Jeg blev til en mand i et tog! Det skete pludseligt og uden varsel. Fra det ene øjeblik til det næste havde drengen forladt mig og jeg var blevet til en mand!
Jeg elsker at køre i tog.
Jeg blev til en mand i et tog! Det skete pludseligt og uden varsel. Fra det ene øjeblik til det næste havde drengen forladt mig og jeg var blevet til en mand!
Jeg elsker at køre i tog.
Jeg mødte Mads Peter Iversen til årets Fotofestival og blev dybt inspireret og bjergtaget af hans smukke billeder. Billederne er velkomponerede og teknisk meget veludførte. De udstråler en særlig atmosfære.
Jeg har derfor spurgt Mads Peter, om han vil hjælpe os andre med nogle tips.
Jeg er derfor stolt over at kunne byde Mads Peter Iversen velkommen, som denne uges gæste skribent her på FotoMalia.
Jeg har for nylig nydt den ære at få valgt et billede som årets bedste naturfoto i Danmark 2017.
Det har givet stof til refleksion hos mig, for hvad har jeg egentlig gjort, for at nyde den ære og respekt fra mine kolleger?
Eller måske er det street…?
Jeg har i hvert fald tilbragt nogle dage på en altan i en by i Danmark!
Ikke ligefrem ønskescenariet for en naturfotograf…
Ofte kan det være svært at løse problemerne med hvor ens ferie skal gå hen. Alle skal til gode ses, men hvordan gør man nu det?
Her er en mulighed.
Endelig fik jeg ham overbevist! Det er ikke altid en let beslutning, når man bliver bedt om at skrive for FotoMalia. Det kan få præstationsangstens sved frem på panden. Men kære venner tag det roligt, det er bare for sjov.
Og dog! Dagens gæstebloggers indlæg er faktisk ganske alvorligt, for set i lyst at den stress epidemi, som vælter ind over landet, så er dette indlæg faktisk ganske alvorligt. Men det er også en løsningsmodel til hvordan man i sin hverdag får tanket ny energi.
Johnny Møller Har skrevet dette optimistiske indlæg. 44 årige Johnny, arbejder selvstændigt med grafik og foto i virksomheden Criate. Han bor sammen med sin familie i Herning, hvor omkring de fleste af hans billeder også er taget.
At skabe et billede er ofte en svær proces, men er det muligt at vi kan lære lidt fra børnene?
I den sene aftens efterårsregn, ankommer vi til huset på Amager. En hyggelig bustur fra Thisted til København var slut.
I huset venter mine små nevøer, det er over deres sengetid, men sove kan de jo ikke før de har fået udlevet deres forventnigsfulde gæstfrihed.
Efter drengene fik os budt velkomne, fik søvnen lidt bedre vilkår og der blev ro i huset, til de voksne kunne lave lidt mad og få et glas vin.
Ved morgen bordet sidder jeg, med en dampende kaffe og mit nyindkøbte Olympus PEN-F. En god kombination og især kameraet tiltrækker sig nevøernes opmærksomhed, med visse nervøse trækninger hos forældrene til følge. Men efter at have fået beroliget forældrene og ridset nogle få regler op for drengene, fik de lov at låne kameraet.
Regl 1 – ingen fingre på linsen.
Regl 2 – kamerastroppen om halsen.
Jeg var imponeret. Hvad er det børn kan, som vi voksne har glemt? Jeg tror svaret er enkelt; de kan lege! For kameraet var en leg for dem og de var ikke bange for at udfordre hinanden. “Stil dig lige sådan her”, “Frem med næven”, Gør ligesom Batman”, “Du er død nu” alle sammen udsagn fra de kamerasvingende drenge på 4 og 7 år.
Og hvilke udtryksfulde billeder. Selv af deres forældre blev der fantastiske billeder, forældre er åbenbart mere tillidsfulde, når et barn kommer med et kamera, end når en voksen stikker det op i hovedet på dem.
Sjovt var det at se hvad de gerne ville fotografere. Det var deres hverdag de illustrerede. Det var deres forældre, deres leg, deres værelse og deres mad. Og det var egentlig ikke billedet der betød noget, men processen ved at skabe det. Måske er det i virkeligheden her vi som voksne kan lære noget af børnene… Processen, skabelsen af billederne, at lege sig frem til et produkt.
Oversat til voksen, vil det sikkert betyde at bruge mere tid på at tænke på hvordan du skaber dit billede. Altså at bruge din fantasi, til at forestille dig et billede på forhånd og så bagefter, lege dig frem til resultatet. En proces der vil tage flere dage for en voksen, men som for børnene tog få sekunder – fascinerende!
Efter den hektiske billedskabelsesproces, var overstået for børnene, gennemgik jeg lige reglerne igen. Jeg måtte så forklare lille Alfred, at der altså var kommet fedtede fingre på objektivet og viste ham hvordan det så ud, hvor efter han prompte informere storebror om, at Carsten altså havde kommet fedtede fingre på linsen!
Nå ja, fingeraftrykkene kunne jeg ikke aflæse, så jeg stod nok svagt i bevisførelsen her og det måtte være påstand mod påstand, så jeg opgav hurtigt at gøre mere ved den situation og valgte i stedet at alliere mig med en pudseklud.
Jeg kan dog kun opfordre, alle der tør, til at overlade jeres kamera til børn og prøve, at lære af deres umiddelbare billedsprog. Det var en fantastisk oplevelse og en god leg at have sammen.
Hvor ikke ander er nævnt, er billederne skabt af Alfred og Karl på henholdsvis 4 og 7 år. Grej er Olympus PEN-F med Zuiko 17 mm. f/1,8. Direkte ud af kameraet med forudindstillinger på s/h og med diverse justeringer i kameraet.
Natten har stadig et solidt greb om både mig og udsigten, da vækkeuret ringer. Det er egentlig ikke et tidspunkt jeg ynder at stå op på, men i denne tid sker der noget specielt.
Jeg fylder fototasken med vandflasker og fotogrej, finder min lille mulepose med den hemmelig opskrift på succes frem – mit camouflagenet til en værdi af 400 kr. – og så til sidst en lille stol. Man kunne vælge andre fremgangsmåder, men jeg er sikker på hvor jeg skal opholde mig, så en stol og et net er fint.
Men forberedelserne er egentlig startet lang tid før, faktisk flere år. For jeg kender området, kender dyrene, ved hvor de er. Trods det er det dog ikke altid det lykkedes for mig.
Flere års researche og forsøg har gjort denne tid til noget helt særligt for mig. Så ofte det er muligt, tager jeg derud og jeg tar gerne gæster med, for det er stort med denne oplevelse, for børn såvel som for voksne.
Det er nemlig dyr det handler om. Det er Krondyr – Skovens konge!
Tidspunktet fra sidst i august til sidst i september er krondyrenes tid. Det er Krondyrenes brunstperiode, så de synger lige nu, her sidst i september, på sidste vers og de synger med de dybeste urstemmer den danske natur kender til.
Og når jeg denne morgen, sidder på min stol i skovbunden og småfuglene stille begynder at pippe, mens lyset stille bryder frem, så synger Krondyrene.
Deres sang høres dybt rungende i hele skoven omkring mig, mens hinnerne og ungerne med deres små host og piben, høres rundt omkring i det høje græs.
Duggen har lagt sin klamme, men smukke hånd på denne eng midt i skoven. Jeg får lyst til at finde mit gamle glas frem af tasken og koncentrere mig om dråber, græs og lys. Men den intense aktivitet, brølen og fejen gevir mod træer og buske, holder min opmærksomhed fanget. Jeg må koncentrere mig om disse prægtige dyr.
Verden syntes så langt væk – Jeg har glemt alt om skattelettelser og verdens sure gamle mænd, når jeg sidder her, fordybet i lyde og lys – naturens blændværk!
Jeg må fokusere, for han bevæger sig i min retning, geviret nærmer sig gennem det høje græs, men pludselig høres en sær lyd kvor – kvor, lidt nasalt, måske en gokken og et lille pift. Der er skovsnepper i luften…
Jeg er fyldt op af den danske plantages liv. Det sidder i mig som en kærlighed, en længsel! Et sted i mit bryst hamrer mit herte lidt usikkert, mon denne kærlighed er gengældt?
Plantagen er melankoli i fysisk form.
Øv, nu løb de væk. De blev vist skræmt af et eller andet, måske var det ravnene der advarede om at jeg sidder her, for de har naturligvis luret mig.
Jeg er lige ved at pakke sammen for i denne morgen, da han pludselig står få meter fra mig. Han har ikke set mig og har kun øje for sig selv, brølende stiller han sig op på en bakketop. Ser sig, med tungen hængende ud af den ene mundvig, tilfreds omkring. Han har skræmt flere små hanner væk denne morgen, brølet advarende og oplysende til hele skoven, om at han er skovens – ja måske verdens – sejeste, smukkeste og mest potente dyr. Han hører og registrer intet anden end sig selv. Han er skovens store ego.
Men trods dette ego er det svært at komme tæt på, for opdager hunner mig, så er det sket. De stikker af og gør de andre nervøse. Og hunnerne med de store unger, de registrere alt, hver lille bevægelse, hver en lyd.
Deres sensible ører, har faktisk betydet, at jeg har været nødt til at skifte mit grej ud. Mit Nikon D3 skræmte dem langt væk. Det larmede for meget. Jeg købte derfor et Nikon D7200, måske nok en nedgradering, men det virker i forhold til krondyrene.
Den seneste tid er der dog gået mange spejlløse tanker gennem mit hoved. De kan jo fotograferer lydløst, så måske…Måske jeg supplerer med endnu et spejlløst kamera den kommende tid. Hvem ved!?
På vejen hjem, med hjertet fyldt af mystik og længsel, må jeg ned på knæ. Ned til de små fine paddehatte, som stille står og larmer i skovbunden. De har deres egen lille fest. I små klynger står der alle mulige slags af spiselige og uspiselige svampe. Og til de sidste brøl, fra en Kronhjort der har sovet lidt for længe, fanger jeg lidt af formiddagens lys i svampenes små huer.
Vi har i dag inviteret Jørgen D. Vestergaard til, at skrive et indlæg her på fotomalia. Et indlæg som opfordrer til at søge optagelse i en fotoklub. Og det skal ingen hemmelighed være at vi herfra vil bakke meget op om det. Det er i fotoklubben du bliver en bedre fotograf.
Men læs Jørgens indlæg her og find din egen fotoklub.
Hvor er det let at falde for den sikre vane og lave de samme billeder igen og igen. Det er risikofrit og komfortabelt, og du er måske endda blevet god til det.
Jeg havde fotograferet i en del år og var vel egentlig godt tilfreds med min hobby. Børnene, kæledyrene og familiefesterne var alle blevet foreviget. Fotografisk betød det, at jeg blev mere, og mere sjusket med billedoptagelse, lavede de samme motiver igen og igen og skød mere og mere hen til Photoshop – Jeg var gået fotografisk i stå og manglede i den grad inspiration til at udvikle min hobby.
Heldigvis har mange andre foto som hobby, og da jeg så et opslag omkring opstart af en fotoklub i vores lille by Kibæk, slog jeg straks til. Ret hurtigt havde vi etableret en fotoklub – Kibæk Fotoklub, en flok fotoentusiaster med klublokale i et lokalt aktivitetscenter.
Det var hurtigt tydeligt, at medlemmerne i vores lille klub har forskellige interesser og mål med deres fotografi. Og heri ligger pointen med dette indlæg. Den forskellighed jeg mødte i klubben åbnede mine fotografiske øjne, for nu kunne jeg se og høre folk tale med begejstring og nysgerrighed om andre dele af fotoverdenen end den jeg selv dyrkede.
Nu ser vi på masser af billeder sammen, og det er virkelig inspirerende at se og diskutere billeder lavet af andre. Se hvordan et emne kan tolkes og udtrykkes på utallige måder. Heri er en enorm styrke i fotoklubben.
For mig har det betydet, at min hobby nu er meget mere varieret og spændende. Hvor jeg før så en fugl ser jeg nu en blå kærhøg. Var jeg før taget på fototur for at lave landskabsbilleder. Næppe. Havde jeg været til flyshow før jeg startede i fotoklub? Nej. Hvorfor dette nye foto-jeg? Kort sagt, fordi andres engagement smitter.
For at sikre fotografisk udvikling i klubben har vi indført en månedlig udfordring, hvor et fotografisk emne skal formidles og diskuteres. Resultaterne er lige så forskelligartede som medlemmerne, på den rigtig gode måde. Vi bruger tid på at se billederne, høre historien og visionen bag ved samt diskutere teknikken. Vi lærer alle. Hver gang.
Ud over inspiration i fotoklubben kan kurser og workshops med Fotomalia varmt anbefales. Niveauet og energien er tårnhøjt, du bliver udfordret, og du kommer med sikkerhed klogere hjem. De nye kundskaber kan efterfølgende meget passende deles i klubben til gavn og glæde for endnu flere fotografer.
Skulle du have lyst til at høre om opstarten og driften af Kibæk Fotoklub er du velkommen til at kontakte mig på jdvestergaard@hotmail.com.
Læs mere om Kibæk Fotoklub på www.kibaekfotoklub.dk
Jeg håber det er en opfordring mange vil tage til sig.
Som fotograf er det næsten lige så vigtigt, med nogle at spille bold op ad, for at udvikle sig, som at have det foto-legetøj, som man kan lide at bruge.
Har du brug for et oplæg i den fotoklub, så kontakt os i øvrigt på fotomalia. Vi er leveringsdygtige i et godt foredrag.
Jeg har i et stykke tid haft muligheden for at teste Samyangs 100 mm. f/2,8 ED UMC Macro.
Det er altid sjovt at prøve nyt grej af. Men det er jo altid en opvejning af mange ting, hvordan man vælger at teste grejet. På FotoMalia kan du være sikker på, du får en subjektiv vurdering, ofte taler grejet lige så meget til følelserne, sanserne og pengepungen, som til hårde facts.
Et faktum er det dog, at der her er tale om et objektiv, der er velbygget, tungt, præcist og forholdsvis kompakt. (mere…)