Så er sørme kommet til låge nummer 13 i vores lille julekalenderkonkurrence – OG HUSK!! I kan stadig nå at være med, ja faktisk kan i nå at være med selv om i først kommer til den 24. december!
Denne lille fine sag fra Zacuto i USA, er rigtig rigtig smart – men er den pengene værd?! Prøv og se her!
Linket til Z-Finderen er IKKE dagens link desværre… (mere…)
Heyyyy!! Så er det tid til anden låge i vores julekalender!
Ja firmaet som har bygget dette glidetrack, hedder Glidetrack og det, som denne virksomhed beskæftiger sig med, er at lave…. ja… Glidetracks… Det er nok det bedste og mest sigende virksomheds-navn jeg nogensinde er stødt på!
Dette har folkene bag Glidetrack også indset og de har derfor kaldt deres åbenbart unikke glide system for “Hybrid Slider Systems” – prøv og sig det 10 gange hurtigt.. Dermed har de lagt sig ind på toppen sammen med alle de andre grejfabrikater, hvor folk ikke kan huske eller udtale navnet på deres produkter – ding ding ding!!!. HÄHNEL!
Nå men nu til en lille video som viser denne fine bandit i action!
Banditten som vi her kigger på, hedder “Glidetrack SD Hybrid Slider” – her har vi så en ny fuldemandskonkurrence og det er som jeg siger i videoen rigtig god kvalitet!
Hvorfor gav vi den så ikke alle 5 stjerner..?
Tja.. der er et par småting som Glidetrack godt kunne have gjort lidt smartere – ikke bedre, for det er rigtig godt, men bare smartere – lad mig forklare.
Glidtrack går rigtig meget op i at fortælle om dere “Hybrid Slider System” – det er også rigtig fint og det kører godt, MEN det lyder og føles faktisk som om der er sand i lejrene når man kører med det. Det har ingen betydning for kvaliteten af ens panorering, men “feelingen” er bare ikke så lækker som man kunne ønske.
Som i også kunne se på videoen, er der også alt for meget luft mellem plast og aluminiums delene, hvilket gør at det igen ikke har den lækre fornemmelse, som foreksempel Gitzo har med deres stativer (de koster selvfølgelig også derefter, men det ville ikke have været dyrere at lave dette bedre..?).
En anden ting, som viser at Glidetrack ikke helt har forstået det med de lækre detaljer, er deres billeder fra hjemmesiden..
Det kan selvfølgelig godt være at de ikke kunne få reklamepenge fra Gitzo eller Manfrotto, men havde det været mig, havde jeg brugt deres stativhoveder alligevel – selvom jeg ikke fik penge for det. Dette Velbon hovede har jeg selv – desværre og det er i høj grad IKKE god kvalitet..
Billedet på hjemmesiden lider også kraftigt af “Kromatisk Aberration ” – det er det lilla omrids man kan se omkring glidetracket på de meget lyse steder. Det kan godt være at det ikke kan være anderledes, men det ser ikke pænt ud..
I tænker sikkert “sikke noget pladder at gå op i!” det er også muligt jeg går for små sko, men præsentationen af produktet er trods alt MEGET vigtig for at vise den nøjsomhed der skulle ligge bag!
Nå men en sidste ting som direkte har noget med produktet at gøre, er de små gummifødder det hviler på. De er rigtig, rigtig gode til at stå fast på alle overflader og de står virkelig godt fast, så man føler sig tryg ved at have sit dyre grej stående, selv på en kraftig skrånende overflade. MEN! De små fødder sidder ikke særlig godt fast. Nu arbejder jeg til daglig med at støbe plast og heriblandt også indstøbe gevindstykker som der er gjort her i disse gummifødder og det kunne have været lavet meget smartere, men men, med lidt lim, så er den løst.
Som konklusion vil jeg sige, at det er et meget brugbart glidetrack og materialerne er i rigtig god kvalitet. De er dog ikke samlet på den smarteste måde, men med lidt snilde kan næsten se bort fra det.
Jeg håber at de tænker sig lidt bedre om i fremtiden og jeg er spændt på at se nye produkter fra dem.
STOP!! Nu jeg siger nye produkter!
Glidetrack HAR faktisk lige lanceret et nyt produkt, som kommer ud her i december!
MEEEEEN igen! Dette produkt er for mig, endnu et bevis på at de ikke heeelt kan se hvad fotografer har brug for..
Denne nye “MobiSlyder” – som den hedder, bliver vist frem på deres side, som om at du nu kan lave de mest professionelle reklamefilm! JA det kommer da an på hvilken kameratelefon man har….
Forresten, “slyder” her taget fra ordbogen, betyder “Slyder, en. (ogs. Slytter). (maaske til Slyde (3); dial.) lang, opløben fyr; lemmedasker; lømmel.”…. Tænk lige over den…
De skriver i deres reklame, at den kan bruges til bryllupper, sportbegivenheder, familieferier og mere… WOW! Tak for det! Det anede jeg slet ikke…. Jeg var 100% sikker på at glidetracks kun kunne bruges på asfalt til at filme SCO cykler i regnvejr! FEDT MAND!
Men det er selvfølgelig også fair nok at prøve at lave noget til det stadigt voksende mobil kamera marked, men til over 1.500kr!!!!!, så vil jeg hellere finde på noget andet.
Jeg HAR et glidetrack i forvejen og på Dealextremes hjemmeside, har jeg købt en dims, som gør at jeg kan montere min telefon på en stativ skrue – den kostede 3 dollars MED fragt!
Tak fordi i kiggede med 🙂
Så er vi ialt oppe på 3 links, alt i alt!
Fotomalia har kigget på swedish chamelions shoulder rig til dslr video, som Kamerakompagniet har været så letsindige at låne os – de ridser var der allerede da vi modtog det.!.
>Indsæt dårlig joke om surstrømning her<
Rigget – Swedish Chamelion SC3 Shoulder Rig Med Follow Focus (SCSRMFF), er det første rig jeg har prøvet arbejdet med i længere tid.
Jeg har set og rørt ved andre rigs, og i bund og grund har de alle samme opbygning.
Kameraet monteres på rigget med en quickrelease ligesom på et almindeligt stativ, hvor man har en plade under kameraet og (SCSRMFF) passer sammen med manfrottos 501 stativ plader – smart.
Hele rigget kan selvfølgelig også monteres på et stativ hvis man i en hurtig vending har brug for mere stabilitet.
Der er to håndtag så man kan holde rigget fast og stabilt. på SCSRMFF er håndtagene vildt lækkert lavet og de har en let bue ude i enderne så de er ergonomisk gode at holde på i længere tid – de fleste skulder rigs på markedet er med helt lige håndtag.
Follow focus systemet som Svenskerne har lavet her, virker rigtig godt, men det er stadig et primitivt bæltetræk – ikke at der er noget galt med det, men der findes andre FF systemer som virker med en tandkrans man skruer på objektivets fokushjul, som så bliver direkte trukket af et tandhjul og det virker som om at det er en meget lille smule mere præcist, men man kan jo altid montere et andet senere, faktisk er jeg overbevist om at med dette system vil 99,9% af brugerne være tilfredse.
Rigget er bygget op omkring tre rør som er samlet med forskellige rørklemmer, håndtag og beskruninger som gør systemet meget fleksibel. Man kan næsten 100% selv kan bestemme hvordan det hele skal samles og det kan indstilles fuldstændig individuelt til brugerens behov.
Jeg har kigget på flere forskellige mærker og modeller af disse shoulder rigs – for de findes i hobetal, helt fra de meget billige lavet af bambus og tørrede snudebiller, til de helt dyre lavet af meget let helium 3 fra månen.
Dette rig ligger i den absolut høje ende rent prismæssigt og jeg synes på ingen måder der er nogen grund til at gå højere op i pris…. Måske hvis man arbejder for spielberg, men lets face it, det er for sjældent han ringer..
Det er altid det rigtig gode spørgsmål for os som har bedre halvdele som skal overbevises til at droppe sommerferien og julegaverne til ungerne.
Svaret er et himmeltråbende NEJ!! Det kan man ikke – du KAN IKKE leve uden et “shoulder rig”!
Når man er kommet over stadiet – “neeeej det er sjovt at mit fotokamera kan lave lidt video”, så er næste skridt at gøre sit video dslr mere filmkameraagtig så man kan se mere cool ud- det er jo ekstremt vigtigt!
Nej.. Det er helt klart, at hvis man vil lave bedre “frihånds” video så SKAL man montere sit kamera på en shoulder rig – ja.. eller et “steaydcam” – men nu er det jo shoulder rigs vi snakker om her!. Spørgsmålet er så, er det den her man skal købe? Tja… Det er et godt spørgsmål. Skulle jeg investere i sådan en, til så høj en pris – og det skal jeg, så vil jeg nok helst købe en som er tilgængelig i Danmark, for at have let adgang til reservedele, ekstradele osv. Man kan helt sikkert spare lidt penge ved at købe at andre mærker på ebay, men hvor tilgængelige er delene så?
MEN! Nu har jeg seriøst undersøgt sagen grundigt, fordi jeg efter at have lånt dette rig, er fuldstændig overbevist om at jeg aldrig kan blive lykkelig hvis jeg ikke får sådan en lækker sag til min grejsamling!
I min tilbundsgående undersøgelse, faldt jeg over flere forskellige mulige kandidater, som kvalitetsmæssigt og prismæssigt godt kan hamle op med SCSRMFF, men der var især to som skildte sig mere ud end andre.
Den første jeg har haft kig på, er Master Cinema Shoulder Rig fra nystartede Letus. Rigget er bygget af en mand som er direkte fra Hollywood og som ved hvad der skal til for at lave brugbart grej, jeg er dog bange for at der er lidt FOR mange dippedutter og muligheder og så koster det også godt 20.000kr for samme opsæt som fra de Svenske Øgler.
Det andet rig jeg har kigget på, er Cinema Bundle med Micro Shoulder Mount fra er firma der hedder Redrock. Prismæssigt ligger det meget tæt på de Svenske Firben, men at dømme udfra designet på hjemmesiden, er firmaet på randen til konkurs… Siden ligner noget der kunne være lavet af andenrangsgrafikere som Mads og som i ved, så SKAL man dømme hunden på hårene når man handler på nettet. Det er lidt ærgeligt, for det ser ellers fedt ud!
Efter alt at dømme, så vil jeg nok holde mig til min tidligere udtalelse og holde mig til et rig som kommer fra nærområdet – omend det er fra Sverige hvor øl er ulovligt og hvis man griner, straffes det med dødsstraf!
Måske ville jeg senere købe et andet follow focus system at sætte på, for der findes bedre systemer derude, men det er kun for at navlepille helt vildt, for systemet Svenskerne selv har lavet til dette rig, er ganske fortrinligt.
Jeg er faktisk så vildt med dette rig, at jeg vil flotte mig og give det 42 stjerner ud af 43 mulige. Grunden til at det ikke får 43 stjerner, er – som jeg sagde, at der findes follow focus systemer derude der er en lille smule bedre…. men ikke meget.
Tak fordi i kiggede med!
Er der noget bedre end at lære af sine fejl? Tja det ville selvfølgelig være bedre at man aldrig lavede fejl, men på den anden side så kunne man jo ikke lære af dem og det er jo fedt at lære – Anyways..
Jeg har lige fået opfrisket hvorfor “Picture Control” er relevant for mig også selv om jeg tager mine billeder i RAW.
Picture control?
Så er jeg blevet klar med opfølgningen på vores store autofokustest, og jeg glæder mig til at høre, hvad I syntes om resultaterne, så husk lige at smide en kommentar!
Nu har jeg haft god tid til at kigge alle billederne igennem, og jeg må sku´ indrømme, at jeg er ret imponeret. Dermed ikke sagt, at der ikke er fejlskud, for det er der, men der er flere skarpe end der er uskarpe billeder.
Autofokussystemet er efterhånden ret avanceret og det kræver næsten sin egen manual for, at man forstår hvordan man skal fintune det til at virke bedst muligt i en given situation. Men når man har fået systemet ind på rygraden og har en forståelse for, hvordan systemet “tænker”, så er det nemt og hurtigt at justere og man får fuld valuta for sin indsats – så hvis du ikke er 100% fortrolig med dit kameras autofokussystem, så er det et godt sted at lægge lidt kræfter i, da dette vil forøge kvaliteten af dine billeder betragteligt!
Nå, lad os kigge lidt på lidt resultater.
Med en topfart på omkring 11 km/t var Kasper og Mads ikke det store problem. Selv på de gennemløb, hvor de skubbede til hinanden havde kameraet faktisk ikke problemer med at følge dem, hvilket jeg syntes er ret imponerende, da de på nogle tidspunkter var helt ude af billedet.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 2500
Så vidt jeg husker, så havde jeg aktiveret 21 AF-punkter og selvfølgelig sat AF til continuesly, og ellers klarer kameraet faktisk resten selv. Prøv at lægge mærke til exif-data – der er ikke overvældende med lys – men det er ikke et problem her.
En af de ting der er en udfordring for alle autofokussystemer er, når motivet kommer tæt på. Dette skyldes dels, at den relative dybdeskarphed bliver mindre, og at linseelementerne i objektivet skal flytte sig længere for at regulere på fokus, når motivet bevæger sig. Dette var også tydeligt, da vi lavede vores test, men på “topatleterne” var det imponerende, hvor godt kamera og objektiv præsterede.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 3200
Som I kunne se i videoen, så må man i den grad sige, at autofokus´en har bestået prøven i første fase af vores store test – jeg vil vove den påstand, at det er svært at løbe fra autofokus´en på et D3s og en 400mm – selv hvis men hedder Usain Bolt
Jeg havde faktisk ikke de store bekymringer omkring travhestene, de løber/traver ikke så hurtigt og de bevæger sig meget forudsigeligt. Det viste sig da også at være en meget nem opgave for kameraet, og stort set samtlige billeder var lige i øjet – udover det ene gennemløb, hvor jeg nyste – det kunne autofokussen ikke helt finde ude af – måske ikke en detalje som du umidelbart syntes relevant, men det er jo de små ting der tæller (det siger Kaspers kæreste ihvertfald)…
Okay tilbage til testen.. trav var på ingen måde en udfordring for vores setup!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/1000sek – ISO 800
En enkelt hest med rytter er selvfølgelig ret nemt, her er der god afstand til motivet, og motivet er relativt stort, her er jeg placeret næsten vinkelret på motivet, hvilket gør det langt nemmere for kameraet at følge fokus, da motivet bevæger sig plant med kameraet. Dette giver dog større udfordringer for fotografen, da man er nødt til at panorere for at følge motivet – denne panorering kan komplicere opgaven for kameraet, men det var ingen problemer for vores testoffer!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/1000sek – ISO 800
En hel gruppe ryttere giver en større udfordring for autofokus, da en stor del af billedfladen har nuancer der ligger meget tæt og derfor havde jeg en bekymring for, om systemet ville blive forvirret og derfor miste fokus, men dette viste sig igen at være uden grund, da kamera og objektiv igen fulgte med uden problemer!
Prøv at læg mærke til rytteren i højre side af billedet herover – han har styr på løbet og holder lige øje med sin nærmeste konkurrent!
Ved gallop havde vi igen en mere spids vinkel, det, kombineret med den øgede fart fra galophestene, forhøjede vi igen sværhedsgraden for autofokussystemet. Ved gallop begyndet jeg for første gang at mærke, at autofokus´en havde en lille smule problemer – ikke fordi den havde problemer med at følge motivets hastighed, men fordi at mine små fejl virkelig begyndte at blive straffet!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/1250sek – ISO 1600
Jeg tror det der gjorde det sværere for autofokussystemet at følge gallophestene var, at det var rigtig svært at holde den samme rytter i de samme fokusfelter hele løbet igennem – sådan nogle galopheste løber ret hurtigt, og fordi det går så sygt stærkt, er det virkelig svært at holde dem kontrolleret i søgeren. Autofokussystemet kunne stort set følge med, og jeg tror, at hvis jeg havde haft et par løb mere, så jeg havde lidt mere erfaring med at læse løbet, og så ville succesraten være meget tæt på 100% i forhold til min nuværende på omkring 90%
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/2000sek – ISO 1000
Hestenes størrelse og afstanden til dem, tror jeg stadig har en stor indvirkning på, at det er muligt for autofokussystemet at have en så stor succesrate, men der er ingen tvivl om, at autofokus er kommet rigtig langt, og at den er blevet rigtig “klog”. Tænk at den kan følge et motiv som bogstaveligt flyver rundt i søgeren, fordi fotografen ikke evner at holde ro på tingene, det er da ret sejt.
Hunde i løb er noget af det mest krævende jeg har fotograferet, og derfor valgte vi selvfølgelig at prøve kræfter med den hurtigste af alle hunde, nemlig greyhound-hunden. Nu er en enkelt hund jo ikke nok, så derfor valgte vi et helt hundeløb – nu skal jeg love for at vores testoffer blev presset helt til grænsen.
Som jeg har været inde på tidligere, så bliver det mere og mere krævende for et autofokussystem at følge fokus jo tættere et motiv kommer på filmplanet, og på grund af hundenes relativt lille størrelse, er man nødt til at være markant tættere på dem, end på en hest eller et menneske, for at lave et billede, hvor hunden fylder en fornuftig del af billedet. Hundens størrelse har altså stor betydning for autofokussystemet, og dette kombineret med hundenes hastighed og meget “kaotiske” løb, gjorde denne del af testen til den absolut sværeste opgave.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1100
I denne fase var der markant flere fejlskud, og det var markant sværere at få billederne i kassen, dette skyldes faktisk ikke kun, at kamera og objektiv ikke kunne følge med, men nærmere at det næsten var umuligt at holde de fokusfelter jeg havde valgt at aktivere over hundene. Nu kunne man jo argumentere for at jeg kunne vælge at køre med alle 51 AF-punkter, men det prøvede jeg faktisk og dette gjorde det slet ikke bedre, faktisk snød det ofte systemet, og det forsøgte at fokusere på hunde bag ved dem jeg ville fokusere på og dette fik systemet til at søge frem og tilbage – hvilket tager cirka 3 gange så lang tid som det tager hundene at løbe igennem de 5-6 meter hvor det er relevant/muligt at fotografere dem.
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1100
Når det lykkedes mig at holde et af de 21 valgte fokusfelter nogenlunde stabile over hundene, så gjorde systemet faktisk et helt fantastisk arbejde, og det fulgte fint hundene igennem de 5-6 meter, hvor det passede med at de fyldte fornuftigt på billedefladen. Der var dog stor forskel på, om jeg valgte at bruge de midterste fokusfelter i forhold til dem i siderne, de 15 krydstypepunkter der sidder i midten var markant mere præcise og hurtige end resten. De fem billeder i denne serie er optaget med 9 billeder i sekundet, og der er altså kun omkring et halvt sekund i mellem det første og det sidste billede i serien – det giver et indtryk af hvor hurtigt det går og hvor meget data kameraet skal nå at bearbejde for at kunne fokusere – det er i mine øjne ret imponerende!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1400
Som jeg var inde på før, så har jeg ingen kritik til hastigheden af objektiv og kamera, jeg tror praktisk talt at det kan følge stort set alt hvad man kunne finde på at skyde med det, men i selve autofokussystemet er der stadig plads til forbedringer, da det stadig kræver en del af fotografen at holde motiverne rimeligt centreret i billedefladen. Det ville også være praktisk, at man kunne bruge yderpunkterne selv i ekstreme situationer som denne (under de andre tests var der ingen problemer med at bruge yderpunkterne) da det ville øge mulighederne for, hvordan man kunne komponere sit billede.
Til denne kritik skal det selvfølgelig siges, at jeg her går i meget små sko, og at fejlskuddene helt sikkert ville komme med en mindre frekvens, hvis jeg havde haft mere erfaring med at skyde hundeløb, men med det optimale autofokussystem skulle selv en uerfaren abe som Kasper kunne levere billeder med en meget lille fejlrate og det er her jeg mener at der er plads til forbedringer. På den anden side, hvis det var så nemt, så ville det jo ikke være lige så sjovt!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1250
Alt i alt, så er det næsten kun fair at lade autofokussystemet bestå denne test, og konklusionen må derfor være at: Jeg er vanvittigt imponeret – jeg havde virkelig ikke troet at grejet ville levere så imponerende et resultat, jeg er specielt imponeret over at det rent faktisk kunne følge hundene, for med en gennemsnitsfart på over 70km/t på så lille et objekt, skal der virkelig noget til at følge med – det syntes jeg sku´ er ret flot.
Det imponerede mig også at autofokussystemet kunne følge med til trods for at alle tests blev lavet med 9 billeder i sekundet – tænk på at hver gang kameraet tager et billede, (9 gange på et sek) mister autofokussystemet muligheden for at se motivet (spejlet er jo i vejen), så kameraet kan kun samle informationer i den tid der ligger mellem hver billede – der skal virkelig tænkes hurtigt..
Kort sagt – Autofokus sparker røv, og ja, det kan man stole på!
Nikon D3s – 400mm – f2.8 – 1/6400sek – ISO 1400
Nu er jeg jo næsten nødt til at knytte et par kommentarer til vores lille setup, for jeg ved at der er flere, inklusiv mig selv, der har haft mere end en enkelt våd drøm om at lege med det, så det ville jo næsten være synd ikke lige at smide lidt brænde på det bål.
Hold nu op det er et dejligt kamera og om muligt et dejligere objektiv – det er en fornøjelse at arbejde med og det leverer virkelig varen. MEEEEN, det er fandeme også mange penge, og hvis man ikke arbejder med det professionelt, så udstyret kan betale sig selv hjem, så er det efter min mening lige i overkanten (i hvert fald til min økonomi).
Men hvis jeg havde pengene så købte jeg det!
I dagens indlæg kigger vi lidt på, hvor langt udviklingen af autofokus er kommet, for det er vist på tide at nogen lige sætter systemet lidt under press og ser, hvad det egentlig kan præstere. FotoMalia har været på udflugt, og her har vi sat Nikons top-kamera og objektiv på lidt af en prøve for at vurdere, om det nu er så fantastisk som Nikon påstår!
Så er vi igen klar med endnu en af vores gennemarbejdede og meget seriøse og virkelighedsnære test’s, og denne gang kommer “Jesper Elgaard” i spil – Se med om han får våde tæer.
Jeg har efterhånden en del tasker liggende, fordi hver eneste gang jeg skal et eller andet nyt, så tænker jeg at jeg heller må finde en taske som passer præcis til dette formål – taske fetich? Ja måske men efter jeg, for et års tid siden, købte DryZone Rover er valget ofte faldet på den.
DryZone Rover har to primære rum, et til fotogrej (i bunden), og et til f.eks. tøj eller lignende (i toppen). I rummet til tøj, er der også mulighed for at sætte en Hydropack (vandpose).
DryZone Rover er i mine øjne en rigtig spændende taske, og den opfylder rigtig mange funktioner ved både at have et rum til fotogrej, et til “hverdags ting”, og ikke mindst muligheden for at have vand med. DryZone Rover sidder bedre end de fleste andre tasker, og jeg vil faktisk gå så langt og sige at dette en af de bedste tasker jeg har prøvet at gå med!. Den er høj nok i ryggen til at hoftebæltet rent faktisk virker som et hoftebælte og ikke som et “over navlen-bælte”, og dette gør det muligt at bære en stor del af vægten (fra alt sit fotogrej) på sine hofter i stedet for på skulderne – det er rigtig rart når man skal gå langt.
Hoftebæltet er dejligt bredt, nemt at tilpasse og sidder behagelig.
Det virker ikke som om, at Lowepro har sparet på de gode materialer da de designede denne taske, det er lækkert kram hele vejen igennem, og man har som udgangspunkt tillid til at DryZone rover holder hvad den lover (men tjek lige “Vandtesten” for at være sikker).
Om man kan lide den popsmarte gule farve det er nok lidt individuelt, men den fås vist også i helt sort.
Mads kommenterer..:
Jeg kan godt li’ den gule farve…
Jeg har to minusser i forhold til funktionalitet og kvalitet og begge handler om den vandtætte lynlås. Det første minus er at den lynlåsen er så stram, at man mindst skal have spist 4 rugbrød om dagen hele sit liv for at have styrken til at åbne og lukke den, for den er eddersparkeme stram! Lynlåsen bliver heldigvis nemmere med tiden, og det hjælper at bruge det vaseline fedt der følger med tasken, men den er stadig en smule bøvlet.
Det andet minus ved lynlåsen er at den er en lille smule skrøbelig hvis man putter for meget grej i fotogrej rummet, og dette resultere i at den godt kan gå op når man lukker den. Dette er kun sket i forbindelse med at jeg har skulle lukke lynlåsen, og det har aldrig været et problem når først den er lukket rigtigt, men det er et problem som godt kan blive lidt irriteret over – på den anden side så er det med til at man begrænser sig inden man tager på tur 😉
Kasper kommenterer..:
Vandtætte lynlåse er generelt nogle skrøbelige størrelser – især de gummimembraner der skal sikre vandtætheden. For at holde lynlåsen i god stand på eksempelvis en dykker tørdragt, så renser man den ofte og smører den med voks, hver gang inden brug. Jeg kunne forestille mig at det samme gør sig gældende her.
Begynder lynlåsen at være svær at lukke skal man straks bruge det vaseline der følger med, ellers belaster man simpelthen lynlåsen for hårdt og det kan måske være derfor Brian har oplevet at den går op.
Man skal også huske at lynlåsen skal være HELT lukket! De sidste 2mm, når man lukker lynlåsen er de hårdeste og de vigtigste – nøjagtig som når man dykker med tørdragt.
Jeg har faktisk øget funktionaliteten en smule på denne taske, så den bliver endnu mere alsidig!
Ved at kombinere LowePro DryZone Rover og LowePro Photo Stealth D300, har man muligheden for at have både en behagelig rygsæk og en lille skuldertaske med på tur, uden det fylder mere!
Du kan læse mere om min lille kombi-løsning lige her
Nu er DryZone Rover jo ikke en stor taske, så hvis man har erhvervet sig alt for store mængder af grej, så skal man ikke regne med at det kan være der i.
Man kan uden problemer have et kamera med batterigreb, tre “store” f2.8 objektivet (Nikon 14-24mm, 24-70mm, 70-200mm)og hvis man er lidt ferm så kan man også finde plads til en flash, men så er pladsen også ved at være brugt.
Rummet til fotogrej er i virkeligheden en lille smule for lille, for når man pakker sin 70-200mm så er det kun lige at den kan være der. Faktisk er mit 70-200mm for langt, men med lidt snilde så går det.
Som sagt, så skal man ikke forvente at kunne have de helt store mængder grej med, men jeg kapaciteten er fornuftig, og nogen gange kan det være rart at være nød til at begrænse sigt lidt.
Som i nok kan huske, fortalte vi i en video for et par weekender siden, at vi skulle nå et fly! Vi skulle nemlig et sted hen hvor denne fine lille taske kunne blive udsat for ting som de fleste af os er udsat for i hverdagen…. eller… ham Bear Grylls fra Discovery er ihvertfald…
Nå men lad os starte TESTEN!
Ja som i kan se fra vores rejsevideo… for vi VAR rent faktisk i Sydamerika, så holder denne skrøne om Lowepro’s Dryzone taske, vand… hø hø hø… Dårlig humor.. Men ihvertfald, så er vi meget imponeret over hvor tæt den faktisk er – der hvor den skal være tæt.
Vi tegner jo allesammen store dyre forsikringer på vores grej når vi er ude i felten… ik? og jeg må faktisk sige at de gange jeg selv har rejst i sådanne omgivelser, så har den største frygt været at tabe hele min grejtaske fra en eller anden håndlavet kano på en flod fyldt med onde krybdyr… men ikke mere, denne taske ER en 100% forsikring mod vandskade – hvis man husker at lukke lynlåsen rigtigt.
Der er ingen tvivl om at dette er en dyr taske, og man skal helt sikkert vurdere om man har behov for at den er 100% vandtæt, men hvis man mener behovet er der, så er der ingen vej uden om, DryZone Rover holder Max.
Lowepro Dryzone Rover får smidt 4 a 5 stjerner efter sig herfra!
Vi håber i kunne bruge testen til noget, eller i det mindste bare nød Brians fantastiske brystsvømning/hundesvømning!
Er jeg den eneste der er en lille smule skuffet over at se gårds dagens nyheder?
Det er jo ikke alle der har adgang til Batmans grej, men hos FotoMalia er vi så heldige at vi får hans gadgets når han får noget nyt og bedre – Batman har lige fået nyt grej (som selvfølgelig er tophemligt), men jeg har fået hans gamle.
(mere…)
