Når RAW filerne skal konverteres til et format som alle kan se er der flere programmer at vælge imellem. Før vi dykker ind i den egentlige råkonvertering som del af din workflow, kigger vi lige på de største spillere på markedet. Dette er tredje artikel i en Fotomalia serie om workflow. Links til de andre artikler kan findes her.
Dette kan risikere at blive en meget langt indlæg. Det skal det ikke. Jeg skal nok skrive i en Del II hvordan jeg griber de forskellige dele af råkonvertering an. Her kan du få en idé om hvornår jeg bruger hvilken konverter.
Hvilken konverter?
Jo, jeg bruger hele fire stykker, alt afhængig af situationen.
De fire jeg vil skrive om her er:
- Adobe Camera Raw (ACR)
- Capture One Pro (C1)
- Photo Ninja (PN)
- Nikons egen Capture NX-D (NX-D)
Og så vil jeg kort referere til en femte: DxO Optics Pro, bare for at gøre sammenligningen mere komplet.
Jeg bruger stadigvæk en sjælden gang imellem Nikons Capture NX2 på D3s filer. Capture NX2 var et fantastisk godt program med en mindst ligeså fantastisk dårlig brugerflade, men programmet er udfaset, formentlig efter Nikon tabte nogle patenter eller support da Google overtog Nik. Det er blevet erstattet af Nikons egen Capture NX-D, som er gratis, hvilket er en hel del billigere end alle andre nævnte konvertere!
Det er vigtigt at pointere her at ACR er maskineriet som styrer råkonvertering i både Photoshop og Lightroom, selvom brugerfladen ser meget forskelligt ud i begge programmer. Så når du læser ACR, kan du læse det som Lightroom.
Hvorfor flere råkonvertere?
Det er et helt legitimt spørgsmål. De fleste fotografer er desværre ikke klar over at råkonvertering i høj grad er en fortolkningsproces. Når fire dygtige oversættere fortolker en tekst fra engelsk til dansk, får du fire forskellige danske tekster. Uden at den ene nødvendigvis vil være bedre end den anden, vil der være væsentlige forskelle.
Sådan er det også med råkonvertere. I Nikons tilfælde er forfatteren tosproget og har med sin egen software et gigantisk forspring over konkurrenterne, som skal tage Nikons mystiske ‘tekst’ og ikke kun prøve at finde ud af hvad Nikon mente, men også oversætte det til et andet sprog.
Det vil alt andet lige sige at Nikons egne konverteringer altid er de ‘bedste’, og tro det eller ej, sådan er det langt hen ad vejen også. Så fik vi det sagt.
Mens konkurrenter altid vil halte lidt bagud på den ’sproglige’ del af konverteringen, er de til gengæld måske meget bedre til at trykke teksten, pakke den ind i en flot bog og markedsføre den. Med andre ord og tilbage til fotosoftwarens verden: du får som regel en bedre brugerflade med flere muligheder.
Men her stopper det ikke, fordi alle råkonvertere faktisk tilføjer noget til billederne som Nikon ikke gør og nogle gange er dét som de tilføjer ret spændende!
Brugerfladen
Jeg skal dog indrømme at brugerfladen for mig er det mest afgørende argument for mit daglige valg af konverter til standardopgaver. Og her vinder Capture One for mig stadigvæk med stor forspring, ikke fordi det ser så meget bedre ud, men fordi det er så afsindigt justerbar. Hvis jeg skal gentage en handling mere end tyve gange vil jeg have en shortcut til det. Det kan C1 som ingen anden.
C1 har været under pres for nyligt, især fra Lightroom, men egentlig også fra Nikons Capture NX-D. Jeg synes at C1 en gang imellem er en tand for broddent i sin håndtering af mine kære pixler. Til gengæld synes jeg, at Lightroom fortsat er broddent i sin håndtering af mit filsystem og nogle meget vigtige features er først kommet for nyligt. Til sidst synes jeg Adobes attitude overfor internationale standarder nærmest ligner Apples. Hvis man er stor nok kan man opføre sig som man har lyst til. Rigtigt, rigtigt mange mennesker har i årevis arbejdet meget, megt hårdt for at få indført nogle standarder indenfor metadata i billeder (keywords og den slags), og det har Adobe en gang imellem skidt så hårdt og arrogant på at det grænser til det asociale. Bare fordi de kan…
Fremskridt siden 2012
Mit første Fotomalia gæsteindlæg for laaaaang tid siden handlede om råkonvertering. Jeg havde et billede som var voldsomt (3 stops) underbelyst ved alt for høj ISO (1600). Det skulle reddes. Jeg redigerede billederne på farve, detaljer og støjniveau. Kortfattet: Photoshop klarede sig dårligst, Capture One gjorde det heller ikke godt nok. Det eneste program som kunne redde noget rimeligt ud af filen var Nikons egen software. Dengang var det Nikon Capture NX2.
I får lige de tre eksempler her for at genopfriske hukommelsen:
Fra venstre til højre: Nikon Capture NX2, Capture One 6, Adobe Camera Raw 7. Læg mærke til farvekaosset i Lightroom til højre.
Farvekaosset opstår som en konsekvens af, at det blå lys i bestemte områder præcist matcher blåtonen af filtret som ligger henover hver fjerde pixel på din sensor. Den indeholder med andre ord intet lys af den farve som ligger som filter hen over de øvrige tre ud af hver fire pixler på din sensor. Det er én af digitalfotograferingens største forbandelser, som i v;rste tilf;lde kan reducere et 12MP kamera, som Nikon D3s er, til et 3MP kamera. Det kræver en lidt mere voldsom forklaring, som jeg tager i et andet indlæg.
Og her 100% på ansigtet:
Her er det klokkeklart at Nikon Capture NX klarede sig suverænt bedst. Capture One kunne godt gengive en masse detaljer, men så blev støjen alt, alt for voldsomt. Adobes håndværk var makværk.
Voldsom udvikling
Meget er sket siden. For det første er vi desværre ikke længere berettiget til at bruge det fantastiske udtryk ”Adobe people are Canon shooters”. Det er syndt, fordi det var en sjov ting at kunne sige. Men det er edderdæleme også fedt! Fordi Photoshop og Lightroom i de sidste tre år er blevet meget, meget bedre til at ’fremkalde’ Nikons NEF filer.
For det andet kom Phase One i 2014 også med et helt nyt maskineri til Capture One (til version 8), på et tidspunkt hvor jeg var liiiige ved at gå om til Lightroom, mest fordi man kunne lave lokal (ikke kun global) korrektion af hvidbalance.
For det tredje er Nikon kommet med Capture NX-D, som er gratis og væsentligt nemmere at bruge end al deres gamle softwareskrammel kombineret. Capture NX-D har allerede været udskældt en hel del i sit korte liv, hvilket irriterer mig. Endelig kom vi af med det monstrum af en brugerflade fra Capture NX2. Endelig fik vi et ordentligt ’native’ Nikon råkonverteringsprogram gratis. Et program som ovenikøbet, lige præcist fordi det er Nikons eget, ved bedre hvordan Nikons RAW filer skal håndteres. Og så klager folk alligevel…
Men OK, vi er efterhånden af Adobe og Phase One forkælet med muligheder som Nikon måske selv ikke vil give os, fordi de kompromitterer billederne for meget. For det er rigtigt, at redigeringsmulighederne er væsentligt mere begrænset in Nikon Capture NX-D end i C1 eller ACR.
En ny test
Capture One er lige kommet med version 9. De manglede vist lidt kontanter i København, fordi det var alt for hurtigt efter blot et år siden sidste 1000-kroners opdatering og forandringerne er gode, men ikke gode nok for pengene. Til C1s forsvar: Adobe mangler altid kontanter, så ACR bliver konstant opdateret til groft regnet samme penge om året i abonnement og er nu i version 9. NX-D er stadigvæk helt gratis.
Udover de tre har jeg nu adgang til både DXO Optics (version 10) og Photo Ninja. Sidsnævnte er lavet af Picture Code, som i sin tid blev kendt for Noise Ninja, hvilket var et af de allerbedste programmer til støjreduktion. DXO kender de fleste fra deres test af objektiver.
Så her er resultatet af samme test anno 2015:
Fra venstre til højre: Nikon Capture NX-D, Capture One 9, Adobe Camera Raw 9, DXO Optics 10, Photo Ninja 1.2.6.
Dette billede kræver nogle kommentarer og den første må være at C1 billedet har fået en tand for meget lys i forhold til de andre. Det er dog ikke snyd og en fordel, da det jo er et billede hvor vi i forvejen havde pumpet eksponeringen op med hele tre stops og det kan generelt ikke anbefales!
Photo Ninja har beholdt farvekaosset som ACR havde for et par år siden. ACR (i midten) er blevet meget bedre men har stadigvæk lidt problemer med de lilla pletter på rustningen. Capture One ignorerer dem – det er jo heller ikke løsningen.
Som man kunne se meget tydeligt på billedet fra 2012 og her igen, finder Capture One et punkt i baggrundsgradueringen hvor programmet beslutter: “Hov, nu er det ikke lilla længere, nu er det blevet blåt!” Interessant er, at det matcher nøjagtigt den del af billedet som Photoshop havde så store vanskeligheder med i 2012, og som Photo Ninja stadigvæk har det i dag. Jeg kan ikke give mere end et rimeligt ukvalificeret bud på en forklaring: at det er Capture Ones måde lige præcist at undgå al den farveballade på når farvene bliver så rene. Når det er sagt, er gradueringer ved højere ISO ikke Capture Ones stærke side. Jeg oplever tit ‘banding’ i problembilleder. (‘Banding’ referer til gradueringer som ikke er bløde, men går nærmest trinvis over fra den ene nuance til den næste.)
Umiddelbart ser det ud som om jeg har sjusket lidt med hvidbalancen, men prøv lige at kigge godt efter, især på de tre billeder til venstre. Hudfarven i Capture One (andet fra venstre) er lidt i den varme ende men baggrunden er koldere.
DXO skuffede sidste gang og gør det igen nu. DXO har en alt for voldsom (og svær at regulere) måde at reducere støj på. Billedet er silkeblødt, men prisen betales i detaljerne og den er alt, alt for høj.
I 100% forstørrelse ser den sådan ud:
Det er yderst vigtigt at pointere én gang til at der er tale om et fejleksponeret billede her. Disse forskelle vil være væsentligt mindre markant i et korrekt eksponeret billede. Men hey, vi stinker allesammen til eksponering en gang imellem, så det gør det ikke mindre relevant!
Igen leverer Nikons NX-D (til venstre) det suvrænt bedste billede når det handler om forholdet mellem detaljer og støj. Hætten er fint detaljeret, selvom billedet har væsentligt mindre støj end de næste to billeder, som er af C1 og ACR. Forskellene i farverendering er interessante, for at sige det mildt. ACR (midterste billede) mangler detaljer i hætten i forhold til C1 ved lige mængder støj. C1 (andet fra venstre) har måske fundet lige lovligt mange detaljer frem i hætten, men mikrokontrasten er ellers fantastisk og vil være en kæmpefordel i et print, hvor beskueren hverken har mulighed for, eller lyst til, at fintjekke pixler.
Her er, til sammenligning, en 100% forstørrelse af billedet i C1 og i ACR med støjreduktion skruet helt ned til nul!
100% forstørrelse af billedet i C1 (til venstre) og i ACR (til højre) med støjreduktion skruet helt ned til nul.
Flot klaret af begge dele i forhold til 2012 resultater. Umiddelbart ser det ud til, at C1 har fundet flere detaljer, men det snyder, fordi C1 billede er tilskærpet meget mere i standardindstillingerne!
Her er samme billede med ACR billedet tilskærpet indtil det ser lige så detaljeret ud som C1 billedet:
100% forstørrelse af billedet i C1 (til venstre) og i ACR (til højre) med ACR billedet tilskærpet indtil det ser lige så detaljeret ud som C1 billedet.
Det viser på imponerende vis, at forskellene langt hen ad vejen har mere med standardinstillingerne at gøre end med egentlig konverteringskraft. Men det viser også hvorfor Adobe ikke skærper så meget til som C1 tør. Støjen i billedet til højre bliver mere dominerende og jeg tror ikke, at det har så meget med mængden af støj at gøre som med typen af støj.
Her i 200%, bare for at understrege pointen:
200% forstørrelse af ovenstående billede
Der bliver med andre ord, brygget mere aktivt under overfladen end før, og selvom den gennemsnitlige kvalitet er højere er der kommet nogle nye forskelle som stadigvæk gør det aktuelt at spørge: hvornår skal jeg brugen hvilken råkonverter?
Hvornår hvilken råkonverter?
Lad mig gå dem punktvis igennem:
Capture NX-D
Brugerflade: Et kvantumspring frem i forhold til tidligere Nikon software (Capture NX2) men kan stadigvæk ikke nå et eneste af de andre programmer til sokkehøjde. Det som især frustrerer er dog at en del af justeringerne som tidligere var mulige, ikke er implementeret endnu i den nye software. Programmet er stadigvæk nyt og under udvikling. Der er stadigvæk for mange bugs som kan få programmet til at gå i stå eller lukke af sig selv.
Billedbehandling: Gode farver og mindst genér af Nikons hang til røde toner i billeder på højere ISO. Særligt godt hvis man tager højde for, at standardbehandlingen af et RAW billede (hvordan det ser ud når du åbner det første gang, uredigeret) følger kameraindstillingerne på optagelsestidspunkt (hvidbalance, udtryk (neutral/vivid, etc.), kontrast, farvemætning, osv.). Det er en meget vigtig forskel med andre konvertere, som både kan være en fordel og en ulempe.
Farvebehandlingen (HSL – Hue/Saturation/Luminosity) er særegnet og man skal lige vænne sig til den, men den virker! Brugerfladen for farvebehandlingen minder mest om en digital equaliser, så folk med en baggrund som tekniker i et musikstudie vil føle sig hjemme med det samme. Det må da være en fordel for folk med en baggrund som teknikere i et musikstudie!
Største ulempe er, at mange justeringer slet ikke kan strækkes så langt som de kan i ACR eller C1.
Enkeltredigering af billeder: Eminent, og det er også det du skal bruge programmet til. Det giver ingen mening, ikke at have det på computeren til kritiske situationer hvor enkelte billeder skal reddes.
Capture NX-D har en rimelig hurtig browser, som med lidt flere metadatamuligheder og lidt færre bugs endda ville have en chance for at gøre Photo Mechanic arbejdsløs. Og dét vil sige noget!
Capture One
Capture One er mit primære værktøj til råkonvertering.
Brugerflade: Godt. Langt hen ad vejen intuitivt. Ekstremt fleksibel i tilpasningsmuligheder, både i layout, skabeloner og tastaturgenveje. Fantastisk at man kan finjustere alle slidere med musehjulet når musepilen bare svæver henover dem. Mikrojustering er meget mere bøvlet i alle andre programmer, selvom det er så hylende vigtigt! Dette kræver dog en lidt halvhurtig computer. Det gør det også når man skal rotere billeder som allerede har mange tunge justeringer, som f.eks. lokale justeringer og vignettering. Værktøjer til crop og især til justering af perspektiv er uden lige i deres anvendelighed. Farvejusteringen foregår igennem hjul i stedet for sliders, og siden disse er blevet skalerbare er anvendeligheden blevet endnu bedre.
Billedbehandling: Meget god mikrokontrast. En gang imellem lidt for godt, men alt kan justeres. Standardindstillinger er ret voldsomme (meget kontrast og pang i billederne) og værre end alle andre konvertere (læs: elendige) til at tackle Nikons hang til rødt. Alle mine kamera (import) profiler har automatisk reduceret rødt og en lillesmule automatisk reduceret farvemætning. Det tyder på et underliggende problem. Godt nok er Nikon temmelig rød-o-fil men C1 gør ikke noget for at rette op på det.
Op til version 8 skrev jeg altid at farvejusteringsmulighederne var mangelfulde i forhold til ACR. Ikke fordi ACR kunne noget som C1 ikke kan, men fordi justeringerne var meget mere brugervenlige i ACR.
Så kom C1s version 8 opdatering, hvor farveredigeringsværktøjer som vi kender dem fra videoverden blev smidt ind ad bagdøren og, i sidste opgradering, farveværktøjene er blevet gjort skalerbar. Det ændrede temmelig voldsomt på alt. Nu kan farvejustering gøres mere præcist og opdeles i tre zoner: de mørkeste toner, mellemtonerne og highlights. Jeg er en stor tilhænger af zonal redigering, som der desværre findes alt for få værktøjer til, så jeg hilser det meget, meget velkommen at jeg nu kan nedkøle mine skygger og opvarme mine highlights, for eksempel. Sådan som det også er i virkelighedens verden.
Capture One leverer meget flot støj, men den skal ikke reduceres for meget i C1 fordi det er programmet ikke særlig godt til. Nogle gange ligner det som om programmet ved støjreducering går fra mange små støjpletter per antal pixels til færre men lige så store støjpletter per antal pixels. Det kan se mærkeligt ud. Brug om nødvendigt en ekstern støjreduktionsplugin, såsom Nik Dfine eller Noise Ninja. Der findes mange gode.
Af hele udbyddet har Capture One efter min mening de bedste muligheder for at justere clarity, men prisen man betaler for at skrue for meget op for clarity er høj: voldsomme haloer i kontrastområder. Det er især grimt omkring horisonter, skyer, bygninger og mennesker. Clarity (også i Lightroom) bliver desværre misbrugt meget, som en meget stor del af fotografier der deles i Facebookgruppen Danske Fotografer vidner om.
Enkeltredigering af billeder: decideret elendig og det er en STOR ulempe!
Masseredigering af billeder: Suverænt enehersker. Det bedste program til kopiering af alle, dele af, eller enkelte justeringer under et hav af forskellige forhold og det bedste program til at finjustere brugerfladen til dine egne behov. Lige præcist dét kan virke lidt overvældende i starten, men det kan betale sig at investere i de første timer/dage med programmet. Den tid det tager at vænne sig til brugerfladen, sparer du meget hurtigt tilbage på længere sigt!
Adobe Camera Raw
Brugerflade:
Igennem Lightroom: den mest stilrene, hvis det er vigtigt for dig. Den er dog ikke nær så fleksibel som Capture Ones brugerflade. Ellers forholdsvis intuitiv, mere end C1.
Igennem Photoshop: en anelse mere hardcore, men til at have med at gøre.
Jeg har altid rigtigt godt kunne lide ACRs måde at håndtere HSL (hue/saturation/luminance) på: med slidere som justerer kun ét farveområde. Det kan man også med C1, men ACRs metode virker mere intuitiv.
Til gengæld er ACR sliders alt for små til at kunne lave mikrojusteringer. Her er C1s musehjulsmetode meget bedre.
Billedbehandling: Med tiden bedre og bedre for Nikon. Til Canon har ACR altid været væsentligt bedre end til Nikon. Standard farveprofiler for mine kameraer er nu bedre end dem i C1 som kræver finjustering per kameraprofil. Men (meget!) mindre godt i struktur og, undskyld mig, ligefrem elendig rendering af støj. ACRs allerstørste styrke er ikke deres egen, men en konsekvens af deres markedsdominans: man kan køre plugins direkte i Lightroom. Det er en enorm bonus. Meget stærk implementering af shadows/highlights/blacks/whites justeringer. Den er blevet bedre og bedre i de sidste år og man skal skrue langt til venstre eller højre nu før det begynder at se unaturligt ud. Men jeg kunne stadigvæk vildt godt tænke mig at se en råkonverter med et båndbreddeværktøj som i Photoshops shadows/highlights justering (ikke ACR), hvor man kan angive hvor stort et toneområde man vil lyse op eller tone ned, og så bestemme styrken af denne justering.
Som sagt er én af ACRs allerstørste svagheder efter min opfattelse den type støj den producerer, men jeg indrømmer blankt at det er en meget subjektiv vurdering. Den minder mig lidt om en gammel mørkekammereffekt som hed retikulering og som jeg mener man stadigvæk kan emulere i Photoshop. Støjen er meget syntetisk i forhold til den meget mere ‘naturlige’ støj som både Capture One og NX-D leverer. Her er et eksempel.
Øverste billede er ACR, nederste billede er C1. Begge i (nuværende) version 9.
Når støjen bliver mere voldsom bliver effekten ligeledes mere voldsom.
Men en lige så tung kritik til ACR er, at programmet for hurtigt ‘opgiver’ at finde flere detaljer og betragter alt som er mindre end en bestemt størrelse som støj. For så at konvertere det til den syntetiske støj som programmet producerer. Der er bred anerkendelse, at C1 billeder virker mere detaljerede.
Enkeltredigering af billeder: super igennem Photoshop, ikke nær så stor en fornøjelse igennem Lightroom.
Masseredigering af billeder: Godt-nok-agtigt igennem Lightroom, men ikke nær så fleksibel som C1.
Photo Ninja
Jeg vil snart skrive et indlæg om Photo Ninja. (Jeg forstår vitterligt ikke at man kan lave så seriøst et produkt med så latterligt et navn.)
Billedbehandling:
Photo Ninja, en endnu mindre David end Capture One overfor Goliatten Adobe, kan noget som ingen af de andre programmer kan og har en utraditionel tilgang til brugerfladedesign og billedbehandlingsprioriteringer. Når man arbejder med programmet (især i hjælp delen, som er noget helt usædvanligt hos Photo Ninja og solidt gennemtænkt hos Capture One, men hvor Adobe på skandaløs vis forventer (og ved) at brugerbasen er så stor at de nok selv skal skrive gode vejledninger, kan man næsten ikke andet end opbygge stor sympati for udviklerne. Det er et lille foretagende så programmet er ikke stærkest i standardprofilerne for alverdens kameraer. Måske er de bedre til Canon, men Nikon billeder skal tit have bortjusteret meget rødt. Det er jeg dog vant til som Nikon fotograf. Photo Ninjas tilgang er dog en helt anden end hele resten af udbuddets. Den tager vi en anden gang!
En nørded fodnote om ‘demosaicing’
For nørder, og uden videre forklaring vil jeg lige skrive noget om de fire konverters evne til det man på engelsk kalder ’demosaicing’. Lad mig kalde det afmønstre, fordi det helt groft og kort handler det om at ’afdigitalisere billedinformationen: at fortolke mønstre fra sensoren til noget som ser lidt mere naturligt ud. Det er en uhyre vigtig proces i råkonverteringen og den vigtigste grund til at jeg en gang imellem ikke kan andet end at bruge Photo Ninja, da programmet ikke kun er suverænt bedst til det, men også er det eneste som har dedikerede justeringsmuligheder for demosaicing. Og jeg ELSKER slidere til ALTING! Tak 🙂
Capture One har en meget særegnet måde at afmønstre på. Den er ikke særlig pæn beset med forstørrelsesglas, men den har god effekt i den forstand at C1 øjensynligt formår at finde detaljer i pixeleringer hvor Adobe forlængst har opgivet og betragter alt som det finder af mindre størrelse som støj.
Adobe Camera Raw har efter min opfattelse den mindst charmerende måde at afmønstre rå billedfiler på. Under et forstørrelsesglas ser det ikke pænt ud. Har det betydning? I den grad, fordi Adobe heller ikke er særligt god til støj. Kombinationen er ikke rar i hænderne af fotografer som ikke er sig bevidst om disse sager. Og de udgør trods alt stadigvæk langt størstedelen af alle Adobes kunder.
Der er ingen tvivl om at især landskabsfotografer har betydelig gavn af at styre udenom Adobe og bruge enten C1 eller Photo Ninja.
Lodder
Der er to lodder i dette indlæg. Det ene er gemt som koden efter bit.ly linket. Du skal altså selv skrive bit.ly/ og så indtaste koden du finder efter skråstregen. Det andet lod får du ved at svare nogle spørgsmål om dette indlæg her.
14 Kommentarer
Mht. mikrokustering i ACR, så behøver man ikke bruge musen. Man kan klikke i talfeltet til højre for skyderen og så mikrokustere med pil op/ned.
Hmmm er facitlisten lidt kræsen… tror jeg har de rigtige svar?
Føler jeg har nærlæst teksten grundigere end de tekster jeg læste da jeg studerede til ingeniør 🙂
Hahaha! Jeg håber, at du fik noget ud af det! Det er en genial måde at få folk til at læse lange indlæg på! Men jeg lover, som alle gange før, at skrive lidt kortere indlæg (engang imellem) 🙂
Jamen, jeg kan se at det da også gav pote! Og det er et lod som ikke mange har fanget!
Måske lidt sund skepsis 🙂 Der er da ihvertfald forskel på mønstre og detaljer… og har iøvrigt længe undret mig over at lightroom starter med at vise en fin farvetone i preview, for et splitsekund efter at vise det endelige preview med til tider ret underlige hudtoner…
Men fik aldrig lodderne til at du…. det må blive når pigerne er lagt i seng 😉
Jeg ved ikke hvad grunden er til det, men Lars’ svar forneden giver mening, da det indlejrede JPG billede tager højde for kamerajusteringerne, hvor Lightroom (i modsætning til kameraproducenternes egen software) så vidt jeg ved ignorerer kameraindstillingerne. Jeg vil gerne rettes hvis det sidste ikke er tilfældet.
Hej Arne. Det har du ret i. Jeg tror ligefrem at man kan klikke og bruge musehjulet bagefter i enten LR eller Photoshop brugerfladen af ACR- kan ikke lige huske hvilken og mener at det kun er én af de to. Men når jeg suser igennem forskellige justyeringer virker det væsentligt langsommere. Men her kan det selvfølgelig godt være, at det er et spørgsmål hvad man har vant sig til i sin arbejdsgang.
Photo Ninja og Irident Developer (OS X) bruges vist af en del Fuji fotografer, den er vist langt bedre til at håndtere Fuji RAW filer, hvilket ACR klarer ret dårligt.
Interessant, det vidste jeg ikke og det må jeg tage med i min review. Jeg er i gang med at skrive et indlæg om Photo Ninja, som jeg synes er vildt interessant for filer som ikke er så langt ude som eksemplet i dette indlæg.
Jacob, det første preview i LR er simpelthen det i RAW filen indlejrede jpg (som også er det der vises på skærmen på kameraet).
[…] Hvis I vil læse noget seriøst har jeg skrevet rigeligt til en halv Juleferie og kan I bare gå her eller […]
Kan man evt. lave en preset der kommer tæt på dette indlejrede jpg, da det mange gange ofte vil kunne være et godt udgangspunkt for den videre redigering, eller til snapshot billederne fra tante Oda’s fødselsdag?
Umiddelbart vil jeg tro at man kun kan komme i nærheden af det, ved at anvende et program som rent faktisk bruger kamera data (billedinstillingerne – picture control i Nikons tilfælde) for at generere den første konvertering. Og det er så vidt jeg ved kun kameraproducenterne som gør det. Jeg er dog lidt på gyngende grud her. Jeg ved faktisk ike om nogle af de andre konvertere i det mindste forsøger at fange kamera presets. Det er måske et indlæg værd, at afprøve dette.