, og derfor er det i dag tid til at kigge på, hvordan vi har brugt vores grej i 2014!

Til alle de nye, der hele tiden strømmer til, så er hele idéen med dette initiativ at se lidt på, hvad man bruger af sit grej. På denne måde har man bedre muligheder for at se, hvor det bedst kan betale sig at opgradere, eller nedgradere – (men hvem vil frivilligt nedgradere på grej?).

En anden vinkel på initiativet kunne også være, at kigge lidt på, hvad andre egentlig går og roder med, og hvad der virker for dem. Derfor vil jeg opfordre alle læserne til at skrive deres “Grej-opgørelse” i en kommentar.

Nå, nok om konceptet – nu skal vi kigge lidt på nogle tal!

Hvis du vil se tallende fra 2012 eller fra 2013, så kan du finde dem her

 

BILLEDER

I 2014 har jeg taget omkring 35.735 billeder, plus-minus det jeg har slettet, hvilket jo ikke er mange 🙂 35.735 er jo en sølle slat i forhold til sidste års 62.095.

Jeg tror den primære årsag til min nedgang i billeder er, at… tja, at jeg har taget markant færre billeder, da tiden har været meget sparsom, og måske også fordi jeg er blevet bedre til at skrue ned for antalet af FPS, når jeg ikke har behov for et maskingevær (fedt det var et af målene for 2014).

Det har som altid været meget blandet, hvad jeg har fotograferet, men et par ture til Norge og en enkelt til Ecuador udgør helt sikkert størstedelen af billederne. Fra DK har min hugormetur nok været topmålet i 2014.

2014_marts_13_Hugorm (Vipera berus)-7

Mine hugormebilleder fra 2014 er helt sikkert nogle af de billeder, jeg er mest glad for, både fordi jeg syntes de er blevet fede, og fordi jeg har lidt en svaghed for den danske hugorm!

 

Mit samlede billedearkiv rundede i år 261.000 billeder, og desværre er jeg gået fra at have givet ca. 80% af mine billeder keywords i 2012 til nu kun 34%, men jeg har heller ikke brug meget tid på det i hverken 2013 eller 2014!

 

ISO

Hvis vi tager et kik på, hvilken ISO-værdi jeg bruger mest, så ser fordelingen sådan ud:

ISO-2014

 

Tja, jeg tror faktisk det ser meget ud som det plejer – masser af billeder i den høje ende af ISO-værdierne – og som altid skyldes det, at jeg ofte fotograferer i umulige lysforhold. Selv om det ser ud som det plejer, så er jeg faktisk lidt overrasket, for jeg havde faktisk på fornemmelsen, at jeg havde fotograferet meget mere i den lave ende, men alt er som sagt som det plejer.

Igen er det selvfølgelig turen til Ecuador der trækker de høje ISO-værdier op, for med hele 10.000 billeder på den tur, så udgør den jo, procentvis, en ret stor del af årets billeder.

I 2014 var jeg i Ecuador for 3. gang, 46 dage i mudderet 40.000 billeder og ualmindeligt mange timers leden efter motiver resulterede faktisk i år i min første rigtige fotoudstilling.

2014_september_02_EcuadorRegnskoven er et fantastisk sted, og den er fyldt med motiver, men de gode billeder kommer ikke af sig selv – det kræver hårdt arbejde!

 

Første tur til Regnskoven er allerede planlagt, og om bare tre uger drager jeg igen af sted – denne gang er det dog østpå!

 

KAMERA

I år har jeg stort set kun brugt et kamera –  Mit D4… dette skyldes igen i høj grad mangel på tid, jeg har simpelthen ikke haft tid til at teste andet.

Men i 2015 bliver det formentlig anderledes. Mit nye samarbejde med Nikon betyder, at jeg skal kende alle kameramodellerne rigtig godt, så jeg SKAL bruge noget tid på andre modeller i år – og mon ikke det bliver til et par test her på FotoMalia.

Anyway… kamerafordelingen 2014 ser således ud:

Kamera-2014
Som sagt, og som I kan se, så står D4 for langt størstedelen af de billeder jeg har taget i 2014, og hold nu op, jeg er stadig glad for det kamera, jeg nyder det hver eneste gang jeg bruger det, og jeg er så glad for at jeg valgte netop det kamera.

I får da lige en lille ny fra Ecuador – jeg tror ikke det her har været på bloggen endnu.

2014_august_29_Ecuador-2

Dagens sidste lys, regnvejr og en fugl på speed (eller sukkervand) – intet problem… eller okay det tog vel 4-5 timer at få det her billede, men jeg syntes da det var det værd. Syntes du ovenstående billede ligner et du kender? – måske der er det fra dette indlæg, men det er et nyt, nu med regnvejr)

 

Mit D4 har efterhånden skudt lidt over 120.000 billeder, og nu begynder det faktisk at trænge til en tur til kameradoktoren – ikke fordi det mekanisk fejler noget, men fordi gummiet på grebet er ved at være træt. Heldigvis ved jeg fra tidligere kameraer, at det ikke tager Nikon lang tid at fikse, så det er vist bare at få grejet afsted!

 

OBJEKTIVER

På objektivfronten har jeg haft mulighed for at lege med et par af de helt store drenge. Specielt min test af Nikon 800mm f 5.6 var en fornøjelig affære.

Jeg havde Nikon’s 500mm med til Ecuador, og det var også en fed, men særdeles hård oplevelse, og jeg tror jeg må konkludere, at jeg ikke er helt så meget til at slæbe så store objektiver med på tur! Næste mål er at prøve Nikon 300mm f/2.8 og f/4 og se, om det er her the “sweet spot” ligger.

Nå lad os til sidst tage et  kig på objektiver og se, hvilket et der er mit top nummer 1 objektiv 2014:

Objektiver-2014

 

Ikke overraskende så er det igen 70-200mm der er mit primære objektiv – og nu er det vist snart tid til at opgradere, for mit nuværende er godt nok ved at være slidt. Det fejler intet ren optisk, og det fokuserer stadig som en drøm, men efter jeg har prøvet den nye version, så kan jeg godt se forskel!

Min 180mm makro har selvfølgelig også været flittigt brugt, det er et fedt objektiv, og en fed brændvidde, men hold nu op det er tungt, her overvejer jeg lidt at skifte det ud med Nikons 200mm makro.

2014_oktober_24_Jaguar (Panthera onca)

Jaguaren kommer til Randers i 2015, her et hurtigt skud jeg tog med… ja, 70-200mm. Mon ikke Jaguaren kommer til at være et yndet motiv i 2015?

 

Helt overordnet, så syntes jeg faktisk, at jeg har hvad jeg skal bruge, forstå mig nu ret, jeg kunne godt bruge en større tele, men hold nu op der skal mange klejner til, før man kan smide sådan en i kurven. Og hvis jeg kigger tilbage på de sidste par år, så har jeg jo klaret mig udemærket med, hvad jeg har.

Nu må vi se, hvad 2015 bringer af udfordringer, og hvad der ryger i kurven – man ved aldrig 😉

 

UDVIKLING

2014 har ikke været det bedste år i forhold til fotografisk udvikling, det er alt for lidt jeg har fået udfordret mig selv. Det betyder heldigvis ikke, at 2014 har været et kedeligt år, for det har det på ingen måde – der har været rigeligt med udvikling på alle mulige andre fronter.

Hvis jeg skal highlighte noget, hvor jeg har lært noget i 2014, så tror jeg det må være mit arbejde med den langørede flagermus – det var et fedt projekt, og noget jeg rigtig gerne vil lave mere af i 2015.

2014_juli_14_Langøret Flagermus

Dette billede vandt 1. pladsen i “pattedyr verden” kategorien ved NFD’s årlige konkurrence

 

Alt i alt har 2014 været et fedt år, desværre var det lidt tyndt her på bloggen, men det forventer jeg at vi laver om på her i 2015! Vi er i hvertfald klar alle 5, og vi glæder os til at give den gas sammen med alle jer der læser med!

Det var mit år i tal og bogstaver – mon ikke du også får mit år i billeder også, men først er det jo din tur – som de andre år, så er det nu du skal dele hvordan dit år har været!

 

VIL DU LEGE MED?

Ja selvfølgelig vil du da det, og det er faktisk ret nemt! Hvis du har dine billeder i Lightroom, så har jeg lavet en lille tut til, hvordan du kan finde dine tal for 2014 – hvis du bruger Bridge eller stifinder eller lignende, så kan jeg ikke hjælpe. Men måske der er en af de andre læsere der vil give en hånd med det?

Som sagt, det er ret nemt at finde tallene.

For at finde frem til procenterne har jeg lavet et lille, men meget avanceret, Excel-ark, som I selvfølgelig heller ikke skal snydes for (Download her)

Hvad siger din triptæller for 2014?

 

Relateret indlæg

6 Kommentarer

Ard Jongsma januar 11, 2015 - 3:35 pm

Årets citat: “Jeg tror den primære årsag til min nedgang i billeder er, at […] jeg har taget markant færre billeder.”

Min arkiveringsmåde gør desværre at jeg ikke kan gøre status før engang i marts. Men jeg skal nok komme med min også!

Besvar
Brian - fotomalia.dk januar 13, 2015 - 7:57 am

Ha ha – det er tidligt at have lavet årets citat, så kan jeg jo godt læne mig tilbage og lade året passere…

Eller gå på jagt og se om jeg kan slå det – jeg vælger jagt!

Besvar
Søren Skovsgaard januar 12, 2015 - 10:46 pm

Jamen, jeg leger gerne med. Synes at 2014 har været et travlt år, men ikke kameraet jeg har brugt tiden på. Men efter alt er ryddet op og en del er slettet, så blev det til 2863 keepers for året 2014. Heraf er 21% skudt med D300 og resten med D700.

Objektiverne fordeler sig primært på 3: 70-200mm F/2.8 (43,8%), 24-70mm F/2.8 (41,6%), 300mm F/2.8 (11,3%) – resten er 14-24, 50, & 105 macro med lidt få procent.

ISO: 65% i 200-360 range, 14,7% i range 400-720, 16,4% i range 800-1400, kun 0,3% på 6400 eller derover.

Alt i alt fik jeg ikke skudt så meget som jeg gerne ville, men jeg fik leget lidt med portrætfotografering, som jeg blandt andet fik disse 2 billeder ud af

https://500px.com/photo/84350245/merle-with-pink-flower-by-søren-skovsgaard?from=user_library

https://500px.com/photo/84350189/vulnerable-by-søren-skovsgaard?from=user_library

Dette er helt sikkert noget jeg vil arbejde videre med i 2014 og modellen er heldigvis også med på ideen. Derudover rejser jeg i marts med hurtigruten op langs norges kyst til på den anden side af Nordkap, og mon ikke også det giver lidt foto muligheder.

Besvar
Brian - fotomalia.dk januar 13, 2015 - 7:59 am

Jeg vidste jeg kunne regne med dig søren (den mest kommenterende læser i 2014!)

Ser godt ud med modellerne, og dejligt at se at du udfordre dig selv!

Jeg kan se at du næste ikke bruger din 300mm – skal jeg ikke passe den for dig istedet?

Besvar
Søren Skovsgaard januar 18, 2015 - 6:06 pm

Du har ret den bliver ikke brugt så meget som de andre, men det er jo også en større fætter at slæbe rundt på, så den er jo ikke med som standard når jeg tager fototasken med.

Men nu skal den med på sejlturen op langs Norges kyst. Jeg har netop i denne uge fået min F-Stop Literoom roller ind ad døren, og skal til Goecker i morgen mandag for at købe ICU til den – nu slæber jeg udstyret med der ind for at finde ud af hvilken ICU kombination jeg skal have i den.

I min søgen efter tasken kunne Goecker desværre ikke hjælpe så meget da den ikke var lagerført hos dem, og en bestilling ville tage 3 måneder er mere. Så jeg fandt F-stops egen hjemmeside og skrev et par spørgsmål til dem, og i løbet af 24 timer havde jeg modtaget et langt og udføreligt svar fra dem – det er sgu service.

Hvis det skulle interessere nogle, så finde Medium Pro ICU ikke længere, men er istedet erstattet af Slope versionen. Literoom tasken markedsføres kun i Europa – jeg fandt den hos en hollandsk kamera shop, og er hos F-stop under revision, og de forventer at komme med en ny model i 2016 – men så længe kunne jeg ikke vente 🙂

Og ja, en Nikon 300 mm F2/8. skulle fint kunne passe i en Small Pro ICU 🙂

Besvar
Brian - fotomalia.dk januar 25, 2015 - 11:41 am

Dejligt at høre at du fik enderne til at nå sammen!

Og vi glæder os til at se billeder! – og husk, jeg har plads til din 300mm – jeg har både en Small Medium og Large ICU + flere jeg ikke kan huske!

Besvar

Smid en kommentar til os