Så er der igen blevet (T-DaG), og det betyder selvfølgelig at vi er klar med endnu et spændende gæsteindlæg. I denne uge har vi fået fint besøg af den prisvindene fotograf Jon Detlefsen. Han vil i dette indlæg filosofere lidt over, hvad der skal til for at lave naturbilleder som skiller sig ud fra mængden.
I dagens indlæg lægger Jon ikke fingrene imellem, når han snakker om, hvad han ser i de fleste naturbilleder, der popper op rundt omkring på nettet!.
Enhver kan tage et billede af en flot fugl- men kan alle lave et flot billede af en fugl?
Der er cirka lige så mange meninger om, hvad der er et godt naturbillede, som der er fotografer, der laver dem. Billedmæssigt og teknisk er der regler og værktøjer, som i en eller anden grad kan anvendes, så man kan komme et godt stykke på vejen mod skabelsen af billeder, der skiller sig ud fra mængden.
Men hvordan kommer man det sidste stykke vej?
Her vil jeg filosofere, ganske subjektiv og fritsvævende, over, hvordan man udvikler sig til at blive en bedre naturfotograf.
Det gode naturfoto
Sæt et makrobjektiv på kameraet og spæn ud i den nærmeste blomstereng og forevig en flot og sjælden sommerfugl, husk, den skal være skarp, og “klik” – så er du home free. Hjem foran skærmen og del dit pletskud på Facebook og alle mulige andre fotoforaer, hvor du modtager en strøm af anerkendende, virtuelle skulderklap. Så er du en god naturfotograf, er du ikke?
For hvor svært kan det egentlig være det der naturfoto!? Det hele er jo lige der for fødderne af os. Det er bare af gribe kameraet og skyde løs på de motiver, der er overalt. Lige uden for hoveddøren, i den nærmeste grøft, den nærmeste park, det nærmeste lille stykke skov. Og det er jo så smukt det hele, så intet kan gå galt, vel?
Isblomster på rude. Grej: Nikon D300s, Tamron 17-35mm., f/2.8-4. Indstillinger: 1/400 sek., f/11, ISO-200, 26mm. Håndholdt.
Men alligevel går det galt cirka 999 gange ud af 1000. Eller oftere. Også for proffer. For det er jo, helt ærligt, hamrende svært at lave det smukke, fantastiske, fascinerende, dragende, spektakulære naturfoto, som ikke allerede er lavet af alle andre…
Du er skaberen
Min gode ven og store forbillede, norske Magnus Reneflot, der er en af nordens dygtigste, kreative naturfotografer, citerede Ansel Adams for udsagnet, at man ikke tager et billede – man skaber det.
Det vil sige, at du selv er en afgørende og aktiv del i tilblivelsen af dine naturbilleder. Dit billede bliver bl.a. skabt på baggrund af dine overvejelser og valg – ikke mindst fravalg.
Knopsvane fotograferet gennem efterårsløvet. Grej: Nikon D300s, 70-200 VRII + 1,7-konverter. Indstillinger: 1/200 sek., f/8, ISO-200, 340mm. Håndholdt.
Personligt savner jeg ofte mere fantasi og en større kunstnerisk og kreativ tilgang, når jeg betragter de uendelige mængder af billeder, der hver dag oversvømmer f.eks. Facebook og andre fotodelings-sites.
Der er rigeligt fokus på det klassiske, super skarpe dokumentarfoto af en eller anden sjælden fugl, men der leges alt for lidt. Jeg ville gerne se flere, der udfordrer det konventionelle naturfoto og går nye, kreative veje, hvor gængse grænser og normer nedbrydes.
The missing link
Der findes ingen færdigudviklet og endegyldig opskrift på, hvordan man laver det gode naturfoto. Der findes de klassiske regler i billedlæren, og der findes masser af kamerateknikker, som kan hjælpe fotografen godt på vej. Dem er andre meget klogere på, end jeg, så dem beskæftiger jeg mig ikke med her.
Anemonerne er yderst fotogene og et fast, naturfotografisk forårsindslag. Grej: : Nikon D300s, Nikkor 85mm., f/1.8 + Walimex-mellemring, manuel. Indstillinger: 1/8000 sek., f/1.8, ISO-200, 85mm. Håndholdt.
I stedet hopper jeg videre til de mere udefinerbare ingredienser i fotografiet, der handler om følelser, stemninger og historier. Og det handler også om mod. Og så handler det om at lege, at bruge sin fantasi, at blæse på, hvad andre gør og siger.
Hvad vil du?
Kan du putte alle de ingredienser ind i billedet sammen med billedlæren og kamerateknikkerne, er du godt på vej. Nåå, ja. Der er også lige noget med viden om naturen og forståelse for dens utallige mekanismer og særheder.
Og så er der den sidste ingrediens. Den ubekendte faktor, som handler om dig. Hvad har du på hjerte?
Efterår ved søen. Solopgang, morgentåge og den første efterårsfrost – det betaler sig at være tidligt på den! Grej: Nikon D300s, 70-200 VRII + 1,7-konverter. Indstillinger: 1/125 sek., f/8, ISO-200, 340mm. Stativ.
I virvaret af mange meget vigtige ingredienser, er dette måske den vigtigste, for det er her, du potentielt kan skille dig ud og lave noget, ingen andre har lavet før dig. Det er noget, du bør have med dig i baghovedet på alle de stadier, du gennemgår på vejen fra nybegynder til øvet eller prof.
Et spark i bagi
Skal et billede gøre en forskel, skal det vække noget i betragteren. Undren, fascination, glæde, sorg, uhygge, væmmelse. Der skal ske noget inde i mig, når jeg betragter dine billeder, hvis ikke det skal være glemt igen, så snart øjnene forlader det.
Edderkop i hækken lige uden for min hoveddør en dugvåd sensommermorgen. . Grej: : Nikon D300s, Nikkor 85mm., f/1.8 + Walimex-mellemring, manuel. Indstillinger: 1/5000 sek., f/2.8, ISO-100, 85mm. Håndholdt.
Nu er vi inde ved essensen. For det gode naturfotografi handler, efter min mening, ikke blot om at tage et superskarpt billede af en sjælden fugl, en flot blomst eller et stort pattedyr. Den slags billeder findes i overflod, og man skal være helt ekseptionel dygtig for at lave billeder i denne kategori, der er nytænkende og ikke allerede er lavet en million gange før.
Det, som jeg søger ved et billede er bl.a. følelsen af at være der selv. Man skal kunne mærke vinterkulden, dufte det lysegrønne forårsløv, smage den disede sensommermorgen, gyse frydefuldt over mødet med det vilde dyr eller få vækket sin nysgerrighed og fantasi, når billederne er i den mere kunstneriske og abstrakte ende .
Ikke til Arktis
De gode billeder kan sagtens laves i baghaven eller i den nærmeste park. Det er ikke nødvendigt at spendere friværdien på en 600-millimeter og en rejse til Svalbard. Med den rette økonomi, og dermed det rette udstyr, kan enhver rejse til Arktis og lave flotte billeder af isbjørn og hvalros.
Det er lige nu, bøgeskoven er frisk nyudsprungen og helt lysegrøn. Bevægelsessløret men stadig med detaljer fra blade og grene bevaret. Grej: Nikon D300s, 70-200 VRII. Indstillinger: 1/20 sek., f/10, ISO-200, 70mm. Håndholdt.
Kan man til gengæld, som min fotokompis Jesper Tønning, lave fantastiske landskabsbilleder her fra vores eget lille, skamoppløjede Danmark, og desuden vinde en masse priser for det, er man god!
Hvil ikke på laurbærrene!
Når du er derude med kameraet for at skabe billeder, så stil dig selv spørgsmålene: Hvad vil jeg fortælle? Hvad føler jeg? Hvad er det lige her i dette scenarium, jeg finder fascinerende, og hvorfor vil jeg dele det med andre?
Kortnæbbede gæs ved Vejlerne. Langsom lukker og panorering kan give billedet et helt specielt, malerisk udtryk. Detaljerne i fjerdragterne er bevaret. Grej: Nikon D300s, 70-200 VRII + 1,7-konverter. Indstillinger: 1/20 sek., f/16, ISO-200, 320mm.
Det kræver naturligvis en masse øvelse, men måske bliver du lidt efter lidt mere og mere fokuseret på at formidle naturens essens – eller endda din egen essens via naturbillederne.
Og så kræver det mod til at bryde med de regler og fængslende tankemønstre, du, og andre, plejer at følge. Det kræver, at du leger, at du bruger fantasien og slipper kreativiteten løs.
Praktisk erfaring
Kun en vej fører dig til det gode naturfoto. Du skal ud i den store verden, som også er baghaven, og fotografere, og du skal lave tusinder af hel- eller halvdårlige billeder, så du kan opdage, hvordan det ikke skal gøres.
De gamle egetræer vrider sig i vinterkulden, og det dunkle lys og et tæt snefald giver billedet et mørkt, eventyrligt udtryk. Grej: Nikon D300s, 70-200 VRII. Indstillinger: 1/250 sek., f/7.1, ISO-250, 195mm.
Der er meget mere at filosofere over i den uendelige debat om, hvad der gør det gode naturfoto. Kunst er subjektivt, og der er lige så mange holdninger, som der er udøvere. Mine tanker her er ment som inspiration og bestemt ikke som endegyldige, faktuelle påstande.
I mit næste indlæg bliver jeg lidt mere jordnær og kommer med forslag til nogle helt konkrete fotografiske teknikker, der kan hjælpe dig på vejen til bedre og mere kreative naturbilleder.
Grej
Til slut lidt til grejnørderne, der sikkert vil blive vældig skuffede over min grejmæssige minimalisme: Jeg fotograferer med et Nikon D300s, og mit foretrukne objektiv er mit dejlige 70-200 VRII. Skal der lidt mere tele til, bruger jeg Nikons 1,7-konverter.
Jeg bruger forskelligt udstyr, når jeg laver makro: En gammel 85 millimeter, blænde 1.8’er med mellemringe – den helt primitive slags uden elektronik, hvor alt er manuelt. Og så har jeg et dejligt Tokina 100mm. f/2.8 makro.
Stativ bruger jeg så lidt, som muligt, da det begrænser min bevægelsesfrihed. Jeg bærer udstyret i en Lowepro Pro Trekker 400 AW.
Vil du se mere?
Jeg fotoblogger her, og jeg er desuden medarrangør af Danmarks største naturfotoevent, fotofestival.dk.
FotoMalia siger tak
FotoMalia siger tak til Jon for hans mentale cirkelspark – det giver stof til eftertanke.
Men hvad siger du, er du enig med Jon i hans påstande om at der skal mere til end et skarpt, og veleksponeret billede?
15 Kommentarer
Tak til Jon for endnu et fantastisk indlæg her på fotomalia. Inspirerede og så giver det stof til eftertanke. Vi er jo nok nogen der i ny og næ har brug for lidt nyt input/inspiration. Og det synes jeg at man gang på gang kan hente her på bloggen. Thanks guys. Mit nye nikon d7100 og jeg glæder os til at komme ud i marken og lege. 🙂
Halløj og tak for et godt indlæg. Jeg synes emnet fortjener mere diskussion! Jeg er med på at skarpe “snapshots” ikke altid er god naturfoto men jeg synes ikke at gode naturfotos pr. definition skal være uskarpe eller “artsy fartsy”… 😉 Efter min mening kan man godt lave et seværdigt naturfoto med “konventionelle” metoder. Jeg er helt enig i at man ikke behøver at rejse langt for at lave gode billeder men jeg ved ikke om arktis er det bedste eksempel på “bullet proof” naturfotografering – lyset og scenerierne er ofte fine men der kan altså være langt mellem snapsene hvis man ønsker at fotografere arktiske dyr! Et mere velvalgt eksempel ville efter min mening være safari i Østafrika. Her kan man tage mange billeder af flotte dyr men måske ikke nødvendigvis flotte billeder af dyr… Min egen tilgang til naturfoto har jeg fra biologien og ikke mindst økologien. Jeg er selv uddannet biolog med speciale i adfærdsøkologi og arbejder nu med økosystemøkologi i Grønland. Jeg vil gerne fortælle noget om dyrs økologiske rolle, tilpasningsevner og adfærd og måske knap så meget om stemninger i naturen. Jeg må sige at jeg beundrer Jons evne til at fange det smukke i den nære natur!
God læsning – og meget inspirerende og se/læse hvad andre tænker 🙂
Tak for kommentarer allesammen!
Johnny – fedt, hvis du bliver inspireret – det er jo netop, hvad jeg håber at opnå! Og det samme til dig, Anja! Kan det få dig til, bare engang imellem, at tænke lidt anderledes, end du måske plejer, når du er ude med kameraet, så synes jeg, der er opnået meget:)
Lars, jeg er 100 procent enig med dig. Jeg laver også skarpe billeder indimellem, ha ha. Men derfor er billeder jo ikke gode blot FORDI, de er skarpe eller fordi der er et særligt flot eller sjældent dyr på dem.
Og du rammer jo også hovedet på sømmet, Lars. Du har noget på hjerte med dine billeder, og det er, efter min mening, noget af det vigtigste overhovedet. Det betyder ikke, at du skal have det samme på hjerte, som jeg har med mine billeder.
Om det er Arktis eller Afrika er mindre vigtigt, da min pointe blot er, at man IKKE behøver at rejse langt, langt væk for at lave gode naturbilleder. Vi kan lave masser af gode billeder herhjemme – og så øger det forhåbentlig også bevidstheden om vores egen natur, og om, at den også trænger virkelig meget til at blive passet bedre på.
Jeg vil gerne være med til at skabe debat, som vi nu har her. Og jeg vil virkelig gerne bidrage til, at flere måsker tænker mere over, hvordan de laver deres billeder.
Det SKAL ikke være sløret, super abstrakt og mærkeligt det hele. Selv små ting kan ændre et billede fra det ordinære til det mere spændende. Det snakker jeg mere om, næste geng, jeg har et indlæg her:)
Jeg syntes helt sikkert en debat er meget velkommen, og jeg håber flere vil byde ind med hvad de ser som “det rigtige billede” – Jeg opfatter selv min stil som værende lidt i mellem Jon og Lars – jeg forsøger at formidle noget faktuelt om det jeg fotografere, men meget gerne igennem et lidt artsy udtryk – om det lykkedes det er jo helt op til beskueren, men det er ihvertfald det der er min indgangs vinkel til fotografering.
.
Vi har faktisk en anden spændende gæsteblogger på programmet – han kommer til at trække stregen i en helt anden retning, glæd jer, jeg er i hvertfald spændt!
.
Jon tak for et fedt indlæg med godt indhold – vi ser frem til næste nummer!
[…] Jon Geriches gæsteblogindlæg kunne vi læse om det gode naturfoto. Jeg vil lige træde et skridt tilbage med dette indlæg og […]
Fedt indlæg, er helt vild med billedet af ænderne !
Takker på Jons vegne
Jeg mente selvfølgelig gæssene 🙂
He he he… selvfølgelig – vi skal jo ikke fornærme gæssene ved at kalde dem ænder! 😉
Hej Mikkel – tak for kommentaren:) Og jeg havde godt gættet, at det var gæssene, du mente, ha ha. De er fotograferet ved Vejlerne, og jeg ventede i en evighed på, at de skulle lette, så jeg kunne lave netop dette billede. Det var i januar, og det var bidende koldt, så til sidst var mine fingre ganske følelsesløse – og næsten også hele min krop. Men jeg går stærkt ind for ikke at forstyrre dyrene, så jeg måtte vente tålmodigt på, at de lettede af sig selv:)
[…] har faktisk gæstet FotoMalia hele to gange – du kan læse hans indlæg her og […]
Hey Alle
Jeg synes at dette indlæg er et af de bedste der er postet på Fotomalia! Jon er en mand med meninger, og det kan han finde ud af at videreformidle – og de valgte billeder er nogle der skaber stof til eftertanke – også jeg er vild med de kortnæbbede gæs!
Virkelig godt gået!
De bedste hilsner,
Carsten
P.S. Det er nu landskabsfotografiens grand-old-man Ansel Adams der er ophavsmand til citatet: “You don’t take a photograph, you make it.” – ikke Magnus …
Så må vi jo hellere få lidt mere gang i ham Jon – han er jo en dygtig herre, også er han ikke bange for at kalde en spade for en skovl – som man siger…
Tak for de flotte ord, Carsten! Det gør mig sgu glad, at det sætter tanker i gang. Det er jo lige det, jeg håber sker!