Sådan fotograferer du en nøgen-rotte på under to minutter…

af Brian - fotomalia.dk

Nogle gange så skal det bare gå stærkt, og så er det vigtigt at have nogle gode, afprøvede teknikker i baghånden. Mit “dyr på hvid baggrund”-setup er efterhånden godt afprøvet, så det tager ikke mange øjeblikke, at lave et hurtigt billede med dette setup – hvis altså dyret gider at samarbejde.

I dag tager jeg dig med bag om billedet og viser præcis, hvordan mit setup er.

 

BADET I LYS!

Jeg har en del forskellige variationer på mit “dyr på hvid baggrund”-setup,  men hvis det skal gå stærkt, og stadig se godt ud, så er hemmeligheden at bade motivet i lys fra en “kæmpe” lyskilde, der sidder forholdsvis tæt på motivet.

Lad mig demonstrere.

Som du kan se, så er det et ganske simpelt setup, og jeg endte faktisk med bare at bruge, hvad der lige var ved hånden i stedet for at bøvle med stativer og lignende.

 

Som illustreret på billedet herover, så er min eneste lyskilde faktisk en “lille” softbox med en enkelt speedlight. Da lyskilden er så tæt på, og relativt stor i forhold til motivet, bliver resultatet et meget blødt og i mine øjne lækkert lys.

Før den egentlige model kommer på “bordet”, skyder jeg altid mine indstillinger ind med en stand in – denne gang blev det en hyggelig plastsnegl.

Selv en levende snegl kan være besværlig at fotografere, så plastsneglen her var god, at skyde indstillingerne ind på.

 

På billeder, som disse, skyder jeg altid i manuel – både min eksponering og mit lys. Det giver mig fuld kontrol og sikrer ensartet lys på alle billeder. Automatikken kan godt blive lidt snydt af alt det hvide, så det er bare nemmere at tage kontrollen.

“Tillid er godt, men kontrol er bedre”… – Som min kære direktør plejer at sige.

Valget af blænde, lukkertid og ISO er selvfølgelig afgørende for det endelige resultat, og da jeg kører alt manuelt, er det jo mig, der skal tage stilling til, hvordan jeg sætter disse.

Mit førstevalg er blænden. For at sikre en relativ stor skarphedsdybde, skal jeg selvfølgelig have en relativ stor blænde – specielt fordi mit motiv er lille. Ved at tage et par testskud af plastsneglen (som er nogenlunde samme størrelse), fandt jeg frem til min foretrukne blænde.

I dette tilfælde valgte jeg at skyde med en blænde på f/9.

Jeg ved, at jeg potentielt kan få problemer med det “synlige” lys, og derfor vælger jeg en relativt hurtig lukkertid, som eliminerer alt synligt lys ved den blænde, jeg lige har fundet frem til. Dette gør jeg for at begrænse min eksponering til flashlyset, da det er det lys, jeg har kontrol over og altså kan forme som jeg syntes.

I dette tilfælde valgte jeg at skyde med en lukkertid på 1/125sek.

Da der er rigeligt power i min “lille” speedligt, så har jeg faktisk næsten frit valg på alle ISO-hylder, og derfor vælger jeg selvfølgelig den ISO, der giver den bedste billedekvalitet.

I dette tilfælde valgte jeg at skyde på ISO1oo.

Til sidst tilpasser jeg udladningen på min speedlight, så det passer til de øvrige indstillinger og giver mig det ønskede resultat.

Herefter er der faktisk kun tilbage at skifte plastsneglen ud med det rigtige motiv og håbe på det bedste.

Nøgenrotten hverken ligner, lever eller opfører sig som noget andet dyr her på jorden. Den er noget helt for sig selv. Både dens udseende, adfærd og fysiologi afspejler en række helt unikke tilpasninger til et afsondret og barsk liv under jorden.

 

GREJ

Billederne herover er taget med et Nikon D5, og et Nikon 105mm makro – mit fortrukne grej til billeder af denne type.

Lyskilden er en enkelt Nikon SB900 skudt igennem en 38x38cm softbox og udløst af en radiotrigger – altså mere eller mindre det kit som du lige nu kan vinde i vores store fotokonkurrence

 

Relateret indlæg

5 Kommentarer

Anja Robanke april 4, 2017 - 1:22 pm

Den er godt nok ikke for køn 😉 Men meget speciel på din egen skønne måde 😉

Besvar
Brian - fotomalia.dk april 4, 2017 - 4:45 pm

Jeg har tit tænkt på om “grimme” dyr kigger på os og tænker “WTF er der sket med det dyr… det ser jo totalt forkert ud, også går det helt forkert”…

Men ved det ikke.

Nøgenrotter er helt fantastiske dyr med en super spændende biologi!

Besvar
Anja Robanke april 4, 2017 - 7:27 pm

Haha… ja vi må sgu da også være underlige at se på og ikke mindst høre på… i hvert fald dem fra sjælland 😀
Jeg har aldrig hørt om dyret, før jeg så den her. Må lige læse lidt om den 🙂

Besvar
Anja Robanke april 4, 2017 - 7:35 pm

Jeg er nu klogere og da jeg googlede, stod der ‘verdens grimmeste dyr’ alle vegne, men som de skriver i dette skriv, så er den ikke så grim, når man først har den inde på livet. Jeg deler lige dette skriv, jeg fandt for der står da mange gode og spændende ting 🙂

https://www.experimentarium.dk/biologi/verdens-grimmeste-dyr-er-blevet-kortlagt

Besvar
Brian - fotomalia.dk april 5, 2017 - 7:59 am

Se bare.. Fantastiske dyr!

Besvar

Smid en kommentar til os