Er der noget bedre end at lære af sine fejl? Tja det ville selvfølgelig være bedre at man aldrig lavede fejl, men på den anden side så kunne man jo ikke lære af dem og det er jo fedt at lære – Anyways..
Jeg har lige fået opfrisket hvorfor “Picture Control” er relevant for mig også selv om jeg tager mine billeder i RAW.
Picture control?
Så er jeg blevet klar med opfølgningen på vores store autofokustest, og jeg glæder mig til at høre, hvad I syntes om resultaterne, så husk lige at smide en kommentar!
Nu har jeg haft god tid til at kigge alle billederne igennem, og jeg må sku´ indrømme, at jeg er ret imponeret. Dermed ikke sagt, at der ikke er fejlskud, for det er der, men der er flere skarpe end der er uskarpe billeder.
Autofokussystemet er efterhånden ret avanceret og det kræver næsten sin egen manual for, at man forstår hvordan man skal fintune det til at virke bedst muligt i en given situation. Men når man har fået systemet ind på rygraden og har en forståelse for, hvordan systemet “tænker”, så er det nemt og hurtigt at justere og man får fuld valuta for sin indsats – så hvis du ikke er 100% fortrolig med dit kameras autofokussystem, så er det et godt sted at lægge lidt kræfter i, da dette vil forøge kvaliteten af dine billeder betragteligt!
Nå, lad os kigge lidt på lidt resultater.
Med en topfart på omkring 11 km/t var Kasper og Mads ikke det store problem. Selv på de gennemløb, hvor de skubbede til hinanden havde kameraet faktisk ikke problemer med at følge dem, hvilket jeg syntes er ret imponerende, da de på nogle tidspunkter var helt ude af billedet.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 2500
Så vidt jeg husker, så havde jeg aktiveret 21 AF-punkter og selvfølgelig sat AF til continuesly, og ellers klarer kameraet faktisk resten selv. Prøv at lægge mærke til exif-data – der er ikke overvældende med lys – men det er ikke et problem her.
En af de ting der er en udfordring for alle autofokussystemer er, når motivet kommer tæt på. Dette skyldes dels, at den relative dybdeskarphed bliver mindre, og at linseelementerne i objektivet skal flytte sig længere for at regulere på fokus, når motivet bevæger sig. Dette var også tydeligt, da vi lavede vores test, men på “topatleterne” var det imponerende, hvor godt kamera og objektiv præsterede.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 3200
Som I kunne se i videoen, så må man i den grad sige, at autofokus´en har bestået prøven i første fase af vores store test – jeg vil vove den påstand, at det er svært at løbe fra autofokus´en på et D3s og en 400mm – selv hvis men hedder Usain Bolt
Jeg havde faktisk ikke de store bekymringer omkring travhestene, de løber/traver ikke så hurtigt og de bevæger sig meget forudsigeligt. Det viste sig da også at være en meget nem opgave for kameraet, og stort set samtlige billeder var lige i øjet – udover det ene gennemløb, hvor jeg nyste – det kunne autofokussen ikke helt finde ude af – måske ikke en detalje som du umidelbart syntes relevant, men det er jo de små ting der tæller (det siger Kaspers kæreste ihvertfald)…
Okay tilbage til testen.. trav var på ingen måde en udfordring for vores setup!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/1000sek – ISO 800
En enkelt hest med rytter er selvfølgelig ret nemt, her er der god afstand til motivet, og motivet er relativt stort, her er jeg placeret næsten vinkelret på motivet, hvilket gør det langt nemmere for kameraet at følge fokus, da motivet bevæger sig plant med kameraet. Dette giver dog større udfordringer for fotografen, da man er nødt til at panorere for at følge motivet – denne panorering kan komplicere opgaven for kameraet, men det var ingen problemer for vores testoffer!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/1000sek – ISO 800
En hel gruppe ryttere giver en større udfordring for autofokus, da en stor del af billedfladen har nuancer der ligger meget tæt og derfor havde jeg en bekymring for, om systemet ville blive forvirret og derfor miste fokus, men dette viste sig igen at være uden grund, da kamera og objektiv igen fulgte med uden problemer!
Prøv at læg mærke til rytteren i højre side af billedet herover – han har styr på løbet og holder lige øje med sin nærmeste konkurrent!
Ved gallop havde vi igen en mere spids vinkel, det, kombineret med den øgede fart fra galophestene, forhøjede vi igen sværhedsgraden for autofokussystemet. Ved gallop begyndet jeg for første gang at mærke, at autofokus´en havde en lille smule problemer – ikke fordi den havde problemer med at følge motivets hastighed, men fordi at mine små fejl virkelig begyndte at blive straffet!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/1250sek – ISO 1600
Jeg tror det der gjorde det sværere for autofokussystemet at følge gallophestene var, at det var rigtig svært at holde den samme rytter i de samme fokusfelter hele løbet igennem – sådan nogle galopheste løber ret hurtigt, og fordi det går så sygt stærkt, er det virkelig svært at holde dem kontrolleret i søgeren. Autofokussystemet kunne stort set følge med, og jeg tror, at hvis jeg havde haft et par løb mere, så jeg havde lidt mere erfaring med at læse løbet, og så ville succesraten være meget tæt på 100% i forhold til min nuværende på omkring 90%
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/2000sek – ISO 1000
Hestenes størrelse og afstanden til dem, tror jeg stadig har en stor indvirkning på, at det er muligt for autofokussystemet at have en så stor succesrate, men der er ingen tvivl om, at autofokus er kommet rigtig langt, og at den er blevet rigtig “klog”. Tænk at den kan følge et motiv som bogstaveligt flyver rundt i søgeren, fordi fotografen ikke evner at holde ro på tingene, det er da ret sejt.
Hunde i løb er noget af det mest krævende jeg har fotograferet, og derfor valgte vi selvfølgelig at prøve kræfter med den hurtigste af alle hunde, nemlig greyhound-hunden. Nu er en enkelt hund jo ikke nok, så derfor valgte vi et helt hundeløb – nu skal jeg love for at vores testoffer blev presset helt til grænsen.
Som jeg har været inde på tidligere, så bliver det mere og mere krævende for et autofokussystem at følge fokus jo tættere et motiv kommer på filmplanet, og på grund af hundenes relativt lille størrelse, er man nødt til at være markant tættere på dem, end på en hest eller et menneske, for at lave et billede, hvor hunden fylder en fornuftig del af billedet. Hundens størrelse har altså stor betydning for autofokussystemet, og dette kombineret med hundenes hastighed og meget “kaotiske” løb, gjorde denne del af testen til den absolut sværeste opgave.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1100
I denne fase var der markant flere fejlskud, og det var markant sværere at få billederne i kassen, dette skyldes faktisk ikke kun, at kamera og objektiv ikke kunne følge med, men nærmere at det næsten var umuligt at holde de fokusfelter jeg havde valgt at aktivere over hundene. Nu kunne man jo argumentere for at jeg kunne vælge at køre med alle 51 AF-punkter, men det prøvede jeg faktisk og dette gjorde det slet ikke bedre, faktisk snød det ofte systemet, og det forsøgte at fokusere på hunde bag ved dem jeg ville fokusere på og dette fik systemet til at søge frem og tilbage – hvilket tager cirka 3 gange så lang tid som det tager hundene at løbe igennem de 5-6 meter hvor det er relevant/muligt at fotografere dem.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1100
Når det lykkedes mig at holde et af de 21 valgte fokusfelter nogenlunde stabile over hundene, så gjorde systemet faktisk et helt fantastisk arbejde, og det fulgte fint hundene igennem de 5-6 meter, hvor det passede med at de fyldte fornuftigt på billedefladen. Der var dog stor forskel på, om jeg valgte at bruge de midterste fokusfelter i forhold til dem i siderne, de 15 krydstypepunkter der sidder i midten var markant mere præcise og hurtige end resten. De fem billeder i denne serie er optaget med 9 billeder i sekundet, og der er altså kun omkring et halvt sekund i mellem det første og det sidste billede i serien – det giver et indtryk af hvor hurtigt det går og hvor meget data kameraet skal nå at bearbejde for at kunne fokusere – det er i mine øjne ret imponerende!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1400
Som jeg var inde på før, så har jeg ingen kritik til hastigheden af objektiv og kamera, jeg tror praktisk talt at det kan følge stort set alt hvad man kunne finde på at skyde med det, men i selve autofokussystemet er der stadig plads til forbedringer, da det stadig kræver en del af fotografen at holde motiverne rimeligt centreret i billedefladen. Det ville også være praktisk, at man kunne bruge yderpunkterne selv i ekstreme situationer som denne (under de andre tests var der ingen problemer med at bruge yderpunkterne) da det ville øge mulighederne for, hvordan man kunne komponere sit billede.
Til denne kritik skal det selvfølgelig siges, at jeg her går i meget små sko, og at fejlskuddene helt sikkert ville komme med en mindre frekvens, hvis jeg havde haft mere erfaring med at skyde hundeløb, men med det optimale autofokussystem skulle selv en uerfaren abe som Kasper kunne levere billeder med en meget lille fejlrate og det er her jeg mener at der er plads til forbedringer. På den anden side, hvis det var så nemt, så ville det jo ikke være lige så sjovt!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1250
Alt i alt, så er det næsten kun fair at lade autofokussystemet bestå denne test, og konklusionen må derfor være at: Jeg er vanvittigt imponeret – jeg havde virkelig ikke troet at grejet ville levere så imponerende et resultat, jeg er specielt imponeret over at det rent faktisk kunne følge hundene, for med en gennemsnitsfart på over 70km/t på så lille et objekt, skal der virkelig noget til at følge med – det syntes jeg sku´ er ret flot.
Det imponerede mig også at autofokussystemet kunne følge med til trods for at alle tests blev lavet med 9 billeder i sekundet – tænk på at hver gang kameraet tager et billede, (9 gange på et sek) mister autofokussystemet muligheden for at se motivet (spejlet er jo i vejen), så kameraet kan kun samle informationer i den tid der ligger mellem hver billede – der skal virkelig tænkes hurtigt..
Kort sagt – Autofokus sparker røv, og ja, det kan man stole på!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1400
Nu er jeg jo næsten nødt til at knytte et par kommentarer til vores lille setup, for jeg ved at der er flere, inklusiv mig selv, der har haft mere end en enkelt våd drøm om at lege med det, så det ville jo næsten være synd ikke lige at smide lidt brænde på det bål.
Hold nu op det er et dejligt kamera og om muligt et dejligere objektiv – det er en fornøjelse at arbejde med og det leverer virkelig varen. MEEEEN, det er fandeme også mange penge, og hvis man ikke arbejder med det professionelt, så udstyret kan betale sig selv hjem, så er det efter min mening lige i overkanten (i hvert fald til min økonomi).
Men hvis jeg havde pengene så købte jeg det!
I dagens indlæg kigger vi lidt på, hvor langt udviklingen af autofokus er kommet, for det er vist på tide at nogen lige sætter systemet lidt under press og ser, hvad det egentlig kan præstere. FotoMalia har været på udflugt, og her har vi sat Nikons top-kamera og objektiv på lidt af en prøve for at vurdere, om det nu er så fantastisk som Nikon påstår!
Nu er det efterhånden laaang tid siden, at jeg lovede at fortælle lidt om, hvordan flagermus-billedet fra Nikon Pro er taget. Så i dag går vi dybt ind i den rigtige “BatCave” og ser på hvordan vi fik billedet i kassen.
Vi har klippet en lille video sammen, af det sparsomme materiale, vi fik filmet denne aften vi lavede billedet, så hvis du vil se en hurtig gennemgang af hvordan billedet er lavet, så kan du se videoen. Hvis du gerne vil lidt mere i dybden, og se lidt flere detaljer, så kan du læse videre efter videoen.
I videoen, siger jeg at vi bruger 3 flash forfra, men faktisk endte vi med, at sætte yderligere 3 flash op som kantlys – du kan se opsætningen længere nede!
Forberedelsen til dette skud startede faktisk lang tid før vi begyndte at stille op. Dette er et teknisk billede, der kræver en del grej, og ikke mindst at tingene er tænkt ordentligt igennem.
En af de vigtigste ting for at sikre successen i dette billede, er den trigger der udløser kameraet når flagermusen flyver igennem. Nu er hjemmebygget elektronik ikke min stærkeste side, og derfor var det naturligt at “Kina Kasper” arbejdede på denne del af opgaven. Det viste sig dog, at dette var en langt mere kompliceret opgave, end hans lille primitive ormehjerne kunne løse, for hans trigger virkede kun på flagermus på over 150kg og kun hvis de fløj med max 4km/t – Bladnæse-flagermusen på billedet vejer ca. 20g og flyver med mellem 25-35km/t. – så Kaspers trigger havde altså ingen chance.
Planen var at bruge en IR-trigger, som virker ved at en ‘Sender’, sender en infrarød stråle af sted med en given frekvens, modsat Senderen, sidder der en modtager, som modtager signalet fra Senderen. Hvis der kommer uregelmæssigheder i frekvensen, så afbryder modtageren et relæ, som selvfølgelig udløser kameraet.
Problemet med “Kina Kaspers” trigger var; at frekvensen på IR-triggeren var alt for lav, og derfor fløj flagermusene bare igennem, uden at bryde IR-strålen – de fløj simpelthen igennem i “hullerne” i strålen.
Da “Kina Kasper” ikke magter at bygge noget selv, var han nødt til at ombygge noget, som andre havde lavet – men det virkede som sagt ikke!
For at forklare det lidt nærmere, så kan I prøve at tage jeres kamera i telefonen og holde ind foran en tv-fjernbetjening. Når i trykker på en knap på fjernbetjeningen, vil I kunne se at den infrarøde diode som sidder inden i fjernbetjeningen, blinker. Kaspers trigger virker lidt på samme måde, dog blinker den hurtigere end tv-fjenbetjeningens diode…. Men ikke hurtigt nok. For at triggeren skal kunne ”se” at der flyver noget igennem strålen, skal den dims der flyver igennem, ramme lige præcis når strålen er tændt, men en flagermus kan simpelthen ikke flyve så langsomt at den kunne udløse “Kina Kaspers” trigger…
Nu har FotoMalia jo selvfølgelig et kæmpe netværk af nørder, og derfor var det ingen sag at finde en elektronik-nørd med en større hjernekapacitet end ”Kina Kasper” – Valget faldt selvfølgelig på vores el-guru, ‘The Kasper Vissing’. Han fik på meget kort tid flækket en ny trigger sammen som var så højfrekvent (blinkede så mange gange pr. sekund) at den virkede sindssygt hurtig og meget præcist. Vi prøvede om vi kunne snyde den, men selv om man tyrede en tændstik gennem strålen, klikkede den – super godt! (For en dybere elektronisk forklaring, må I selv uddanne jer til elektronikingeniører…)
Det ligner godt nok noget Kasper “vi skal bruge en større hammer” Dunvad har lappet sammen, men dette er faktisk rygraden i vores flagemuse “fanger”
Som I kan se i videoen, gik der en del tid med at gøre alle de praktiske ting (plastvæggen) klar for at få flagermusene til at flyve lidt mere kontrolleret. Vi har faktisk været i grotten 4 gange før dette shoot, for at finpudse vores flagermus-fanger-teknik, og her erfarede vi, at det er fundamentalt vigtigt at man ved hvor flagermusen flyver, ellers er frekvensen af gennemflyvninger på triggeren alt for lille.
Det er jo nærmest kunst – tænk hvad man kan lave bare ved hjælp af lidt Gaffa og en masse sorte sække.
At belyse hele flagermusens flyverute jævnt, var en meget vigtig og lidt bøvlet affære, da der var meget begrænset med plads i grotten. På grund af den begrænsede plads, var flash-enhederne nødt til at være forholdsvis tæt på, hvor flagermusen fløj. Dette medfører, pga. lysets natur, at det kun bliver et meget snævert område, hvor flashen vil give den ønskede mængde lys og at en enkelt flash kun dækker en lille del af flyveruten, derfor var vi nødt til at konstruere en række af flash’s parallelt med flagermusenes bane.
Her kan man se de to rækker af flash, der sidder parallelt med hinanden, på dette billede er den sidste “kantlys”-flash ikke sat op, og derfor er der kun to flash på stativer
Som jeg allerede har været inde på, så havde vi gang i en hel del grej, for at fange dette billede. Her har jeg samlet en lille liste med de vigtigste ting (dem jeg kan huske)
* Nikon D700
* Nikkor 24-70mm
* Nikon SB900 (4 stk)
* Nikon SB800 (3 stk)
* Manfrotto Justin Clamp (3 stk)
* Manfrotto 055 CXPRO3 FIBER STATIV
* Manfrotto 5001B Lampestativ (3 stk)
* Manfrotto Super Clamp
* 50m Gaffa
* Sorte sække (200 stk)
* Højfrekvent IR trigger (hjemme bygget – tak Kasper Vissing)
* 3,5m trælægte
* 1 kabeltrommel
* 2 arbejdslamper
* 6 sorte madraser
Okay nu bliver det måske lidt langhåret, beklager, men jeg skal nok prøve at holde det lidt kort.
For at få en ønskede effekt af, at man kan se flagermusen “flyve” igennem billedet, har jeg brugt “repeating flash mode” på min SB900. I dette “mode” kan man sætte, hvor mange udladninger man ønsker sin flash skal lave, og med hvilken frekvens (hz / udladninger pr. sekund) de skal komme. Efter lidt forsøg, fandt vi ud af, at 5 udladninger med 20Hz var passende for det billede vi ønskede at lave.
De eksterne flash er styret via en SB900 som fungerer som master, og trigger alle de 6 eksterne med den frekvens som er instillet på Master-flashen. Jeg er ret imponeret over hvor godt dette virkede, og der er et kæmpe “thumbs up” til Nikons flash-nørder her fra 😉
De 20hz var selvfølgelig afgørende for lukkertiden, fordi 5 udladninger ved 20Hz modsvarer 1/5sek i tid, og derfor skulle lukkeren selvfølgelig være over 1/5sek, ellers ville vi ikke udnytte alle udladninger. Derfor endte vi med at bruge 1/6sek som vores lukkertid. Den “lange” lukkertid som i nogen tilfælde kunne give problemer, var ikke et problem for os, da der var fuldstændig mørkelagt i den grotte vi arbejdede i og derfor ville det kun være de 5 flash-udladninger der eksponerede billedet.
Nu havde vi altså; antal flash-udladninger, frekvensen, og vores lukkertid, så nu manglede vi bare blænde, ISO og styrken af flashudladningen, for at have helt styr på vores eksponeringsværdi.
I dette billede er flash-udladningens længde afgørende, da vores mål var at fast-fryse flagermusene fuldstændig, derfor skulle flash udladningen være så hurtig, som overhovedet mulig. Derfor valgte vi 1/128 af fuld udladning, hvilket giver en flashvarighed på 1/38500sek for en SB900 (for at vide mere om flashvarighed og dennes indflydelse på dine billeder, se dette indlæg).
For at kompensere for at flagermusene ikke altid fløj i en fuldstændig lige linje, parallelt med fokusplanet, var det vigtigt med en relativ stor dybdeskarphed, og derfor valgte vi en blænde på f/ 10. Dette valg gav automatisk vores valg af ISO, da dette var den sidste og eneste variable eksponeringsparameter i vores eksponeringsværdi (udover afstanden mellem motiv og flash, men denne var faktisk ikke specielt variabel da det var et meget lille rum vi var i). Eksponeringsværdien endte ud med at se således ud: 1/6sek – f/10 – ISO 200 -1/128 af fuld flash-udladning.
Okay det blev vist en smule nørdet, men det er også et lidt nørdet skud det her, så jeg håber i bærer over med mig.
Dette billede er uden tvivl et af de mest tekniske billeder jeg nogensinde har lavet, og jeg er sku ret godt tilfreds med resultatet, og ikke mindst pisse stolt af at det er kommet hele vejen til Nikon Pro.
Jeg tror dog ikke at jeg er helt færdig med at lave billeder af de små flyvende mus, faktisk har jeg et billede mere tegnebrættet, men det er faktisk endnu mere bøvlet. Jeg håber på at få lavet det næste billede i løbet af vinteren (man kan jo lige så godt arbejde i en mørk grotte når der ikke er noget lys udenfor).
Glæder mig til at høre jeres kommentarer og evt. spørgsmål – Tak fordi i kiggede med!
Nu kommer det jo nok ikke som nogen overraskelse at blænden styre dybdeskarpheden, og at man ved at ændre blænden altså kan ændre hvor meget, eller hvor lidt af billedet der bliver skarpt.
Men ved at bruge blænden kan man faktisk også ændre markant på hvordan ens baggrund ender med at se ud.
Madfotografering er jo en hel genre i sig selv, og jeg skal på ingen måde prøve at gøre mig klog på hvordan man burde gøre, for det er slet ikke min spidskompetence, men jeg kan tage jer med på job, og vise jer, hvodan jeg gjorde det.
(mere…)
Kreativ brug af dine omgivelser, hvad skal med i billedet og hvad skal ikke med hvad er det godt eller skidt – Tja det er der vel ikke rigtig nogen der skal bestemme, men jeg ofte høre jeg nogle rigtig spændende regler i forhold til fotografering, og ikke mindst komposition. I dag kigger vi på mine regler! (mere…)
Så oprendte dagen endelig hvor vi kan afsløre de ufatteligt labre billeder vi fik taget på vores “skyd alt i total smadder highspeed flash fotomalia aften”!
De fleste af jer har nok set teaseren til denne aften, men hvis ikke, så er den her.
Lydtriggeren vi har bygget virkede 100% perfekt hele aftenen og den er utrolig præcis!
Se videoen og få hele oplevelsen med.
Her er et udpluk af de lækre billeder vi kom hjem med fra den MEGET lange aften.
Brian brugte sit Nikon D700 og lyset kommer fra 2 Nikon SB900 og 4 Nikon SB800. Lydtriggerens hastighed hvormed den triggerde (triggerede?) flashene, justerede vi ved at flytte den længere væk fra eller tættere på lyden – meget simpelt, men det virkede.
Den bjørn med fuldskægget og det lækre hår man ser en gang imellem stå med et kamera, er vores kære “assistent” Michael. Han gjorde et rigtig godt arbejde den aften og det er nok ikke sidste gang han får sneget sig ind, så tak til Michael 😉
Tak fordi i kiggede med og vi glæder os til at vise jer vores næste skøre påhit 🙂
Så det sørme blevet søndag igen, eller nu er det jo faktisk Mandag, men jeg var simpelthen helt smadret i går så der kom ikke det helt store ud af at sætte mig til computeren.. Nå men det er søndag, eller mandag og det betyder også at det er tid til ugens billede!
Ja nu er det jo sidste dag hvor der er mulighed for at sende billeder ind til fotokonkurrencen, og selv om der allerede er rigtig mange spændende portrætter, så kan man faktisk stadig nå at løbe af med sejren og med den lækre reflektor – men hvad fanden skal man med en reflektor, jeg har da både flash, LED lamper og stearinlys i fototasken – hvad skal jeg så bruge sådan et stykke ubrugeligt og opreklameret bras til – det er da bare noget producenterne har fundet på for at lure alle mine penge op af mine dybe lommer. Pffsst reflektor mig her og reflektor mig der…
Tja hvis du er en af dem der ikke mener en reflektor høre hjemme i fototasken, så er det vist på tide du vågner – det er jo et must i en hver fototaske.
Reflektor skærmen er nok en af de billigste og mest anvendelige stykker grej på markedet, og hvis du ikke har en så køb en – eller vind en her hos os..
Det smarte ved en reflektor er som navnet antyder, at den reflektere det lys der allerede er tilstede – derfor er der selvfølgelig nød til at være noget lys at reflektere. Men styrken i reflektorskærmen er at den kan bruges til at “fylde” skygge siden af motivet ud, og fordi den ikke selv tilføre noget ekstra lys er det ret nemt at bruge.
Jeg bruger personligt mest reflektoren i naturligt lys (læs sollys), fordi jeg syntes det er her den er mest anvendelig, men det kan også bruges når man arbejder med flash.
Jeg har lige fundet to eksempler frem, hvor jeg udelukkende har brugt en reflektor, jeg har altså kun arbejdet med det lys der var tilstede – også brugt reflektoren til at vende det til min fordel.
En frisk ung mand – spring fyldt med energi – (Nikon D700 – 70-200mm – 140mm – f: 2.8 – 1/2500sek – ISO 200) så kom der lige Exif data på 😉
Billedet herover er lavet ved at Anders (den uge mand) stod i skyggen af den mur han står op af også står Kina Kasper med en reflektor, til højre for mig og reflektere sollyset tilbage på Anders – på denne måde kunne vi styre lyset så der rammer Anders og ikke muren bag ham. Solen stod så højt på himlen at den faktisk skinner hen over muren og det er det der giver baglyset og det lys der rammer han højre skulder. – Nemt og simpelt!
Samme dag tog jeg også et andet billede af Anders – der for man lidt mere en idé om hvor spring fyldt med energi han er!
Altså jeg kunne jo også godt selv have gjort det som Anders her gør, men jeg skulle jo fotografere så han fik lov…(Nikon D700 – 24-70mm – 54mm – f: 4.5 – 1/3200sek – ISO200)
Her fylder reflektoren Anders ansigt ud – der var så meget knald på solen den dag at en SB900 ville have rigtig svært ved at følge med – specielt ved en lukkertid på 1/3200sek. Her kan man virkelig se styrken i reflektoren, da den bare reflektere det lys der allerede er og derfor altid har nok “saft”.
Som du kan se så er det jo med at få fat i sådan en reflektor, så hvis du ikke allerede er med i konkurrencen om en så kom i gang! – Nu er det jo desværre ikke alle der kan vinde, men fortvivl ikke… Et stykke flamingo virke stort set lige så godt – det er bare meget sværere at få i fototasken!