Natten har stadig et solidt greb om både mig og udsigten, da vækkeuret ringer. Det er egentlig ikke et tidspunkt jeg ynder at stå op på, men i denne tid sker der noget specielt.
Jeg fylder fototasken med vandflasker og fotogrej, finder min lille mulepose med den hemmelig opskrift på succes frem – mit camouflagenet til en værdi af 400 kr. – og så til sidst en lille stol. Man kunne vælge andre fremgangsmåder, men jeg er sikker på hvor jeg skal opholde mig, så en stol og et net er fint.
Men forberedelserne er egentlig startet lang tid før, faktisk flere år. For jeg kender området, kender dyrene, ved hvor de er. Trods det er det dog ikke altid det lykkedes for mig.
Flere års researche og forsøg har gjort denne tid til noget helt særligt for mig. Så ofte det er muligt, tager jeg derud og jeg tar gerne gæster med, for det er stort med denne oplevelse, for børn såvel som for voksne.
Urstemmen
Det er nemlig dyr det handler om. Det er Krondyr – Skovens konge!
Tidspunktet fra sidst i august til sidst i september er krondyrenes tid. Det er Krondyrenes brunstperiode, så de synger lige nu, her sidst i september, på sidste vers og de synger med de dybeste urstemmer den danske natur kender til.
Og når jeg denne morgen, sidder på min stol i skovbunden og småfuglene stille begynder at pippe, mens lyset stille bryder frem, så synger Krondyrene.
Deres sang høres dybt rungende i hele skoven omkring mig, mens hinnerne og ungerne med deres små host og piben, høres rundt omkring i det høje græs.
Fordybet i nuet
Duggen har lagt sin klamme, men smukke hånd på denne eng midt i skoven. Jeg får lyst til at finde mit gamle glas frem af tasken og koncentrere mig om dråber, græs og lys. Men den intense aktivitet, brølen og fejen gevir mod træer og buske, holder min opmærksomhed fanget. Jeg må koncentrere mig om disse prægtige dyr.
Verden syntes så langt væk – Jeg har glemt alt om skattelettelser og verdens sure gamle mænd, når jeg sidder her, fordybet i lyde og lys – naturens blændværk!
Jeg må fokusere, for han bevæger sig i min retning, geviret nærmer sig gennem det høje græs, men pludselig høres en sær lyd kvor – kvor, lidt nasalt, måske en gokken og et lille pift. Der er skovsnepper i luften…
Jeg er fyldt op af den danske plantages liv. Det sidder i mig som en kærlighed, en længsel! Et sted i mit bryst hamrer mit herte lidt usikkert, mon denne kærlighed er gengældt?
Plantagen er melankoli i fysisk form.
Årvågne dyr
Øv, nu løb de væk. De blev vist skræmt af et eller andet, måske var det ravnene der advarede om at jeg sidder her, for de har naturligvis luret mig.
Jeg er lige ved at pakke sammen for i denne morgen, da han pludselig står få meter fra mig. Han har ikke set mig og har kun øje for sig selv, brølende stiller han sig op på en bakketop. Ser sig, med tungen hængende ud af den ene mundvig, tilfreds omkring. Han har skræmt flere små hanner væk denne morgen, brølet advarende og oplysende til hele skoven, om at han er skovens – ja måske verdens – sejeste, smukkeste og mest potente dyr. Han hører og registrer intet anden end sig selv. Han er skovens store ego.
Men trods dette ego er det svært at komme tæt på, for opdager hunner mig, så er det sket. De stikker af og gør de andre nervøse. Og hunnerne med de store unger, de registrere alt, hver lille bevægelse, hver en lyd.
Overvejelser om grej
Deres sensible ører, har faktisk betydet, at jeg har været nødt til at skifte mit grej ud. Mit Nikon D3 skræmte dem langt væk. Det larmede for meget. Jeg købte derfor et Nikon D7200, måske nok en nedgradering, men det virker i forhold til krondyrene.
Den seneste tid er der dog gået mange spejlløse tanker gennem mit hoved. De kan jo fotograferer lydløst, så måske…Måske jeg supplerer med endnu et spejlløst kamera den kommende tid. Hvem ved!?
På vejen hjem, med hjertet fyldt af mystik og længsel, må jeg ned på knæ. Ned til de små fine paddehatte, som stille står og larmer i skovbunden. De har deres egen lille fest. I små klynger står der alle mulige slags af spiselige og uspiselige svampe. Og til de sidste brøl, fra en Kronhjort der har sovet lidt for længe, fanger jeg lidt af formiddagens lys i svampenes små huer.
8 Kommentarer
Som altid lækre og stemningsfyldte billeder.
Men hvorfor endnu et spejlløst kamera. Kan 5’eren ikke løse opgaven?
Hej Palle
Hmm. joh, du har da egentlig ret! På den sidder der blot altid gamle underlige objektiver, som jeg bruger til macro. Men måske hvis jeg indkøber Zuiko 40-150, som ville være perfekt til opgaven.
Dejlige billeder og en skøn beskrivelse af en stemningsfuld morgen ?
Tak Anette. Dejligt at høre. Håber det kan inspirere lidt til at komme ud og opleve en af de store naturfænomener vi har her i Danmark. 😉
.. som at være der selv .. derude i den larmende stilhed .. ekvilibrist i sprog og at kunne se det store i det lille bitte .. keep going!
Hej Jørgen. Tak! Jeg kan slet ikke lade være med at gå videre. Jeg får det jo lidt på samme måde, når jeg er ude i naturen, som andre får det, når de står med et D850 (eller hvad de nu hedder!) i hånden 😉
Tak for en smuk og spændende tur ud i det vilde Carsten. Nu slipper jeg for selv at slæbe mig derud, for det her er jo næsten lige så godt, som virkeligheden;) Godt skrevet og dejlige billeder!
Fantastisk fortælling Carsten, den historie var alt for kort, for jeg lod mig da rive helt med 😀 Og sikke skønne billeder!
Jeg håber en dag at opleve det 🙂