Kategori: Motiver

  • Gadens velforberedte tilfældigheder

    Gadens velforberedte tilfældigheder

    Se gadelyset og tag grådigt for dig af retterne, når gadens overflødighedshorn tilfældigvis serverer dig uendelige fotografiske lækkerbiskner (mere…)

  • Billeder af intet og alt

    Billeder af intet og alt

    Om at fotografere noget helt andet end det åbenlyse. Hvilket egentlig er ret åbenlyst. Og så  er det også lidt et antigrej-indlæg… (mere…)

  • Hvor er motivet?

    Hvor er motivet?

    Når man ikke ser skoven for bare træer. Motiverne er overalt omkring os – vi skal blot åbne øjnene. Og sindet… (mere…)

  • (T-DaG) Nude-art (Thomas Holm)

    (T-DaG) Nude-art (Thomas Holm)

    Nøgenbilleder, ja det er nok noget de fleste har en holdning til – enten kan man lide det eller også kan man ikke.

    I dette indlæg løfter Thomas Holm sløret for hvordan et “nøgent” fotoshoot foregår, og han kommer også med gode tips til dem der selv ønsker at prøve kræfter med Nude-Art

    (mere…)

  • Kørt fast i foto (Thailand)

    Kørt fast i foto (Thailand)

    Jeg har været et smut i Thailand for at finde et par af de mange motiver – men så ramte jeg hullet og kørte fast. 

    Se hvordan jeg kom ud af hulet igen – måske kan det hjælpe dig hvis du en dag sidder fast!

    (mere…)

  • Det besværlige landskab

    Det besværlige landskab

    Landskabsfoto? Det er da bare at fotografere den flotte udsigt… (mere…)

  • Hovedet i busken

    Hovedet i busken

    Det vrimler med sjove og udfordrende motiver lige uden for din hoveddør (mere…)

  • Fotografiske projekter for 2015

    Fotografiske projekter for 2015

    Det bliver vel ikke meget mere clichéagtigt end at starte året med at snakke om nye tiltag/projekter, som man vil gennemføre i det kommende år og ofte så ender det alligevel helt galt – så hvorfor overhovedet gå igang?

    Det er der faktisk en rigtig god grund til – udvikling!

     

    FOTOGRAFISKE PROJEKTER = FOTOGRAFISK UDVIKLING

    En af de ting jeg har erfaret, der har gjort den største forskel for min fotografiske udvikling, er de små eller store projekter jeg har givet mig selv. Selvfølgelig udvikler man sig også ved at tage opgaver, men slet ikke på samme måde!

     

    Vil du være en bedre fotograf?  Så skal du udfordre dig selv med et projekt der flytter dig ud af komfortzonen!

     

    Ofte når man begynder at tænke på at starte et projekt, så bliver projektet meget hurtigt meget omfattende og meget tidskrævende, og her er det vigtigt at holde sig for øje, hvorfor man vælger at starte et projekt, hvis formålet er udvikling så behøver man ikke at tænke kæmpe tanker, og projektet behøver ikke at udmunde i en billedserie som andre får glæde af.

     

    PORTRÆT-PROJEKTET

    I lang lang tid frygtede jeg at lave portrætbilleder, både fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle gøre – men i lige så høj grad fordi jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere den intime kontakt til et menneske jeg ikke kendte.

    Jeg hader når der er noget der hæmmer mig, og en dag tænkte jeg: “Det er tid til et projekt!”


    2010_maj_04_Brian Hansen < VIP < x people, Dobbelteksponering, FotomaliaVed et personaleseminar i Regnskoven aftalte jeg helt spontant et fotografisk projekt med skuespiller Brian Hansen. Det resulterede i en række gode billeder, en masse erfaringer og ikke mindst en mega fed oplevelse (dobbelteksponering).

     

    Projektet, som billedet herover stammer fra, handlede om at forsøge at fange følelsen i nogle af Brian Hansens mange ansigter – eller det var det projekt jeg fortalte Hr. Hansen om, for faktisk var mit eget mål, at blive bedre til nærvær og bedre til at arbejde med mennesker!

    Dette er på ingen måder det mest omfattende projekt jeg har kastet mig ud i, faktisk så var det kun en enkelt aften vi mødes, og jeg tror måske vi tilbragte et par timer eller tre med at lege.

    Se en gennemgang af et af de andre billeder fra dette projekt

     

    FLAGERMUS-PROJEKTET

    Det endte med at blive et lidt mere omfattende projekt, da jeg besluttede mig for at lave en multieksponering af en flyvende flagermus.

    Mere end 200 timers hårdt arbejde senere…

    2011_februar_02_Bat shoot, Bladnæseflagermus (Carollia perspicillata)Hold nu op dette billede her lært mig meget – og hold nu op, hvor skulle der mange fejl til, før dette billede kom i kassen… Men det var det værd!

    Hjemmebyggede triggere, enorme mængder gaffatape, sorte sække og ikke mindst tålmodighed – det er bare noget af det der skulle til for at få dette billede i kassen, og jeg skal da blankt erkende, at jeg flere gange i processen tænkte: “Nu gider jeg sku ikke mere”. Men dette projekt har, måske mere end noget andet, lært mig, at ihærdighed belønner sig!

    Hvis du vil se indlægget og videoen bag dette billede så tjek dette link

     

    HVAD ER DIT FOTOGRAFISKE PROJEKT

    Jeg har altid en hel bunke projekter i støbeskeen, men desværre er det kun en brøkdel af dem der bliver realiseret – eller skidt med det, jeg tror det er urealistisk at nå dem alle, så bare nogle bliver til noget og jeg lærer lidt, så er jeg glad!

    Hvad med dig, har du nogen projekter for 2015?

    Hvis du ikke har, så kunne det jo være at et Projekt 365  var noget for dig – det er helt sikkert et projekt som jeg på et eller andet tidspunkt skal kaste mig ud i, for jeg er helt overbevist om, at det er noget der rykker!

    Hvis et billede hver dag er lidt for ambitiøst, så kan det være at et Projekt 52 er mere passende – det er trods alt kun et billede om ugen.

    Her på FotoMalia elsker vi projekter, og vi bakker meget gerne op om dem der skaber noget fedt – derfor får vi også meget snart gæste besøg af en dygtig fotograf, der i snart et helt år har arbejdet på et fedt projekt  – Glæd dig!

    Nå, lad os høre om dine planer, dine projekter og dine idéer – måske er det noget du har lyst til at dele her hos os?

  • Fotografering af fyrværkeri – Alt hvad du skal vide

    Fotografering af fyrværkeri – Alt hvad du skal vide

    Det lader til at enhver fotoside med respekt for sig selv i år smider et “Fotografering af fyrværkeri” indlæg i luften i år – så det må vi jo også hellere gøre.

    Men nu har vi jo altid været lidt anderledes, og derfor nøjes vi ikke med at give et tips til det tekniske, vi kommer hele vejen rundt, og har alle de vigtigste ting med – smut ind og kig!

     

    TRIN 1 – FORBERED DIT GREJ

    Sørg for at dine batterier ar ladet godt op (altså dem til kameraet!), da det ofte er koldt nytårsaften, og derfor holder de ikke så lang tid som ved normale temperaturer.  Tjek dine objektiver og dit kamera efter så det hele fungerer som du forventer, så du er 100% klar når kl. slår 00.00.

     

    TRIN 2 – VEJRUDSIGTEN

    Hvis vejr udsigten siger overskyet, skal du overveje, om det kan betale sig at gennemføre de efterfølgende trin. En overskyet aften giver nemlig ikke de bedste fotomuligheder og det kan være en bedre idé, at spare lidt op på kone-kontoen i stedet for at bruge dyrebare point på en dårlig aften!

    2010_januar_01_Nytår, Randers

    Randers kl. 00.00 – det vigtigste er at være beredt – og selvfølgelig komme afsted!

    TRIN 3 – KONEN

    Trin 3 er det mest kritiske trin, og her gælder det virkelig om at være snu (hvis du er single, eller ønsker at blive det, kan du se bort fra dette trin).

    Trin 3 handler om at overbevise konen/manden om, at det er en god idé at tage ud at fotografere kl. 00.00 på en højhellig nytårsaften? Nu tænker du sikkert: “Jeg spørger hende da bare”, men det er rookie mistake number one!. Folk der ikke fotograferer kan på ingen måde forstå dine lyster, og du er derfor nødt til at ty til list i stedet for.

    Min plan:

    I løbet af dagen skruer jeg lige så stille alle urene i huset frem, bare en lille smule af gangen, ellers opdager konen det bare og så er der for alvor ballade! Det en kæmpe fordel, hvis man får “vundet” omkring en time, det giver nemlig god tid til at skåle klokken “00.00”, komme ud, , få sat op, og få alt klar!

    Der er også andre muligheder som sovepiller og masser af sprut, men konsekvenserne af at blive opdaget ved disse er langt større end ved, at man har pillet lidt ved urene – det er jo bare nytårsløjer!

    Du kan vinde lidt ekstra tid ved at have styr på din lokation inden du tager afsted, så en rekognosceringstur tur midt på dagen kan være godt givet ud!

    TRIN 4 – TEKNIK

    For at dit fyrværkeri-fotografering skal virke, så kræver det at du har et stativ, eller at du kan stabilisere dit kamera på en anden måde – du skal nemlig lege med lidt med lukkertider der er længere end de fleste kan håndholde kameraet!

    Nu tænker du måske, at det svært at fange fyrværkeriet, men nej, for det er her den “lange” lukkertid kommer ind i billedet! Med en lukkertid på mellem 1-3 sekunder har dit kamera masser af tid til at fange det flotte lysshow.

    For at få de bedste resultater kan det være en god idé at eksperimentere sig lidt frem – så sæt dit kamera på Manuelt (M), find en lukkertid på mellem 1 og 3 sekunder (eller BULB), vælg en moderat blænde på mellem f/5.6 og f/10 og forsøg dig herefter lidt frem med din ISO – men start i den lave ende (ISO 100-400). Du kan også vælge at lege lidt med BULB (tjek din manual hvis du ikke lige kan huske, hvad dette går ud på), for på denne måde, lettere at kunne time, at du rammer den rigtige raket – med BULB trykker du bare udlæseren ned og holder den nede til raketten er færdig.

    2010_januar_01_Nytår, Randers-2

    Man kan sagtens nå at skifte placering, der er massere af skydegale tosser, med alt for meget krudt, så der er som regel god tid til at fotografere!

     

    Jeg syntes det fedeste er, hvis man kan fotografere fyrværkeriet i et større sammenhæng – altså så man får lidt omgivelser med, men dette kan også give flere udfordringer, så det kan være en god idé at starte med bare at fange de flotte farver.

    Nu er det faktisk bare at pege kameraet mod himlen, fokusere på “uendeligt” og så skyde løs!

    FotoMalia ønsker alle et RIGTIG GODT NYTÅR!

     

  • Skyd efter børnene

    Skyd efter børnene

    – med kameraet naturligvis… Om at fotografere ungerne, uden de er bevidste om det.

    Er du lige så miljøskadet, som jeg, har du altid kameraet med dig, stort set uanset hvor du befinder dig, og hvad du laver – så hvorfor ikke udnytte dette til at tag gode billeder af dine børn.

    HVIS DET UVENTEDE SKER

    Ofte er det bare i vejen og bliver aldrig brugt. Men tanken om ikke at have kameraet inden for rækkevidde, giver mig næsten angst og føles, som hvis jeg mangler en vital kropsdel. Og jeg er overbevidst om, at der opstår en eller anden helt enestående fotosituation, lige når kamereaet ligger derhjemme. På ferie, er det altid med.

    _JGD8886Når der leges i brændingen, glemmes alt om tid og sted, og så gælder det om at skyde løs. Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 1/3200 sek., f/2.8, ISO-100, 200mm.

     

    Nå, men i hvert fald kan du jo lige så godt udnytte kameraet, når det alligevel er der, og når dine børn springer rundt som lopper for øjnene af dig. Nu hævder de fleste nok, at det gør de i forvejen. Men mange fotos af børnene bliver af den opstillede slags, hvor de står og griner mere eller mindre falsk til kameraet. Eller hvor de på anden vis agerer kunstigt, fordi de ved, du fotograferer dem.

    Og også de klassiske familieferiefotos, viser typisk de grinende unger foran en eller anden seværdighed. Men de sjove billeder, synes jeg, viser ungerne optagede af eventyret og det modsatte af fotosituationen.

    _JGD4555

    Storesøster fører an, og lillesøster følger trop på eventyr i Norges fjelde. Nikon D300s + Tamron 17-35 f/2.8-4. Indstillinger: 1/200 sek., f/8, ISO-200, 26mm.

     

    LAD DEM GLEMME DIG

    Min pointe er, at har du ALTID kameraet med, vænner ungerne sig til det og glemmer alt om det. Og så er muligheden der for at fotografere dem, uden de er bevidste om det. Uden at de stiller sig op og laver ansigter eller alternativt vender ryggen til. Mine piger ynder at gøre begge dele.

    Og så kan man fange dem i situationer, hvor de reelt er optagede af bare at være, lege og udforske. Hvor de er sig selv. Det handler nok lidt om, at man agerer fluen på væggen og forholder sig til fotoopgaven med tankerne på reportage. Altså en neutral, observerende rolle – der jo aldrig bliver helt neutral, det er jeg godt klar over, men noget derhen ad.

    _JGD6206_3Man skal aldrig gå af vejen for at lave billeder, der kan skræmme bedsteforældrene lidt. Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 1/160 sek., f/2.8, ISO-400, 122mm.

     _JGD2318_2

    Her fandt jeg ud af, at et D3s er overraskende tolerant over for at blive dyppet i Middelhavets salte vand… Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 1/8000 sek., f/2.8, ISO-200, 70mm.

     

    HVEM ER DINE BØRN?

    Jeg har ingen billeder med her, hvor pigernes ansigter kan genkendes. Og det er netop en udfordring, du kan give dig selv. Hvordan viser du, hvem dine børn er, uden at du viser deres ansigter – eller uden at ansigterne er hovedmotivet? Hvordan fotograferer du dine børns personlighed?

    _JGD6982Helt i sin egen eventyrverden. Grej: Nikon D3s + Nikkor 70-200 f/2.8 VRII. Indstillinger: 1/3200 sek., f/2.8, ISO-400, 82mm.

    Slip ungerne fri i den store verden og skyd løs, når de glemmer din og kameraets tilstedeværelse. Du får dejlige billeder ud af det, og så er det endda, vigtigst af alt, virkelig sjovt.