Nogen gange skal der lidt udfordringer til for at rykke på ens evner, og hvem siger at denne udfordring ikke kan komme fra en af dem der er dig allernærmest?
DET HANDLER OM LEG!
Min kone er ikke selv den store fotograf, men hun har faktisk et ret godt øje for billeder og det betyder, at hun ofte ser vinkler eller detaljer som jeg overser når vi er ude at rejse. I sommers da vi var på familieferie på Malta legede vi flere gange en lille fotoleg, som faktisk gav mig en masse udfordringer!
Den gamle ridderby Medina er fyldt med motiver – faktisk så mange at det kan være en udfordring at finde de bedste!
Legen gik meget kort fortalt ud på, at min kone udpegede et motiv, og så var det op til mig at oversætte det til et billede. Motiverne var meget varierede, og vekslede fra alt lige fra gamle damer i blomstrede kjoler til dørhåndtag.
I farten kan man nemt overse de små detaljer som kan være med til at fortælle stemningen og historien fra et land. På Malta er der gået sport i dørhåndtag!
En rigtig godt ting ved en “leg” som denne er, at det er en anden der sætter opgaven, og det betyder, at man ikke selv sorterer motiver fra som måske ville ryge, fordi de var lidt grænseoverskridende! Min kone har ihvertfald ikke noget problem med, at sætte mig til at fotografere den farverige smørrebrøds-“jomfru”, eller de tre håndværkere der holder en lille middagspause i skyggen.
Vi sad og spiste på denne lille café da min kone syntes, “Café-mutter” var et oplagt motiv – så er der jo ingen vej uden om!
Jeg ved ikke hvorfor, men hver gang jeg er ude at rejse skal jeg lige i gang med at fotografere mennesker før jeg føler mig helt “tryg” ved det. Som sagt ved jeg ikke hvorfor, for jeg ved jo godt, at det værste der kan ske er, at de siger nej. Vores lille leg fik mig dog hurtigt igang!
Man kan gemme sig lidt bag en tele, men som regel bruger jeg den for at komprimere perspektivet og for at fjerne forstyrrende elementer i baggrunden – de to herrer på billedet syntes det var helt fint at blive fotograferet!
Jeg håber vores lille ferie leg kan inspirere andre til at komme lidt ud over komfortzonen, for der ligger masser af gode billeder derude!
Har du nogen gode rejse/fototips du har lyst til at dele, så smid endelig en kommentar!
5 Kommentarer
To ting..
Nu er jeg sådan en type der kun læser overskriften og går så direkte til det første billede… Og så tænkte jeg, hold da kæft din kone er blevet gammel… Men så læste jeg resten..
.
Anden ting.. Det eneste der kan ske er ikke kun at de siger nej, men at de siger at de ville “fucking slå dig ihjel” hvis du tager et billede af dem, var det ikke det der skete for dig i Afrika?
Men selvfølgelig, “Nej” kan siges på mange måder afhængig af kultur 🙂
Hej min ven…
.
To ting…
.
Jeg vidste ikke du kunne læse…
.
anden ting.. Nej han sagde bare at hvis jeg tog billeder af ham ville han skære hovedet af mig – så jeg lod være med at tage billeder af ham…!
To ting…
.
Jeg er så vigtig, at jeg har folk til at læse for mig!
.
Anden ting.. Du er da en tøs.! Han ville aldrig kunne komme gennem dit fedtvæv alligevel..
Rigtig god idé – så er i også sammen om projektet i stedet for de “bare” er dig, der går og nørder den! Det vil jeg huske og bruge i anden sammenhæng 🙂
Ja det var faktisk skide hyggeligt – og der kommer gode billeder ud af det!