Nogle gange få jeg lov at snakke med de store og kendte fotografer, det er altid lærerigt.
Her det seneste år, har jeg snakket lidt med Søren Rønholt, jeg tænkte at du måske ville lære ham lidt at kende 🙂
Søren Rønholt er ikke en hr. hvemsomhelst, han har blandt andet siddet i bestyrelsen på Charlottenborg Fonden og arrangeret forårsudstillingen.
Jeg samlede en række spørgsmål til Søren, nogle af dem kendte jeg allerede svaret på, imens jeg stod på bar bund med andre.
Hvilken type fotograf er Søren Rønholt og hvor længe har du fotograferet?
Jeg betragter mig selv som fotobaseret kunstner eller kunstfotograf. Jeg begyndte for over 25 år siden som assistent og har arbejdet med mange dimensioner af fotografi efterfølgende. I dag er jeg udstillingsaktiv, underviser og løser identitetsopgaver. Det er en kombination, som jeg er meget glad for, fordi det udvikler min faglighed.
Hvad er din fotografiske baggrund (er du selvlært eller er du uddannet)?
Jeg begyndte i faget som assistent for dygtige fotografer og har lært meget af andre. På den måde har jeg selv sammensat min uddannelse som en form for mesterlære.
Hvorfor laver du portrætter?
Det er ekstremt spændende at skabe billeder af andre mennesker! Jeg har efterhånden fundet mine egne metoder, måder at lyssætte og billedbehandle på, som jeg fortsat udvikler. For mig er spørgsmålet ikke ´hvorfor´ men nærmere ´hvordan´ og ´hvad´ kan portrættet i dag og i morgen? Det optager mig dybt.
Hvorfor laver du landskabsfotografi?
Portrætter handler om mødet med et andet menneske, men landskabet handler måske mere om dig selv. For mig har det at arbejde med landskabsfotografi at gøre med minder, med indre sindstilstande og med fornemmelsen af forbindelse til steder og fortiden. Jeg søger en form for dialog med et sted eller et landskab.
Hvordan hænger landskabsfotografi og portrætter sammen?
Jeg begyndte at kombinere landskabsfotografi og portrætter i mit arbejde med projekter Nordiske Kvinder, hvor jeg brugte meget tid på at rejse i de nordiske lande. De medvirkende kvinder var ikke castet på forhånd, men havde selv meldt sig til projektet. Det bragte mig ud på steder og i landskaber, som jeg ikke selv havde planlagt. Det blev på en måde en afledt metode til at konfrontere mig med uventede landskaber, som jeg blev optaget af at fotografere.
Du har udstillet og lavet bøger, men hvad er fotografisk kunst i din verden?
Jeg er optaget af, hvad billeder kan og gør ved os. Hvad et billede kan få os til at føles og tænke. Kameraret blev min teknik til at skabe billeder. Kameraet er mere et middel end et mål i sig selv. I min praksis kombinerer jeg bundne opgaver med undervisning og kunstneriske projekter. Det kunstneriske handler om at overskride mine vaner og det, som jeg ved, at jeg kan. Fotobaseret kunst handler om at eksperimentere og om ikke at vide, hvor processen ender.
Laver du personlige projekter/har du noget på hjertet?
Ja, jeg er personligt engageret i alle mine opgaver, men naturligvis på forskellige måder. Da jeg f.eks. arbejdede med Nordiske Kvinder, ønskede jeg at udfordre kropsidealer og skabe billeder af helt almindelige kvinder. Flere kvinder meldte sig til, fordi de syntes det var et vigtigt projekt. I andre tilfælde kan jeg have noget på hjertet med et enkelte mennesker, som jeg skaber et portræt af. Det kan være, at få noget følsom eller stærkt frem, som både personen og andre derfor også kan få øje på.
Hvem er din ynglings fotograf? Hvilken fotograf har du lært mest at/blevet mest inspireret af?
Jeg lærte meget af tiden som assistent hos Steen Tronsgaard. Jeg har ikke én ynglings fotograf men mange. Det er forskelligt, hvem jeg er optaget af og det er ikke kun fotografer.
Underviser du og tager elever?
Jeg er meget engageret i min undervisning på fotokunstskolen Fatamorgana, hvor jeg har masterclass-forløb, sommerworkshops og lign. Her til sommer afholder jeg en masterclass i samarbejde med Klitgården i Skagen og til efteråret har jeg et undervisningsforløb med unge på Fotografisk Center, som er støttet af Statens Kunstfonds huskunstnerordning. Jeg glæder mig til det hele. Det er meget udviklende at undervise og rigtig spændende at hjælpe andre med at finde deres personlige billedsprog. Undervisning handler meget om, hvordan vi kan tale om billeder, hvad der driver den enkelte og hvordan man kan overaske sig selv, ved at producere billeder, man ikke kunne havde forestillet sig på forhånd.
Jeg tager ikke elever i øjeblikket. Det har jeg gjort tidligere, men det er en stor opgave, som ikke passer ind lige nu.
Hvad er dit bedste råd til dem der gerne vil være fotografer?
Tænk jer om én gang til. I skal mene det mere, end I nogensinde har ment noget.
Tak
FotoMalia siger mange tak til Søren, for at tage sig tiden til at svare på spørgsmålene!
Har du lyst til at fordybe dig i fotografiet sammen med Søren og venner, så holder han årligt en uge lang workshop i Juni månede, hvor man i den grad få lov at fordybe sig i den kunstneriske del af fotografi, den kan du læse mere om her: www.master-classes.dk
2 Kommentarer
Smukke billeder og god artikel!!!
Jeg er netop begyndt at lytte til ISO 600, som er en podcast, hvor Søren Rønholt inviterer kollegaer i studiet til en snak om fotografiet som kunstart, levevej og passion.
Podcasten får mine varmeste anbefalinger, da det er spændende og meget inspirerende at høre om andre fotografer og deres arbejde.