(T-DaG) Nude-art (Thomas Holm)

af Brian - fotomalia.dk

Nøgenbilleder, ja det er nok noget de fleste har en holdning til – enten kan man lide det eller også kan man ikke.

I dette indlæg løfter Thomas Holm sløret for hvordan et “nøgent” fotoshoot foregår, og han kommer også med gode tips til dem der selv ønsker at prøve kræfter med Nude-Art

 

THOMAS HOLM

Internettet er fyldt med billeder – så mange billeder at det næsten udvasker de gode billeder og gør det umådeligt svært at skille sig ud og blive lagt mærke til.

En fyr som vi her på FotoMalia har haft umådeligt svært ved at over se er Thomas Holm. Hvorfor? – Tjaaa.. Nok er hans motiver interessante at se på, men hans måde at udnytte lys, omgivelser og model til sit MAX, gør at hans billeder længe har fortryllet os!

Vi er meget stolte af at kunne præsentere en af de bedste inden for sit fag – Thomas Holm

 

NUDE-ART – DET NØGNE FOTO

www.commandoart.com

Jeg er mand, midt i fyrrene og laver primært nude-art billeder der jo i sagens natur involverer det at fotografere yngre kvinder uden tøj. Der er mange der har en masse fordomme om det og der er en masse der er nysgerrige om hvordan det egentlig foregår, hvordan man arbejder med modellerne etc. og det vil jeg gerne løfte sløret for.TH2014-1411

 

Der er selvfølgelig en masse stigmatisering omkring de modeller der modellerer uden tøj, men helt grundlæggende er, og bør der ikke være, nogen som helst forskel mellem om en model har tøj på eller ej. Der er også en smule forskel på om en model aldrig har lavet billeder uden tøj eller det er en professionel model men det er alligevel nogenlunde ens forløb uanset model. Du kan i øvrigt læse lidt om hvorfor modellerne vælger at posere nøgen her: http://www.commandoart.com/model/why-models-pose-nude/index.html

TH2014-1430

 

Hvis fotografen ikke er komfortabel med nøgenhed smitter det jo naturligvis af på modellen, og en session kan nemt blive akavet. Der er nogle helt klare ting man skal afholde sig helt fra, og det gælder fra første kontakt til modellen og efter billederne er afleveret. Man flirter ikke med modellen, og man er helt klar i kommunikationen om at vi laver billeder og intet andet. Når man er sammen med en model (afklædt eller ej) bør man altid behandle modellen med respekt, og det gælder både som menneske, som model, og i den måde man taler og kigger på modellen.

Der er intet galt i at kigge på modellen mens hun er nøgen (man er jo nødt til at se hvordan lyset falder og checke vinkler), men det er dårlig pli at glo på bryster, numse etc. Det er generelt heller ikke velset at kommentere på disse dele; “go’ røv” kan nemt blive fortolket som andet end en konstatering, og ligger alt for tæt op af hvad kvinder er vant til at høre fra mænd, der interesseret i andet end at fotografere dem… Derudover gælder det om at sørge for at modellen føler sig godt tilpas, ikke er (for) kold/sulten/tørstig og det kræver en vis form for forudseenhed (og gode thermo kander).

TH2014-1410

 

Men lad mig fortælle kort om det sidste udendørs shoot jeg lavede i slut September som eksempel, nemlig en tur til Mols bjerge i Jylland (jeg bor selv på sjælland). Jeg kan godt lide at fotografere i smuk natur og kan specielt godt lide områder der både har elevation (højdedrag og dale) og en varieret vegetation. Jeg havde en plan om noget efterårsløv og varme farver, jeg havde bare ikke forudset at der var varmere på Mols end på Sjælland så efterårsløv var der ikke meget af da vi kom derover.

Jeg finder en dag det skal foregå (her har vejret altid en indflydelse og kan nemt føre til en aflysning) og kontakter de modeller jeg tror vil være mest egnede til den type billeder jeg skal lave – og det indbefatter både kropssammensætning og proportioner, samt modellens personlige grænser op imod hvad jeg ønsker at lave af billeder. Når jeg så har fundet en model der kan være med den pågældende (ret lange) dag sender jeg lidt inspirationsbilleder så vi er nogenlunde enige om hvad der skal laves.

TH2014-1422

 

Pågældende lørdag morgen kl. 8 samler jeg modellen, Mariah (som jeg i øvrigt aldrig har arbejdet med før) op på en station på vejen. Undervejs snakker vi selvfølgelig om løst og fast og en times tid før vi ankommer, på en tankstation, skifter modellen til noget meget løstsiddende tøj og dropper undertøj da der ellers kommer mærker på huden. Undervejs får vi også lavet modelaftalen så der er styr på den del før vi starter. Omkring kl. 13.30 ankommer vi til Mols bjerge, sol og let skydække, 14 grader og jævn vind fra vest.

Jeg har en ide om at lave nogle billeder med en stendysse jeg før har set nogle billeder af. Men har fået helt galt fat i hvor den er placeret, så vi bruger 45 min før vi finder stedet, der i øvrigt ligger 50m fra en gård og lige op ad en vej. Da vi kommer frem holder der (selvfølgelig) en turistbus og nogle biler på P-pladsen og der myldrer 30-40 pensionister rundt ved stendyssen. Vi drikker lidt kaffe på parkeringspladsen, og slæber udstyr og stativ, og en badekåbe op og håber alle de besøgende fordufter. De smutter stille og roligt, og imens har jeg fundet de bedste steder/vinkler i forhold til lys, komposition og baggrund, og gør klar til det første billede (oppe på runddyssen). Der dukker lige 2 biler mere op med besøgende og vi sætter os i læ for den lidt kraftige vind i 10min indtil de også kører videre. Mariah smutter i en badekåbe og kravler op på den i øvrigt voldsomt glatte topsten ved hjælp af en hestesko.

IMG_5789

Imens kører et par biler forbi og jeg gør klar og forklarer hvad jeg leder efter billedmæssigt. Mariah smider badekåben på bagkanten af stenen hvor man ikke kan se den. Jeg ændrer vinkel for at få nogle fantastiske skyer med og vi skyder billeder i 4-5 minutter. Der kører et par biler forbi på vejen imens vi skyder, men både Mariah og jeg ignorerer dem indtil jeg er sikker på vi har billedet. Når vi er igang er vi igang! Ned af stenen og i det samme kommer der 3-4 mennesker mere der lige skal kigge fortidsminder. Nogen ville bare skyde videre men jeg er forholdsvis påpasselig omkring ikke at krænke nogens blufærdighed, hverken modellerne eller uskyldige forbipasserende. Vi sidder og venter 10-15 minutter og småsludrer og laver 2 små billeder mere på stedet mens de sidste besøgende er på vej mod p-pladsen, hvorefter endnu en minibus triller ind på parkeringspladsen. Vi opgiver at lave mere på stedet og pakker sammen, installerer Mariah med varm the og sædevarme i bilen da hun fryser en del.

IMG_5796

 

Jeg finder et par af de gode billeder, og viser dem på kameradisplayet så Mariah bliver bekræftiget i, at det giver mening for hende at udstå kulde og blæst og evt. forbipasserende fordi billederne bliver gode. Her er en vigtig morale; der er ingen mening i at vise alt man laver til modellen, alle de mindre gode billeder bliver alligevel ikke brugt og hvis modellen ser dem kan hun blive i tvivl om fotografens dygtighed, og hvis det sker så bliver det for alvor svært.

Som I kan læse kan selve optagelserne være temmelig intenst. Modellen er fokuseret på hendes opgave, og jeg er 100% fokuseret på vinkler, posering ansigtsudtryk, lys, baggrund og kamerateknik. Det vigtige i billederne er stemning og komposition og det er jo et helhedsindtryk hvor alting skal gå op i en højere enhed. Når man fokuserer 100% på opgaven og i øvrigt bare ignorerer at modellen er nøgen er der ingen akavethed og dermed er der i princippet ingen forskel på om man laver nudes eller billeder af en model med tøj på. I mellem optagelserne er det i virkeligheden bare hygge, mens jeg altid lige har følehornene slået ud og er på udkig efter det helt rigtige sted at fotografere, eller noget mimik/vinkel på modellen der er smukt.

TH2014-1429

 

Vi kører videre og laver billeder 4-5 andre steder i området. Stederne bliver udvalgt efter om jeg kan lide naturen og mulighederne, og hvor lysforholdende samtidig passer til den stemning jeg prøver at skabe. Og indimellem går vi lige nogle hundrede meter ind igennem en mark med kvæg fordi der kunne jo skjule sig et godt sted lidt længere inde. Vi fortsætter indtil lyset forsvinder under horisonten ved 19 tiden finder en restaurant, får lidt at spise og kører så hjemover igen. Jeg sætter modellen af i hovedstaden og er hjemme omkring midnat.

Dagens høst er ca. 900 billeder, der nøje sorteres og udvælges og som resulterer i 5-7 færdige billeder, alt i alt et meget tilfredsstillende resultat. Jeg er grundlæggende glad hvis jeg får lavet 2 rigtig gode billeder på sådan et shoot, mere end det er bare bonus.

Hvis du er interesseret i at gå I gang med nude-art foto så kig ind på http://www.commandoart.com/workshopstraining/index.html hvor der er en oversigt over kommende workshops/foredrag jeg holder i den nærmeste fremtid.

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Vi siger mange tak til Thomas, og er meget glade for at han valgte at dele et shoot her hos os – måske er vi heldige at komme med på tur en anden gang?!

Smid endelig en kommentar til Thomas hvis du har spørgsmål eller måske bare vil sige flot arbejde!

 

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os