Ny fotobog er fuld af gyldne øjeblikke

af Jon Detlefsen

En ubegribeligt smuk fotobog med naturbilleder fra et sted i landet, der næsten ikke er til at begribe. ’Øjeblikke’ er fuld af stille, poetiske, afstressende og smukke øjeblikke

Fotobog, Øjeblikke, Johnny Møller, Med forord af biolog og naturformidler Vicky Knudsen, 259 sider, 332 farvefotos, Narayana Press 2019, kr. 399,-

Der er sgudda ikke noget natur i Herning!? Området er fladt, omkranset af tomme motorveje og beboet af driftige oligark-forretningsmænd med store armbevægelser. Man er da ikke helt rask, hvis man kaster sig over et naturfotobogs-projekt med udgangspunkt i det vestjyske svar på Klondyke…

Jo, det er man åbenbart. Det har Johnny Møller så rigeligt bevist med sin smukke og stille bog ’Øjeblikke’. Her åbner han portene til en verden, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig i sammenhæng med Herning. Af alle steder. Ja, det er endnu ikke helt sevet ind.

Fotobog: Øjeblikke af fotograf og grafiker Johnny Møller. Produktfotos: Johnny Møller. 

Der er natur overalt

Johnnys mission er at vise os, at der er natur tilgængelig overalt omkring os. Du skal bare lette rumpetten fra sofaen og gå eller køre få minutter, så kan du finde alt det, som vi ser i ’Øjeblikke’. Så kan vi finde vores egne øjeblikke.

Øjeblikkene er en anden essentiel del af budskabet. At søge de små øjeblikke med fred, ro og ingen stress. Det er videnskabeligt bevist, at naturen har en direkte helbredende effekt på os. Både fysisk og mentalt.

Befinder man sig i en svær periode i sit liv, og der er vi alle på et eller andet tidspunkt, så kan man snige sig til de små, saliggørende øjeblikke, som hjælper til med at klare den. Man kan snige et smut ud i naturen. Den er næsten lige uden for døren.

Løvbakke Skov. Foto fra bogen: Johnny Møller.

Stemninger og magi

Bogen består udelukkende af naturfotos. Af stemninger. Johnny er ikke interesseret i at vise mig specifikke arter. Jeg forskånes for en dokumenterende artsregistrering. Og tak for det. Jeg er ikke synderligt interesseret i arter.

Jeg er interesseret i følelser, stemninger, mystik. Jeg er interesseret i at mærke, hvordan det er at være der. I skoven, på heden, ved åen. Året rundt. Tidlig morgen eller sen aften. Og det får jeg serveret i overflod i ’Øjeblikke’. Når jeg dvæler ved billederne i bogen, kan jeg mærke naturen. Dufte den. Høre dens lyde.

Knudmosen. Foto fra bogen: Johnny Møller.

Et par gange undervejs i bogen oplevede jeg en gentagelse af billeder, hvor jeg tænkte, at her kunne der godt været skåret lidt fra. Men det var hurtigt glemt, når jeg bladrede videre og stødte på et af de billeder, der kvalitetsmæssigt ligger lysår over det niveau, man hyppigst støder på, hvis man kigger på danske naturbilleder.

Det er en helt vidunderlig tanke, at man ikke behøver at rejse langt væk for at finde magien. Den er lige her. Man kan lave en bog som ’Øjeblikke’ hvor som helst i landet. Johnny Møller er så smart, at han har ført det ud i livet. Og han er så begavet en fotograf, at han faktisk er i stand til at løse opgaven, der unægtelig ikke er simpel.

Præstbjerg. Foto fra bogen: Johnny Møller. 

Visuel poesi

Johnnys billeder er stille og poetiske. Fyldt med ro og fordybelse. Han har et helt utroligt fint blik for at se lyset og mørket, for at finde de små, fine stemninger. Øjeblikkene. Teknisk behersker han det at fotografere og lave naturbilleder, som de færreste inden for feltet. Han burde være danmarksmester.

Bogen er bygget op med ti kapitler fra hver sit naturområde i omegnen af Herning. Hvert kapitel har sin egen lille tekstintro med en personlig stemningsbeskrivelse. Og her springer Johnny ud som lyriker. Det er fine, poetiske beskrivelser af oplevelsen af at være til stede i naturen dybt forankret i Johnnys eget sindbillede.

Løvbakke Skov. Foto fra bogen: Johnny Møller.

”Hvis man lægger hovedet tilbage og kigger op, kan man se flokke af sangsvaner, der med ranke halse, susende vingeslag og trompeterende stemmer glider hen over himlen. Måger, krager og råger kommer også forbi. Ind og ud mellem hinanden, målrettede og på vej. Hvem der bare var fugl.”

Teksten er både på dansk og på engelsk, hvilket jeg ikke er stor fan af. Jeg er klar over, at det er af økonomiske hensyn, men det forstyrrer. Det trækker det ellers meget høje niveau en anelse ned og lader en grim, kommerciel skygge hvile over bogen. Mange gør det, men det gør det ikke kønnere.

Ovstrup Hede. Foto fra bogen: Johnny Møller.

Genialt banalt og gennemført

Ingen kan ikke relatere til Johnnys ord og billeder. Jeg vil råde alle, som går med et bogprojekt i tankerne, om at kigge Johnny over skuldrene. Jo mere simpelt og banalt, jo mere fokuseret, gennemført, fuldendt. Og budskabet står lige så lysende klart, som det smukke lys i mange af Johnnys billeder.

Sidst i bogen finder du et kort med alle ti naturområder plottet ind og med QR-koder til adresserne på de forskellige områders parkeringspladser. God service!

Øjeblikke er en meget personlig bog. Den er nærmest selvterapi, og den kommer os alle til gode. Den er et must, hvis du på nogen måder holder af foto, natur, fred og ro, smukke bøger. Hatten af for et gedigent og flot stykke arbejde af en af landets pt bedste naturfotografer.

Skynd dig at købe Øjeblikke lige her, før den er udsolgt!

Coverfoto: højlandskvæg ved Knudmosen. Foto fra bogen: Johnny Møller. 

Søby Brunkulslejer. Foto fra bogen: Johnny Møller. 

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os