Jeg sider pt. i et fortælt på en dansk campingplads i regnvejr så det her var lige et passende throwback indlæg, nu når sommeren ikke kommer.
Du kender jo nok det danske vejr… billedet herover er et meget godt billede på hvad der mødte mig og den fitness træner jeg skulle fotografere.
Så er det i aften, det sker. Vi skal ud og fotografere – himlen eksploderer i farver!
Men hvordan får man fyrværkeriet fanget i pixels? Hvordan får man fotograferet farveladen af krudt og kugler? Her har du FotoMalias guide: “Sådan fotograferer du fyrværkeri nytårsaften” (mere…)
I de sidste dage har katten adskillige gange valgt udelivet frem for det ellers altid foretrukne vippe møbel i stuen.
Gadefotografiet er en historisk dokumentation af vores eksistens – lever genren i bedste velgående, eller er den i fare for at uddø? (mere…)
Eller er det bare dobbelt så godt?
Jeg besluttede mig for at tage en efterårsferie, hvor jeg lagde nogle dogmer ind i fotografiet. Jeg besluttede nemlig at tage, måske ikke dobbelt så gode fotos, men så da dobbelt så mange! Med overskriftens talemåde i bagtankerne tænkte jeg, at så kunne det da ikke gå helt galt. (mere…)
Jeg har for nylig nydt den ære at få valgt et billede som årets bedste naturfoto i Danmark 2017.
Det har givet stof til refleksion hos mig, for hvad har jeg egentlig gjort, for at nyde den ære og respekt fra mine kolleger?
Eller måske er det street…?
Jeg har i hvert fald tilbragt nogle dage på en altan i en by i Danmark!
Ikke ligefrem ønskescenariet for en naturfotograf…
Ofte kan det være svært at løse problemerne med hvor ens ferie skal gå hen. Alle skal til gode ses, men hvordan gør man nu det?
Her er en mulighed.
At skabe et billede er ofte en svær proces, men er det muligt at vi kan lære lidt fra børnene?
I den sene aftens efterårsregn, ankommer vi til huset på Amager. En hyggelig bustur fra Thisted til København var slut.
I huset venter mine små nevøer, det er over deres sengetid, men sove kan de jo ikke før de har fået udlevet deres forventnigsfulde gæstfrihed.
Efter drengene fik os budt velkomne, fik søvnen lidt bedre vilkår og der blev ro i huset, til de voksne kunne lave lidt mad og få et glas vin.
Ved morgen bordet sidder jeg, med en dampende kaffe og mit nyindkøbte Olympus PEN-F. En god kombination og især kameraet tiltrækker sig nevøernes opmærksomhed, med visse nervøse trækninger hos forældrene til følge. Men efter at have fået beroliget forældrene og ridset nogle få regler op for drengene, fik de lov at låne kameraet.
Regl 1 – ingen fingre på linsen.
Regl 2 – kamerastroppen om halsen.
Jeg var imponeret. Hvad er det børn kan, som vi voksne har glemt? Jeg tror svaret er enkelt; de kan lege! For kameraet var en leg for dem og de var ikke bange for at udfordre hinanden. “Stil dig lige sådan her”, “Frem med næven”, Gør ligesom Batman”, “Du er død nu” alle sammen udsagn fra de kamerasvingende drenge på 4 og 7 år.
Og hvilke udtryksfulde billeder. Selv af deres forældre blev der fantastiske billeder, forældre er åbenbart mere tillidsfulde, når et barn kommer med et kamera, end når en voksen stikker det op i hovedet på dem.
Sjovt var det at se hvad de gerne ville fotografere. Det var deres hverdag de illustrerede. Det var deres forældre, deres leg, deres værelse og deres mad. Og det var egentlig ikke billedet der betød noget, men processen ved at skabe det. Måske er det i virkeligheden her vi som voksne kan lære noget af børnene… Processen, skabelsen af billederne, at lege sig frem til et produkt.
Oversat til voksen, vil det sikkert betyde at bruge mere tid på at tænke på hvordan du skaber dit billede. Altså at bruge din fantasi, til at forestille dig et billede på forhånd og så bagefter, lege dig frem til resultatet. En proces der vil tage flere dage for en voksen, men som for børnene tog få sekunder – fascinerende!
Efter den hektiske billedskabelsesproces, var overstået for børnene, gennemgik jeg lige reglerne igen. Jeg måtte så forklare lille Alfred, at der altså var kommet fedtede fingre på objektivet og viste ham hvordan det så ud, hvor efter han prompte informere storebror om, at Carsten altså havde kommet fedtede fingre på linsen!
Nå ja, fingeraftrykkene kunne jeg ikke aflæse, så jeg stod nok svagt i bevisførelsen her og det måtte være påstand mod påstand, så jeg opgav hurtigt at gøre mere ved den situation og valgte i stedet at alliere mig med en pudseklud.
Jeg kan dog kun opfordre, alle der tør, til at overlade jeres kamera til børn og prøve, at lære af deres umiddelbare billedsprog. Det var en fantastisk oplevelse og en god leg at have sammen.
Hvor ikke ander er nævnt, er billederne skabt af Alfred og Karl på henholdsvis 4 og 7 år. Grej er Olympus PEN-F med Zuiko 17 mm. f/1,8. Direkte ud af kameraet med forudindstillinger på s/h og med diverse justeringer i kameraet.
