Forfatter: Carsten Krog Pedersen

Objektivtest: Iscotar er en af de objektiver, som kræver lidt ekstra af fotografen. Det er dog også et objektiv, som kan tilføre dine billeder en ekstra dimension.

Kære læser; velkommen til min første hele uge på FotoMalia. Jeg vil forsøge at gøre den spændende for dig. Ellers er der masser af andre indlæg at læse, så kast dig ud i det.

Den opmærksomme læser her på FotoMalia, har sikkert lagt mærke til, at vi er nogle fyre, der godt kan lide grej og gear.

Derfor har jeg valgt at lægge ud med noget af den type. Jeg vil jo gerne fange læseren.

 

ISO 800, 1/640, Hugorm med mellemring.

Jeg har med andre ord forsøgt at teste noget grej.

Ikke fordi, jeg har gjort det synderligt grundigt. Jeg har set hjemmesider med kurver og grafik over skarphed, og hvor objektivet (det kalder jeg det, for det er vist det det hedder ifølge ordbogen, men jeg går jo egentlig ind for at kalde det et subjektiv) præsterer bedst.

Det har jeg valgt at undlade. Jeg har med andre ord testet det ualmindeligt subjektivt.

Dog har jeg lagt mærke til, at vi bruger et skema her på FotoMalia ved test. Det må jeg jo så forholde mig til.

Dette er i virkeligheden blot en beskrivelse af, hvad jeg bruger min tid som fotograf på i øjeblikket. Jeg leger med gammelt grej, og ofte bliver det mere syret, end godt. Men det er i hvert fald sjovt.

For mig opstår billedet ofte, når jeg leger, og når forskellige optikker og kameramodeller byder mig op til dans. Altså forstået på den måde, at de faktisk har indflydelse på, hvordan mit billede bliver – jeg lader grejet inspirere mig.

Og så til objektivet

Mit objektiv er produceret i Tyskland omkring 1960 af Isco-Götteringen. Fatningen er M42, altså skruefatningen, som var meget populær på mange kameramærker før i tiden.

Nærhedsafstanden er 80 cm., hvilket jo ikke er overvældende tæt på. Men man skulle efter sigende, ved at pille en skrue ud af objektivet, kunne komme ned på 50 cm.

Objektivet virker en anelse mere plastikagtig, end andre tilsvarende objektiver fra samme årgang. Men den skulle faktisk være lavet af aluminium. Det syntes jeg er lidt eksklusivt, det i hvert fald ikke kan have været almindeligt i 60’erne.

Objektivet er naturligvis manuel fokuseret og har en blænde med kun fem, let afrundede blænderinge. Største blænde er på 2,8 og mindste på 16.

Fokus går sejt, men sikkert, og blænden klikker for hvert trin, hvilket vil sige, at der ikke ligger noget mellem de forskellige blændetrin.

Læser man andre anmeldelser af objektivet, kan man se, at den ved stor blændeåbning er svær at få skarp og har optiske fejl – ja det lyder jo da spændende.

Jeg har derfor undersøgt nærmere, hvor dårligt dette objektiv egentlig er på fuld åben blænde.

Men indrømmet, så er det jo også grunden til, at jeg ikke giver objektivet mere i billedkvalitet. Da skarpheden jo er et stort område af det samlede billede.

Jeg har brugt et gammelt brugt Olympus E-M5 til testen, og nærbilleder er taget ved brug af mellemringe. Så kommer man lidt nærmere, end de 80 cm…

Min oplevelse af billedgengivelsen

Jeg oplever en let blødhed i optikken. En blødhed som gør, at det måske kan virke til at skabe nogle let drømmende billeder. På nogle billeder kan det næsten se ud som om, glasset har været smeltet.

Denne optiske mulighed er måske tydeligst på billedet af myren, hvor baggrunden er tydeligt underlig diffus.

Da det er et gammelt, manuelt optik, gemmes der ingen billeddata om objektivet i mine filer, og jeg må derfor gætte mig frem til, hvad blænden kan have været, da jeg tog billedet. Men jeg kan dog se på billederne, at jeg har brugt andet end fuld åbning (altså 2,8), da nogle af billederne faktisk virker skarpe, næsten som et moderne objektiv.

Disse optiske fejl, som nogle kalder dem, kalder helt sikkert på brug af dette objektiv i en mere kreativ og legende sammenhæng. Jeg har eksempelvis hygget mig i haven med objektivet, men jeg tror faktisk, man ville kunne tage nogle spændende portrætter med det.

Konklusion

Der er et optik, som er lidt svært at bruge, og som man nok skal bruge lidt tid på at lære at kende, hvis man, som jeg, skulle være så heldig at få det forærende.

Byggekvaliteten fejler efter min vurdering intet – det har jo overlevet i over 50 år.

Jeg elsker dets udtryk – især billederne med myren. Det, hvor baggrunden ser helt smeltet ud.

Det er et optik, hvis fejl og mangler får mine varmeste anbefalinger.

ISO 800, 1/1600 blænde 2,8 og mellemring.