Når du fjerner D’et i SLR

Analogt fotografi – vi hopper ombord i tidsmaskinen og rejser tilbage til en epoke, hvor fotografiet foregik i et helt andet tempo, hvor man højst havde 36 skud i bøssen, hvor alt foregik manuelt, og hvor du var nødt til at kunne dit håndværk, før du trykkede på udløseren

Jeg er ikke gammel… Men jeg er gammel nok til at have lært analogt fotografi og til at have fremkaldt film i mørkekammer, da jeg havde foto i tilvalgsfag på T. H. Langs Skole i Silkeborg i 9. klasse en gang i forrige århundrede. Ikke fordi, det var retrosmart, men fordi, der ikke fandtes andet.

Jeg fik et Pentax MZ-50 i studentergave i 1997. I start/midt-nullerne måtte det vige pladsen for de digitale idiotkameraer, der meget praktisk var lige til at have i lommen. Men de var ikke noget at råbe hurra for, og det analoge Pentax levede videre og blev stadig brugt nu og da. I 2008 fik jeg mit første digitale spejlreflekskamera – et Nikon D80.

Minolta SRT 101 (1973), Olympus O-M1 (1974), Pentax K1000 (1976). Årstallene er ca.

Analogt fotografi – ned i tempo

Men jeg har ikke glemt det analoge. Jeg har faktisk en svaghed for gamle kameraer. Nærmere bestemt gamle spejlreflekskameraer fra 60’erne og 70’erne, hvor alt var mekanik. Jeg ved ikke, om jeg er samler. Hvornår er man det? Men jeg har anskaffet mig nogle stykker. Og de fungerer. Og jeg bruger dem.

Der er pludselig nogle helt andre krav til dig som fotograf. For når du først står hjemme i mørkekammeret eller får billederne retur fra fotolab, er der ingen fortrydelsesret. Det er for sent at gøre det om, hvis du har sjusket.

SLR: Single-Lens Reflex. Spejlreflekskamera med et enkelt objektiv. Du kigger gennem søgeren og ud ad objektivet

Jeg siger ikke, at du skal droppe digitalt fotografi. Det gør jeg selvfølgelig heller ikke selv. Men jeg får noget helt andet ud af at fotografere analogt end digitalt. Mere nærvær. Mere koncentration og fokus på de fotografiske dyder, og det er jo lige til at copy paste med over i det digitale, hvor det ofte er grejet, der tager alt fokus, og hvor det hele somme tider går lige hurtigt nok.

For nogle uger siden var jeg ude for at fotografere landskaber. Jeg tog tre billeder på et par timer, og jeg har ikke set dem endnu, for filmen er ikke brugt op.

Kameraerne er grundlæggende bygget efter samme opskrift, manuelt & mekanisk, men de har samtidig hver deres unikke design og fine detaljer.

Du SKAL agere som fotograf

Der er skåret helt ind til benet, når man betjener et SLR fra denne tid. Alt er mekanisk. Alt er manuelt. Du SKAL forholde dig til blænde, lukker og ISO – nej ASA selvfølgelig – og du SKAL forholde dig til, at du højest kan tage 36 billeder, før du skal skifte film.

Du SKAL forstå at forholde dig til lyset, til at vurdere det. Enten ved hjælp af en ekstern lysmåler, ved hjælp af The Sunny 16-reglen eller ved hjælp af kameraets indbyggede lysmåler. Hvis det har en.

The Sunny 16-reglen: Når det er solskin, og du har blænden på 16, skal du bruge en værdi for din lukkerhastighed, der svarer til den ASA, du benytter.

Og nok så vigtigt: du SKAL forholde dig til dine motiver. Du har ikke en skærm at tjekke dine billeder på. Du kan ikke bare skyde løs, indtil der dukker et billede op på skærmen, som ser ok ud. Du skal forholde dig til alle de tekniske parametre samtidig med, at du koncentrerer dig om dit motiv, om din komposition.

Kort sagt: du skal være fotograf og mestre det fotografiske håndværk, hvis du skal lave anstændige billeder med et SLR. Det helt rigtige grundlag for rigtigt at lære at fotografere.

Tre fra samlingen

Der er mange aspekter ved de gamle kameraer, jeg finder dybt fascinerende. Det er helt bevidst, at jeg koncentrerer mig om kameraerne fra før 80’erne, for her begynder elektronikken at vinde indpas. De mekaniske kameraer kræver ingen strøm. Der er ingen tænd/sluk-knapper. De fungerer bare.

Den skarpe iagttager vil måske bemærke, at der i detaljekollagen er et billede af en on/off-knap. Men det er kun lysmåleren, det drejer sig om. Kameraet fungerer fint uden lysmåleren, og så skal du bare selv vurdere eksponeringen ved hjælp af gefühl eller en ekstern lysmåler. Jeg har eksempelvis en lysmåler-app på min iPhone, og den fungerer udmærket.

Udover betjeningen og mekanikken er der historien. Jeg har her valgt tre kameraer, som alle har en interessant historie. Ikke nødvendigvis fordi, de er verdens bedste kameraer, men fordi, de hver især har gjort en forskel på en eller anden måde.

Og en fællesnævner for denne type kameraer er også, at det er helt almindelige kameraer, alle havde adgang til. De blev brugt af hobbyfotografer såvel som fotojournalister.

Pentax K1000

Grundet sin minimalistiske opbygning bliver det meget nedladende kaldt et elevkamera. Altså et kamera til fotoelever. Det kan intet særpræget eller fancy – altså ud over at fotografere. Det er jo netop derfor, det i min verden er et perfekt kamera.

Nå ja og så er det et af de kameraer, der har været i produktion i længst tid – i 21 år fra 1976 til 2007, og det er solgt i mere end 3 mio. eksemplarer. Nå ja og så er det på Times’ liste over de 100 vigtigste og mest indflydelsesrige gadgets, mennesket har opfundet (siden 1923, hvor Times blev født).

Mit K1000 er fra de ”rigtige” 1976-1977-årgange, hvor det blev lavet i Japan. I 1978 blev produktionen flyttet til Hong Kong, og i 1990 til Kina. Og så ser det ud og fungerer som nyt.

Minolta SRT 101

Det her er nok min favorit. SRT 101 blev produceret fra 1966 til 1973. Det er bygget ufatteligt solidt – fra dengang, ting blev bygget for at holde evigt. Man kan sikkert slå søm i med det, men det undlader jeg dog.

Det er en smule mere avanceret med mirror lock up og aparture preview. Ellers den helt klassiske SLR-opskrift: mekanisk og manuelt.

Minolta SRT 101 var i øvrigt Annie Liebovitz’ første ”rigtige” kamera, og se bare, hvad hun har drevet det til…

Olympus O-M1

Det første spejlreflekskamera fra Olympus. O-M1 kom i produktion i 1972 og tog verden med storm. Ikke fordi, det var teknologisk revolutionerende men fordi, det var et helt suverænt kamera. Olympus byggede et kamera efter samme opskrift, næsten, som alle andre, men de gjorde det bare bedre.

Først hed det M1, men det blev de sure over hos Leica i Tyskland, så der kom et O foran, og en legendarisk, og nulevende, kameraserie var født. O-M1 er designet af legendariske Yoshihisa Maitani, der også står bag Olympus Pen.

Det er lille og handy og har alt, man som fotograf kan drømme om. Nemlig intet overflødigt. Det handler om en eneste ting her – at fotografere.

Stadig flere gamle kameraer slutter sig til samlingen. Jeg kan ikke lade være…

Samlingen vokser

Jeg kan ikke lade være at hapse det, hvis jeg falder over et gammelt kamera, jeg synes passer til samlingen. Jeg finder dem i butikker med antik og genbrug, på loppemarkeder og i DBA.

De koster ikke alverden – ca. mellem 200 – 400 kr. Ja, du læste rigtigt. De har ingen nævneværdig økonomisk værdi, men så meget desto større er værdien på mange andre parametre.

Selvfølgelig er der undtagelser, og du kan sagtens finde samler-eksemplarer, særligt eftertragtede modeller, til adskillige tusinde kroner. Men jeg er så smart, at jeg er faldet for disse helt almindelige, næsten værdiløse modeller.

Ligger du inde med noget gammelt før 80’er-grej, som blot ligger og samler støv, og som du gerne vil af med, er jeg gerne aftager.

Hvad med billeder? Hvad med processen omkring fremkaldelse?, spørger du måske dig selv om nu!? Rolig, det kommer. Men dette er jo et langsomt medie, så vi tager det lidt ad gangen.

I senere indlæg kigger vi på fremkaldelse og digitalisering af de analoge film, og så skal vi selvfølgelig også kigge billeder. Senere…