Asger Ladefoged blev færdiguddannet som fotojournalist i 2014. Blot tre år senere har han et hav af nationale og internationale priser i ryggen og er kåret som Årets Pressefotograf
Vi kigger på begrebet fotojournalistik, og vi taler med Asger Ladefoged, der bl.a. fortæller om sin egen tilgang til faget
Just hjemvendt fra ferie, sidder jeg nu med mine billeder i Lightroom og kan ikke huske hvor de er taget. Det vil sige, jo, jeg kan godt huske jeg har været i Spanien, men hvor i Spanien er mine billeder taget? Måske dette indlæg kan hjælpe.
Tidligere her på Fotomalia, har Jon stillet spørgsmålet, “hvilket fotogrej tager du med på ferie”. Jeg var ikke i tvivl om hvilket grej jeg skulle tage med, men det blev ikke helt som jeg havde forestillet mig.
Det er tidlig morgen, solen er på vej op og canoen glider roligt igennem sumpen – spændingen stiger i takt med at vi nærmer os den næste store hule træstamme.
Er det mon her uhyret gemmer sig? Er det her den 7 meter lange og 250 kg tunge, muskuløse krop gemmer sig?
Lige så længe jeg kan huske har anakondaen været noget ganske særligt for mig – verdens tungest slange… Der er kun få dyr, der lever i dag, som kan tage os tilbage til tiden, hvor dinosaurerne gik på jorden, men en 1/4 ton tung, kæmpeanakonda, den kan!
Desværre er de store anakondaer ikke helt almindelige, faktisk så er de ganske sjældne, og det er kun få der får æren af et møde med disse fortidskæmper – i hvertfald i naturen. Men sidst jeg var i Ecuador var muligheden der – jeg var i prima anakondaland, Cuyabeno National Park, et sted som er kendt for at gemme på helt store individer, +7meter!
Er det smart at gå rundt i anakondavand til knæene? Tja, ikke hvis man bliver spist, men hvad gør man ikke for eventyret?
Min rejsemakker Asser og jeg var helt klar over udfordringerne i at lokalisere sådan en kæmpe. For trods dens størrelse, så er de ualmindeligt svære at finde, og det kræver, at man bruger masser af tid i sumpen. Derfor var missionen klar – brug så meget tid som overhovedet muligt på at sejle sumpen rundt og kig i samtlige hule træstammer, der er store nok til at gemme 7 meter kæmpeslange!
For at lægge så meget tid i opgaven som muligt stod vi op sammen med solen. Vi sørgede for at være på vandet når de første stråler ramte sumpen – herefter var det kun et spørgsmål om at bruge kanoen til at komme rundt, hvor vandet var for dybt til at gå, og benene til at gennemsøge de områder, der var for lavvandede til kanoen.
Selv hvis morgenturen ikke gav nogen anakonda, så var stemningen alle anstrengelserne værd
Som sagt, så er det jo ikke sådan at Anakondaer er nemme at finde, nej faktisk tvært imod. Samtlige morgner i Cuyabeno blev brugt uden held!
Med 30 km/t nærmest fløj vi op af den smalle, snoede flod – vi var atter på vej hjem, væk fra anakondaens verden, og håbet om at finde en af nutidens dinosaurer forsvandt i takt med at vi nærmede os udkanten af Cuyabeno National Park – men pludselig stoppede vi – Luis, vores lokale stifinder, havde spottet noget!
Gemt i buskaset lå der en “lille” fin grøn slange – kunne det passe, havde vi trods udfordringerne fundet det vi ledte efter?
Det var ganske vist en fin anakonda – den var godt nok cirka 5 meter mindre end vi havde håbet på, men det VAR en grøn anakonda.
Godt gemt imellem grene og blade lå denne fine slange og solede sig, læg godt mærke til alle de insekter der sidder og sutter salte fra mudderet på slangens krop.
Tja, det var hverken den størrelse slange, eller de omstændigheder jeg havde håbet på, og det blev heller ikke lige det billede jeg havde håbet på, men oplevelsen er stadig en jeg vil gemme, og en jeg vil nyde at tænke tilbage på i mange år!
Hvordan forbereder man sig fotografisk på at skulle vade rundt i mellem elektriske ål, kaimaner, kæmpe anakondaer og i sump til knæene?
Tja, der er vel ikke så meget at forberede andet end at have en plan for sit grej, man kan sjældent forudsige, hvad der sker, men det er ikke optimalt at have alt sit grej på sig, når man plasker rundt i mudder til knæhaserne!
Selvfølgelig er man nødt til at lave en selfie når man står i en anakondasump – hvis man ikke skulle gøre det her, så ved jeg ikke hvor man skulle gøre det – note til mig selv: Husk selfiepind!
Når jeg hoppede i vandet havde jeg som regel “kun” min 14-24mm på kameraet, resten af grejet lå i fototaske i kanoen, godt pakket ind i det der tilhørende regnslag – for udover sumpen under os, så kom vandet også fra oven det meste af tiden.
Jeg valgte at have min 14-24mm på kameraet, da jeg gerne ville fange situationen når/hvis vi fandt hvad vi søgte – dertil var det min plan at starte bredt, også arbejde mig “ind” på motivet, hvis muligheden bød sig.
I fototasken ombord på kanoen lå min 70-200´eren klar, så den var nem at montere, når jeg hoppede tilbage ombord.
Desværre blev det kun til at dokumentere udfordringerne i at lede, vi fandt jo ikke helt hvad vi søgte, og da vi fandt den lille, var det kun muligt at skyde et par dokumentationsskud fra kanoen.
Trods det at vi ikke fandt det monster vi søgte, så var det en fantastisk oplevelse, og jeg ser frem til at jeg en dag skal tilbage og fortsætte eftersøgnigen.
Det er efterhånden noget tid side, men en dag tilbage omkring nytår, blev jeg ringet op af Henrik Wessmann, med spørgsmålet ”Kunne du tænke dig at lave nogle billeder sammen med mig?”
Nu har jeg meget svært ved ordet ”Nej”, så ret hurtigt var vi i gang med at planlægge.
“Fedt må jeg prøve den polaroid bag-kassette på min Hasselblad?”
“Ja, det må du godt, jeg sætter det lige på”.
“Hmm..”, siger Dennis fra One of Many Cameras og kigger ud af vinduet “..det må være en 1/125 del lukkertid på blænde f/8.0”.
Forundret gik jeg ud af butikken (hvorfor bruger manden ikke en lysmåler??), tog et billede og voila, det sad lige i skabet, da det kom til lyset altså. WTF, hvordan vidste han det, var det eneste der røg igennem mit hoved.
Jeg gik hjem og undersøgte sagen, for det kan sku da ikke være rigtigt, at han kunne noget jeg ikke kunne med et kamera.
(mere…)
Naturen er fantastisk – også helt destilleret! Man behøver faktisk hverken smart fototeknik, fancy instagramfiltre eller digitale ninjatricks for at vise, hvor fantastisk forunderlig naturen er.
Nej nogle gange står naturen faktisk skarpest, når man skærer fuldstændig indtil benet!
En lidt blæsende påskedag på Slettestrand stødte jeg på et lille skilt ved vejen i Slettestrand, hvorpå der stod fotogalleri. Jeg fulgte pilen og endte i Finn Byrums lille men hyggelige galleri og snakken faldt på , hvorfor man starter sit eget galleri. Det var et spændende emne og vi blev derfor enige om at lave et indslag her på Fotomalia om emnet. (mere…)
Jeg vil lade det være sagt med det samme; jeg er ikke i lommen på nogle! Når det så er sagt, må jeg sige efter at jeg har fulgt Olympus et års tid eller to, må erkende at uanset hvad jeg måtte mene, om kameraerne de laver og de sensorer de nu engang har, så sker der noget, når Olympus er i byen.
Det her er ikke ferie. Det føles godt nok sådan, og det ligner det også, men det er det altså ikke. Jeg får løn for det… (mere…)