Nu er jeg jo ikke bryllupsfotograf, meeen…

– det er jeg åbenbart alligevel. Og heldigvis har man lov til at have en bestemt holdning til noget, lige indtil man har en ny bestemt holdning til det

Kender du det, at man har en bestemt opfattelse af noget, og at man egentlig ikke ved helt nøjagtig, hvor fra denne opfattelse er kommet?

Det er ikke fordi, opfattelsen nødvendigvis er sagligt velbegrundet. Den er der bare, og det har man vænnet sig til uden at spekulere nærmere over det. Det kender jeg i hvert fald til.

Jeg har hidtil haft til gode at se lyset i bryllupsfotografiet. Alt det der romantiske, iscenesatte og uvirkeligt eventyrlige happy-udtryk, som jeg ofte synes, præger bryllupsfotos, er lidt for sødmekvalmt efter min smag.

Jeg kan sagtens se, at nogle fotografer er blændende dygtige til lige netop denne form for bryllupsfoto. Men der sker bare ikke så meget inde i mig, når jeg kigger på det.

Jeg tror egentlig også, at jeg har set lidt ned på bryllupsfoto som beskæftigelse. Og jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor.

Foto: Jon Detlefsen

En holdningsændring

Men nu har jeg sat mig lidt ind i sagerne, og nu mener jeg noget andet. Jeg har konstateret, at bryllupsfoto som beskæftigelse er ganske krævende. Det kræver en enorm mængde arbejde, menneskeforståelse og teknisk snilde. Desuden masser af mod, fantasi og initiativ. Og meget mere.

Jeg har ændret holdning. Eller jeg har fået en holdning, som ikke blot er en automatholdning. En typisk og sund reaktion, tænker jeg. Når man har en holdning til noget, man ikke ved noget om, så ændrer den holdning sig sandsynligvis, når man faktisk erhverver sig viden på området. Her er politikere naturligvis undtaget.

Foto: Rikke Knuth

På nogen områder har min holdning ikke ændret sig, men det er mere inden for smag. Jeg er stadig ikke til det klassiske, romantiske bryllupsfoto. Det er der heldigvis andre, der er, og hurra for det. Hurra for forskellighed og mangfoldighed.

Og jeg ser bestemt ikke længere ned på bryllupsfoto – tværtimod. Nu har jeg endda lidt mere at have det i, for nu har jeg selv prøvet at fotografere et bryllup.

For at tvære lidt mere rundt i det, så er det en af de sjoveste og mest berigende fotoopgaver, jeg nogensinde har haft. Så jeg lægger mig fladt ned og æder mine ord i mig igen, hvis jeg nogensinde skulle have ytret mig negativt om bryllupsfoto.

Foto: Jon Detlefsen

Dokumentarisk bryllupsfoto

Sidste sommer opdagede jeg en genre inden for bryllupsfotografiet hvis eksistens, jeg endnu aldrig havde hørt om, og som øjeblikkeligt vækkede noget i mig.

Det dokumentariske bryllupsfoto. Dokumentarisk som i ikke romantiseret, ikke iscenesat og ikke poleret uvirkeligt.

Mange har sikkert praktiseret det længe, men jeg anede ikke, at der også fandtes bryllupsfotografi, hvor det handler om at lave billeder i en mere fotojournalistisk reportageform. Altså dokumentarbilleder.

Billeder, hvor man, næsten som en pressefotograf, blot følger begivenhedernes gang uden selv at manipulere.

Foto: Jon Detlefsen

Fang virkeligheden

Her skal ikke stilles op. Her gælder det om at spotte og fange de små, unikke øjeblikke med grin og tårer. Det skøre og det skæve. Det sjove og akavede. Det rørende og lattervækkende. Det gælder om at spotte og fange virkeligheden.

Det gælder om at fange ægte øjeblikke, der finder sted i virkeligheden. Det giver intimitet og nærvær i billederne. Det giver en følelse af selv at være til stede. Simpelt nok egentlig.

”Øjebliksbillede: billede som gengiver en øjeblikkelig (tilfældig) situation.” – Den Danske Ordbog.

Men nej, det er selvfølgelig ikke så simpelt, har jeg erfaret. Det er ganske vanskeligt. Men også spændende og udfordrende på den gode og tilfredsstillende måde.

Foto: Rikke Knuth

At være til stede

Som fotograf skal man være opmærksom og hele tiden have øje for alle de små episoder, der opstår, når mennesker er sammen.

Og så skal man forstå at fange dem i snapshots, der både rummer masser af historie og stemning. Og det er helt bevidst, at jeg kalder det snapshots. For det er netop snapshots, øjebliksbilleder, man laver af brylluppet på denne måde.

Et snapshot er et indtryk af en given situation eller hændelse mere eller mindre tilfældig. På den måde minder det ganske meget om tilgangen til gadefotografiet.

Foto: Jon Detlefsen

At søge nye veje

Nå, summa summarum, nu er jeg altså også bryllupsfotograf. Selvom jeg har lyst til at sige, at jeg egentlig ikke er bryllupsfotograf men bare er en fotograf, der blandt andet dokumenterer bryllupper.

Men så let slipper jeg ikke, for jeg har startet en bryllupsfotobusiness sammen men min veninde Rikke, hvor vi har udviklet et spændende koncept – synes vi selv.

Ideen om fælles-business opstod på en af de utallige køreture mellem Jylland og Sjælland, da vi i tre måneder i vinter var på masterclass i visuel historiefortælling på Fotoskolen Fatamorgana.

Vi tilbragte mange timer i bilen sammen, der var af en eller anden grund altid snestorm og elendigt føre, så der var rigeligt med tid til at tale fotografi. Og hvad vi skal stille op med det både proffessionelt og personligt.

For mig hører de to ting sammen. Jeg havde brug for, at der skulle ske noget nyt i mit fotografiske liv. Og heldigvis havde vi masser af tid til at få gode ideer. Det fik vi, og nu er vi i gang.

Vi har stadig noget at lære, vi samler erfaring, og konceptet bliver finpudset. Men vi er i gang. Og det er det vigtigste.

Foto: Rikke Knuth

Billederne her i artiklen er fra vores første fælles opgave. Vi var i smukke Rødvig ved Stevns Klint, hvor vi dokumenterede Simon og Cecilies dansk/jødiske bryllup.

Vi fotograferede både brudens og gommens forberedelser, vielsen, receptionen, middagen, og festen. Og alle pauserne også. Vi fotograferede hele dagen.

Og vi havde frie tøjler. Brudeparret havde et par specifikke ønsker, men ellers kunne vi gøre, lige, som vi synes, det skulle gøres. Og det gjorde vi. Og vi havde en fest.

Og vi var begge høje af oplevelsen bagefter og enige om, at det var noget af det sjoveste, fotografiske arbejde, vi hver især nogensinde havde lavet.

Foto: Jon Detlefsen

Vær ikke låst fast

En del af konceptet i vores bryllups-business er tilgangen til grej. Den vil mange af jer fotonørder sikkert finde drønkedelig, for vi har et minimalistisk dogme om at bruge så lidt grej, som muligt. Små kameraer og små, faste objektiver. Derfor bruger vi Fujifilm-grej. Men det uddyber jeg senere i en anden artikel.

Moralen, jeg selv tager med mig fra denne historie, er, at jeg vil være påpasselig både med at putte mig selv i en enkelt fotografisk bås og med at holde mig selv uden for nye. Det har jeg også filosoferet over tidligere her på FM.

Det, som jeg for et år siden ikke kunne forestille mig i min vildeste fantasi, er nu blevet til virkelighed. Jeg fotograferer bryllupper. Og jeg elsker det.

Foto: Jon Detlefsen