Turist på vulkaner

Er det svært at lave gode billeder af spændende, fantastiske, fascinerende steder og fænomener? Nej, det er primært et spørgsmål om penge. Okay og også lidt om held…

Vi bombarderes dagligt af fantastiske billeder fra fantastiske (ja, X-faktor-fantastiske) steder i fjerne, eksotiske egne af vores smukke planet.

Umiddelbart har jeg en tendens til overvældelse, når de sociale medier åbenbarer det ene utrolige fotografi efter det andet fra utilgængelige, arktiske egne eller regnskove, nærbilleder af brune bjørne og ulve, der fortærer deres bytte, havørne med smukt spredte vinger, der let og elegant samler en fisk op fra havoverfladen.

”Wooow manner,” udbryder jeg spontant, ”hvor er det dog vildt.” Men det er det ikke. Ikke fotografisk i hvert fald. Enhver kan lave de billeder, hvis blot man har pengene til det og kan finde ud af at trykke på en kameraudløser.

Mount Etna på Sicilien set fra “basecamp”. Toppen i ca. 3300 meters højde gemmer sig i skyerne. Bemærk kabelbanen op ad vulkanen i venstre del af billedet – det giver en ide om størrelsesforholdet. 

Knap så fantastisk under overfladen

For de arktiske egnes vedkommende handler det om at have pengene (MANGE penge) til at købe sig plads på et såkaldt ekspeditionsskib og så gøre, som guiderne siger. Og at huske sit kamera naturligvis.

For bjørnene og ulvenes vedkommende handler det igen om penge. Du skal have penge til udstyret, en supertele koster knaster, og til at købe en siddeplads, eks. i et finsk fotoskjul, hvor ejeren lokker ulvene og bjørnene til ved at lægge kød ud til dem i taigaen lige for snuderne, eller rettere supertelerne, af de velbetalende fototurister.

Det samme med havørnene, hvor fotoskjulet, eksempelvis i Norge, er skiftet ud med en lille båd, og hvor fisken, som havørnen ”med smukt spredte vinger let og elegant samler op fra havoverfladen” er død og generøst smidt i havet fra båden af en velbetalt guide.

Og så videre.

Mount Etna Basecamp, hvor man efter en udmattende opstigning kan nyde en tår vand i den tynde luft, før man kæmper sig videre mod toppen…

Mindre wow og mere lunken øv

Personligt skrumper mit ”wooow” betragteligt med disse oplysninger in mente. Jeg anfægter på ingen måder oplevelsen ved fototurisme. At opleve vilde dyr på nært hold er en enorm oplevelse. At bevæge sig i vilde og svært tilgængelige egne af jordkloden er bestemt heller ikke at kimse af.

Men jeg anfægter den fotografiske værdi. Hold da op mand hvor er de billeder efterhånden ulideligt kedelige og ligegyldige. Første gang jeg så et nærbillede af en brun bjørn i den smukke, finske taiga, var jeg imponeret og overvældet. Nu, sytten millioner billeder senere, og med bevidstheden om, hvor lette de billeder faktisk er at lave, hvis man har råd til det, så er jeg det modsatte.

Jeg har været på Etna på Sicilien, hvor jeg på ingen måde holdt mig for fin til selv at lave sådanne billeder. Ikke lige frem fra fotoskjul men fra et imponerende sted, hvor man blot kan betale sig til muligheden for at lave fantastiske billeder. Om de er X-faktor-fantastiske eller rigtigt fantastiske, overlader jeg til dig at vurdere.

Min undskyldning her er, at jeg ikke var der som fototurist men som turist med min familie, og at jeg jo lige så godt kunne skyde løs med kameraet, når nu jeg var der. Jeg ville være et skarn, hvis ikke jeg gjorde det. Om det er en god eller dårlig undskyldning overlader jeg også til dig at vurdere.

Opstigning med kabinelift. Terrænnet er barskt og halvdødt kun med en beskeden bevoksning. De tonede plexiglasruder i kabinen fungerer glimrende som filter.  

Her kommer en pause i fortællingen med lidt, meget lidt, grejsnak, men nok ikke det grejsnak, du forventer: Mit Sony vil bare ikke dø!

Jeg brugte mit Sony A7II og plastik-standardobjektivet 28-70 f/3.5-5.6 på hele Sicilien-turen. Jeg havde intet andet med. Jeg gad ikke slæbe på mere, og jeg gad ikke forholde mig til grej. Det er man lykkeligt fri for, når der ikke er noget grej at vælge mellem. Nå jo, jeg havde for resten også en flash med.

Jeg gjorde, ved flere lejligheder, ihærdige forsøg på at tage livet af kameraet. Utroligt nok uden held indtil videre. Kort før ’bestigelsen’ af Etna tabte jeg kameraet. Der lød et ubehageligt skrøbeligt-plastik-og-elektronik-mod-nådesløs-hård-utilgivende-asfalt-klonk, og kameraet meldte efterfølgende error i tilstrækkelig lang tid til, at jeg nåede at mentalindstille mig på at fotografere Etna-turen med iPhone.

Men en tur ud og i med batteriet igen løste det, og kameraet kørte videre, som om intet var hændt. Og har gjort det siden. Objektivet har erhvervet sig en smuk og sej krigsfotografagtig patina med nogle gedigne hak, ridser og skrammer. Og det zoomer og fokuserer videre, ligeledes som om intet var hændt.

Kabineliften skiftes ud med en Unimog, der fragter ekspeditionen videre mod toppen af vulkanen i højst uvejsomt terræn.

På vulkanen glemte jeg desuden både ekstra hukommelseskort og ekstra batteri. Kortet blev fyldt helt på toppen. Jeg måtte slette et par billeder for at få det sidste med. Og batteriet stod på sidste streg. Ja, hvis ikke man har spænding nok i livet, kan man jo selv fylde på. Jeg har hørt folk tale om, at man skal give sig selv fotografiske benspænd, og det lykkedes fint for mig.

I et indlæg i næste uge fortæller jeg om en tordenskylle, den vildeste jeg har oplevet, der næsten tog livet af mit Sony. Jeg var faktisk sikker på, at nu var det slut med kameraet. Og på et eller andet tidspunkt fortæller jeg også om det tossede i at stå i, og også lidt under, mandshøje Middelhavs-saltvandsbølger med kamera og flash for at fotografere badesild. Jep, det hele inden for de samme 12 Sicilien-dage. Hallå Sony – mangler I mon en chrashtest-pilot?

Over skyerne ligger en halvstørknet magma-flod fra sidste års udbrud. Overfladen er størknet, man kan gå på den, men ti meter under overfladen er magmaen 200 grader varm. Her føltes det som at befinde sig på en fremmed planet. Min puls steg, mens både min indre eventyrer og fotograf jublede og dansede af begejstring.   

Piece of cake

Jeg er privilegeret og fik en tur til en anden verden, over skyerne og hinsides forestillingsevne, foræret. Hvert efterår tager vi på familietur på mine forældres regning. I år inkluderede turen en tur på toppen af Etna på Sicilien, der er Europas højeste vulkan og desuden en af verdens mest aktive.

Det lyder jo både imponerende, dramatisk og måske endda farligt, og jeg kan snildt få det til at se ud, som om jeg har ydet en ekstraordinær indsats for at lave nogle flotte billeder fra et svært tilgængeligt sted. Men det har jeg overhovedet ikke.

Jeg har stort set blot siddet på min flade. Først i en bil (okay jeg sad bag rattet, så her ydede jeg en smule), derefter helt passivt i en kabinelift, så helt passivt i en terrængående Unimog med kæmpehjul og en påmonteret kasse med passagersæder og plastikvinduer og til sidst en 40 minutters guidet spadseretur i 3000 meters højde omkring et af mange kratere på Etna.

Der var intet i vejen med oplevelsen. Det var intet mindre end ikke-X-Faktor-fantastisk. Det var, som at befinde sig i en anden verden på en fremmed planet. Det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Den vulkanske verden over skyerne. I skyerne. I røg og damp. Med størknet og knasende, sort magma under fødderne. Og med en outta-this-world-udsigt til en rygende magmaflod.

Men min indsats var lige så beskeden, som landskaberne på billederne derfra er flotte. Det var faktisk piece of cake. Jeg mødte blot op med kameraet og fik det hele forærende.

Krateret her i 3000 meters højde blev dannet af et større udbrud i 2002-2003, hvor flydende magma og stenblokke på op til tre meter i diameter blev skudt 600 meter lodret op i luften. “Very dangerous,” som guiden udtrykte det. Der er flere end 300 kratere, som dette, på Etna. 

Det betyder på ingen måder, at jeg ikke er glad for oplevelsen og billederne. Jeg er henrykt. Men jeg husker også mig selv på de faktorer, der gjorde, at oplevelsen og billederne blev en realitet. Penge og held. Så jeg er uendeligt taknemmelig for at få denne mulighed forærende, og jeg føler mig ekstremt privilegeret.

Og jeg føler mig heldig, at skyerne gjorde, som de gjorde lige på det rigtige tidspunkt. Og at et udbrud sidste år har efterladt en halvstørknet og stadig rygende magmaflod. Og at andre vulkanturister gik og sad lige på de rigtige steder, netop som jeg kom forbi med mit kamera – osv.

Så nej, det er ikke svært at lave fantastiske billeder fra fantastiske steder. Det svære er at lave fantastiske billeder fra steder, der ikke er fantastiske. Fra en dansk provinsby efter kl. 18. Fra gaden uden for din egen hoveddør. Fra den gennemsnitlige, halvgrå, danske middelklassehverdag. Fra en dansk provinsby før kl. 18.

Det er her, det bliver spændende og udfordrende at være fotograf. Ikke på toppen af Mount Etna. Meeen, når nu man får turen foræret…

Som at være i en anden verden. 

Jon Detlefsen

Journalist og fotograf. Hjertet banker for at formidle og fortælle historier. Du finder Jon med kameraet i naturen, på gaden til bryllup og de fleste steder der i mellem. Mantraet er, at ALT kan fotograferes, og at fotografi er en leg. Jon fotograferer både digitalt og analogt.

Du kan måske også lide

Dobbeltmoral er bedre end ingen moral

De dødes by

Kom lige med mig på toilettet..

Fire måneder med et Point’n’Shoot + en konkurrence

8 thoughts on “Turist på vulkaner”

  1. Hej Makker..

    Du har jo som altid ret, eller i hvertfald delvist!

    For tro du mig, det er ikke alle der kan udnytte x-faktorstederne som du her har gjort. Givet, det er nemmere at lave fortryllende billeder af fortryllende ting end det er at lave fortryllende billeder af lort.

    Meeeen. Det er altså ikke en ulempe at det er en forrygende fotograf der står med kameraet!

    Tak for et godt indlæg!

    1. TAK for det Brian! Ja selvfølgelig hjælper erfaring, viden og fotografiske evner. Min pointe, og det ved jeg, at du ved, er, at man ikke nødvendigvis er det nye fotografiske orakel, når man vender hjem med de samme bjørnebilleder fra Finland, som tusindvis af fototurister før en selv har gjort det.

      Også selvom de er flotte og imponerende og helt tæt på og skudt med dyrt fotogrej osv. Det er i min verden ikke lig med at være en god fotograf.

      Jeg skelner mellem gode oplevelser og godt fotografi. Det hænger ikke altid sammen. Det er helt sikkert en fantastisk oplevelse at sidde i en gummibåd sammen med andre fototurister og sejle helt tæt på en isbjørn på en isflage.

      Men det er helt sikkert ikke nødvendigvis det samme, som at billederne derfra er godt fotografi. Det gør dig ikke til en god fotograf, at du har råd til store kameraer og superteler og til at betale for dyre fotosafarieventyr.

  2. Fed historie, Jon. Supergodt fortalt og du har jo ret. Lidt ligesom, når jeg igen-igen står en tidlig morgen i Val d’Orcia og skyder lidt billeder af underskønne Podere Belvedere, mens der bliver kørte minibusser ind med workshop deltagere for at skyde dette hotspot inden de kører videre til de næste …
    En jysk landejendom i udkantsdanmark for næppe samme opmærksomhed …

    1. Tusind tak Anders – ja, tilgangen til fotografiet er vidt forskellig. Jeg hører nok også til den del, der gerne vil lidt mere fordybelse, end den rene og skære trofæjagt. Og en jysk landejendom er et fantastisk interessant sted at fotografere:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *