Det er ikke så farligt, som det ser ud. Det er blot et kærestepar, der følges ad. Men der kan digtes mange andre historier her...

Fototeknik: skyd fra hoften

En fototeknik, hvor du forsøger at bevare kontrollen men må sande, at du overlader rigtig meget til held og tilfældigheder. Så meget desto mere spændende er det efterfølgende at tjekke resultatet…

Fornemmelsen af flygtighed. Af små virkelighedsglimt, der blot varer millisekunder, og som ingen ænser.

De små øjeblikke er på ingen måder signifikante. Det er bare mennesker, som bevæger sig fra punkt A til punkt B. Det er ikke Cartier-Bresson’ske decisive moments, men øjeblikke, der i sig selv er uden betydning. Og så alligevel…

Intet er ligegyldigt

Personerne på billederne skal noget. Vi, der beskuer billederne, ved ikke hvad, de skal. Men det ved de selv. De er fanget i et splitsekund, der for alle vi andre, og for det store verdensbillede, er ligegyldigt, men som har betydning for dem selv i større eller mindre grad.

Det er liv. Og jeg er vis på, at de ikke selv synes, deres liv er ligegyldige.

Jeg har tidligere kaldt denne slags billeder for artistisk gadedokumentar med forklaringen, at billederne er dokumentariske fordi, de skildrer et virkelighedsøjeblik, men at jeg samtidig lægger et eget narrativ og en kunstnerisk, visuel tolkning i billedet, og at de derfor selvfølgelig ikke er dokumentariske i den klassiske, fotojournalistiske forstand.

 

Fototeknik – hofteskud…

Teknikken i billederne her er, helt bogstaveligt, skud fra hoften. Jeg holder kameraet i hoftehøjde, eller faktisk længere nede med armen hængende udstrakt langs kroppen. Naturligt vil kameraet da vende vertikalt, når jeg holder det skudklar.

’Okay så skyder du bare tilfældigt ud i luften og håber på det bedste?’, vil du måske, og med rette, argumentere. Det er da ikke særligt fotografagtigt!?

Jeg bruger det som en af mange teknikker, og i bund og grund handler det om at lege og udforske metoder til at skabe billeder. Den lave vinkel bidrager til billedudtrykket. Det er bla. netop fornemmelsen af flygtighed. Af at se noget, der ellers normalt ikke fanges af øjet. Lidt som at være usynlig og observere mennesker, når de ikke ved, at de bliver det.

Det er lidt creepy. Det er lidt som i hemmelighed at lure på fremmede mennesker. Og derfor fotograferer jeg som regel ikke ansigter på denne måde. Menneskene her er helt anonyme, og jeg overskrider derfor hverken etiske eller juridiske grænser.

En anden, og ret hemmelig fordel ved denne teknik, og I må love ikke at nævne det højt for nogen, er, at man kan holde kæresten i den anden hånd og gå hyggelig og romantisk strøgtur, helt uden hun opdager, at du fotograferer. Smart, ikke?

Det kræver naturligvis et kamera, der både fysisk og lydmæssigt er ret diskret. Jeg har lavet billederne her med et Olympus E-M1 Mark II, som jeg tidligere havde i testzonen her på FotoMalia.

At bevare den mistede kontrol

Det vanskelige er naturligvis kompositionen. Når jeg hverken bruger skærm eller søger, er det langt hen ad vejen gætværk. Men efterhånden er det også erfaring, fornemmelsen for, hvad der sker, når kameraet vinkles sådan og sådan ved den og den brændvidde. Men selvfølgelig spilder held og tilfældigheder ind, og det er noget af det, der gør det spændende.

Der vil være en del fejlskud, men efterhånden har man en god fornemmelse af kompositionen, selvom man egentlig skyder i blinde. Og et lille, nyttigt fif er at skyde på en lidt større brændvidde, en man normalt ville have gjort, hvis man komponerede i søgeren. Så er der så at sige en lille ”buffer” til at croppe væk, hvis kompositionen ikke er ramt helt plet.

Jeg bevarer den fulde kontrol over billedets udtryk ved at have kontrollen over kameraets indstillinger. Om det skal være skarpt, lyst, mørkt, bevægelsessløret osv.

 

Fri leg

Når jeg laver billeder, som disse, tænker jeg ikke dokumentarisk. Jeg tænker stemninger, og jeg tillader mig selv at have fuld, kunstnerisk frihed. Der skal ikke følges regler eller sættes fototekniske grænser. Det er fri leg.

Som med det personlige fotoprojekt handler det netop om at give dig selv plads i det frie, fotografiske legerum, hvor du lærer nyt, erhverver dig erfaring og udvikler dit fotografi.

Bottom line er: Husk At Lege!

Jon Detlefsen

Journalist og fotograf. Hjertet banker for at formidle og fortælle historier. Du finder Jon med kameraet i naturen, på gaden til bryllup og de fleste steder der i mellem. Mantraet er, at ALT kan fotograferes, og at fotografi er en leg. Jon fotograferer både digitalt og analogt.

Du kan måske også lide

SÅDAN FOTOGRAFERER DU FYRVÆRKERI NYTÅRSAFTEN!

Dobbeltmoral er bedre end ingen moral

Foto og flimmer i kunstlys

Om at skabe et billede – måske en guide!

7 thoughts on “Fototeknik: skyd fra hoften”

  1. Skide godt Jon – for det der street hvor folk ser mig fotografere kan jeg ikke… har prøvet flere gange og jeg føler SÅ meget, jeg gør noget jeg ikke må… haha…
    Tak for indlæg! 🙂

    1. Tak for det, Anja – og velbekomme! Ja, du slipper for at skyde direkte på mennesker her. Og du slipper, ikke mindst, for etiske og juridiske snørklerier, for du må jo faktisk ikke fotografere mennesker “portrætlignende” uden at få lov. Heller ikke på gaden, selvom den er offentlig tilgængelig. Men det er jo lidt svært at lave “fluen på væggen”-streetfoto, altså hvor folk ikke ved, de bliver fotograferet, hvis man skal spørge folk om lov. Så bliver du nødt til at rende efter dem efterfølgende og spørge. Det er meget nemmere at skyde folk i ryggen… 😉

    1. Hej Nina – TAK for din kommentar. Jeg kommer automatisk til at lave bilederne med en lidt foruroligende stemning, synes jeg i hvert fald selv, når jeg fotograferer på denne måde. Jeg kom senere til at tænke på, at det også kan være set gennem et barns øjne, hvor alting farer forbi i et uforståeligt tempo, og det hele måske kan virke lidt utrygt. Nå ja, det er jo bla. det, som er sjovt og spændende ved foto og kunst. De mange forskellige tolkninger, vi lægger i billederne. Her er plads til fri fantasi:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *