En af FotoMalias grundsten er jo vores enorme kærlighed til lækkert grej. Derfor har vi meget svært ved at sige nej, når vi får tilbudt at lave en grundig gennemgang af noget RIGTIG, RIGTIG lækkert.
Vil du også se noget lækkert? – så tjek dette indlæg.
(mere…)
Denne uges Throwback Thursday, ja, det er faktisk mit eget indlæg, et jeg lavede tilbage i September 2011.
Det var dengang, den anden version af 70-200 kom på marked, det var et glas vi havde ventet længe på, men endelig fik jeg det i hænderne, og jeg var lige ved at gå til af spænding 🙂
Og nå ja, hvorfor tror du at det her indlæg kommer nu? Jo, måske er det nye 70-200 landet hos en unavngiven FotoMalia mand, og der kommer derfor snart et indlæg om det :p
Derudover er det også et glas, man ser på brugtmarked pt..
Udstyr, grej, gear, værktøj, ja kært barn har mange navne, og ja udstyret er da heller ikke helt uvæsentligt for os fotografer – derfor kigger vi her efter årsskiftet på, hvad vi egentlig har brugt af grej det sidste år – ja det er jo en FotoMalia-tradition at kigge tibage på året der er gået og analysere lidt på, hvordan vi bruger vores grej.
Lad os kigge lidt på mit – ja og måske dit grej, hvis du tør lege med?
Vi har før skrevet om, at grej kan holde til mere end man lige regner med, men jeg må indrømme, at jeg blev ret overrasket over, hvad min drone rent faktisk overlevede på sidste jungletur!
Ganske ufrivilligt endte turen nemlig med at blive en stresstest udover det forventelige!
FotoMalia gør alt hvad vi kan for at kunne give dig den absolut mest reelle vurdering af grej, vi gør alt hvad vi kan for at teste udstyr ordentligt, i alle tænkelige situationer, og netop derfor tog vi for nyligt et smut til den Indonesiske ø, Sumbawa, da vi hørte at der skulle være vandbøffel race.
Hvad kunne være mere oplagt til en Nikon D5 autofokus-test. Jeg mener vandbøffelrace!
I august kom Nikon overraskende med et nyt objektiv i portrætligaen: AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED. Var det en instant classic eller en overflødig overlapning? Nikon gav Fotomalia en chance for at teste objektivet mod de hårdeste konkurrenter i Nikons nuværende sortiment. Kan vi lide den? You bet! Den er fantastisk!
Som altid har vi testet objektivet, som vi ville bruge det i vores dagligdag. Vi har altså ikke skudt testark (pånær én enkel lineal), murstensvægge eller krumningskurver – kun rigtige billeder! Ard har haft objektivet med på tre opgaver hvor han brugte det i stedet for hans AF-S Nikkor 85mm f/1.4G, som er ét af de to objektiver han skyder mest med og helt klart objektivet han oftest er uvenner med.
Jeg skyder helt groft en tredjedel af mine 150.000 billeder om året med Nikons 85/1.4G. Det er rigtigt, rigtigt mange billeder. Jeg kender objektivet ekstremt godt og det har altid voldt mig så mange problemer at jeg for en gangs skyld spidsede ørene af en Nikon nyhed. Jeg begejstres ellers ikke hurtigt af grejnyheder. Men jeg må også indrømme at min første tanke var: shit, hvis vi nu skulle overraskes, hvorfor så ikke med en 135mm! Jeg misunder Sony skydere dybt, med deres Zeiss 135/1.8, som til Nikon kun findes i manuel fokus (og f/2.0), hvilket bare ikke duer for mig.
På papiret er jeg godt dækket ind. Jeg skyder med 16mm, 20mm, 35mm, 85mm, 125mm, 200mm og 500mm. Min 125mm er en Voigtländer makro med manuel fokus. Et vanvittigt objektiv, men upraktisk på farten, selvom jeg altid har det med, på grund af manglende autofokus. Hvis jeg kunne erstatte det med en 135mm ville jeg være dækket endnu bedre ind.En 105mm ville ligge for tæt på 85 og for langt fra 200. Hvorfor var jeg så alligevel interesseret?
Fordi jeg har SÅ meget bøvl med min 85mm. Nikons 85mm/1.4G bliver af mange betragtet som det ultimative portrætobjektiv. Til portrætter er det et fantastisk værktøj. Men på farten er især objektivets autofokus frygtelig upræcis og objektivets farveaberration er en forbandelse i mit arbejde. Når jeg skyder igennem en menneskemængde for at isolere ét ansigt, rødmer alle ansigter i forgrunden af opmærksomheden og er alle ansigter i baggrunden grøn af misundelse. Det er et sindsygt arbejde at rette i råkonverteringen. Til slut er 85mm/1.4G bare ikke helt skarpt på blænde 1.4 på Nikons 36mp kamera D810, hvor den også viser sin tøvende autofokus mere end på mine andre kameraer D5 og D4s. Det er ikke det største problem for mig, da jeg ikke skyder meget med det kamera, men det er alligevel en ulempe når én af dens største charmer er lige præcist den store blændeåbning. Kan 105-eren gør det bedre? Og hvis den kan, kan den så erstatte 85mm helt?
Lad os, inden vi går til sagen, lige gå specifikationerne igennem:
Fra Nikon:
Brændvidde – 105 mm
Maksimumblænde – f/1,4
Minimumblænde – f/16
Objektivkonstruktion – 14 elementer i 9 grupper (inkl. 3 ED-linseelementer og linseelementer med nanokrystal- eller fluorbelægning)
Billedvinkel – 23°10′ (15°20′ med kamera i DX-format)
Mindste fokuseringsafstand – 1 m
Antal blændeblade – 9 (afrundet blændeåbning)
Filterstørrelse – 82 mm (en afvigelse fra 77mm standarden på pro objektiverne)
Vægt – knap et kilo
Det ligner jo til forveksling en 85mm/1.4. Det er bare en anelse større.
AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED ligner en tro kopi af 85mm/1.4G, bare i overstørrelse. Objektivet er blevet kritiseret for at være for stort, og ja, alt er lidt større: vægt, diameter, filtertråd. Men for stor er det ikke, hvis man er vant at skyde med de guldringede Nikon objektiver. Jeg synes faktisk selv at det har en herlig størrelse, at det ligger godt i hånden og at det har en vægt som balancerer godt med D4s og D5.
Dét der til venstre! Dét er stort! Det giver kun 95mm ekstra brændvidde og giver afkald på 1 stop lys. Til sammenligning ligner 85mm/1.4 (til højre) og 105/1.4 (i midten) hinanden rimelig meget!
Jeg har haft objektivet med til to jobs: én dag med folkemusik i alle afskygninger – fra undervisning, til koncert, til dans – og én dag i skoven til et langtidsprojekt for en bog. Jeg ville have det med til en konference i København, men turde ikke til sidst. Jeg er meget hård med mit udstyr og det var trods alt en låner fra Nikon.
Vi lægger ud med det tætteste jeg kom på portrætbilleder på dagene. Det første er af Brian. Det andet er fra en opvisning på Odense Koncerthus. Det tredje er fra en undervisningssituation.
Første prøvebillede i godt lys. Ham kender vi. Det ser godt ud. Billedet altså. (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 220)
Et enkelt billede i godt lys. Skarpt som 85mm/1.4 med en skøn separation af motiv og baggrund! (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 320)
Et mere kompliceret billede i forfærdeligt lys (blandet dagslys, sparepærer og lysstofrør). Første tegn på dillerdaller! (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 320)
Når vi når op i 105mm og ikke har billedstabilisering, begynder det at knibe for en kaffedrikker som mig. Det er uhyggeligt svært at bedømme skarphed ud fra håndholdte billeder, selv ved dobbel lukkertid. Ved 1/160s, som er min ‘gold standard’ til alt til og med 200mm/f2.0 med billedstabilisering, er det decideret vanskeligt at få skarpe billeder. Når vi er ude i hårkløveri om det ene objektiv er skarpere end det andet er det nødvendigt at bruge stativ. Og derved bliver det også urelevant, fordi jeg bruger sjældent stativ.
Jeg kunne bare mærke at jeg oftere skulle helt op i 1/250s inden jeg begyndte at få en acceptabel mængde knivskarpe billeder, mod 1/160s ved 85mm. Men knivskarpe var de! Vi ligger dog med 105 mm i et brandviddespænd som begynder at blive svært ved at håndtere uden stativ. Med andre ord: for manges vedkommende kan det være ligemeget hvor skarpt objektivet er, de kan alligtevel ikke udnytte potentialet fordi de ikke bruger stativ og sjældent skyder ved lejligheder hvor de kan komme over 1/1000s. Hvor ISO-en så rager op, hvilket igen går på bekostning af skarpheden og detaljetegning.
Er billederne fra 105-eren lige så skarpe som billederne fra min 200mm/2.0? Nej. Men billederne fra min 200mm/f2.0 er også helt udenfor liga skarpe og, for at være helt ærligt, nogle gange simpelthen for skarpe.
Som jeg skrev før, er Nikons 85mm/1.4 bare ikke skarpt nok på D810 og jeg var spændt på at se om 105mm/1.4 kunne præstere bedre. Det ville være et meget vigtigt argument for mange fotografer som har været irriteret over ikke at kunne bruge fuld blænde på 36mp kameraerne.
Svaret er simpelthen her:
Til venstre billedet taget med AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED på blænde 1.4. Til højre samme billede og udsnit taget med 85mm/1.4G.
Begge billeder er skudt på D810 og gengivet i 100%. JPG komprimering på siden her spiser endda noget af skarpheden (og gør 85mm/1.4 faktisk en anelse skarpere end den er!) Den nye 105-er klarer sig væsentligt bedre end den gamle 85-er.
Samme billede fortæller også sin egen historie, omend ikke så tydeligt i denne gengivelse, omkring det nye objektivs farveaberration. Det er også en væsentlig forbedring og tilstrækkelig til at kalde det acceptabel, hvilket for mit vedkommende helt klart ikke er tilfældet med 85mm/1.4G – eller makroobjektivet 105mm/2.8 VR for den sags skyld! Ingen af objektiverne kan, igen, nå 200mm/f2 eller 300mm/f2.8 til sokkehøjde på dette område, men der ligger så også lige to kilo vægt og 25 kilo kroner imellem 105-eren og 200-eren!
Det er her hvor den allerstørste fremgang ligger: autofokus rammer så meget bedre end på 85mm/1.4G! Jeg vil faktisk vove den påstand at objektivet kommer i nærheden af (igen, jeg ved at jeg er irriterende) 200mm/f2.0. Jeg har en personlig teori om, at farveaberration og pålidelighed af autofokus hænger tæt sammen, men jeg har tilgode at snakke med en fysiker om det. Faktum er, at 85mm/1.4G har brug for meget dagslys før det rammer konsekvent rigtigt. Selv i rigeligt kunstlys sker der allerede mærkelige ting. Og det SKAL ramme rigtigt, som du kan se på billederne af linealen ovenfor. Det er vitterligt kun 30cm stregen som er skarp. Det er meningen, det er smukt, men det er ubrugeligt hvis det ikke kan stoles på.
Det var en kæmpefornøjelse at fotografere to dage med 105-eren! Antallet af gemmere var så voldsomt meget højere end det plejer at være med min 85mm/1.4G!
Og så til det aller-, allervigtigste: bokeh og diller-daller. Lige for at få definitionen rigtigt: bokeh er kvaliteten i områderne som ligger ude af fokus. Diller-daller er ren magi. Det er de nye billedelementer som opstår fordi elementer i forgrunden forvrænger elementer i baggrunden. Kald mig en nørd, men for mig er det noget af det fedeste at lege med i billedestetik!
Bokeh-en kan vi hurtigt blive færdige med. Den bliver ikke bedre. Den ligger lige der på højde med de helt store klassikere: 85mm/1.4, 200mm/2.0 og 300mm/2.8.
Her kommer et par billeder igen:
Det bliver bare ikke meget bedre med den bokeh. (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/4000s, ISO 100.)
Man bliver jo helt suget ned i den malstrøm. Her også de første tegn på diller-daller. (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 500)
Når forgrund og baggrund spiller sammen i et godt objektiv, danner strukturen i forgrunden tekstur i baggrunden. Jeg bruger til undervisning altid følgende eksempelbillede, hvor det er takkede (usynlige) birkeblade tæt på objektivet i forgrunden som skaber teksturen til venstre for konfirmanden. Det er diller-daller på allerbedste vis!
Maks nam-nam diller-daller. (Nikon D3s, AF-S Nikkor 200mm f/2G VRI, f/2.0, 1/640s, ISO 400)
Kan den nye 105-er matche det? Jeg har ikke set det, men jeg har set meget som ligner den tekstur som, igen, 85mm/1.4G giver til forveksling. Som her i grenkaosset.
(Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/1600s, ISO 100)
Og som her, fremprovokeret, i modlyset bag en vandrende skelet. Læg mærke til blænden. Diller-daller er en funktion af blænde, brændvidde og afstand til foregrund, baggrund og motiv. Det er bestemt ikke altid den største blænde som er bedst. Ved Nikons 105mm/2.8 VR makro skal man tit helt op i blænde 5.6 for at få det bedste resultat!
(Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/2.2, 1/5000s, ISO 100)
Sidste billede (men også billeder længere oppe) giver også lidt information omkring hvordan objektivet håndterer lysblobber. Lysblobber er hvad man på fysiksprog kalder ‘strølyscirklen’: cirklen som dannes af en punktlyskilde (billygter eller en reflektion af en vanddråbe) foran eller bagfokusplanen. Det er en anden af mine kæpheste. Lysblobber kan være helt jævnt belyste, lysere i kanten, lysere i midten eller have løgringe. Helt jævn belyst er sjældent og generelt betragtet som et tegn på kvalitet. Jeg har desværre ikke haft en chance for at teste objektivet grundigt på dette område. Hvad jeg har kunnet observere på mine billeder, ser A++ ud! Og det gør eksemplerne på Flickr også.
AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED er et fremragende objektiv. Punktum.
Ja, det var jo lige det gyldne spørgsmål! Umiddelbart ja, som bytter for min 85mm/1.4G. Men det kræver at jeg får noget omkring de 60mm, da hullet bliver for stort mellem 35mm og 105mm. Jeg plejer ikke at pakke en 50mm. Og Nikons bud på 60mm (58mm/1.4G) har jeg stadigvæk tilgode at afprøve. Det er lige før, jeg alligevel kommer til at fortryde at have solgt min 24-70mm/2.8 igen, igen! Åh, det er sgu også noget lort at være fotograf!
Til sidst, tusind tak til Nikon Nordic for lån af objektivet til Fotomalias test!
Nogle gange, er det bare meget lettere, at lade andre snakke for en. Så det har vi gjort denne gang.
I første omgang er det Nikon der har ordet på Photokina.
Jeg har tiltagende droppet at fotografere med zoom objektiver. I dette indlæg vil jeg prøve at fortælle hvorfor, og gå nogle af de mange myter om zoom objektiver og objektiver med fast brændvidde igennem.
Jeg fotograferer mange events: fra bryllupper til store konferencer. Events er nok den del af mit arbejde som fotograf der ligger tættest på hvad pressefotografer går igennem til dagligt. Der kræves fleksibilitet og hurtig reaktionstid. Du skal være klar til uventede situationer hele tiden. Det er oplagt at bruge zoom objektiver i disse situationer og det har jeg da også gjort i mange år. Men jeg har bemærket, at jeg oftere og oftere griber efter mine ‘primes’ – objektiverne med fast brændvidde.
Jeg fotograferer altid events med to kameraer. For blot fem år siden havde jeg typisk en 24-70mm (f2.8) på det ene kamera og en 70-200mm (ligeledes f2.8) på det andet. Min 24-70 skiftede jeg så engang imellem ud med 14-24mm og min 70-200 en gang imellem med min 200mm/f2, ‘bare’ fordi det tog bedre billeder.
De sidste år flyttede jeg mig mere og mere væk fra den helt store 200mm og havde jeg nærmest klistret en 14-24mm på det ene kamera og en 85mm/1.4 på det andet.
Det har givet større og større problemer i fototasken. Når man fotograferer events i udlandet skal man flyve, og det begrænser voldsomt hvad man kan have med af udstyr. Jeg rejste efterhånden med to store kameraer og et forfærdeligt antal objektiver. Mange af dem, som for eksempel min 70-200, brugte jeg stort set aldrig. Tiden var, med andre ord, klar til et opgør.
Årets mareridt event blev afholdt i Amsterdam i år. Det er en stor konference med fire dages fotografering, som regel fra halv ni om morgenen til langt ude på natten. Jeg skal agere presse-, portræt- og reklamefotograf samtidig. Jeg skal følge ministre og kongelige i albuekamp med regulære pressefotografer, men også tage stemningsbilleder til brug i PR materiale. Mere omstillingsparathed har jeg sjældent brug for. Og lige præcist til denne event besluttede jeg så at lade det komme an på en prøve.
Nikon D5, Sigma Art 35mm/f1.4, f/3.5, 1/125, ISO 1250
Én af de vigtigste opgaver du har som fotograf er, at lede beskuerens øje til motivet. Det kan opnås på mange måder. I en ideel verden, hvor billedet er godt gennemtænkt, kan du gøre det ved hjælp af din komposition: du kan bruge ledelinier i omgivelserne til ‘hjælpe’ beskuerens øjne. Du kan også gøre det ved hjælp af lyset – for eksempel ved at separere et lysere motiv fra lidt mørkere omgivelser, eller omvendt. Men en event er nok omkring så langt fra den ideele verden som du overhovedet kan komme. Du får læssevis af lortemotiver i lortelys og lortelokaler og skal få flotte billeder ud af det. Hvis du så vil opnå separation af motivet fra omgivelserne er der kun to ting at gøre: fange stemningen så billedets komposition bliver ligegyldig, eller separér med kontrast i skarphed og uskarphed. Det sidste KAN du styre som fotograf, og odds-ne bliver væsentligt bedre når du har objektiver med stor blænde (= ringere skarphedsdybde). Og større blænde er lig med faste objektiver.
Der er dog mange andre gode grunde til at fotografere med fast brændvidde. Jeg vil gå dem punktsvis igennem.
Lortemotiver i lortelys i lortelokaler. OK, lige præcist her var det ikke lige så slemt.
Der er tre faktorer som afgør hvor meget (eller lidt) skarphedsdybde du har i dine billeder: brændvidde, blænde og afstand til motivet. (Nogle vil argumentere at sensorstørrelsen også har betydning, og det har den i praksis også, men kun fordi du skal ned i brændvidde for at opnå samme beskæring på en mindre sensor.) Hvis du vil separere dit motiv fra dens baggrund, skal du enten op i brændvidde, ned i blænde eller gå tættere på.
De fleste zoomobjektiver går kun ned til en blænde 2.8. Mange faste objektiver op til 100mm går helt ned til 1.4. Hvis du bruger et standard 50mm objektiv på et normalt 35mm kamera på blænde 2.8, og dit motiv er fem meter væk, har du en skarphedsdybde på 173 cm. Går du ned i blænde til 1.4 har du kun 85 cm tilbage. Det er en voldsom stor forskel. Din baggrund vil blive tværet væsentligt mere ud.
Nikon D5, Sigma Art 35/1.4. Billedet til venstre er taget på blænde 1.4, billedet til højre er taget på blænde 2.8. Billedet til venstre er spejlvendt for at fremme sammenligning.
Læg mærke til at der er tale om et let vidvinkelobjektiv her!!!
Er det en fordel? Man kan argumentere for og imod udtværede baggrunde, men nu snakker vi events her, hvor du som regel har forbandet lidt at bestemme omkring din baggrund. Og står du med en lortebaggrund, er det helt afgjort en fordel at kunne tvære den ud. Desuden kan faste objektiver jo også gå OP til blænde 2.8, 5.6 eller 11, hvis den baggrund pludseligt bliver vigtig alligevel. Du får, med andre ord, bedre muligheder for at udnytte din blænde kreativt.
Her skal vi passe lidt på. Objektiver med fast brændvide er som regel skarpere end zoom objektiver. Som regel. Og måske er det bedre at omformulere: de skarpeste objektiver findes blandt objektiverne med fast brændvidde. Med afstand! Men der findes selvfølgelig mange objektiver med fast brændvidde som er værre end en hel del zoom objektiver. Jeg vil dog med ro vove den påstand at du får meget mere for pengene når du styrer udenom zoom objektiver hvis skarphed virkelig betyder noget for dig. Læn dig lige tilbage og se på næste billede.
Nikon D5 med hhv Sigma Art 35/1.5 (tv) og Nikon 24-70/2.8. Begge i 100% forstørrelse. Læg mærke til at Sigma og Nikon ikke er helt enige i deres fortolkning af 35mm. Men selv med den fordel for Sigma er der en ret så tydelig forskel.
Fokusering i live view så der er ikke tale om front- eller backfocus.
Nikons 24-70/2.8 er et godt objektiv og disse resultater vil man som regel kun lægge mærke til når man lægger billeder ved siden af hinanden på denne måde.
Men det kræver lidt (meget) research at finde frem til det bedste. Nikons 85mm/1.8 G er for eksempel ét af de objektiver som kan give dig mest ‘bid’ per betalte krone i Nikons line-up allerede ved blænde 1.8. Nikons billigere 50mm/1.4 G er derimod forfærdelig ved blænde 1.4 og 1.8 og skal efter min mening helt op på f4 for at leve op til noget som helst.
Sigmas Art 35mm/1.4 er afsindig flot både i skarphed, bokeh og farverendering selv på 1.4. Og den købes til en pris hvor de fleste kan være med. Det er efter min 200mm/f2 det skarpeste objektiv jeg ejer. Og sidstnævnte er altså knap 7x så dyr.
Skarphed er dog et svært emne. Hvis man ikke kun bedømmer testark, som for eksempel igennem DXO Mark, er der kun meget subjektivitet tilbage. For at give et helt enkelt eksempel: det, som jeg for ti år siden syntes var skarpt, synes jeg ikke længere er skarpt overhovedet. Og det er fint. Du skal justere dine krav efterhånden som du bliver mere kritisk som fotograf. Det kommer helt af sig selv og man skal ikke presse det igennem.
Desuden findes der noget som hedder relativ skarphed. Mange objektiver er skarpere når man lukker blænden blot en lille smule, men ser skarpere ud med åben blænde fordi kontrasten med den uskarpe baggrund er større. Det er en meget, meget vigtig parameter som tekniske tests ikke tager højde for.
Nikon D5, Sigma Art 35mm/f1.4, f/1.4, 1/160, ISO 2500
Nu kommer vi til én af mine abslutte kæpheste: du KAN ikke lære egenskaberne af et zoom objektiv at kende, fordi det har for mange egenskaber.
Når jeg står i en given situation, ved jeg af erfaring, og uden at tage kameraet frem, hvordan den vil egne sig til hvilket af mine faste objektiver. Det er uhyre vigtigt og sparer mindst lige så meget tid som en lille smule zoom. Jeg ved om jeg skal et skridt nærmere for at få baggrunden til at forsvinde mere, eller om jeg skal op i blænde for at få baggrunden mere frem. Jeg ved om jeg kan glemme alt fra en bestemt brændvidde opad fordi der er en mur bagved mig. Jeg ved om den type modlys jeg har, ødelægger billedet på det ene objektiv, eller bliver noget vildt fedt på det andet. Jeg ved at jeg skal lade være med at bruge min 85/1.4 når lysmængden kommer under et vist niveau fordi autofokus stinker på den, men at jeg sagtens stadigvæk kan bruge min 200mm/f2 og derfor skal tage ti skridt tilbage. Og endnu vigtigere for mig: jeg ved om en bestemt forgrund jeg skyder igennem vil påvirke en bestemt baggrund på grund af objektivets bokeh egenskaber.
Det er én af de vigtigste parametre som skiller en fagmand fra andre i stressede situationer, såsom en næsten hvilken som helst event. Det tager tid og øvelse, og den tid og øvelse er spildt hvis du fotograferer med et zoom objektiv, simpelthen fordi et zoom objektiv er mange forskellige objektiver i ét. Du kan (og vil) lære hvordan et 24-70mm objektiv opfører sig på yderendene af dets brændvidder, men aldrig hvordan det opfører sig på 35mm, 45mm og 55mm.
En guitarist bliver ikke en bedre guitarist af at have 100 guitarer (selvom mange guitarister vil modsige dette 😀 ). En guitarist bliver en bedre guitarist af at lære alle de små finesser af et begrænset antal instrumenter.
Analogien er også god af en anden grund: i starten er det for de fleste øvende musikere en god ting at afprøve mange forskellige instrumenter, for at finde ud af hvilket instrument ‘spiller’ for dem og hvilket ikke gør. Det lærer dem hvilke egenskaber går igennem og dét giver en grundlæggende viden som er uundværlig. Men har man den grundlæggende viden og skal man videre, så er det fornuftigt at begrænse sig.
Her er en klassisk modlyssituation, hvor jeg præcist ved hvordan min 85/1.4 kan trylle når alting falder på plads.
Nikon D4s, Nikon 85mm/f1.4 G, f/1.6, 1/1600, ISO 100
Objektiver med fast brændvidde giver dig, alt andet lige, bedre billedkvalitet for pengene. Nikons 85mm/1.8 G koster kr.3500 og giver dig langt bedre billeder og kreative muligheder på 85mm end Nikons fem gange så dyre 70-200mm/f2.8 G. Modargument: det giver ingen billeder på 200mm. Klart. Og der ligger kernen i sagen. Vil du hæve kvalitet på bekostning af fleksibilitet eller vil du hæve fleksibilitet på bekostning af kvalitet (og pris).
Et fint regnestykke: Nikons 14-24mm/2.8 G, 24-70mm/2.8 G og 70-200/2.8 G koster tilsammen kr.49000.
Til den pris kan du købe:
Nikon 20/1.8 G
Sigma Art 35/1.4
Nikon 85/1.8 G
Sigma 150mm/2.8 makro
PLUS TO D750 huse!!!
Den lader vi lige stå, for hold da op, jeg havde længe tænkt over at skrive noget lignende, men er selv overrasket…
Det er et TOSSEfedt sæt som jeg som professionel ikke ville tøve at æde en hvilken som helst event med. Så har du ovenikøbet købt dig til makromulighed. Smid et par tusinde ekstra i hvis du absolut vil under 20mm eller absolut skal have en 50mm (køb en Sigma eller en Zeiss, tak). Og argumentet at 150mm ikke er det samme som 200mm køber jeg ikke. Nikons 70-200mm er heller ikke 200mm. Den er faktisk kun sølle 135mm på korteste fokusafstand (!!!) og 193mm på længste fokusafstand. Og selv de 50mm ekstra på længste fokusafstand i forhold til Sigma-en kommer du i praksis ikke til at bruge. Hvis du er så langt fra motiverne at du konstant får udnyttet de par ekstra 50mm er det en bedre idé at investere i et par ordentlige sko for at kunne gå tættere på.
Nikon D5, Nikon 20mm/f1.8 G, f/2.8, 1/160, ISO 450
I lang tid var det tungeste objektiv jeg altid slæbte rund på samtidig det eneste ikke-zoom objektiv. Generelt er det dog omvendt. Hvis du begrænser dig til alt andet end de mest lysstærke objektiver, vil du opleve en betragtelig fordel i udstyrsvægt. Nikons 20mm/f1.8 vejer for eksempel sølle 350 gram, mens 14-24mm/f2.8 vejer næsten et kilo. Jeg bliver dog nødt til at tilføje, at objektiver efter min mening godt kan blive FOR lette.
Standard modargumentet er så altid, at du skal have langt flere objektiver med. Men er det nu også rigtigt? Da jeg stadigvæk fotograferede med Nikons tre klassiske zooms havde jeg også altid en 85mm/f1.4 med for at skyde portrætter. Det giver fire objektiver. Og de fire objektiver ovenfor ville dække alt hvad du behøver til en hvilken som helst event.
Min største svaghed når jeg fotograferer events er at jeg er ret så vidensbegærlig. Hvis det bliver interessant kan jeg godt blive optaget af det og glemme alt om fotografering. Som her på hospitalslaboratoriebesøg i Nijmegen, Holland. FAIL!
Den større lysstyrke i de fleste objektiver med fast brændvidde hjælper, alt andet lige, dit autofokussystem. Autofokus virker bedre jo mere lys der bliver lukket ind. Jeg skriver “alt andet lige” fordi min erfaring er, at det ikke altid gælder. Mange objektiver med høj lysstyrke er decideret uskarpe med blænden på vidt gab, og det lider autofokussystemet under. Det skal jo ligesom finde ud af hvor der er skarpt, og hvis der ikke er skarpt nogen steder kan systemet have svært ved at finde ud af hvor der så i hvert fald er mindst uskarpt.
Her var der virkeligt ikke lys nok til at fokusere, så jeg bad dem om at tænde for lommelygten på bagsiden af deres mobiltelefon. Vi glemte dog at få slukket skærmen. FAIL! Nikon D4s, Nikon 85/1.4, f/1.4, 1/160, ISO 2200
Et gammelt argument som virkeligt skal skrottes er, at dette var en fordel i mørke omgivelser. Før i tiden var det et ugyldigt argument fordi du har ekstremt hårdt brug for pålidelig autofokus når du skyder med meget lav blænde på grund af din ringe skarphedsdybde. Og det er kun for nyligt at autofokus er begyndt at blive tilnærmelsesvis pålidelig nok i mørke omgivelser.
Samtidig er kvaliteten af billeder taget ved høj ISO blevet så voldsomt meget bedre, at det ikke længere er et argument for ikke at gå op i blænde. Blændevalg, selv i mere mørke situationer, er i dag i det store og hele taget et rent kreativt valg igen.
Nikon D5, Sigma Art 35/1.4, f/1.4, 1/160, ISO 110
<
Er der så ingen ulemper ved objektiver med fast brændvidde? Jo, der er én og den er kæmpestor: du kan ikke zoome med et fast objektiv. Duh… Det er korrekt at det er en kæmpeulempe at du ikke kan beskære dit billede på pletten ved at zoome ind eller ud. Det koster i værste tilfælde pixler: du bliver nødt til at beskære et billede på computeren, som du kunne have croppet mere i situationen hvis du havde haft adgang til et zoom objektiv. Det koster skarphed igen og det paradoksale er at det også koster skarphedsdybde igen: hvis du bliver nødt til at beskære for meget, har du fotograferet med en for lille brændvidde og derved tabt fordelen i skarphedsdybde som du ellers havde opnået med dit fine faste objektiv. Det er ubenægteligt ret surt.
Til Amsterdam kunne jeg køre i bil, så jeg havde to fototasker med: én med de vigtigste faste objektiver, og én med alle mine zooms. Tasken med alle mine zooms stod i bil i P-kælderen en kilometer fra konferencecentret. Hvis jeg tabte væddemålet med mig selv om at fotografere hele denne event med faste objektiver, var mine zooms ikke længere væk end at en assistent kunne hente dem på et kvarter. Men alligevel et kvarter… Skete der noget uventet lige pludseligt, var der ingen kære mor.
Så hvad havde jeg med ind til eventen? Her er listen:
Nikon D5
Nikon D4s
Nikon 16mm/f2.8 fisheye
Nikon 20mm/1.8 G
Sigma Art 35mm/1.4
Nikon 85mm/1.4 G
Voigtländer 125mm/2.5 APO-Lanthar (til makro – det har jeg brug for til denne event)
Nikon 200mm/f2 G VRI
Nikon SB-910 flash
og en 1.4x teleconverter plus en stak mellemringe som jeg altid har med og aldrig bruger.
I bilen lå alle zooms, nogle flere faste objektiver, ekstra blitze, stative og endda hele mit Elinchrom Ranger Quadra lyssæt med softboxes og hele muletjavsen. Det er fedt at kunne køre i bil!
Nikon D5, Nikon 20mm/f1.8 G, f/2, 1/160, ISO 5600
Som sagt er mine vaner ændret i løbet af de sidste år så det eneste jeg skulle ændre var at skifte 14-24mm ud med 20/1.8 fast. Og det blev jeg glad for.
I praksis gik jeg rund med 20/1.8 på min D5 og 85/1.4 på min D4s, fordi jeg vidste at den sidste er perfekt kalibreret med på 85/1.4 og D5 var ny for mig. (Det er omvendt nu, fordi jeg nu ved at autofokus på D5 er så meget bedre!) Jeg havde 35/1.4 i lommen hele tiden og byttede engang imellem 20/1.4 ud. Var det en ulempe at mangle 14-19mm? Egentlig ikke. Jeg drejer zoom-en for hurtigt til 14mm og til events er der altid mange damer som ikke bliver glade fordi de figurerer forvredet i udkanten af billedet. Det bliver man tyk af. Meget tyk! Engang imellem kunne jeg træde et halvt skridt tilbage for at få billedet og fordelen ved at have adgang til 1.8 og den meget lille nærfokusgrænse på 20/1.8 var en kæmpegevinst! Det handler om at omlægge fotograferingen en anelse, ikke mere end det. Og når alt skulle med og forvrængningen alligevel ikke var et problem kunne den bare få hele armen med min 16mm fisheye.
Forskellen mellem 14mm og 20mm er måske væsentlig for landskabsfotografer, men de kan jo også panorere og sætte billeder sammen hvis det virkeligt er nødvendigt.
Den eneste situation som var kritisk i vidvinkelenden var da en minister skulle underskrive en aftale og jeg fik tildelt en meget, meget lille plads, uden mulighed for at bevæge mig, meget tæt på. Jeg måtte kun sidde dér fordi jeg ellers kom jeg med på et filmkamera som kørte samtidig. Dér kom jeg til at tænke lidt på min bil i P-kælderen. Men jeg klarede mig. Jeg skulle beskære lidt for meget bagefter, men det var pressebilleder, så estetikken var ikke afgørende. Og 20/1.8 gav lige den ekstra halvanden stop blændeåbning til at separere hende fra de andre i selskabet. Resultatet var væsentligt bedre end det ville have været med min 14-24mm.
Nikon D5, Nikon 20mm/f1.8 G, f/1.8, 1/160, ISO 200
Det var den første dag, og jeg endte med at bruge 20mm langt mere end jeg havde forventet. Billedkvaliteten i Sigmas 35/1.4 er bedre, men 20mm er så brugbar en brændvidde til trængte situationer og f/1.8 er så fedt at lege med! Her endnu et eksempel med god separation af forgrund, motiv og baggrund.
Nikon D5, Nikon 20mm/f1.8 G, f/1.8, 1/160, ISO 280.
Men hvis der er plads til at bruge Sigmas 35mm/1.4 er det bare det rene guf! Hold kæft, det er så fedt et objektiv! Knivskarp på vidt gab og med en bokeh som ellers ville være en mindre tele værdig!
Nikon D5, Sigma Art 35mm/f1.4, f/1.4, 1/160, ISO 3200
Én af situationerne som jeg på forhånd havde frygtet ville være mest kritisk var prisoverrækkelser og awards. Røvkedelige at fotografere, men meget vigtige for dem som bliver fotograferet. Billederne behøver ikke altid at være flotte, men de skal sidde i skabet. Det er en klassisk situation hvor jeg går op til f4 eller f/5.6, lidt afhængig af lysforhold.
Det gik, men jeg er ikke helt overbevist at jeg ikke kan komme i en situation hvor mangel på en zoom vil kunne forpurre det hele for mig.
En fordel ved den her type situationer er dog at man som fotograf ikke er gadehunden som sparkes til, som man er når man render rundt efter en VIP med alle andre pressefotografer. Det er lige før man selv er VIP, fordi situationen skal fotograferes. Og det betyder at man som regel kan styre hvor man står (lidt frem eller lidt tilbage) eller endda hvor dine motiver skal stå. Og det taler imod uundværligheden af et zoom objektiv igen.
Nikon D5, Nikon 85mm/f1.4 G, f/3.5, 1/160, ISO 500 (!)
Jeg har en 14-24mm til salg.
Min 24-70 har jeg indtil videre beholdt for at have et objektiv som jeg kunne have på i privatsituationer hvor jeg kun vil have ét kamera og ét objektiv med. Jeg bruger det meget lidt, men har lige præcist i fleksibilitetskrævende reportagesituationer skudt nogle gode serier med det. I dag plejer jeg dog at have min lille Sony RX100 med. Og Sigmas 35/1.4 er også genial til situationer med kun et kamera og et objektiv. Så (trommehvirvel) min 24-70 ryger også til salg.
Min 70-200 er uafgjort. Jeg har solgt én før, og alligevel købt den tilbage. Det taler imod et salg. Jeg bruger min stort set aldrig, med én vigtig undtagelse: i Afrika. Når jeg fotograferer dyr i Afrika er jeg som regel spærret inde i en bil og har jeg altid min 500/f4 på ét kamera og min 70-200/2.8 på det andet. Det er dem som skal være klar til at skyde. Skal jeg over til vidvinkel, har jeg som regel tid til at skifte. Min 125mm (Voigtländer makro) er manuel fokus og det duer bare ikke til dyr. Vi mangler bare voldsomt en god autofokus 135mm. I gamle dage var 135mm jo nærmest standard kort tele! Zeiss 135/2 APO leverer helt uhyggeligt flotte billeder og jeg har været fristet til at købe den mange gange, men det duer bare ikke for mig til hverken events eller Afrikanske dyr med manglende autofokus. Så er det næste ned Nikon 85/1.4 G, som jeg synes er et fantastisk objektiv til mennesker, men håbløst til dyr. Upålidelig autofokus og en helt anden farverendering end alle mine andre Nikon (og Sigma for den sags skyld) objektiver. Et fremragende alternativ i Afrika ville være min 200/2, men den er for tung til at have med på flyet sammen med min 500/4. Så til rejseformål, især til dyr, er min 70-200mm uundværlig endnu. Og lad mig slå det fast med syvtømmersøm: et fremragende 70-135mm objektiv!
Nikon D5, Nikon 20mm/f1.8 G, f/1.8, 1/160, ISO 200
Nikon 300mm f/2.8 ED VR II har lige så længe jeg kan huske stået på toppen af min ønskeliste – det var det første teleobjektiv jeg for alvor blev lidt småforelsket i og jeg har alle dage været overbevist om, at netop dette objektiv ville ændre mit fotografi!
I dette indlæg tester jeg Nikon 300mm f/2.8 ED VR II. Se om det lever op til forventningerne!
Som nævnt i denne og denne test, så har jeg været igennem en hel del overvejelser omkring at udvide min fotoudrustning med en længere tele. Derfor har jeg sat mig for at teste et par forskellige teleobjektiver, som helst ikke skal blive alt for store og tunge.
Jeg har allerede testet Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR, og Nikon AF-S 300mm f/4E ED PF VR som på mange måder begge var fantastiske objektiver. Jeg er ret begejstret for Nikon 300mm f/4E ED PF VR, men jeg bliver lige nødt til at teste legenden også. Derfor tager vi i dag et kig på Nikon 300mm f/2.8 ED VR II.
Som altid har jeg testet objektivet, som jeg ville bruge det i min dagligdag. Jeg har altså ikke skudt testark, murstensvægge eller krumningskurver – kun rigtige billeder 😉
Jeg har på godt 3 måneder skudt små 14.000 billeder med Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II fordelt på Nikon D4, Nikon D5, Nikon D500 og Nikon D610.
Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II er ikke et lille eller let objektiv, men det er heller ikke helt så stort og tungt som de helt store super teler (400 f/2.8 – 500 f/4 – osv.) med en kampvægt på godt 3 kg, så ligger det mere eller mindre midt i mellem de “store” og “små” teler, men med en meget interessant mindste blænde!
Nikon beskriver selv objektivet således: “Med høj skarphed og hurtig, stille autofokus samt et vejrbestandigt magnesiumhus, der imødekommer alle de mest krævende professionelle miljøers behov”. Dette må siges at sætte forventningerne højt!
Det er en ordentlig krabat, men den er velbalanceret og “nem” at håndholde – og så er den jo en sand skønhed! Kan glas se bedre ud?
I løbet af mine seneste tests af Nikon AF-S 300mm f/4E PF ED VR og Nikon AF-S 200-500mm f/5.6E ED VR, så har jeg skudt mig frem til at 300mm er en ganske fin brændvidde for det jeg skyder. Jo, den vil i nogen tilfælde være lidt for kort, men i andre (Randers Regnskov) passe helt perfekt.
Nikon AF-S 200-500mm f/5.6E ED VR vil i forhold til brændvidde være det perfekte valg, men som skrevet i min anmeldelse, så er den faste blænde på f/5.6 lidt for mørk for de jeg skyder!
Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II kunne meget vel være det perfekte objektiv for mig!
Hvis man mangler en hammer, ja så kan man jo altid bruge sin 300mm. Det er som forventet bygget til at blive brugt, også i dårligt vejr – ikke så meget mere at sige om det. Jeg har 100% tillid til at objektivet her kan klare de skrapeste miljøer!
Håndteringsmæssigt, så er det jo ikke et lille objektiv, og det gør at det kræver mere øvelse at håndtere end f.eks Nikon AF-S 300mm f/4E PF ED VR, men det gør alle andre objektiver i verden jo også, så det siger vel egentlig ikke så meget. Når det er sagt, så ligger objektivet godt i hånden og er yderst velbalanceret – i hvert fald på et Nikon D4.
Til trods for, at Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II er et halvstort og halvtungt objektiv, så er det nogenlunde nemt at håndholde, og man er altså ikke bundet af et stativ. Dette kan være nødvendigt med andre af de større objektiver. For mig er det kardinalt at et objektiv er til at håndholde da jeg konstant bevæger mig når jeg fotograferer.
Fokuseringsringen kører godt og flydende, og det er faktisk ret nemt at fokusere manuelt, også selv om man håndholder bæstet.
Jeg kan vel lige så godt sige det som det er: jeg har aldrig oplevet et stykke glas der gør det bedre! Det eneste glas jeg har prøvet som var i samme liga er Nikon AF-S 800mm f/5.6E FL ED VR og det siger ikke så lidt!
Ard ville sikkert også bringe sit Nikon AF-S 200mm f/2 ED VR på banen når vi snakker om toppen af poppen, og det er der ingen tvivl om at vi gør med denne optik. Nikons 300mm f/2.8 og Nikon 200mm f/2 har alle dage og i stort set alle versioner været nogle af verdens bedste stykker glas, og denne version er ingen undtagelse.
Om den optisk er helt på højde med 200mm som er kendt som Nikons benchmark objektiv, det ved jeg ikke, men tro mig – det er et fantastisk stykke grej!
Ung colobus abe i Randers Regnskov – Det er svært at undgå at lægge mærke til skarpheden – for mig er dette en ny standard af skarp! (Nikon D4 – 300mm – f/2.8 – 1/800sek – ISO2500)
Som sagt, der er intet at udsætte på kvaliteten, overhovedet, selv på største blændeåbning ser det fantastisk ud. Men objektivet er utilgivende, og den mindste fejl fra fotografens side, så er billedet er ubrugeligt. Jeg snakker her selvfølgelig om fokusfejl: hvis man ikke lægger fokusplanet 100% rigtigt, så er billedet intet værd!
På 300mm giver f/2.8 et ubeskriveligt lille skarphedsplan, og er fokus ikke lagt helt rigtigt så kan man altså lige så godt smide billedet væk. Som sagt så tilgiver dette objektiv ikke fotograffejl! Det lyder underligt, og jeg skulle lige skyde et par tusinde billeder før det gik op for mig hvad det var der skete, for jeg har aldrig oplevet den samme grad af utilgivenhed på min 70-200 f/2.8 eller på en Nikon 300mm f/4 for den sags skyld. Det der sker er at skarphedsplanet er så lille at der kun er få millimeter hvor billedet er skarp, og at skarpheden simpelthen forsvinder så hurtigt bagved og foran, at der ikke er findes noget der hedder “næsten skarpt” som der er med en 200mm på f/2.8. Med andre ord: dette objektiv kræver altså også at man opgraderer sine skills for at man får noget som helst ud af det!
Sumatra tiger, Ree Park. Man skal virkelig holde tungen lige i munden hvis man skal udnytte de 300mm f/2.8 ordentligt, men når det hele spiller – så ser det altså godt ud! (Nikon D500 – 300mm – f/2.8 – 1/5000sek – ISO1600)
Hvis vi ikke kun kigger på skarphed, men også kigger på kontrast og farvegengivelse, så har jeg ikke meget at tilføje: det er i orden!
Jeg er (som den faste læser nok ved), ret vild med at skyde på største blændeåbning, og et objektiv skal altså være skrapt helt fra mindste blænde tal, ellers dur det ikke. Det er Nikon 300mm f/2.8 ED VR II, og lukker man bare hullet en lille bitte smule, så skal man virkelig passe på at man ikke skærer sig – det er barberblads skarpt det her!
For en sjælden gangs skyld har jeg faktisk også skudt på lidt højere blænde (f/10), og det gør ikke glasset dårligere.
Påfugl… Det er nemt at se hvor intimiderende påfuglens “øjne” må være for et uvidende rovdyr. På samme måde er det også lidt skræmmende hvor lækkert det her objektiv er! (Nikon D500 – 300mm – f/2.8 – f/10 – 1/500sek – ISO1600)
Hvis vi udelukkende kigger på skarphed, så ligger Nikon 300mm f/2.8 ED VR II kun meget lidt over Nikon 300mm f/4E PF ED VR, og f/4 modellen er meget lettere, meget mindre, nemmere at håndtere og MEGET, MEGET billigere, så den ekstra kvalitet skal virkelig være vigtig.
Hvis jeg kort skal konkludere, så er Nikon 300mm f/2.8 ED VR II rent optisk næsten uden modstykke
Hmm den er lidt svær, for AF er hurtig og præcis, den virker altså som den skal og som man forventer, men når det er sagt, så er det ekstremt tynde skarphedsplan svært at styre og som jeg skrev tidligere, så tilgiver det ikke fejl. Mit indtryk er dog ikke at objektivet kludrer i det, det er som regel en “fejl 40” (altså en brugerfejl) der er skyld i hvis man ikke rammer fokus præcist nok.
Objektivet fokuserer hurtigt. Det er et af de hurtigste objektiver jeg har prøvet, specielt i godt lys, men selv i svær belysning fungerer det godt.
Det eneste tidspunkt jeg har oplevet at det har været svært at finde fokus er hvis jeg har skudt igennem tæt krat, og det har jeg aldrig oplevet et objektiv der har været mega god til!
Verdens største svin – skægsvinet fra Borneo. Det kan være svært at få autofokusen til at virke igennem tæt bevoksning, men selv Borneos tætte underskov var til at håndtere! – (Nikon D4 – 300mm – f/2.8 – 1/500sek – ISO2500)
Som forventet så giver f/2.8 en lysere søger end Nikon 300mm F/4E PF ED VR og specielt i forhold til Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR og selvfølgelig vil det være sådan, men dette betyder selvsagt også at kameraet har nemmere ved at fokusere i svagt lys, og dette er faktisk mærkbart når jeg har fotograferet i regnskoven.
Til trods for objektivets utilgivende natur, så må jeg sige at autofokus er blandt det bedste jeg har prøvet!
VR fungerer, men ikke så godt som f.eks Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR, der har den bedste billedestabilisering jeg nogensinde har prøvet! Jeg ville lyve hvis jeg skrev at jeg var blæst bag over af billedestabiliseringen på Nikon 300mm f/2.8 ED VR II, for jeg syntes der er sket en hel del på denne front de seneste år, og dette objektiv er jo faktisk ved at være en ældre model (lanceret i 2009).
Når det er sagt, så er objektivets VR ikke dårligt. Man kan stadig (med lidt øvelse) lave skarpe skud på langt lavere lukkertider end man ville kunne uden VR. Jeg har flere gange lavet skarpe billeder på ned omkring 1/125sek håndholdt og i nogle tilfælde endnu lavere.
Rød langur, Borneo. Et af mine absolut favoritbilleder, dét her er præcist hvad dette objektiv kan! (Nikon D4 – 300mm – f/2.8 – 1/320sek – ISO3200)
Udover at VR dæmper rystelser, og derved giver skarpere billeder, så giver det også en mere rolig søger. Dette gør det ofte nemmere at komponere sit færdige billede.
Jubiii mit absolute ynglingspunkt i enhver objektiv test – og specielt med Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II! Hvorfor? Vi er nået til mit hjertebarn… Jeg elsker fnider-fnadder i mine billeder, jeg elsker en lille dybdeskarphed. Ja, kort sagt, jeg elsker bokeh!
Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II må betegnes som “flødekongen”, og jeg kan slet ikke få armene ned, objektivet leverer en bokeh præcist som jeg havde drømt om! Jeg var forelsket stort set fra første billede, og det var tydeligt for mig at dette objektiv nærmest kan noget magisk!
Kedeligt decembervejr er ikke en hindring for at fotografere. Tjek lige den bokeh her, hold nu op det er fedt! Og ja jeg er en nørd! (Nikon D4 – 300mm – f/2.8 – 1/500sek – ISO2500)
Shit det ser godt ud! Man kan jo nærmest trylle med det her objektiv. Den måde objektivet renderer for- og baggrunds “blurring”, er i mine øjne præcis hvad der sætter dette objektiv i en klasse for sig. Det er simpelthen en fornøjelse at arbejde med, og det sætter fotografen i stand til at isolere sit motiv på en spændende og attraktiv måde.
Jeg må indrømme at jeg ikke har så meget at sige til bokeh’en på dette objektiv, udover at det er tæt på det bedste jeg har set, hvis ikke det bedste, og dette bestemt kunne være afgørende for om man vælger dette objektiv eller ej!
Nu har jeg inden for relativ kort tid testet tre fantastiske objektiver fra Nikon Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR, Nikon AF-S 300mm f/4E ED PF VR og ikke mindst Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II og jeg må indrømme at alle tre udmærker sig på hver sin måde.
I mine øjne er der ingen tvivl om at Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II er det bedste objektiv, men det er faktisk marginaler der skiller den og Nikon AF-S 300mm f/4E ED PF VR, og dette er primært i forhold til bokeh!
Hvordan kan man så retfærdigere prisforskellen på de to objektiverne? Tja, jeg tror faktisk ikke at man kan retfærdiggøre det, medmindre man kigger på den eksklusivitet der er forbundet med den dyre optik. Den giver noget som mellemklassen bare ikke kan og sætter fotografen i stand til at levere noget ekstraordinært hvis han/hun formår at udnytte objektivets styrker.
Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II – ca. kr. 40.000,-
Nikon AF-S 300mm f/4E ED PF VR – ca. kr. 15.000,-
Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR – ca. kr. 13.000,-
Hvis man ikke ønsker det lille ekstra, eller ikke mener at man har evnerne til at udnytte det, så er der intet der retfærdiggør prisforskellen og man bør kigge grundigt på f/4 modellen som ER i verdensklasse.
Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR skiller sig selvsagt ud med sine 500mm, og hvis de 500mm er vigtig for en, så er det ikke bare det oplagte valg, men det eneste rigtige valg. Det er fandeme også et fedt objektiv, og hold da op man får meget for pengene hvis man vælger dette stykke glas.
Hvilket et ville jeg selv vælge?
Tja hvis fornuften skulle vælge, så var der ingen tvivl om at jeg ville vælge Nikon AF-S 300mm f/4E ED PF VR. Det er i mine øjne det mest fornuftige valg og et perfekt kompromis imellem kvalitet, pris og størrelse.
Hvis det er mit hjerte til fotografiet der skulle vælge, så er der kun et valg: Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II. Jeg drømmer om den bokeh om natten, og tror rent faktisk at dette objektiv ville kunne løfte mit fotografi til et nyt niveau
Til slut får du lige et lille galleri med et par billeder skudt med Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II. Tjek dem ud, og se hvad du synes!
Jeg håber du kunne bruge denne lille anmeldelse til noget, og håber at du vil dele eventuelle erfaringer, spørgsmål eller roser i en kommentar.
Det tog kun Nikon godt 7 ÅR at komme med en opdatering til deres legendariske Nikon D300(s) – I dette indlæg kigger vi på om opdateringen har været ventetiden værd!
Med andre ord, lad os kigge lidt på hvad Nikon D500 er for en størrelse!