Vejen til det ultimative makroobjektiv – Pakken ligger et sted i Danmark!

af Ard Jongsma

Hvad er det ultimative makroobjektiv? Det er helt sikkert et spørgsmål som mange har spurgt om, men jeg tror jeg er på rette vej og vi er meget tæt på en afgørelse!

Kan du gætte hvad det er?

 

KØBT ELLER SOLGT?

Jeg har haft nogle år hvor jeg købte og solgte objektiver mere flittigt end de fleste fotografer jeg kendte. Jeg købte genbrugt og solgte genbrugt til nogenlunde samme pris. Det var en fremragende måde at afprøve en masse objektiver på. Folk som kender mig ved at jeg syntes de fleste var noget skrammel. Jeg har kun ét godt objektiv – min 200mm/f2, og ét sjovt objektiv – min 14-24mm/f2.8. Resten er bare fordi man jo skal have noget mellem 24 og 200, og lidt i nærheden af et halvt tusinde. Det virker… men godt, som i jublende fantastisk, er det ikke.

Nogle gange købte og solgte jeg hurtigt. Jeg har for eksempel købt Nikons 105mm makro fire gange. Det gjorde jeg faktisk fordi det første makroobjektiv jeg købte var Nikons 200mm/f4. Jeg syntes at det var røvkedeligt så jeg solgte det igen. Til 6500 kroner. Amatør…

 

 

Female orange tip (Anthocharis cardamines)

Nikon D100, Micro-Nikkor AF 200mm f/4 D, ISO 200, f/8

 Nikon D100 (hvem sagde dårligt kamera?), Micro-Nikkor AF 200mm f/4 D, ISO 200, f/6.7

 

 

Intet salg nogensinde har jeg fortrudt så meget som dette. Jeg ledte efter et nyt genbrugt i mange år, men fandt det aldrig. Så jeg købte og solgte 105mm udgaver, for at blive skuffet og sælge igen. Jeg gemte den gamle 55mm/2.8 uden autofokus for at kopiere malerier og dokumenter.

Hvis du vil se mere om Nikon 200mm f/4, så har Brian faktisk også skrevet lidt om den her

P-PLADS

Min 200mm/f2 købte jeg fra bagagerummet på en P-plads nær Langeskov af sportsfotograf Lars Rønbøg. Den havde længe stået på min ønskeseddel. Måske mest fordi den 200mm/f4 makro var så god? Tyve tusinde skulle jeg af med. Av! Da jeg kom hjem slog jeg mig selv i hovedet og tænkte: hvad fanden har du nu lavet igen Ard! Jeg var sådan set klar til at skrive en annonce i Den Blå Avis for at sælge den videre. Jeg kunne slet, slet ikke forsvare at have brugt 20K på et upraktisk, tonstung, halvgammel objektiv på størrelse med en Bazooka. Indtil jeg begyndte at fotografere og fik alle mine fantasier om dette objektiv bekræftet. Og mere, meget mere, til…

En dag skulle ordet jo ud. Hermed: tak Lars, du skubbede min karriere 3 år frem den gråvejrsdag i Langeskov.

LEGENDEN – DET ULTIMATIVE MAKROOBJEKTIV

I mellemtiden havde jeg også sat alle søgere ud efter den legendariske Voigtländer 125 APO-Lanthar f/2.5.  APO betyder at den er korrigeret for farvefejl som ses i uskarpe områder – magenta i forgrunden og grøn i baggrunden. De fleste Voigtländere som blev solgt på Ebay røg for $3000 i Japan, Korea og Singapore, og at dyste med Skat om fortoldning og moms på sådan en fætter var mig lige en tænd for eventyrligt.

De få som i årenes løb blev udbudt i EU havde jeg maksimalt budt på €2500 på. Jeg vandt aldrig. Mange penge for et objektiv som i sin tid kun kostede 500 dollar? Jovist, men min 200mm/f2 havde lært mig, at nogle få objektiver bare skal koste hvad de skal koste. Dem tjener man hjem igen.

Men Voigtländeren til Nikon blev der kun lavet omkring 2500 af. Det er ikke mange. Og de fleste ligger ovenikøbet sikkert og samler støv i samlerskabe. Hvilket burde forbydes.

KONG ZEISS

Så i stedet for købte jeg for et år siden Zeiss’ 100mm f/2 makro. Jeg solgte min tredje Nikon 105mm/2.8 makro inden Zeiss-en kom hjem. Jeg set fremragende billeder af objektivet, men havde aldrig haft det i hænderne. Jeg kunne ikke vente med at få det pakket op! Rendte ned i skoven bag mit hus med det samme.

Tyve billeder blev det ialt til. Så tog jeg det tilbage til Goecker og købte min fjerde Nikon 105mm makro. Simpelthen. Magen til dårligt farvekorrigering i et 10.000 kroner klasses objektiv har jeg kun set i Nikons 85mm f/1.4. Begge dele er fantastiske objektiver hvis man holder sig fra lav blænde, høj kontrast og modlys. Jamen, hallo? Jeg bruger ikke 10.000 kroner for at skyde i studiet på f/5.6 og glo på mine kunders hudorme, vel? Så hellere skyde lidt videre med et objektiv jeg stadigvæk ikke er overbevist om, men som trods alt kun koster det halve. Jeg kan ikke undvære en makro i mit arbejde.

De første billeder jeg skød med Zeiss’ 100mm var nogle modlysbilleder i rimfrost.

Zeiss

100% (hvis du altså klikker) – Nikon D800E, Zeiss ZF2 Makro-Planar T* 100mm f/2, ISO 200, f/2

 

Det er jo forfærdeligt! Folk påstår at man kan rette op for kromatisk aberration i Photoshop. Gu kan man ej! Jo, de skarpe farvede kanter kan man afblege med blandet resultat, men hvis man, som jeg, fotograferer igennem ting og bruger for- og baggrund i sin komposition står man tilbage med et magenta foregrundsslør og et grønt baggrundsslør. Og selv hvis jeg kunne trylle ville jeg da ikke lægge 12.000 kroner på bordet for bagefter at skulle sidde og rette op på efterladenskaberne af en Zeiss ingeniør som har siddet og læst Facebook mens han lavede sine beregninger?

Når Zeiss kan lave Otus objektiverne og den nye (og jublende fantastiske) 135mm f/2, hvorfor kan de så ikke finde ud af at lave et makroobjektiv som er justeret ordentligt for farveaberration? Det er rent faktisk et større mysterium som sådan, fordi mange af Zeiss’ objektiver bliver produceret af Cosina, som producerede og ejer patenterne på… yep, Voigtländer APO-Lanthar 125mm f/2.5… Og onde stemmer siger at de stoppede salget da de slæbte kontrakten hjem om at skulle producere Zeiss objektiver. Og ja, i mange år blev de solgt drypvis fra et alt for stort restlager i Japan. Men det er onde stemmer.

BINGO!

Mellem Jul og Nytår kom der så en Voigtländer APO-Lanthar 125mm f/2.5 til salg på Ebay i Tyskland til €2300. Uden auktion vel at mærke. Jeg vil ikke påstå at jeg klikkede ‘køb’ knappen med det samme. Det bliver først når jeg får børnebørn at historien vil have ændret sig i den retning. Jeg spurgte min søde kone om hun ville dække mit bankerot hvis det skulle nå så langt. Det ville hun. Hun er sgu sød!

Men Ebay er Ebay, og jeg er selv flere gange NÆSTEN blevet snydt af London-nigerianere da jeg ledte efter min første 500mm f/4 P, så jeg turde ikke råbe op om det før jeg havde fået bekræftet at den var på vej.

Nu er den måske allerede i Danmark, sikkert i en mørk afsides lade i Taulov.

Det ultimative makroobjektiv

24 TIMER

Brian! Kom du bare an med dine pakker med fjernbetjeninger, plastkameraer, skolerygsække og bladskæremyrefoder. Den hellige gral er på vej til Aarhus. Den er grim, den er gammel, den er upraktisk, den er jublende fantastisk. Og den er MIN! Når de banker på døren vil jeg tage den imod som om den var en krysantemumbombe med lunten tændt.

I kan bande på at I får en udvidet anmeldelse her på Fotomalia når vi når dertil!

Relateret indlæg

8 Kommentarer

Lars Holst Hansen januar 9, 2015 - 11:47 am

Det lyder spændende Ard! Glæder mig til at høre mere. Jeg er ikke selv nået til at være irriteret på den longitudinale kromatiske aberration af min 85/1.4, for denne irritation overdøves af bagfokusproblemer…

Besvar
Ard Jongsma januar 9, 2015 - 12:57 pm

Uha Lars… Det objektiv er et lotteri på laveste blænder, indtil det endelig, endelig virker, sandsynligvis kun på et enkelt kamera og stadigvæk med flere fejlskud end jeg får med hvilket som helst andet af de professionelle Nikon objektiver. Byt det for 1.8-eren! Den er skøn, fokuserer meget mere træfsikkert og giver mange penge i posen til andet guf! Men du er nok lige så stædig som jeg er 🙂 Og får du 1.4-eren til at virke er den noget helt for sig selv, bare du holder dig væk fra for meget kontrast i de uskarpe områder.

Besvar
Mikkel Christensen januar 9, 2015 - 12:03 pm

Fedt nok, det vil jeg glæde mig til at læse om. Men hvad er der i vejen med Nikons 105mm ?

Besvar
Ard Jongsma januar 9, 2015 - 12:50 pm

Hej Mikkel. Det skal jeg nok komme ind på når jeg skriver lidt mere om dette objektiv, også om hvorfor jeg ikke valgte Leitz’ 100/2.8 APO, som også er fremragende og ligefrem en anelse billigere på Ebay lige nu. Jeg kan godt lide at være lidt barsk i min dom omkring objektiver, og det skal tages med et gran salt, men helt kort sammenfattet er det en subjektiv sag: jeg synes billederne fra 105-eren er for hårde. Et udvidet svar kommer senere i form af et nyt indlæg.

Besvar
Poul Henne Lund Pedersen januar 9, 2015 - 3:53 pm

Jeg har selv makrofotograf været frustreret helt vildt over de kromatiske fejl i Nikons 105VR. Dog faldt jeg over en test af Sigmas 150mm og så at den var næsten helt korrigeret for det, så satsede jeg og købte deres 180mm OS-glas, og det skuffer på ingen måde, selvom det ikke er 100% perfekt korrigeret som en voigtländer eller coastal optics. Jeg har så ikke testet om Sigma 150OS er bedre korrigeret end 180’eren.

Besvar
Ard Jongsma januar 9, 2015 - 10:09 pm

Ja, meningerne er faktisk ret fordelte omkring farvefejl på 105-eren. De generte også mig, men jeg er overdrevet allergisk for farveaberration, til dels fordi jeg fotograferer meget på måder som udløser det værste af det. Men det eksemplar jeg har lige nu er ikke dårligt. Det er svært at fremtrylle farveaberration i mængder så det bliver generende. Jeg har også hørt tilstrækkelig mange folk som jeg stoler på og som ikke har issues med det, at jeg tvivler lidt på om nogle 105-ere er værre end andre.

Jeg leder selv efter objektiver hvor forgrundsbokeh formår at påvirke baggrundsbokeh og det gør 105-eren bedst omkring blænde 5.6, hvor farveaberration i det hele taget er ved at være en non-issue.

Men det vigtigste: Jeg tror du traf et rigtigt godt valg. Brian vandt jo ‘din’ Sigma 180 fra Nordic Nature Photo Competition, ville sælge det, men har endnu ikke gjort det 🙂 Vi har alle været meget imponeret over Sigmas 180 macro.

Besvar
Brian - fotomalia.dk januar 13, 2015 - 7:55 am

Først og fremmest, så skal det nok siges at jeg ikke er helt så nørded når det kommer til glas som Ard er – men det tror jeg faktisk ikke der er nogen der er!

Der næst – Jeg elsker min 180mm det er et fantastisk objektiv, lidt stort, men fantastisk!

Besvar
Få et makro objektiv billigt med mellemringe marts 19, 2015 - 11:09 am

[…] Men måske mangler du et makroobjektiv? Eller måske trænger du til lidt udfordring og forandring fra din trofaste “standardmakro”? Eller fra din ultradyre feinschmecker supermakro (Ard)? […]

Besvar

Smid en kommentar til os