I august kom Nikon overraskende med et nyt objektiv i portrætligaen: AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED. Var det en instant classic eller en overflødig overlapning? Nikon gav Fotomalia en chance for at teste objektivet mod de hårdeste konkurrenter i Nikons nuværende sortiment. Kan vi lide den? You bet! Den er fantastisk!
OM TESTEN
Som altid har vi testet objektivet, som vi ville bruge det i vores dagligdag. Vi har altså ikke skudt testark (pånær én enkel lineal), murstensvægge eller krumningskurver – kun rigtige billeder! Ard har haft objektivet med på tre opgaver hvor han brugte det i stedet for hans AF-S Nikkor 85mm f/1.4G, som er ét af de to objektiver han skyder mest med og helt klart objektivet han oftest er uvenner med.
PORTRÆTLINSEN
Jeg skyder helt groft en tredjedel af mine 150.000 billeder om året med Nikons 85/1.4G. Det er rigtigt, rigtigt mange billeder. Jeg kender objektivet ekstremt godt og det har altid voldt mig så mange problemer at jeg for en gangs skyld spidsede ørene af en Nikon nyhed. Jeg begejstres ellers ikke hurtigt af grejnyheder. Men jeg må også indrømme at min første tanke var: shit, hvis vi nu skulle overraskes, hvorfor så ikke med en 135mm! Jeg misunder Sony skydere dybt, med deres Zeiss 135/1.8, som til Nikon kun findes i manuel fokus (og f/2.0), hvilket bare ikke duer for mig.
På papiret er jeg godt dækket ind. Jeg skyder med 16mm, 20mm, 35mm, 85mm, 125mm, 200mm og 500mm. Min 125mm er en Voigtländer makro med manuel fokus. Et vanvittigt objektiv, men upraktisk på farten, selvom jeg altid har det med, på grund af manglende autofokus. Hvis jeg kunne erstatte det med en 135mm ville jeg være dækket endnu bedre ind.En 105mm ville ligge for tæt på 85 og for langt fra 200. Hvorfor var jeg så alligevel interesseret?
Fordi jeg har SÅ meget bøvl med min 85mm. Nikons 85mm/1.4G bliver af mange betragtet som det ultimative portrætobjektiv. Til portrætter er det et fantastisk værktøj. Men på farten er især objektivets autofokus frygtelig upræcis og objektivets farveaberration er en forbandelse i mit arbejde. Når jeg skyder igennem en menneskemængde for at isolere ét ansigt, rødmer alle ansigter i forgrunden af opmærksomheden og er alle ansigter i baggrunden grøn af misundelse. Det er et sindsygt arbejde at rette i råkonverteringen. Til slut er 85mm/1.4G bare ikke helt skarpt på blænde 1.4 på Nikons 36mp kamera D810, hvor den også viser sin tøvende autofokus mere end på mine andre kameraer D5 og D4s. Det er ikke det største problem for mig, da jeg ikke skyder meget med det kamera, men det er alligevel en ulempe når én af dens største charmer er lige præcist den store blændeåbning. Kan 105-eren gør det bedre? Og hvis den kan, kan den så erstatte 85mm helt?
AF-S NIKKOR 105mm f/1.4E ED
Lad os, inden vi går til sagen, lige gå specifikationerne igennem:
Fra Nikon:
Brændvidde – 105 mm
Maksimumblænde – f/1,4
Minimumblænde – f/16
Objektivkonstruktion – 14 elementer i 9 grupper (inkl. 3 ED-linseelementer og linseelementer med nanokrystal- eller fluorbelægning)
Billedvinkel – 23°10′ (15°20′ med kamera i DX-format)
Mindste fokuseringsafstand – 1 m
Antal blændeblade – 9 (afrundet blændeåbning)
Filterstørrelse – 82 mm (en afvigelse fra 77mm standarden på pro objektiverne)
Vægt – knap et kilo
Det ligner jo til forveksling en 85mm/1.4. Det er bare en anelse større.
AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED ligner en tro kopi af 85mm/1.4G, bare i overstørrelse. Objektivet er blevet kritiseret for at være for stort, og ja, alt er lidt større: vægt, diameter, filtertråd. Men for stor er det ikke, hvis man er vant at skyde med de guldringede Nikon objektiver. Jeg synes faktisk selv at det har en herlig størrelse, at det ligger godt i hånden og at det har en vægt som balancerer godt med D4s og D5.
Dét der til venstre! Dét er stort! Det giver kun 95mm ekstra brændvidde og giver afkald på 1 stop lys. Til sammenligning ligner 85mm/1.4 (til højre) og 105/1.4 (i midten) hinanden rimelig meget!
TIL SAGEN!
Jeg har haft objektivet med til to jobs: én dag med folkemusik i alle afskygninger – fra undervisning, til koncert, til dans – og én dag i skoven til et langtidsprojekt for en bog. Jeg ville have det med til en konference i København, men turde ikke til sidst. Jeg er meget hård med mit udstyr og det var trods alt en låner fra Nikon.
Vi lægger ud med det tætteste jeg kom på portrætbilleder på dagene. Det første er af Brian. Det andet er fra en opvisning på Odense Koncerthus. Det tredje er fra en undervisningssituation.
Første prøvebillede i godt lys. Ham kender vi. Det ser godt ud. Billedet altså. (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 220)
Et enkelt billede i godt lys. Skarpt som 85mm/1.4 med en skøn separation af motiv og baggrund! (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 320)
Et mere kompliceret billede i forfærdeligt lys (blandet dagslys, sparepærer og lysstofrør). Første tegn på dillerdaller! (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 320)
SKARPHED – tjek!
Når vi når op i 105mm og ikke har billedstabilisering, begynder det at knibe for en kaffedrikker som mig. Det er uhyggeligt svært at bedømme skarphed ud fra håndholdte billeder, selv ved dobbel lukkertid. Ved 1/160s, som er min ‘gold standard’ til alt til og med 200mm/f2.0 med billedstabilisering, er det decideret vanskeligt at få skarpe billeder. Når vi er ude i hårkløveri om det ene objektiv er skarpere end det andet er det nødvendigt at bruge stativ. Og derved bliver det også urelevant, fordi jeg bruger sjældent stativ.
Jeg kunne bare mærke at jeg oftere skulle helt op i 1/250s inden jeg begyndte at få en acceptabel mængde knivskarpe billeder, mod 1/160s ved 85mm. Men knivskarpe var de! Vi ligger dog med 105 mm i et brandviddespænd som begynder at blive svært ved at håndtere uden stativ. Med andre ord: for manges vedkommende kan det være ligemeget hvor skarpt objektivet er, de kan alligtevel ikke udnytte potentialet fordi de ikke bruger stativ og sjældent skyder ved lejligheder hvor de kan komme over 1/1000s. Hvor ISO-en så rager op, hvilket igen går på bekostning af skarpheden og detaljetegning.
Er billederne fra 105-eren lige så skarpe som billederne fra min 200mm/2.0? Nej. Men billederne fra min 200mm/f2.0 er også helt udenfor liga skarpe og, for at være helt ærligt, nogle gange simpelthen for skarpe.
Som jeg skrev før, er Nikons 85mm/1.4 bare ikke skarpt nok på D810 og jeg var spændt på at se om 105mm/1.4 kunne præstere bedre. Det ville være et meget vigtigt argument for mange fotografer som har været irriteret over ikke at kunne bruge fuld blænde på 36mp kameraerne.
Svaret er simpelthen her:
Til venstre billedet taget med AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED på blænde 1.4. Til højre samme billede og udsnit taget med 85mm/1.4G.
Begge billeder er skudt på D810 og gengivet i 100%. JPG komprimering på siden her spiser endda noget af skarpheden (og gør 85mm/1.4 faktisk en anelse skarpere end den er!) Den nye 105-er klarer sig væsentligt bedre end den gamle 85-er.
FARVEABERRATION – tjek!
Samme billede fortæller også sin egen historie, omend ikke så tydeligt i denne gengivelse, omkring det nye objektivs farveaberration. Det er også en væsentlig forbedring og tilstrækkelig til at kalde det acceptabel, hvilket for mit vedkommende helt klart ikke er tilfældet med 85mm/1.4G – eller makroobjektivet 105mm/2.8 VR for den sags skyld! Ingen af objektiverne kan, igen, nå 200mm/f2 eller 300mm/f2.8 til sokkehøjde på dette område, men der ligger så også lige to kilo vægt og 25 kilo kroner imellem 105-eren og 200-eren!
AUTOFOKUS – tjek!
Det er her hvor den allerstørste fremgang ligger: autofokus rammer så meget bedre end på 85mm/1.4G! Jeg vil faktisk vove den påstand at objektivet kommer i nærheden af (igen, jeg ved at jeg er irriterende) 200mm/f2.0. Jeg har en personlig teori om, at farveaberration og pålidelighed af autofokus hænger tæt sammen, men jeg har tilgode at snakke med en fysiker om det. Faktum er, at 85mm/1.4G har brug for meget dagslys før det rammer konsekvent rigtigt. Selv i rigeligt kunstlys sker der allerede mærkelige ting. Og det SKAL ramme rigtigt, som du kan se på billederne af linealen ovenfor. Det er vitterligt kun 30cm stregen som er skarp. Det er meningen, det er smukt, men det er ubrugeligt hvis det ikke kan stoles på.
Det var en kæmpefornøjelse at fotografere to dage med 105-eren! Antallet af gemmere var så voldsomt meget højere end det plejer at være med min 85mm/1.4G!
BOKEH OG DILLER-DALLER – tjek!
Og så til det aller-, allervigtigste: bokeh og diller-daller. Lige for at få definitionen rigtigt: bokeh er kvaliteten i områderne som ligger ude af fokus. Diller-daller er ren magi. Det er de nye billedelementer som opstår fordi elementer i forgrunden forvrænger elementer i baggrunden. Kald mig en nørd, men for mig er det noget af det fedeste at lege med i billedestetik!
Bokeh-en kan vi hurtigt blive færdige med. Den bliver ikke bedre. Den ligger lige der på højde med de helt store klassikere: 85mm/1.4, 200mm/2.0 og 300mm/2.8.
Her kommer et par billeder igen:
Det bliver bare ikke meget bedre med den bokeh. (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/4000s, ISO 100.)
Man bliver jo helt suget ned i den malstrøm. Her også de første tegn på diller-daller. (Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/160s, ISO 500)
Når forgrund og baggrund spiller sammen i et godt objektiv, danner strukturen i forgrunden tekstur i baggrunden. Jeg bruger til undervisning altid følgende eksempelbillede, hvor det er takkede (usynlige) birkeblade tæt på objektivet i forgrunden som skaber teksturen til venstre for konfirmanden. Det er diller-daller på allerbedste vis!
Maks nam-nam diller-daller. (Nikon D3s, AF-S Nikkor 200mm f/2G VRI, f/2.0, 1/640s, ISO 400)
Kan den nye 105-er matche det? Jeg har ikke set det, men jeg har set meget som ligner den tekstur som, igen, 85mm/1.4G giver til forveksling. Som her i grenkaosset.
(Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/1.4, 1/1600s, ISO 100)
Og som her, fremprovokeret, i modlyset bag en vandrende skelet. Læg mærke til blænden. Diller-daller er en funktion af blænde, brændvidde og afstand til foregrund, baggrund og motiv. Det er bestemt ikke altid den største blænde som er bedst. Ved Nikons 105mm/2.8 VR makro skal man tit helt op i blænde 5.6 for at få det bedste resultat!
(Nikon D5, AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED, f/2.2, 1/5000s, ISO 100)
Sidste billede (men også billeder længere oppe) giver også lidt information omkring hvordan objektivet håndterer lysblobber. Lysblobber er hvad man på fysiksprog kalder ‘strølyscirklen’: cirklen som dannes af en punktlyskilde (billygter eller en reflektion af en vanddråbe) foran eller bagfokusplanen. Det er en anden af mine kæpheste. Lysblobber kan være helt jævnt belyste, lysere i kanten, lysere i midten eller have løgringe. Helt jævn belyst er sjældent og generelt betragtet som et tegn på kvalitet. Jeg har desværre ikke haft en chance for at teste objektivet grundigt på dette område. Hvad jeg har kunnet observere på mine billeder, ser A++ ud! Og det gør eksemplerne på Flickr også.
KONKLUSION
Det positive:
AF-S Nikkor 105mm f/1.4E ED er et fremragende objektiv. Punktum.
- Objektivet har en ekstrem brugbar brændvidde, især til portræt, hvor lidt afstand er godt men for meget afstand og intimiderende objektivstørrelse (200mm/2.0) dårligt.
- Objektivet er væsentligt skarpere på blænde 1.4 end 85mm/1.4G.
- Objektivet kan bruges på blænde 1.4 på D810, i modsætning til 85mm/1.4G.
- Objektivet ligger blandt de allerbedste objektiver i bokeh-ligaen.
- Autofokus er meget mere pålidelig end på 85mm/1.4G.
- Farveaberration ligger godt indenfor toleranceområdet, i modsætning til 85mm/1.4G.
Det negative:
- Objektivet mangler billedstabilisering. Lur mig, om det betyder at Nikon arbejder på et spejløst pro kamera med indbygget VR? 🙂 Men indtil da er det en decideret ulempe ved denne brændvidde.
- Objektivet er … Alt. For. Dyrt. Det synes dog at være tendensen som også den nye 70-200mm/2.8 vidner om. Og så længe som vi er tilstrækkelige mængder der betaler prisen er vi vel selv om det.
SKAL JEG HAVE DET?
Ja, det var jo lige det gyldne spørgsmål! Umiddelbart ja, som bytter for min 85mm/1.4G. Men det kræver at jeg får noget omkring de 60mm, da hullet bliver for stort mellem 35mm og 105mm. Jeg plejer ikke at pakke en 50mm. Og Nikons bud på 60mm (58mm/1.4G) har jeg stadigvæk tilgode at afprøve. Det er lige før, jeg alligevel kommer til at fortryde at have solgt min 24-70mm/2.8 igen, igen! Åh, det er sgu også noget lort at være fotograf!
Til sidst, tusind tak til Nikon Nordic for lån af objektivet til Fotomalias test!
7 Kommentarer
Tak for en medrivende anmeldelse, som i den grad også kan bruges til at blive klogere på max diller-daller og nam-nam.
Vigtigt! Vigtigt! 🙂
Ved du hvad Art, Nikon har tænkt på dig, de har et 58 mm f/1.4 med dit navn på 🙂
Ja, det vil jeg også gerne have fingrene i. Men det får jo en del skældud fordi det ikke skulle være skarpt nok og du ved, jeg er selv ikke særlig skarp i forvejen, så jeg må have mine objektiver til at arvbejde for mig!.
En del af billederne i min bog er skudt med den, og jeg brokker mig sku ikke, andet kan jeg ikke sige.
Sikken da en skod artikel….
Den kan jo ende med at koste mig rigtigt mange penge 😉
Synes du har ramt mine problemer med Nikon afs 85 mm 1.4 som jeg selv har meget godt og er også selv meget frustreret over hvor svær den er at bruge på D800…
det kunne være spændene at teste den mod Sigmas 85 mm F 1.4 Art !
jeg har 50 mm,eren og den banker Nikons tilsvarende så en 85 mm kune være spændene 🙂
mvh Keld
Ja Keld, den vil jeg også gerne have fingrene i. Vi må snakke med Sigma. Eneste bekymring jeg har, er at 35/1.4 ART – som jeg synes optisk er helt ekceptionelt – heller ikke er den mest præcise til at fokusere i mindre lyse omgivelser.