Kategori: Rejse

Jeg elsker at fotografere og finder et frirum i at fordybe mig i min egen fotografiske verden – eller det vil sige, det plejer jeg at gøre.

Jeg skal dog blankt erkende, at på min seneste tur var jeg en anelse fotografisk presset – jeg kom nemlig lagt ude af min fotografiske komfortzone…

 

JUNGLEFOTOGRAFEN PÅ FOTOSAFARI

Årets familie-eventyr var planlagt til Sri Lanka, og det betød, at jeg skulle prøve kræfter som safari-fotograf. En udfordring, jeg havde set frem til, og som jeg glædede mig til at blive kastet ud i. Det skulle dog vise sig at være mere udfordrende en forudset.

Jeg føler mig helt klart bedst hjemme i regnskoven, og for mig kan junglen ikke blive for krible-krable. Jeg elsker simpelthen at gå på opdagelse i junglens forunderlig verden, hvert et skridt gemmer på nye oplevelser, og de fotografiske muligheder er jo nærmest uendelige.

Det normale regnskovsscenarie var denne gang skiftet ud med Sri Lanka´s bugnende savanner – et sted med flere dyr per kvadratmeter end selv den mest pakkede zoologiske have. På dette billede alene ses en elefant, fire vandbøfler, et hundrede småfugle, tre påfugle, en hejre og en pelikan.

 

Jeg skal blankt erkende, at tanken om at slippe for den varme, fugtige luft, de stikkende myg og det glatte, klistrende mudder var tillokkende. Tænk bare at kunne gå fotografisk på opdagelse fra et komfortabelt sæde bag på en overdækket pickup-truck. Det må da være den nemmeste måde at være naturfotograf på?

Shit, hvor kan man da tage fejl… Det er slet ikke så nemt, som man lige skulle tro, og jeg skal love for, at jeg blev udfordret. Ikke fordi, vi ikke så dyr, for det gjorde vi, men fordi, jeg følte det vildt begrænsende at være låst fast til ladet af den skide komfortable pickup-truck.

Vandbøflerne kigger nysgerrigt på en frustreret fotograf, som kæmper med at styre både chauffør, kamera og, ikke mindst, omgivelserne…

 

Normalt bevæger jeg mig rundt, når jeg fotograferer. Jeg flytter mig hele tiden i forhold til motiv, forgrund og, ikke mindst, baggrund. Men “bundet” til ladet af en bil, ja så er det altså svært. En ting var, at jeg ikke kunne bevæge mig rundt, det var svært irriterende, men værre var det faktisk, at jeg ikke kunne komme ned tæt på jorden, for bilen gav et irriterende højt perspektiv.

Her ses køretøjet fra helvede, jeg kan kun forestille mig, at samtlige fotografer verden over hader dette køretøj.

 

Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget 50cm betyder, og nu sad jeg der små to meter over jorden i mit komfortable lortesæde… Jeg bytter til hver tid et komfortabelt sæde i to meters højde for en ildelugtende plads i mudderet.

Lortesafari!

 

OMFAGN MULIGHEDERNE

Småsur og helt sikkert en anelse gnaven over ikke at kunne få udløst det potentiale, jeg syntes, jeg burde, sad jeg nu tilbagelænet i mit komfortable lortesæde og spekulerede over, hvordan jeg kunne overbevise resten af min familie om, at en tur til den nærliggende regnskov var en god idé.

Inden jeg nåede så langt, gav min dejlige kone mig et tiltrængt spark i røven og sagde: “Du må bare tænke på en ny måde, gøre ting, du ikke plejer at gøre!”

Og hun havde jo ret – der er aldrig kommet gode billeder ud af at surmule.

Elefant i landskabet – hvem siger at elefantbilleder altid skal være med 96% elefant?

 

For at forsøge at arbejde på en lidt anden måde, end jeg plejer, bestemte jeg mig for at arbejde med dyret i miljøet. Dette havde flere gode virkinger på billederne, da jeg nu faktisk endte med at udnytte højden fra mit komfortable lortesæde til min fordel, i stedet for at det var en hindring.

Næsehornsfugl mod en lys aften himmel – et af mine absolutte favoritbilleder fra turen.

 

Min nye plan gav mig også den fordel, at jeg kunne arbejde med kompositionen på en anden måde. Mit motiv var nu ofte meget længere fra mig, hvilket gjorde det meget nemmere at styre chaufføren, da han rent faktisk skulle flytte bilen et stykke for at det gav udslag for mig og mine billeder. Jeg havde nu fat i noget af det rigtige.

Hanuman-langurer på vej ud at lave spilopper – da disse aber viste sig at være ret sky, var min plan om at arbejde med “dyret i miljøet” endnu en gang en kæmpe fordel.

 

Det lygter lidt af kryb… Jeg elsker krokodiller, og i dagens sidste solstråler er de bare endnu mere fantastiske.

 

Jeg er taknemmelig for, at min søde kone var gav mig det tiltrængte spark i røven, som jeg havde brug for. Og jeg endte faktisk med at holde helt af det komfortable lortesæde, ja faktisk også af selve safari-konceptet. Det var dog stadig et dejligt gensyn, da vi et par dage senere satte foden i den fugtige regnskov.

Tak fordi du kigger med og smid endelig en kommentar så vi kan se, hvem det er der kigger med.