Gadefotografiet er en historisk dokumentation af vores eksistens – lever genren i bedste velgående, eller er den i fare for at uddø?
Gadefotografiet er en lige delt udskældt og elsket fotografisk udfoldelse. Eller måske mere nedvurderet, end udskældt. Med rette langt hen ad vejen og fuldstændigt fejlagtigt resten af vejen.
Jeg vil vove den påstand, at gadefotografiet historisk er en af de vigtigste og mest betydningsfulde genrer inden for fotografiet – helt på linje med fotojournalistikken.
Hverdagen
Hvor fotojournalisterne dokumenterer sult, nød, krig, død og ødelæggelse, så dokumenterer gadefotografen det helt almindelige liv. Vores hverdag. Det lyder måske usexet, men jeg finder det fantastisk spændende.
Det er takket være muligheden for at fotografere hverdagen med et kamera, at vi kan bladre i de historiske arkiver og finde visuel dokumentation for verdens, landets, byens, gadens forandring og udvikling. Og livet som leves der.
Skygge, lys og farver vægtes højere her, end den egentlige historie. Vægtningen skaber en stemning og overlader tolkningen til beskueren. Der findes masser af billeder, nogenlunde som dette, på de sociale medier, og de bliver hurtigt ligegyldige. Hamborg, Tyskland.
Tænkt tilbage på tiden, før Niepché og Talbot i 1820-30’erne opfandt og udviklede fotografiet, så vi kunne gengive, dokumentere, mennesker, steder og begivenheder livagtigt og naturtro. Der findes kun tegninger og malerier som dokumentation for, hvordan verden så ud. Og det er i hvert fald meget lidt objektivt.
Som et redskab til historisk dokumentation er gadefotografiets betydning uden sidestykke. På en måde smelter gadefotoet sammen med fotojournalistikken, reportagefotoet, men hvor fotojournalisten ofte arbejder med en konkret, vinklet historie, så møder gadefotografen livet på gaden uden i forvejen at have en historie i ærmet.
Det regner, og issalget går mindre end strygende. Så må man vente. Catania, Sicilien.
’Fluen på væggen’-fotografi
Gadefotografen som en passiv observatør er den klassiske tilgang. Den har eksisteret lige så længe, man har kunnet bære et kamera. På sin vis er den forløberen for fotojournalistikken. Gadefotografiet er observation af vores liv i sin reneste form. Vores liv på godt og ondt. Og ren som i fri for journalistiske vinkler og forudindtagethed. Måske er gadefotografiet det mest, eneste, objektive fotografi?
Objektivitet, som de fleste efterhånden er enige i, ikke findes. Derfor lyder det ofte fra journalister, at noget er ”tilstræbt objektivt,” hvilket blot er varmt luft. Intet er objektivt.
Okay, jeg kører den lidt langt ud nu, men som dokumentarisk genre er gadefotografiet den form, der indebærer den mindste indblanding fra fotografen, dokumentaristen, fotojournalisten.
Farver spiller en vigtig rolle i billedet her. Generelt har jeg det ofte svært med farver. De forstyrrer billedet og historien, hvis ikke de tjener et egentligt formål. De dominerende gullig/orange farver skaber en eksotisk, fattig og slidt stemning. Og så er der en klassisk gentagelse med de blå og røde farver. Samtidig er der lidt til fantasien også. Gaden er tom – på nær den enlige person. Mon bankkontoen også er tom? Mazara del Vallo, Sicilien.
Metoder
Genren street photography er mere populær, end nogensinde. Det er let tilgængeligt for enhver at gå på gaden med kameraet. Og derfor er kvaliteten selvfølgelig også ekstremt svingende. Det bugner med billeder af mennesker, gader og stræder i alle mulige afskygninger på de sociale medier. Noget er helt suverænt. Meget er det modsatte.
I sin simpleste form kan gadefotografiet være et visuelt, stramt, grafisk, stilistisk studie af lys og skygger, og i den modsatte ende et kaotisk inferno af mennesker, biler, farver – liv. Og alt derimellem. Jeg har ingen umiddelbar præference inden for dette spekter og udforsker selv det hele, når jeg leger på gaden med kameraet.
Jeg har lavet mange ligegyldige gadeskud, men jeg øver mig til stadighed på at lave dem mere interessante og vedkommende. Jeg bruger generelt to forskellige metoder på gaden. Metoderne er lige så forskellige, som de fotografer, vi identificerer dem med.
Skygger, silhuetter og tiltet horisont. Rod og kaos i storbyen. Men samtidig en form for orden i det næsten sort/hvide foto. Hamborg, Tyskland.
Der er den hurtige, dynamiske snapshot-tilgang, hvor jeg ofte ikke bruger søgeren men blot peger kameraet i retning af den scene, jeg finder interessant. Her er det spontanitet, handling, det pulserende liv, der er i fokus frem for det klassiske velkomponerede fotografi. Pionererne her er bl.a. New York-streetfotograferne Joel Meyerowitz og Garry Winogrand. Og ja, de var naturligvis så dygtige, at de BÅDE skød nærmest i blinde og samtidig skabte fantastiske, dynamiske kompositioner.
En anden, og helt modsat metode, er komposition først, indhold bagefter. Her udser man sig en komposition i gademiljøet og venter på den person (eksempelvis), som lige mangler for at gøre billedet færdigt. Det er The Decisive Moment. Øjeblikket, hvor alt falder på plads. Lys, skygge. Komposition, handling. Alt. Og det er naturligvis Henri Cartier-Bresson, der er ophavsmand til den arbejdsmetode og til ’the decisive moment’-begrebet.
En almindelig hverdagsscene kan hurtigt forvandles til en historie om mere mellem himmel og jord. Hvem taler damen med? Er der en tjener af de højere magter i billedet, eller kan kun jeg se ham? Og hvad laver han? Har damen en direkte linje til et højere sted? Palermo, Sicilien.
Vanskeligere vilkår?
Mit forhold til gadefotografiet er ambivalent. Nej, jeg elsker det grundlæggende, men jeg elsker ikke det, som det ofte er blevet til. Og det er ingenting. Altså kedeligt fotografi, hvor der hverken er gjort en fotografisk faglig eller historiefortællende indsats. Og så bliver det ligegyldigt. Det er vist blevet lidt for nemt.
Men okay, det er til at leve med. Noget andet, som er knap så let at leve med er, at gadefotografiet er ved at uddø. Eller jeg frygter det i hvert fald. Har I, som jævnligt fotograferer i det offentlige rum, mon oplevet en ændring de seneste år? Eller DET seneste år? Det har jeg og flere, som jeg har talt med om det.
Det er blevet mere vanskeligt at fotografere på gaden. Folk er mere på vagt og forbeholdne. Senest formåede jeg, i løbet af blot halvanden time på gaden med kameraet, at blive stoppet af en politipatrulje, som spærrede alt trafik mens du udspurgte mig om mit ærinde med kameraet og kort efter at blive anråbt af en mand, som steg ud af sin bil og kom helt hen til mig for at høre, om det var ham, jeg fotograferede.
Farver, lys og skygger. Samtidig er der en fredelig, harmonisk stemning. Kvinden nyder solstrejfet i ansigtet og er fordybet i sin egen verden. Palermo, Sicilien.
Indskrænket frihed
Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg har selvfølgelig masser af teorier. Vi er generelt blevet mere paranoide. Vi har mere fokus på terror og masseovervågning. Vi er mere xenofobiske, og vi lukker os om os selv. Der er en øget bevidsthed om sociale mediers omfattende udnyttelse og misbrug af personoplysninger.
Og vi har fået GDPR, som ingen rigtig ved, hvad indebærer. Eller OM det overhovedet indebærer noget for os fotografer?
Tænk hvis det ikke længe er tilladt overhovedet at fotografere i det offentlige rum uden at opnå skriftligt samtykke fra alle implicerede på billedet. Det er ren dystopi, men jeg kan mærke en indre uro og begynder så småt at have bange anelser i den retning.
Og nej, hvis du skulle være i tvivl, jeg synes IKKE, det er en god ide, at man skal indhente fototilladelse fra personer, der færdes i det offentlige rum. Jeg befinder mig stadig i den, efterhånden, utopiske drøm, at vi lever i en fri verden med fri bevægelighed og frie valg – så længe det ikke skader andre.
Der er gang i den på fiskemarkedet. Ingen står stille, alle foretager sig et eller andet. Her holder jeg af lagene i billedet, hvor menneskene alle er i gang med noget. Palermo, Sicilien.
Jeg tror på gadefotografiet
Derfor har jeg i sinde at fortsætte med gadefotografiet, lige som jeg plejer. Jeg har endnu ikke set noget som helst konkret, der peger på, at livet som fotograf efter GDPR er blevet anderledes, end livet før GDPR. Rent juridisk altså. Den almindelige (mis)opfattelse og adfærden på gaden er nok noget andet.
Så må en på hovedet eller en retssag sætte en stopper for mine eskapader. Men så langt kommer det næppe. Det har jeg i hvert fald ikke fantasi til at forestille mig.
Og så længe jeg i øvrigt agerer hensynsfuldt og almindeligt moralsk anstændigt og behandler mine medmennesker ordentligt, så håber jeg at slippe for problemer.
Og så håber jeg, at gadefotografiet lever videre og beholder sin vigtige rolle som visuel historiedokumentation.
Der er flere elementer i billedet her, som jeg holder meget af. Først det åbenlyse: den pæne herre, der drikker med lyserødt sugerør. Det er sjovt og samtidig hyggeligt. Så er der farverne. Dem er der knald på, og plastiktagrenden supplerer de lækre granatæbler smukt. Og så er der selvfølgelig lyset. Juicedrikkeren nyder sollyset, og juiceproducenten gemmer sig i skyggen. En detalje er prisen. Tre Euro er ret pebret efter sicilianske standard. I et billede, der umiddelbart er ret simpelt og minimalistisk, gemmer sig masser af detaljer og finurligheder. Det gad jeg godt kunne præstere i hvert billede, jeg laver. Palermo, Sicilien.
2 Kommentarer
Hej Jon. Kan sagtens genkende din fornemmelse af mere agtpågivenhed når jeg bevæger mig rundt med kameraet i det åbne rum. Jeg føler mig ikke helt tilpas ved det, skal jeg være hel ærlig. Jeg er dog ikke helt sikker på om det er mig selv agtpågivenheden har bolig i eller i dem jeg går rundt i blandt.
Det er sket at jeg har tvunget mig selv til at konfrontrere ubehaget og fundet mit største og tungeste kamera frem, monteret et 21mm objektiv og gået helt åbenlyst tilværks. Det er grænseoverskridende for mig, men til gengæld har jeg ikke fornemmelsen af at blive taget i at lure, hvis der er nogen der bemærker mig.
Jeg tror agtpågivenheden bor lidt i os alle, men jeg tror også at vi som fotografer kan afmontere noget af den ved at være meget synlige og åbenlyse. /Lars
Jeg er helt enig Lars. Synlighed er vigtigt. Jeg skyder med små, 28mm og 35mm faste objektiver, og det kunne aldrig falde mig ikke at være helt ærlig og åbenlys med kameraet. Det har selvfølgelig også meget at sige, hvor du fotograferer. Det er væsentligt lettere at fotografere på gaden i en storby, end i en provinsby. Tolerancen, eller ligegyldigheden, er bare større i store byer og det modsatte i mindre byer. Alligevel synes jeg, det bliver vanskeligere. Men alligevel har jeg tænkt mig at blive ved. Og det håber jeg også, andre gør. TAK for kommentaren:)