Natfotografering – en udfordring i særklasse

Ildfluer på vingerne. De kán ikke fotograferes, fik jeg at vide. Jeg tog det som en udfordring i natfotografering!

NATFOTOGRAFERING – PYRE PLIES I PILIPPINERNE

Jeg var en tur til Filippinerne de sidste par uger. Nærmere betegnet Bohol – en af de sydlige Visaya øerne midt i riget med de 7000 øer.

Det var ren ferie med familien og en søn som skulle sikre sig sit Open Water Diving certifikat. Bohol er en ø med en lide side-ø, Panglao, som er kendt som et dykkerparadis. På Panglao er der mange turister, dog hovedsageligt af den ret afslappede slags. På resten af Bohol er der stort set kun dagtursturister fra Panglao, og de laver allesammen den samme dagstur langs øens højdepunkter.

Sønnen fik sit OWD på Panglao. Derefter var vi væk. Først til Loboc, en meget lille by langs Loboc floden i junglen, så til Anda på modsatte side af Bohol, hvor koralrevet var spektakulært godt.

Hvis I skulle tro at jeg efter flere uger i junglen ville komme hjem med 10K naturbilleder må jeg skuffe. Det må blive Brian når han kommer hjem fra Borneo om en uge. Alt som kan spises på Bohol er blevet spist. Selvom der er rigeligt med rimelig uspolerede urskovsområder, er der meget, meget få fugle og dyr. Ikke engang de små tarsier – en slags mini spøgelsesabe som er nærmere beslægtet med lemurer end med primater og som er Bohols varemærke, er der mange tilbage af.

En tarsier på sovepladsen. Tarsier er et udpræget nattedyr. Da Brian så billedet skrev han: “SNYD, DET ER JO OM DAGEN!” Jo, men om natten kan man ikke finde dem, og jeg kan ikke gøre for at Nikon kameraer larmer så voldsomt at de vækker ethvert levende væsen i flere kilometers omkreds. (Nikon D800e, 70-200/2.8, f/2.8, 1/125, ISO 360)

 

Selv krybdyr var der påfaldende få af, og på revene omkring øen – ellers nogle af de smukkeste jeg har set – er alt over 20cm i størrelse blevet spist op, pånær havslanger og havskildpadder (som vi til gengæld så rigtigt mange af). Om aftenen tager i dusinvis af små outrigger kanoer ud på vandet for at fange strejfere.

 

Om aftenen søsætter de lokale fiskere deres outrigger kanoer. (Nikon D800e, 70-200/2.8, f/2.8, 1/5000, ISO 100)

Choko Top

Alligevel er øens højdepunkter stort set allesammen relateret til naturen: koralrevet, de førnævnte tarsier, og de berømte og håbløst fejlnævnte Chocolate Hills.

 

PYRE PLIES

I junglen omkring Loboc floden (og et par andre åer på Bohol) gemmer der sig så endnu et lille naturmirakel som øen er kendt for men som er væsentligt mindre besøgt. Fire flies eller, som Filippinerne ville udtale det: Pyre Plies.

Jeg har set ildfluer før, men da spektaklet på Bohol efter sigende skulle være noget helt for sig selv tog vi båden ud om natten for en syv kilometer lang sejltur til stedet hvor de små insekter skulle lyse nattehimlen op. Det er forøvrigt biller, ikke fluer.

Jeg havde fået at vide af Boy, hotellets ejer, at de ikke kunne fotograferes. “Many customers complain,” sagde han. “They come back from the riber and cannot botograb pyre plies!”

Den tog jeg op. Jeg elsker ting som ikke kan fotograferes. Jeg elsker at fotografere ting som ikke kan fotograferes, men jeg har faktisk en endnu dybere respekt for ting som virkelig ikke kan fotograferes. Der er så få oplevelser tilbage som bare skal opleves uden hårde beviser og som ikke kan foreviges på vores smartphones.

Jeg havde forventet at vi ville være omgivet af ildfluer på åen. I stedet svirrede de i enorme skyer højt oppe omkring nogle helt bestemte trækroner. Det var et fantastisk syn, især fordi de blinker i sync med hinanden. Blinklyset ligesom bølgede frem og tilbage i de store skyer.

Jeg kunne hurtigt se hvad Boy havde ment da han sagde at de ikke kunne fotograferes. De giver meget lidt lys og de fløj højt oppe. Jeg havde også et par ‘mindre’ tekniske udfordringer:

• Jeg havde kun et Nikon D800e, som ikke er kendt for at have de bedste høje ISO egenskaber
• Jeg havde ikke noget stativ
• Vi befandt os på en båd, som gyngede
• Det var en måneløs nat og der var ravnsort på såvel åen som bredden
• Kameraet kunne slet ikke fokusere og jeg kunne ikke bruge noget som helst form for lys til at aflæse manuel fokus for ikke at forstyrre de andre som så med fra vandet

Jeg endte med at gå fra bord ind i buskadset, uden lys. Jeg er ikke så bange for mørke og kryb, meeeen… jeg var ikke på Fyn, der var meget mørkt og jeg havde set mange meget store edderkopper i området i dagslyset.

Jeg fandt et lille sted under træerne hvor jeg forsigtigt ryddede skovbunden og lagde kameraet med objektivet opad, fandt den rigtige lukkertid, som gav lys nok uden at give alt for lange stjernestriber. Valgte 14mm (Nikons 14-24mm) for at tage så meget ind som muligt – altid den værste grund til at vælge en vidvinkel! Jeg valgte f/4 for at holde det lavt men ikke for lavt. Objektivet er bare ikke helt skarpt ved f/2.8.

Jeg kunne som sagt ikke bruge autofokus og jeg ville ikke bruge lys for at tjekke fokusringen på grund af de andre på vandet. (Selvom jo, der var, helt som forventet, nogle som brugte flash!) Så jeg fokuserede manuelt på uendeligt og begyndte at tage billeder. For hvert tredje billede skruede jeg fokus en millimeter ned. Jeg tog 30 billeder og endte lige som forventet med kun tre skarpe billeder.

 

(Nikon D800e, 14-24/2.8 @ 14mm, f/3.5, 10 sek, ISO 1250.)

Jeg flyttede kameraet og gentog sceancen, nu med blænde 2.8 og ISO 1000. Igen med kun tre skarpe billeder som resultat.

Et par flotte prikkede linier her fra langsomt flyvende biller. (Nikon D800e, 14-24/2.8 @ 14mm, f/2.8, 10 sek, ISO 1000.)

 

Blev det nogle smukke billeder? Næh, men det var sjovt! Jeg har sidenhen set meget gode ildfluebilleder fra andre folk i andre lande med uden tvivl bedre lokalkendskab og, fast fællesegenskab, fluer som fløj tæt på jorden.

Men Boy var tilfreds og gav mig sin emailadresse så jeg kunne sende billederne. Han ville printe dem så han kunne vise dem til sure “customers” som klagede at de ikke kunne fotografere “the pyre plies”.