Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR bygger videre på en lang række af legendariske objektiver og Nikon lover at den er bedre – ja faktisk den bedste nogensinde!
I dette indlæg tester jeg, om Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR kan leve op til legenderne!
OM TESTEN
Jeg skal blankt erkende, at jeg blev en anelse begejstret, da Nikon annoncerede den nye Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR, for jeg har faktisk længe gerne ville opgradere min gamle Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G IF ED VR, og Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G ED VR II har bare aldrig været min kop te. Læs mere om det her.
Som altid har jeg testet objektivet, som jeg ville bruge det i min dagligdag. Jeg har altså ikke skudt testark, murstensvægge eller krumningskurver – kun rigtige billeder 😉
Jeg har på godt 30 dage skudt små 3000 billeder med Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR primært på Nikon D5.
Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR
“Hurtigere. Lettere. Og mere praktisk end nogensinde før. AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR giver dig helt nye muligheder for at tage fremragende billeder under selv de vanskeligste forhold” – sådan beskriver Nikon selv den nye “legende”, og de har ret, den er alle de ting, som de skriver, men ikke med den største margin.
Se en sammenligning af Nikon tre seneste gennerationer her.
70-200mm f/2.8 objektiver er ofte meget populære, over mange forskellige typer af fotografi, og det er forståeligt, for brændviddespændet er yderst brugbart, og den relativt store blænde gør dem gode i næsten alle tænklige situationer, det er kort sagt en schweizerkniv, med meget få kompromier!
En af de væsentligste forskelle på det nye objektiv er, at Nikon har valgt et bytte rundt på Zoom og fokusring i forhold til de ældre modeller – det kræver lige lidt tilvænning!
Nu har jeg efterhånden skudt med min gode gamle Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G IF ED VR i en del år, og den står faktisk for over 20% af alle mine billeder – med andre ord, det her er et vigtigt objektiv for mig, og jeg elsker at arbejde med den, fordi den giver en god komprimering, en god isolering og ikke mindst en udmærket bokeh!
Med sine 1430g, er AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR faktisk den letteste 70-200mm f/2.8 på markedet, ikke blot hos Nikon, men også hos de øvrige konkurrenter – om den så kan levere hvad den skal, det kigger vi nærmere på nu!
BYGGEKVALITET OG HÅNDTERING
Særdeles høj byggekvalitet er jo noget vi forventer af Nikon når vi snakker et objektiv i denne prisklasse, og AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR skuffer på ingen måde. Tværtimod, så har Nikon nærmest sat en ny standard for byggekvalitet og “handling” – FUCK DET ER GODT DET HER!!
Selve “røret” er bygget til at holde til alt, hvad vi fotografer kan finde på at udsætte det for, og jeg vil uden at blinke bruge objektivet selv i den værste regnstorm – det virker ualmindeligt solidt og forseglet. Som nævnt tidligere, så er vægten reduceret, og det bemærkede jeg faktisk med det samme jeg fik objektivet sat på kameraet, dels fordi AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR er små 50g lettere end min gamle AF-S Nikon 70-200mm f/2.8G IF ED VR, men nok mest af alt fordi det er balanceret på en lidt anden måde.
Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til, at jeg ville mærke en fysisk forskel på AF-S Nikon 70-200mm f/2.8G IF ED VR og den nye AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR rent håndteringsmæssigt, men det er som om det nye bare er bedre balanceret på mit D5.
En ting som man helt sikkert vil bemærke, og som er en “pain in the …”, er at Nikon har valgt at bytte rundt på Zoom- og fokusring. Shit det skal man godt nok lige vænne sig til, men mon ikke det mest af alt er en vane sag. Hvis du overvejer at opgradere til det nye objektiv, så skal du nok indregne at det vil tage lidt tid at vænne dig til byttet!
Der er kælet for detaljerne på den nye AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR, det både ses og mærkes!
Jeg ved ikke om de to ting hænger sammen, men hvis Nikon har byttet om på Zoom- og fokusring for at give os den ekstremt lækre og bløde “vandring” der er, når man zoomer og fokuserer, så syntes jeg uden tvivl det er skiftet værd, for igen er det i en ny lega – det køre SÅ lækkert! Jeg må indrømme at det virker til, at Nikon virkelig har kigget på detaljerne da de har designet AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR, for der er virkelig kælet for alt helt ned til de mindste ting – f.eks så er der nu kommet en lille forhøjning på zoomringen, så man kan mærke, hvor på objektivet ens fingre er, også selv om man har handsker på. Det er sku gennemført!
En anden forbedring er, at det virker til, at Nikon har skiftet gummiet ud på Zoom-grebet, det virker en anelse hårdere, men samtidig også meget mere robust – gummiet på de to forgående modeller endte altid med at blive løst, og skulle efter en tid udskiftes ved DFA. Dette var selvsagt bøvlet og jeg håber virkelig at min fornemmelse er rigtig, men det vil tiden vise.
Ligeledes er det en fornøjelse, at se at “fokus funktions-knapperne” er kommet tilbage, hvilket på D5 og D500 betyder, at du nemt kan hoppe mellem forskellige fokusmodes blot ved at trykke på en enkelt knap.
Alt i alt må jeg sige at objektivet har været en sand fornøjelse at skyde med, og det efterlader ikke mange mangler – det er sku flot lavet!
OPTISK KVALITET
Kan man andet end at have høje forventninger, jeg mener forgængerne har jo ikke ligefrem været dårlige, og introduktionsprisen på AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR er jo ikke ligefrem billig – Nikon har ligesom selv sat baren ret godt for at skuffe.
Men det gør de ikke! Jeg har set flere der skriver at AF-S NIKKOR 70–200mm f/2.8E FL ED VR er den bedste 70-200mm zoom nogensinde produceret, og jeg er helt enig! Jeg er på ingen måde i tvivl, det her objektiv tegner så flot, og det er helt til hjørnerne. Vi er ikke i Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II område, men det er fandme godt – nu er Nikon AF-S 70-200mm f/4G ED VR ikke længere det skarpeste zoom objektiv jeg har testet.
Som sagt, så findes der bedre objektiver, men af et zoom-objektiv så er det i hvertfald godkendt fra min side, og det er et KÆMPE skridt op fra mit AF-S Nikon 70-200mm f/2.8G IF ED VR – som jo også er en ældre sag!
Tapir i solnedgang, tja det ser skarpt ud herfra hvor jeg sidder (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/2.8 – 1/800sek – ISO2500)
Selv på største blændeåbning gør Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR det rigtig godt rent optisk, og hvis man som jeg, stort set kun skyder vidt åben, så er det jo væsentligt!
Udover en ganske imponerende skarphed, så leverer objektivet en flot farverendering, rigtig god kontrast, og ikke mindst bare rigtig flotte resultater hele vejen igennem. Rent optisk, så er Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR nok det bedste zoomobjektiv jeg nogensinde har testet. JA, der findes objektiver der er bedre, men så snakker vi fast optik, og selv hvis vi tillader os at sammenligne med dem, så holder Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR ganske godt!
Objektivet har en flot skarphed, helt ud i hjørnerne! (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/7.1 – 1/200sek – ISO1000)
En ret væsentlig ting når vi snakker billedekvalitet, eller måske nærmere optik er, at der er sket MEGET store forbedringer på Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR i forhold til den tidligere model, Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G ED VR II, i det at forgængeren (VRII) led meget af “focus breathing”, som resulterede i, at den (VRII) i praksis ikke var i nærheden af at være en 200mm optik.
Nikons nye AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR lider meget lidt under dette, og det gør altså at det reale zoom-område er langt større og at man har meget mere “rækkevidde” med denne tele.
Jeg har skrevet en sammenligning af netop dette i et tidligere indlæg, og hvis du har lyst til at læse det, så kan du tjekke det ud her!
Man kan lave meget tætte udsnit pga. den korte nærgrænse – et kæmpe plus for objektivet – i hvertfald i mine øjne (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/8 – 1/160sek – ISO3200)
En anden klar forbedring er nærgrænsen – Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR har en meget tæt nærgrænse (hvor tæt du kan fokusere). Det skal jeg blankt erkende var noget der vakte min interesse, for måske kunne Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR ikke bare erstatte mit gamle 70-200mm, men måske også mit Sigma 180mm makro. Ikke fordi du kan bruge Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR som et decideret makroobjektiv, fordi det kan du ikke, men fordi jeg faktisk sjældent bruger mit Sigma 180mm makro som et makroobjektiv – som regel bruger jeg det til at skyde lidt større ting som slanger og frøer.
Jeg har endnu ikke fået testet dette til fulde, men hvis Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR giver mig de muligheder jeg har brug for i forhold til at fotografere ,det jeg normalt fotograferer med mit 180mm, så kan jeg jo spare et tungt objektiv når jeg rejser!
Hvis jeg skal forsøge at opsumere den optiske ydelse på dette objektiv, så syntes jeg at Nikon her levere en YDERST spændende løsning, som tilbyder meget mere end de tidligere Nikonobjektiver i samme klasse, også endda i en lettere udgave – objektivet leverer en optisk kvalitet som i mine øjne er MEGET, imponerende, specielt når man tænker på, at dette er et zoomobjektiv!
AUTOFOKUS
Tja her har jeg ikke så meget fornuftigt at sige, autofokus fungerer som forventet, hvilket vil sige, at det fungerer rigtig, rigtig godt!
Den relativt store blændeåbning sørger for, at der kommer rigeligt med lys ind til autofokusmodulet, og motoren i objektivet arbejder hurtigt og præcist – kort sagt, så er autofokussen på dette objektiv en fornøjelse at arbejde med, selv ved motiver i bevægelse – i hvertfald på et Nikon D5.
Autofokussen havde ingen problemer med at følge med, da denne svane kom susende forbi – (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/2.8 – 1/1600sek – ISO400)
Nikon proklamerer at dette objektiv skulle være hurtigere end forgængerne, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at kunne konfirmere dette – for mig, så er der ikke den store forskel fra forgængeren og op til denne. Det er muligt at man ville kunne måle en forskel på de to objektiver, men i mine øjne er det i hvertfald ikke værd at opgradere på denne bekostning – der er andre steder, hvor en opgradering til denne model giver menig, men ikke lige på autofokussen.
Nu kan det måske lyde som om, at der ikke er sket det store på AF-området, og at jeg syntes dette er dårligt, det gør jeg bestemt ikke, for jeg må indrømme at jeg allerede på de ældre modeller havde svært ved at sætte en finger på ydelsen. Det fungerer!
Selv i svær belysning var fokuseringen hurtig og præcis, men det har nu heller aldrig været et problem på de ældre modeller – (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/2.8 – 1/125sek – ISO1250)
VR
På VR-siden er der til gængæld sket noget, og det er noget man lægger mærke til!
Det er ikke kun på selve stabiliseringssiden man opdager en forskel, nej det er faktisk på lyden – eller mere manglen derpå, for billedestabiliseringen på Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR er stort set lydløs!
Den er faktisk SÅ stille, at jeg ved flere lejligheder var i tvivl om den virkede, hvilket jeg nemt kunne konkludere at den gjorde, når jeg kiggede igennem den rolige søger. På min gamle VRI, var jeg ALDRIG i tvivl om billedestabiliseringen blev sat igang, for det kunne man høre fra små 600km afstand!
Men klart en fornøjelse med lidt ro når man fotografere!
Billedestabiliseringen virker godt, her et billede taget på 200mm og med en lukkertid på 1/13sek – det er vist ok! – (Nikon D5 – 70-200mm – 150mm – f/2.8 – 1/13sek – ISO2500)
Selve stabiliseringen fungerer som forventet, jeg skal blankt erkende, at jeg ikke har lavet deciderede tests af, hvor godt det virker, og om det er bedre end det er på forgængeren. Jeg har uden de store anstrengelser lavet skarpe billeder på 200mm med en lukkertid på 1/10sek – om jeg kunne komme længere ned – måske, men jeg har ikke forsøgt.
Stilheden er som sagt den største forbedring!
BOKEH
Åhh det her er jo min mærkesag, jeg elsker en god bokeh, og det virker heller ikke umiddelbart til at Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR skuffer, for det kan den altså også godt finde ud af. Vi er selvfølgelig ikke i Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II territorium, men det ville jo også være naivt at tro, at vi var.
mmh – Diller-daller nam-nam, jeg glæder mig til at udforske bokeh’en meget mere, men er ikke i tvivl om at der er potentiale – (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/2.8 – 1/500sek – ISO1250)
Der er igen tvivl om at Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR er i stand til at frembringe noget rigtig dejligt “dillerdaller, nam-nam”, og det glæder jeg mig meget til at lege meget mere med – igen kommer den meget korte nærgrænse os tilgode da dette, kombineret med at objektivet rent faktisk holder sin brændvidde rigtig flot, giver mulighed for et meget komprimeret perspektiv og et meget snævert skarphedsplan. SPÆNDENDE!
Der er helt sikkert gode muligheder for at isolere sit motiv fra baggrunden, og igen, så må jeg konkludere at skarpheden er i top! (Nikon D5 – 70-200mm – 200mm – f/2.8 – 1/640sek – ISO1250)
Jeg må erkende at den gode Hr. Jongsma fik ret – jeg er blevet skadet af, at have skudt så meget med min elskede Nikon AF-S 300mm f/2.8 ED VR II, for efter at have skudt med den, så tænker jeg altid, shit havde jeg bare skudt med den lige nu, så havde bokeh’en lige været det lækre. Det er jo ikke helt fair, for Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR gør det virkelig godt, og hvis jeg aldrig havde prøvet min 300mm så ville jeg have skamrost bokeh’en på dette objektiv, for den er lige som alt andet på dette objektiv MEGET, MEGET god!
KONKLUSION
I mine øjne, så er det ret klart – hvis du skyder Nikon Full Frame, og skal have dig en 70-200mm f/2.8, så ville det være dumt ikke at købe dette objektiv – ja det er dyrere end VRII’eren, men så er det jo også bare bedre på alle punkter! Selv hvis Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR og Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G ED VR II var lige gode på alle andre punkter end “focus breathing”, så ville det for mig være de ekstra penge værd at få det ekstra brændvidde i den lange ende!
Hvis du skyder DX (altså med et cropkamera), så ville jeg måske overveje at kigge på et Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G IF ED VR, for de koster stort set ikke noget brugt, og de gør det altså stadig ret godt, så længe man ikke skyder på FF – hvis du vil købe nyt, så ville jeg også hoppe på den nye.
Som du forhåbentligt kan fornemme, så er jeg ret begejstret og jeg må faktisk indrømme, at jeg allerede har købt et Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G IF ED VR som afløser for mit gamle Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G IF ED VR – faktisk bestilte jeg det allerede en uge inde i testperioden.
Men er Nikon AF-S 70-200mm f/2.8G IF ED VR så det eneste valg?
Hvis du er bokeh-tosset som mig og altså minimum skal have et f/2.8, ja så er det det eneste valg. Men hvis du kan leve med f/4, så ville jeg til en hver tid vælge at købe Nikon AF-S 70-200mm f/4G ED VR, for det koster en brøkdel af storebroderen, og det er stort set lige så godt på alle andre punkter end blænden.
Alternativt, hvis du gerne vil have lidt mere “tele”, så ville jeg kigge på Nikon AF-S 300mm f/4E PF ED VR, eller Nikon AF-S 200-500mm F5.6E ED VR
Galleri
Til slut får du lige et lille galleri med et par billeder skudt med Nikon AF-S 70-200mm f/2.8E FL ED VR. Tjek dem ud, og se hvad du synes!
Jeg håber du kunne bruge denne lille anmeldelse til noget, og håber at du vil dele eventuelle erfaringer, spørgsmål eller roser i en kommentar.
3 Kommentarer
Flotte billeder Brian! You know your shit og hvis jeg nogensinde fik råd havde jeg sgu købt det objektiv!
Hej Brian
Nu kan jeg se det er en “gammel” artikel, men holder dog stadig i dag.
Jeg overvejer at købe dette glas, da jeg pt. bruger et Tamron 70-200 2,8 (ikke det helt gamle eller det helt nye G2, men den lige i mellem). Jeg har været yderst tilfreds med det, når jeg har taget billeder af dressur og spring med heste. Jeg oplevede dog hér i weekenden, at 40-45% af de billeder jeg tog indendørs til noget K-9 træning, blev sløret. Jeg skød med et Nikon D4, ISO 3200 og blænde 2,8 og alligevel lukkede Tamron’en ikke mere lys ind, end jeg landede på en lukkehastighed på mellem 1/160 og 1/320. Hvilket absolut ikke er nok til denne form for fotos. Derudover var det som om, at når jeg brugte “back focus” og AF-C, at den ikke rigtig ville fokusere på objekter i bevægelse, i hvert fald ikke, hvis det gik hurtigt.
Tror du at anskaffelse at det nye Nikon 70-200 glas ville kunne hjælpe lidt på de problemer?
Nå ja, fed artikel forresten 😉
Mvh
Claus
Hej Claus..
Beklager det sene svar!
Nikons lukker jo ikke mere lys igennem, det er også et f:2,8, så du ville ikke kunne opnå en hurtigere lukkertid med dette objektiv frem for det du har.
Om AF ville være bedre, det ved jeg ikke – måske lidt? Det skal dog siges at dette objektiv er et af de bedste jeg har prøvet.
Jeg ville nok forsøge at låne et et sted og så teste det af
Jeg håber du kunne bruge svaret og tak fordi du kunne lide indlægget!