Det er et under, at ingen af Fotomalia fotograferne har lavet en anmeldelse af Sigmas 35mm/1.4 Art endnu. Vi ejer det stort set allesammen! Det blev jeg pinligt klar over da Kristian Poulsen anmeldte den nye 85mm fra samme serie her. Men hellere sent end aldrig, og især: hellere grundigt end hurtigt! Helt grundigt bliver det dog ikke: historien om dette populære objektiv er relativt hurtigt fortalt.
OM TESTEN
Som altid har vi testet objektivet, som vi ville bruge det i vores dagligdag. Vi har altså ikke skudt murstensvægge, men brugt en skov til præcist samme formål. Læs videre og find ud af, hvorfor. Objektivet har været fast inventar i min fototaske i to år og selvom det kun er 4. mest brugte (efter 20/1.8, 85/1.4 og 200/2, alle af Nikon) bruger jeg det stort set hver dag.
ALTMULIGLINSEN – OG DOG?
Jeg har en fortælling som jeg tit bruger om, at hvis jeg kun måtte have én brændvidde på mit kamera (og det måtte ikke være et zoomobjektiv), ville det være 35mm. Det skulle klart være en f/1.4 og på papiret ville denne Sigma Art ville være en drømmekandidat.
Min favoritklovn inden Trump blev USAs præsident, Ken Rockwell, synes den er grim og billigt bygget. Jeg synes den er smuk og velbygget.
35mm gør, at tilskueren føler sig tilstrækkeligt suget ind i hvad der foregår på billedet, uden at det hele bliver forvredet, som med min næste kandidat i vidvinkelretningen: en 20mm. En 50mm ville ikke give mig samme muligheder. Jeg ville konstant træde folk bag mig over tæerne når jeg tog baglæns skridt.
En del af historien er dog også, at 35mm kun ville komme tilbage hvis jeg måtte have fem objektiver med. Ved to objektiver ville det således være 20mm og 85mm (de sidder på mine to kameraer 80% af tiden). Ved tre objektiver ville jeg tilføje min 200mm. Ved fire objektiver ville jeg lægge en makro til. Og først ved fem objektiver ville 35mm snige sig ind i samlingen igen.
Det er bare ikke min brændvidde, men hvis jeg kun har ét kamera og ingen fototaske med, er det 35mm som sidder på kameraet.
Når jeg fotograferer privat, er dette som regel situationen, og jeg ville ønske, at jeg oftere kunne klare mig professionelt med kun et enkelt objektiv. Det har Sigmas 35mm Art dog for store og vigtige begrænsninger til. Mere om dem senere. Lad os starte med alt det gode.
HVAD KAN DET?
Lad det bare være sagt med det samme: det kan skyde skarpt. Helt uhyggeligt skarpt. Det kan skyde rimelig tæt på, hvilket er meget vigtigere med alt som går i retning af vidvinkel end de fleste tror. Her er et eksempel på noget nude-ard i 100% størrelse.
Jeg tror vist ikke, vi behøver at diskutere længe, om dette er skarpt for et billede på blænde 1.4.
Objektivet kan også sit kram med farver og mikrokontrast. Billederne popper bare fra skærmen når man får dem op i fuld størrelse.
Jeg formoder, at der er to vigtige grunde til, at objektivet renderer farverne så godt. For det første er det så skarpt at det kan separere selv små farvedetaljer, hvilket gør at farverne sjældent bliver udvasket. For det andet er det ualmindeligt frit for kromatisk aberration. Det betyder at forgrunden ikke får det magenta skær og baggrunden det grønne skær, som sker for så mange andre objektiver og som er et helvede i efterredigering.
HVAD KAN DET IKKE?
Det kan ikke trylle. Nogle objektiver kan trylle, især i de uskarpe områder. Nogle objektiver får forgrunden til at “male” i baggrunden uden at påvirke motivet synderligt. Det kan Nikons 85mm/1.4. Det kan Nikons 105mm/2.8 makro ved nogle blændeåbninger. Og det kan Nikons 200/2 og 300/2.8 som ingen andre.
Sigmas 35mm Art er lige præcist ikke noget “Art” – den er barsk, afsindig skarp og realistisk i farverne. Dens bokeh er ikke dårlig, som Nikons 35mm/1.8 og Nikons 50mm/1.4 og 1.8, men den er, tsjæh, hvad skal jeg kalde den… Tysk? Den leverer bare, gang på gang, i skarphed og i bokeh. For mig er det både objektivets styrke og dets svaghed. Det er virkeligt det ultimative reportageobjektiv. Men når jeg en sjælden gang fotograferer portrætter med det, skruer jeg ligefrem en anelse ned for skarpheden.
Noget andet det ikke kan, er tåle regn. På papiret. Objektivet er ikke vejrforseglet. Det har rigtigt mange sofaanmeldere klaget højlydt over i alle nettets afkroge. Faktum er bare, at jeg har brugt det i silende regn, og aldrig har haft ballade.
Det kan, til sidst, heller ikke stå sikkert på sin modlysblænde, og det lyder måske ikke af meget, men for mig er det en kæmpeulempe. Det første objektiv jeg ejede som ikke kunne det, var Nikons 70-200/2.8. Det blev jeg heller aldrig venner med. Jeg skifter konstant objektiver og de skal kunne stå sikkert, ellers ruller de ned fra hvor jeg nu lige ikke huskede, at have smidt dem ned. Og når denne fætter falder, går den desværre i stykker, som regel ved kraven mod bajonetten, som er dens svageste led. Det er nu sket tre gange for mig. To gange kunne jeg selv fikse det. Den tredje gang skulle den repareres. Det trak dog kun lidt ned i min vurdering af byggekvaliteten, da man som grundregel skal lade være med at smide med objektiver.
HVAD KAN DET OVERHOVEDET IKKE?
Nu kommer så det helt kontroversielle: objektivet kan ikke fokusere ordenligt. Forstå mig ret, dens autofokus fungerer upåklageligt, men objektivet SKAL kalibreres, og hvis man kalibrerer objektivet på en meter eller to, hvor det som regel vil blive brugt mest, er der back-focus når du fotograferer motiver som er langt væk. Og omvendt går det hele ligeledes i kage hvis du kalibrerer på noget som ligger ti eller tyve meter væk.
Er det et problem? Ja, det er et kolossalt problem. Se bare her, et uopmærksomt skud til en bog om Rumænske vingårde som jeg er i gang med at fotografere. I webstørrelse ser det fint ud.
Oprisor – ved verdens ende i grænseområdet mellem Serbien, Bulgarien og Rumænien. Nikon D5, Sigma 35/1.4 Art, 1/320s, f/9, ISO 100.
Men det skal printes i en stor fotobog, og til det, er kvaliteten bare ikke god nok. Her i 100%:
Udsnit i 100%. Læg især mærke til markerne bag vinplantagen. Det ser ud som om der er tilføjet støjreducering. Detaljerne mangler simpelthen. Og dette er på f/9!
MURSTEN
Her bliver jeg så nødt til at dokumentere mine påstande med noget murstensfotografering, dog i form af en skov. Det første billede er skudt på blænde 1.4 med fokusering igennem søgeren på skoven, som ligger langt væk. Billedet er et 100% udsnit. Det er taget efter alle kunstens regler: fra stativ, med opklappet spejl, på ISO 100. Kameraet var et Nikon D5. Det er forfærdeligt. Ikke bare dårligt. Forfærdeligt.
På 5.6 blev det lidt bedre (se vinmarken ovenfor ved blænde 9), men stadigvæk ikke godt.
Kan man gøre noget ved det? Ja, man kan, men det er edderdaleme ikke særligt praktisk. Man kan gøre to ting.
SIGMA DOCK
For det første kan man købe en Sigma USB dock og kalibrere objektivet forskelligt for forskellige afstande. Det er altså noget andet end at kalibrere kameraet til at håndtere objektivet, hvilket man gør på kameraet, men hvilket kræver at objektivets fokuseringsfejl er ens på de forskellige afstande, som de plejer at være (indenfor rimelige grænser). Med Sigmas USB dock ‘lærer’ du objektivet at tilpasse fokuserngsinfo til kameraet, afhængigt af, hvor langt dit motiv er væk. Man kan finjustere fire forskellige afstandsområder. At man skal gøre det selv, er bøvlet og en grov designfejl. Og det hjælper ikke engang 100% da sidste afstandsområde som kan kalibreres dækker alt fra knap halvanden meter til uendelig, mens objektivets fokusfejl er væsentligt anderledes ved halvanden meter end ved uendelig.
LIVE VIEW
Den anden mulighed, og den eneste som virker for mig, er at fokusere med Live View når fokuspunktet ligger langt væk. I Live View fokuserer kameraet ved hjælp af information fra sensoren, i stedet for den særlige fokussensor som ligger i søgeren. Jeg har kalibreret mit objektiv til en fokusafstand på omkring en meter. Her virker det upåklageligt med fokus igennem søgeren på alle mine kameraer. Jeg fokuserer kun på uendelig når jeg fotograferer landskaber, og her har jeg som regel tid til den lidt langsommere fokusering i Live View.
Her er billedet af skoven igen. Nu fokuseret med Live View.
En kæmpestor forskel og direkte imponerende på blænde 1.4! Prøv det med et Nikon 85/1.4G!
Her er endnu et eksempel, nu for at se hvor meget mere man så kan vinde ved at lukke blænden ned. De to billleder er ellers identiske, begge taget fra stativ, men det øverste billede er blænde 1.4 mens det nederste er blænde 5.6. Der er ikke skærpet til, andet end igennem Capture Ones relativ barske RAW konvertering. Men konverteringen er ens for begge billeder. Det nederste billede er acceptabelt for mig.
(BY THE WAY)
(Her kan du se hvorfor Nikon er de suverænt bedste kameraer til wildlife fotografering. Jeg ville tage et selvportræt og indstillede fokus til fuld AUTO for at kunne komme væk fra kameraet med fjernbetjening. Nikon fandt et spurtende mikro-rådyr i marken og det skulle klart prioriteres over det kæmpefjæs på en meters afstand fra kameraet!)
(AUTO)FOKUS
Jeg er nødt til at bruge yderligere et par ord på objektivets autofokus. Jeg har været streng og har trukket min autofokusvurdering helt ned til 50/100 pga. den beskrevne fejl, selvom det dels skyldes at vi ikke har en separat vurderingskategori for fokuskalibreringsproblemer. De er meget alvorlige. Men der er to ting som også skal nævnes i denne forbindelse.
For det første har mange anmeldere på nettet som sagt klaget over problemer med autofokus på dette objektiv. Mit virker upåklageligt og jeg formoder at skribenterne har refereret til kalibreringsproblemet. Jeg udelukker dog ikke, at jeg bare har været heldig.
Og så skal man lige vide at fokusringen på Sigmas objektiver drejer spejlvendt i forhold til Nikons (i samme retning som Canons). Det er hundehamrende irriterende når man fokuserer manuelt under videooptagelser, som objektivet ellers er særdeles velegnet til! Man drejer konstant i den forkerte retning.
ER SIGMA 35mm/1.4 ART PENGENE VÆRD?
Ja. Jeg ville gerne sige mere. Jeg er en mand af mange ord. Men jeg har ikke mere at sige. Sigmas 35/1.4 Art og Nikons 85mm/1.8 er de to objektiver på markedet i dag som giver mest værdi for pengene for en allround Nikon fotograf.
PÅ JOB:
Nu siger et billede jo næsten lige så meget som tusind ord, så jeg tænkte at 18 billeder ville sige næsten lige så meget som 18.000 ord. Og flere ord er bedre.
Alle billeder er taget fra mit daglige arbejde – ikke nogle særeksperimenter! Langt størstedelen er taget på blænde 1.4. God læsning! Husk at klikke for at gøre bogstaverne større!
KONKLUSION
Det positive:
Sigma 35mm F1.4 DG HSM | A(rt) er et ekceptionelt objektiv, hvis man tager højde for dets store ulempe: en rod af en fokuskalibrering.
- First things first: det koster en (palle) slik i forhold til objektiver i samme liga: lige omkring de kr.5000.
- Objektivet har en meget brugbar brændvidde til allroundfotografering.
- Objektivet er uhyggeligt skarpt, selv på blænde 1.4 når afstanden til motivet ikke er for stor.
- Objektivet håndterer farver og kromatisk aberration på fortræffelig vis.
- Objektivet kan bruges på blænde 1.4 på kameraer med meget høj opløsning, i modsætning til en del andre 1.4 objektiver.
- Objektivet har en pæn, neutral (men derfor også lidt kedelig) bokeh.
- Autofokus fungerer godt.
Det negative:
- Fokuskalibreringsproblemer overskygger alt det gode og kan med rette være en dealbreaker for nogle.
Resten er småting:
- Objektivet mangler billedstabilisering.
- Objektivet har blomsterblademodlysblænde. Et smukt ord som dækker over en hæslig ustabilitet. Falder den om, er kraven svag.
- Objektivet mangler gummiring til vejrforsegling.
SKAL JEG HAVE DET?
Jeg har det, og går det i stykker i dag, så kan jeg findes hos Goecker i morgen.
