Den kedelige hverdag er en fest

af Jon Detlefsen

Øver du dig mon på at fotografere virkeligheden hver dag? Eller støver du kameraet af et par gange om året, når du generøst bidrager til verdens undergang og flyver om på den anden side af jorden for at fotografere noget eksotisk og uddøende?

Øver du dig på det dersens fotohalløj? Eller tager du på fotoweekend med fotoklubben et par gange eller tre om året med forventningen om at returnere med masser af gode oplevelser i bagagen og fede billeder på hukommelseskortet men må sande, at det kniber gevaldigt med det sidste?

Verden er så uendelig simpel inden for den fantastiske beskæftigelse og/eller hobby – fotografiet. Øver du dig, bliver du god. Øver du dig ikke, bliver du ikke god. Ja, du sidder sikkert og stirrer måbende og vantro på skærmen lige nu og knurrer af ham den påståelige idiot af en FotoMalia-blogger og såkaldt fotograf.

Håndværkerwannabe-skyggeselfie. Med kat. 

10.000 timers øvelse

Beklager, påstanden er ikke selvopfunden men ganske evidensbaseret. Skal du slås helt ud, så kan du gruble lidt over et 1993-studie af elitepianister og violinister foretaget af forskere fra APA – den amerikanske sammenslutning for psykologer.

Studiet viste, at det, vi fejlagtigt betragter som talent, oftest er baseret på evner intensivt opøvet gennem perioder på ti år eller mere. Studiet viste desuden, at de musikere, som nåede helt til tops, havde øvet sig mindst 10.000 timer før de var fyldt 20 år. Det svarer nogenlunde til 416 døgn. Eller et år og 51 døgn.

De første terrassepinde er slæbt på plads…

Hvor mange timer har du øvet dig i at fotografere? Ok jeg kører den langt ud nu. Der er masser af unøjagtigheder, usikkerheder og sikkert også fejlslutninger i studiet. Det er der altid i videnskabelige studier, så det skal naturligvis tages med et gevaldigt stort gran salt.

Men øvelse gør mester. Derom ingen tvivl. Og det er, blandt meget andet, noget, jeg dunker mit masterclass-hold oven i hovederne med. I skal øve jer. Og når I synes, I har øvet jer en hel masse, så skal I øver jer endnu mere!

Projektet tager form og er nu helt perfekt til balancetræning. 

Dårlige undskyldninger

Og det er min overordnede pointe her. Husker du at øve dig på at fotografere? Eller bruger du en masse dårlige undskyldninger for at slippe?

”Jamen jeg skal på arbejde”, ”Jamen vejret er dårligt”, ”Jamen jeg skal passe min syge moster, og min partner er på forretningsrejse, og børnene kan ikke være alene hjemme, og bilen er brudt sammen, og desuden har jeg glemt at lade kamerabatteriet op”.

Eller ”Jamen mit fotogrej er så kæmpe stort, tungt og uhåndterligt, fordi det får mig til at se sej og professionel ud, og derfor orker jeg ikke at slæbe det med mig ud at øve.” Så sælg dog dit fotogrej, så du kan komme i gang med at fotografere.

Pause i varmen.  

Eller hvad med denne her: ”Jamen jeg skal bygge en træterrasse på næsten 80 m2”. Næh hov! Den sidste dårlige undskyldning dur i hvert fald ikke, for jeg har sjovt nok gjort netop det i løbet af sommeren, OG jeg har fotograferet samtidig. Og det er billederne herfra, du ser her i artiklen.

Jeg tænkte, at når nu jeg skal bruge næsten alt min fritid på at bygge en kæmpe lærketræsterrasse i familiesommerhuset ved Tranum Strand, så kan jeg lige så godt slå to fluer med et smæk og øve mig på at fotografere samtidig. Faktisk bliver det til tre fluer. Terrassen bliver bygget, byggeriet bliver dokumenteret til familiefotoalbummet, og jeg øver mig på at fotografere. Smart.

Nå ja og vi havde det hyggeligt og sjovt og meget varmt til tider, så vi måtte køle os ned i havet, og jeg lærte at bygge en terrasse, hvilket ikke var noget, jeg i forvejen havde den store erfaring med. Det er mange fluer…

Jeg øver mig på at bruge lys og fraværet af det. 

Drop de fine fornemmelser

Jeg øver mig simpelt hen. Hele tiden og altid. Når jeg bygger en terrasse. Når jeg følger min yngste i skole. Når jeg går i Rema for at købe remoulade eller lommetørklæder.

Når partneren synes, vi skal have voksentid. Det sidste kan forresten føre til personskade. Altså at medbringe kameraet.  Altså at medbringe det og fotografere med det. Så er I advarede.

Mere pause i varmen. Den var virkelig varm. Varmen.

Hvis du kun mener dig i stand til at fotografere, når du befinder dig et eller andet fjernt, eksotisk sted på jordkloden, så er det ikke meget, du får øvet dig. Og så skal du ikke regne med at blive nævneværdigt god.

Hvis du derimod skyller alle dine fine ”rigtigt og forkert fotografi”-fornemmelser ud i lokummet, fatter lommekameraet og tager det med dig altid – og bruger det naturligvis – så er der klart øgede chancer for, at dine fotografiske skills forbedres.

Det er af yderste vigtighed at huske at lege. Altid.

Den fantastiske kedelige virkelighed

Som en ikke helt ligegyldig bonus, vil du måske indse, at det er virkeligt sjovt at øve sig på at fotografere. Måske opdager du noget nyt. Måske finder du ud af, at det er meget sjovere at fotografere dit liv og din hverdag, end du troede på forhånd.

Måske opdager du, hvor uendeligt ligegyldige dine perfekte Instagram-billeder af vilde, arktiske dyr eller af hvide, eksotiske badestrande fra øriger, der snart synker i havet, fordi du absolut skal flyve dertil, er.

Det meste af trædækket er ved at være på plads. 

Og måske finder du det langt mere fotografisk spændende og udfordrende at fortælle visuelle historier fra virkeligheden. Den grå, almindelige, kedelige virkelighed, som er dit liv, og som derfor er helt unik og fuldstændig fantastisk.

Hvem ved?

Billederne er alle lavet med mit elskede lommekamera Fujifilm X-E3, som jeg har skrevet en anmeldelse af lige her.  Eneste undtagelser er hængekøjebilledet og sidste billede, som er lavet med Fujifilm X-H1, som jeg også elsker, og som jeg har anmeldt lige her. Det er begge kameraer med Mojo!

Derfor skulle den bygges. Også derfor. 

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os