Kameratest: Sony A7 mark II er et lækkert, alsidigt og dejligt kompakt spejlløst fullframe-kamera med billedkvalitet i top. Og så er det et hit på brugtmarkedet
Sony A7 mark II
Test af Sony A7 mark II med tilhørende kitobjektiv 28-70 f/3.5-5.6.
Jeg har testet kameraet ude i virkeligheden under de forhold, med de motiver og med de metoder, jeg i forvejen arbejder med fotografisk. Jeg er på ingen måder tekniknørd. Det, som tæller for mig, er, hvordan grejet fungerer i virkelige situationer. Og om det lader mig lave de billeder, jeg vil lave.
Kameraet skal så at sige være usynligt ment sådan, at det bare skal fungere og gøre som jeg vil, uden at jeg skal tænke over det. Det er et nødvendigt redskab i den kreative proces, det er at skabe billeder. Min mening og vurdering i testen er hamrende subjektiv. Jeg vægter den ukonkrete, abstrakte mavefornemmelse højt.
Hurra for sidste års model
Hvorfor beskæftiger han sig dog med et gammelt, forældet Sony, tænker du måske? Hvorfor leger han ikke med det nye A9 i stedet?
Sony har stormet frem de seneste år med deres geniale påfund: det spejlløse fullframe-kamera. Og de stormer videre, senest med A9, hvis specs burde få mundvandet på de fleste til at løbe over og skabe en mindre tsunami.
Men hvad så med os, der ikke nødvendigvis synes om at bruge 40.000-50.000 kroner hver andet år, når kameraproducenterne overgår sig selv igen igen? Hvad med os, som hellere vil bruge pengene på glas eller på rejser? Eller på mad? Kan vi nøjes med en forældet kameramodel, der allerede har et par år på bagen?
Det her grejrace er som en fotografisk massepsykose
Sonys A7-serie er yderst interessant, trods A9, og især på brugtmarkedet får man ufatteligt meget for pengene.
A7 mark II koster knap 14.000 kr. med kitobjektivet her i testen. Huset alene koster under 12.000 kr. Kan du undvære den indbyggede billedstabilisering, kan du få forgængeren A7 (samme billedsensor) til næsten latterlige 8000 kr. med kitobjektiv. Brugt har jeg eksempelvis set et A7-hus til kun 6000 kr. i perfekt stand. Det er altså rigtig rigtig meget kamera for pengene.
Fotografisk massepsykose
Kender du det, at når der kommer en ny topmodel fra din favoritproducent, så blegner kameraet hjemme i kameratasken, og pludselig føles det gammelt, forældet og stenalderprimitivt?
Det her grejrace er som en fotografisk massepsykose. Nå der kommer nye modeller, kan vi fotografer mærke dybt nede i vores maver, at nu er sidste år model håbløst forældet. Det laver faktisk ikke så gode billeder mere. Ja, vi er nok endda ikke rigtige fotografer, hvis ikke vi straks pantsætter villaen og børnene og erhverver os det seneste kameraflagskib.
Legendariske Helios på et topmoderne fullframe-kamera med fem-vejs billedstabilisering – halleluja jeg elsker det!
Jeg bliver selv grebet af det, selvom jeg desperat forsøger at stritte imod. Men når det nærmeste grejnørdede teknikorakel først går i selvsving, bukker jeg under og overvældes af den deprimerende soleklare overbevisning, at livet umuligt kan fortsætte uden et Nikon D5, et Canon 1DX mark II eller Sonys drømmekamera A9.
Men det kan det. Heldigvis. Faktisk kan du gøre dig selv en stor tjeneste ved at fokusere på at blive en bedre fotograf i stedet for at hellige dig den uendelige jagt på nyt nyt nyt. De to ting hænger nemlig ikke sammen. Nyt grej er ikke synonymt med at være en god fotograf. Det er selvfølgelig heller ikke antonymt.
Heldigvis har jeg en effektiv modgift, der straks tvinger mig tilbage til virkeligheden på jordoverfladen og får mig til at huske, at formålet med at fotografere IKKE handler om det nyeste grej. Efter en tur på gaden med mit Yashica Electro 35-rangefinder fra 1966 husker jeg igen, at det selvfølgelig handler om billederne, motiverne, den visuelle formidling. Og jeg stornyder igen at fotografere.
Skal du absolut have et af de her nymodens digitale kameraer, er Sony A7 mark II et overbevisende bud på både at være økonomisk fornuftig samtidig med, at du kommer i besiddelse af et virkelig lækkert og alsidigt kamera, der leverer billeder i topkvalitet. Også professionel topkvalitet.
Specifikationer (skal du ikke forvente en masse om her)
Jeg gider ikke skrive for meget om tallene, for dem bliver der skrevet så rigeligt om andre steder. Men her er lidt hurtige fakta: 24,3 MP 35 mm. Exmor CMOS-fuldformatbilledsensor, wifi, 5-akset billedstabilisering indbygget i huset, lækre RAW-filer med et flot dynamisk omfang, ISO 100-51200, 3” vipbar LCD-skærm, vægt: 599 gram, efterhånden et godt og bredt udvalg af originale Sony/Zeiss E-mount-objektiver, mulighed for via adaptere at udvide sortimentet af objektiver næsten i det uendelige.
Jeg bliver lige nødt til at dvæle ved det utrolige faktum, at vi her har et 24,3 MP fullframe-kamera, der vejer sølle 599 gram. Som er forholdsvis lille og dejligt kompakt pga. det manglende spejl. At du kan bruge alverdens adaptere og derfor alverdens spændende gamle objektiver, eksempelvis legendariske Helios, på et topmoderne fullframe-kamera med fem-vejs billedstabilisering – halleluja jeg elsker det!
Kvalitet og håndtering
Sony A7 mark II er umiddelbart mere plastikagtigt end high end-modellerne fra eksempelvis Nikon og Olympus. Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis, at kvaliteten er dårlig. Men står du med et Nikon D5 i hånden føler du, at det kan bruges til at slå søm i med, og den følelse har man ikke med A7 mark II.
Naturligvis er der fejl og mangler, men det er der i et hvilket som helst kamera.
Håndteringen er heller ikke så ergonomisk og intuitiv, som hos ergonomi-mestrene fra Nikon. Der sidder eksempelvis to drejehjul øverst på bagsiden af huset. Den ene er, som de fleste kender det, til blænde eller lukker (her er det blænde).
Den anden, lige til højre, er til eksponeringskompensation. Genialt, tænkte jeg ved første øjekast. At eksponeringskompensationen lige sidder klar til at blive betjent af tommelfingeren. Det gør den også – men lige lovligt meget. Jeg kommer til at dreje på den i stedet for på blændeindstillingen.
Tester den indbyggede billedstabilisering. 1/6 sek., f/36, ISO-50, 70 mm., manuel, håndholdt.
Faktisk synes jeg ikke, at drejehjulene sidder synderligt praktisk eller ergonomisk behageligt. Mine pølsefingre kunne i hvert fald bruge nogle betjeninger, der var en anelse større og mere tydelige.
MEN, men og atter men. Betyder det noget som helst i det store billede? Nej det gør ikke! Jeg er fløjtende ligeglad. Det er bare knapper. Man vænner sig til de knapper, der er. Jeg er interesseret i, om kameraet overordnet set leverer, hvad jeg forlanger og forventer. Og det gør A7 mark II.
Skal jeg absolut ud i en mere alvorlig kritik, bliver det af det intetsigende og uinspirerende plastik-standard-kitobjektiv. Hvorfor laver man så lækkert et kamera og sætter så tarveligt at objektiv på? 28-70 f/3.5-5.6 – helt ærligt?
Ja, det holder prisen nede på et sæt, men det klæder ikke A7 mark II på nogen måder. På den anden side. Jeg har lavet alle billederne her i anmeldelsen med det objektiv…
1/125 sek., f/7.1, ISO-400, 28 mm., blændeprioriteret, overeksponeret 3 stop.
Konklusion
Har jeg glemt noget i denne kameratest? Helt sikkert. Og en masse andet har jeg udeladt med vilje. Det må du finde i andre tests.
Mit indtryk af Sony A7 mark II efter et par uger er klart til den positive side, selvom der naturligvis er fejl og mangler. Men det er der i et hvilket som helst kamera.
Jeg er vild med Sonys geniale spejlløse fullframe-koncept. Og jeg er vild med A7 mark II. Det er kompakt og let, det er et kamera, jeg gider slæbe med mig ALTID. Et lille fast 35 eller 50 mm. objektiv ville i den grad klæde det. For ikke at tale om alle de dejlige gamle objektiver fra de glade 60’ere og syrede 70’ere.
Skal jeg selv have et A7 mark II? Muligvis – hvis jeg falder over et godt brugttilbud. Ellers støver jeg et brugt A7 op. Skal jeg så fotografere vasketøj i blæsevejr, må jeg benytte stativ. Jeg kan sagtens undvære billedstabiliseringen og måske bruge de sparede penge på et lækkert Zeiss-primeobjektiv. Helios og de andre gamle glas har jeg allerede liggende klar.
TAK til Sony Nordic for lån af kamera.
