Dit fotografiske Happy Place er din trygge legeplads, hvor du frit og uforpligtende kan stresse af, boltre dig med kameraet og udvikle dig som fotograf
Lige som med det personlige fotoprojekt vil du med et sted, du kender lige som godt som din egen bukselomme, have et frit legerum, hvor du kan øve dig, teste nye metoder og teknikker i arbejdet på at blive dygtigere til at fotografere.
Her kan du holde frikvarter fra hverdagen og forsvinde ind i din egen verden, hvor du i et kort øjeblik tillader dig at være til blot for din egen skyld.
Her gælder ingen regler
Der er her, du kan dumme dig og lave fejl. Det er her fra, du vender hjem uden et eneste brugbart billede på hukommelseskortet. Men det er samtidig her, du gøder jorden for senere pletskud.
Happy Place: a place which a person associates with happiness, visualized as a means of reducing stress, calming down, etc.; (hence) a happy state of mind – Oxford Dictionaries
Her leger du frit uden at ligge under for forventninger eller regler. Fejlene, du laver, er nødvendige, for at du kan forbedre dig. Intet er forkert her i dit helt eget fotografiske univers, hvor du og din fantasi råder frit.
Du er her med kameraet for din egen og ingen andres skyld.
Mit sted
Mit Happy Place er et lille naturområde 12 kilometer uden for Randers, hvor jeg bor. Fussingø er et statsligt skovområde med søer, åbne naturområder, masser af dyreliv og områder både med fyr- og løvskov.
Her vokser bla. gamle bøgetræer, og især de meget karakteristiske gamle, krogede ege dominerer og er uimodståeligt fotogene.
En af Danmarks nok dygtigste og mest prisbelønnede landskabsfotografer, Jesper Tønning, viste mig stedet for efterhånden en del år siden. Jeg faldt pladask for det og er vendt tilbage hertil utallige gange siden.
Rekreation
Nogle gange er det nok blot at være der en time. Det er et refugium, et tilflugtsted, hvor tiden står stille, og stress og hverdagens travlhed og mange gøremål glemmes for en stund.
På blot en time i skoven klarer jeg hovedet og lader mine mentale batterier op. Om jeg kommer hjem med gode billeder er ligegyldigt. Hvis jeg virkelig vil, kan jeg lave lækre billeder når som helst – det er fordelen ved et område, man kender virkelig godt.
Refugium: sted hvor man kan opholde sig i fred og ro uden at blive forstyrret af andre, fx for at arbejde, for at rekreere sig eller for at modtage pleje – Den Danske Ordbog
Men lige så ofte er jeg derude med kameraet blot for at komme ud og blive luftet. Og så sker der samtidig noget forunderligt. For når jeg ikke er under tidspres, ikke er underlagt høje forventninger til mig selv, ikke forventer at præstere gode billeder, ja, så sker det ofte, at det er lige netop det, jeg opnår.
Det ukonkrete motiv
Når du ikke skal lede efter motiverne men kender dem i forvejen, kan du koncentrere dig om at arbejde med billedudtrykket. Du kan arbejde med tolkningen og formidlingen af det, du ser og oplever.
Jeg arbejder med stemningerne mere end motiverne i sig selv. I skoven giver jeg mig selv den udfordring at fotografere følelserne, skoven vækker i mig. Jeg er der ikke nødvendigvis for at fotografere et træ. Jeg er der for at fotografere skovens stemning.
Og selv om jeg efterhånden har fotograferet det samme område og mange af de samme træer utallige gange, udvikler jeg stadig nye måder at fortolke dem på.
Ja, i virkeligheden er det jo mig, som ser tingene anderledes, hvilket er en konsekvens af at blive ældre og generelt have mere erfaring, end da jeg var her første gang for år siden.
Det er endnu en af de meget fascinerende parametre ved fotografiet. Dig. Du ændrer dig, og dit billedudtryk følger med. Din livserfaring, dine mange oplevelser, gode og dårlige, spejler sig i dit fotografi.
At bevare glæden
Når du næste gang er ude at fotografere, så prøv at lade kameraet blive i tasken den første time. Prøv at absorbere stedet, du vil fotografere. Giv dig selv tid til at falde ned i tempo, så dine sanser kan åbne sig og opfange stedet.
Tag den med ro. Lad være at skyde til højre og venstre. Modstå fristelsen. Tillad dig selv at komme i den rette sindsstemning, før du fotograferer.
Så sker der noget. Du ser tingene anderledes, du ser ikke bare træerne i skoven, du fornemmer hele skoven, dens træer, lyde, dufte. Det smitter af på dit fotografi.
Og lad være at gøre det mere svært, end det behøver at være, når du skal finde dit Happy Place. Vælg et sted i nærheden af, hvor du bor. Hvor du nemt kan tage hen, når det spontant falder dig ind.
Det handler om at bevare glæden ved at fotografere og ved at udforske, udfordre og udvikle dit fotografi.
Så skal de gode billeder nok dukke op.
10 Kommentarer
Det er skønt med sådan et sted, jeg er så heldig at have mit ca. 500 meter fra min hoveddør. Der er både en lille, men meget blandet skov og et mere åbent område med skov og søer/moser. Jeg har taget tusindvis af billeder i det område, og alligevel er der hele tiden noget nyt at fotografere.
Jeg stopper som regel op efter de første par skridt i naturområdet og bare lytter. Lægger alt andet bag mig og lytter kun til skovens lyde, så kommer roen helt af sig selv og tempoet sættes ned 🙂
Hej Anette – lige præcis, man bliver aldrig færdig, og der sker hele tiden noget nyt. Også fordi, man selv ændrer sig. Ja, det er det rene terapi:)
Hallo makker – er alle billederne fra vores seneste tur eller?
Shit du har fanget en fed stemning, jeg er vild med din efterbehandling!!
WOW!
Og tak for en hyggelig dag!
Hey makker – TAK for pokker! Og i lige måde. Jep det er fra turen, hvor du havde dronen med. Du havde jo allerede lavet alle dine fede billeder i farver i 70-200-anmeldelsen, så jeg ville lave noget andet – den disede skov er jo helt oplagt til den dystre stemning i billederne, synes jeg.
Mit happy place er skovene og åen ved klostermølle nær gammel ry. Men generelt kan et hvert naturområde bruges. Bruger min gps til at finde tilbage når jeg i timevis er vandret rundt i ukendt natur… det er afkobling, bekymringsfri vandring i nyt terræn
Du har helt ret, Jacob – alle naturområder kan bruges!
Smukke smukke billeder Jon !
Tusind tak Nina! 🙂
SMUKKE billeder og dejlige tekst… Lyder skønt med et happy place 🙂 Det har jeg ikke, men jeg kan føler det med at komme ud og finde naturen og ikke bare for at skyde løs og komme hjem med billeder. Jeg kan også mærke nogle dage er jeg i det rigtig mood andre dage er ikke fotodage, men bare at nyder omgivelserne.
Hej Anja – TAK! Det er det aller vigtigste – det der med at nyde. Uden det kommer der næppe gode billeder ud af det:) Og jo, du har da et happy place, tror jeg. Du har bare arrangeret det så upraktisk, at det ligger langt væk, så du bliver nødt til at flytte dertil midlertidigt ha ha:)