Ja, vi skal jo lige have fundet en vinder af vores “helt vilde” fotokonkurrence. Og så er der jo et par stykker der skal have lidt kritik som vi plejer!
STOR TAK
Først og fremmest vil vi meget gerne sige en kæmpe tak til alle dem der har deltaget, vi syntes det er super fedt at der er så mange der vil lege med og hold op nogle fede billeder!
KRITIK
Inden vi finder vinderen vil jeg lige knytte en kommentar til at par af billederne, så jeg håber fotograferne bag billederne kan klare lidt konstruktiv kritik. Det er selvfølgelig venligt og konstruktivt ment, og kun et udtryk for min mening til det enkelte billede.
Frederik Overgaard – Car Park North
Dejligt billede med masser af stemning, og man kan helt sikkert fornemme, at det var en fed oplevelse. Men billedet får mig ikke til at føle, at jeg var der selv – jeg kan ikke helt “høre” musikken, og mine øjne bliver lidt forvirret og mangler et sted af falde til ro…
I mine øjne ville dette billede vinde rigtig meget, hvis jeg havde mere kontakt til nogle af de personer der var på billedet. De tre mand jeg kan se på scenen, er på en eller anden måde gemt bag noget, og det er en skam. Jeg kan følge din idé med at have publikums hænder med i billedet, og det giver også stemning, men jeg kan ikke finde ud af, om de er lidt for meget med, og ender med at forstyrre lidt for meget.
Alt i alt, et dejligt billede, med plads til lidt forbedringer – men uden tvivl en “helt vild” oplevelse.
;
Jørn Lundtoft- Boeing 747
Wow – Det billede er virkelig “helt vildt” det ser næsten Photoshoppet ud, og det krævede da også lige en lille tur på google for at finde St. Maarten airport… Jeg har i virkeligheden ikke den store kritik til billedet, jeg er vild med den syrealistiske stemning, og billedet er i mine øjene ret vellykket.
Dette billede var faktisk på vej til sejr i lang tid, for det ser virkelig fuldstændigt vildt ud, men billedet vinder ikke da dette er en situation der er ret forudsigelig og en situation der sker flere gange dagligt. Med andre ord, det er ikke en helt “unik” oplevelse som vinderbilledt.
Men Jørn, tak for din deltagelse, jeg har flere gange været nødt til at kigge dit billede igen – jeg har faktisk også vist det til en hel del.
;
Johnny Kristensen – Kvadratedderkop
Sikke et lækkert motiv, jeg har jo en forkærlighed for alt det der kribler og krabler, og edderkopper ligger meget højt på min liste af motiver. Du har med dette billede lavet et teknisk flot billede – der er styr på kamerateknikken, og der er ingen tvivl om at du ved, hvad vej kameraet skal vende, meeeen…
Jeg mangler spænding i dit billede. Jeg er ikke i tvivl om at det er en edderkop du vil vise mig, men jeg mangler at kunne på opdagelse i dit billede, jeg mangler at blive overrasket eller kunne fornemme lidt miljø.
Næste gang du ligger begravet i en græsmark, så prøv at lege med lidt med din forgrund og din baggrund, bevæg dig lidt rundt om motivet, og se om du ikke kan få magien til at opstå!
;
Lennard – Havørn
Wow – jeg er sikker på at rigtig mange ville elske at have taget dette billede, sikke et motiv! Der er ingen tvivl om, at dette er et billede i høj klasse, både med hensyn til teknik og motiv, men som med Jørn´s Boeing 747, så er det et motiv der med ret stor sandsynlighed kan fotograferes, hvis man er villig til at rejse efter det. Dette er på ingen måde for at nedgøre billede, eller processen i at få billedet, for der skal stadig vilje, tålmodighed og evner til at lave et billede som dette.
Det første der forstyrre mig lidt ved billedet er at det er ret mørkt – jeg har fuld forståelse for, at det formentlig var omstændighederne, men det er i mine øjne en anelse for mørkt. Det ville helt sikkert have gjort rigtig meget for billedet, hvis det var taget lidt tidligere på dagen?
Min anden anke er beskæringen… Jeg tror måske at Lennard har været “begrænset” af en fast brændvidde, og derfor er beskæringen blivet så tæt. Jeg tror billedet havde virket lidt bedre, hvis der var lidt mere luft enten foran eller bagved den majestætiske fugl.
;
Og så til vinderen…
Allan Mørch – Styrt
Hold nu fast det er et vildt billede – jeg tror det er de færreste der har kunne kigge på dette billede uden at få et lille sug i maven. For os rammer dette billede fuldstændig plet i temaet “Helt Vildt”, her har Allan fanget en situation som man (forhåbentligt) sjældent ser. Det er en situation som kræver rutine, og kendskab til sit grej, og det er ikke mindst en situation der giver et sug i maven.
Jeg er helt vild med publikums reaktion, de har lige præcis nået at opfange hvad det er der sker, og de er lige på nippet til at reagere, man kan næsten høre hvilke tanker der er ved at samle sig i deres hoveder, og de er med til at gøre billedet levende. Jeg er også ret imporneret over, hvor fattet den “flyvende” pige ser ud, hun virker faktisk til at have nogenlunde styr på situationen, og det er sikkert ikke første gang hun har fået en flyvetur.
Et stort tillykke til Allan, og stor ros for at holde udløseren nede i stedet for at fjerne øjet fra søgeren og kigge hvad der sker – det tror jeg sku jeg havde kommet til.
13 Kommentarer
Hej Brian
STORT tillykke til Allan med vinderbilledet.
Jamen tak for ordene om min ørn. Vil lige knytte lidt mere info til billedet. Tanken bag billedet er ,at det skulle være taget i modlys så vandsprøjtet blev belyst, og ørnen kun var en mørk silhouet. Billedet er faktisk taget en dag i august hvor der var godt med lys. Lyset kom bag ved ørnen og med fjeldet som baggrund. Du har helt ret med hensyn til brændvidden – jeg var begrænset af 300 mm fast og så kom den altså tæt på ;-).
Det var lige et par opklarende/uddybende spørgsmål.
Med hensyn til vinderbilledet – så er jeg fuldstændig enig i dit valg – totalt fedt billede og meget imponerende at øjnene stadig er åbne på hende og hun ser også rimeligt fattet ud ……. tror da jeg havde set lidt mere panisk ud hvis jeg blev smidt af en hest på den måde ;-).
Vi ses til Januar
Hej med jer.
Mange tak for den store ære, I har tildelt mig (glæder mig VILDT til at prale af det flotte diplom), på trods af den skarpe konkurrence fra alle de andre flotte billeder. Min eneste kritik over mit eget billede er at hesten (pony) øje er skjult bag opstanderen, men uanset hvor meget jeg siden har tiggede rytteren, vil hun ikke gentaget stuntet – I ved hvordan børn er 🙂
Stort tillykke med sejren Allan, super godt fanget. Brian tak for kritikken, og med dit råd i mente glæder jeg mig allerede til jeg ligger og roder rundt i edderkoppe marken igen 🙂
Tillykke med sejren Allan og ikke mindst det stærkt eftertragtede diplom!
.
Da du tog dette billede, havde du så kameraet sat til bare at hakke en masse billeder af? Grunden til jeg spørger, er om der er et billede der ligger 1/8-9sek efter dette? 🙂
Jeg gad virkelig godt se hvordan hun landede!
Men som Brian altid siger, så er gode billeder dem hvor hjernen selv skal gøre dem færdige….AV! 🙂
Hej Kasper
Historien bag billedet er, at jeg var ude som stævnefotograf. Når man så står inde på banen udvælger man sig nogle spring, hvor vinklen er god og du får nogle forskellige udsnit og momenter. Det pågældende spring, var IKKE et jeg tog billeder af, men blot stod og kiggede på, med kameraet nede, indtil jeg opdagede hvad der var ved at ske. Derfor er dette billede det første af ialt 3 billeder jeg fik. Årsagen til at der intet skete med rytteren, var at hun var så stiv i kroppen at hun forsatte helt over, og landede fladt på ryggen. Hvis hun ikke havde gjort dette, eller haft sikkerhedsvest på, er jeg helt sikker på dette billede aldrig ville være blevet vist til andre efterfølgende.
Tillykke med sejren Allan! 🙂 Det er sgu også et helt vildt billede…!
Tillykke til Allan!
Kan ud over de nævnte også rigtig godt lide Lars’ billede af en vild vild uglet ugle, der kigger igennem vinduet.
Mange tak Jacob! 🙂
Tak for kritikken og dejligt at vide at man har været med i “opløbet”. Og stort tillykke til Allan, det var også det billede jeg ville have valgt (når man nu ikke må stemme på sin egen 🙂 )
Øv Øv kære Julemand.
Hvorfor har du svigtet mig og ikke sendt min præmie. Har jeg ikke været sød nok eller er det din speditør (Post Danmark), der endnu engang har kludret i det?
Med venlig hilsen
Allan
Hej Allan..
.
Jeg tror stadig vi mangler din adresse?
Har sendt en PB. Håber du modtager den, denne gang 😉
Så skulle den gerne være sendt afsted!