Test af gamle objektiver: i en verden, hvor alt helst skal være hurtigere, skarpere og mere teknologisk banebrydende, træder jeg på bremsen og spoler tiden tilbage til de gode gamle dage med test af tre klassiske standard 50mm-objektiver – kan det gamle grej mon bruges til noget i dag?
Vi tager tilbage til de gode gamle dage, hvor alting var meget bedre. Hvor solen altid skinnede om sommeren, og vinteren varede tre måneder med snefri fra skole og kælketure ud i uendeligheden.
Til dagene, hvor kitobjektiverne ikke var noget billigt plastikskrammel. Hvor de var lysstærke og bygget solidt som kampvogne. Jern og nul plastik. Bygget for at holde evigt.
Grejet i testen
Alle billeder er lavet med mit Sony A7II, som jeg forelskede mig i, da jeg tidligere på året lånte det af Sony Nordic til test.
Objektiverne i testen er de tre klassikere og halv/hel-legender:
– Nikon 50mm f/1.2 AIS
– Contax/Carl Zeiss Planar T* 50mm f/1.4
– Asahi Pentax Super Takumar 50mm f/1.4 M42-mount
Alle tre objektiver er gamle, manuelle konstruktioner. Hvad de mangler i moderne elektronik, har de til gengæld i byggekvalitet. De er fælles om følelsen af uforgængelig kvalitet og er bygget så solidt, at de mekanisk og optisk virker næsten som nye, selvom de er 40-50 år gamle.
Blænderingene klikker på plads i perfekte hak, der passer på millimeteren. Og fokusringene glider blødt som smør. Det er lækkert og imponerende.
Fra venstre: Nikon 50mm f/1.2 AIS, Contax /Carl Zeiss Planar T* 50mm f/1.4, Asahi Pentax Super Takumar 50mm f/1.4. Sidste billede viser Pentax og Carl Zeiss-objektiverne monteret på klassikerne Pentax Spotmatic SPII og Contax RTS.
Nikon 50mm f/1.2 AIS
Nikons 50mm 1.2 i denne, nyeste udgave er ca. fra 1980. Det særlige ved dette objektiv er, at det stadig er i produktion. Ja! Du kan faktisk købe det splinternyt. Det er det mest lysstærke objektiv, Nikon producerer i dag. Mit objektiv er ca. fra starten af nullerne.
Contax /Carl Zeiss Planar T* 50mm f/1.4
Tyske Carl Zeiss og japanske Yashica indledte i begyndelsen af halvfjerdserne samarbejdet om det eksklusive pro 35mm. SLR-kameramærke Contax. Det blev designet af F. Alexander Porsche Group – ja, den Alexander Porsche, der designede 911. Planar T*-objektiverne blev lavet til Contax og opnåede noget, der ligner legendarisk status. I 70’erne kunne Planer T*50 1.4 fås til det første Contax-kamera RTS.
Asahi Pentax Super Takumar 50mm f/1.4
Pentax ville konkurrere med Zeiss, der i 50’erne sad mere eller mindre alene på tronen som producenterne af det bedste optik, der overhovedet kunne fås. Fra 1964 blev første generation af Super Takumar 50mm 1.4 solgt som standardoptik på Pentax Spotmatic. Første generation havde otte linseelementer, og efter to år kom afløseren med syv elementer. Mit objektiv er anden generation fra 1966 med syv elementer. Super Takumar har ligeledes opnået kultstatus.
Sony A7II + Nikon 50mm f/1.2 AIS.
Åh altså det Nikon…
Jeg bliver lige nødt til at fremhæve Nikon-objektivet. Håndværksmæssigt må det være noget af det bedste, Nikon nogensinde har bygget. Det er det lækreste stykke fotogrej, jeg har holdt i hånden. På andenpladsen kommer måske mit Porsche-designede Contax RTS analoge 1974-kamera, men det skriver jeg nok om en anden gang. Mit Nikon 50mm 1.2 er fra start nullerne, og det ser ud og føles som om, jeg lige har pakket det ud fra nyt.
Objektivet har syv linseelementer i seks grupper – ret standardagtigt tror jeg. Og så har det ni blændelameller, hvilket burde betyde lækker bokeh med lækre lysringe på den lækre måde. Altså bare helt gennemført lækkert, hvis du skulle være i tvivl…
Der er kun en kvart omgang på fokusringen fra nær- til fjernfokus, og den kører blødere end blødt. Den lille lyd, der opstår, når fokusringen stopper ved maks nær- eller fjernfokusering er helt ubeskrivelig. Det er et klonk og ikke et blikagtigt klinggg eller et fladt, plastikagtigt klak. Lyden er en lille lyd, men det er stadig et solidt klonk. Det er lyden af mekanisk perfektion og materiel topkvalitet.
Der er intet, ikke blot det mindste lille bitte mikroskopiske, slør i hverken blænde- eller fokusring. Det er nærmest kunst og lige til at blive blød i knæene over. Gummibelægningen er perfekt. Ingen problemer her med gummi, der løsner sig, som jeg, og mange andre, har oplevet det på plastikskramlet 24-70 og 70-200 VRII.
Asahi Pentax Super Takumar 50mm f/1.4. Jeg synes, der er en følelse af retro i de billeder, som Super Takumaren præsterer. En analog fornemmelse, selvom det er digitale billeder. I like!
De rette præmisser
I denne ganske uvidenskabelige test har jeg udelukkende skudt på fuld åben blænde på de tre objektiver. Det er jo ligesom det, der er interessent. Jeg anskaffer mig ikke blænde 1.2 og 1.4-objektiver, fordi jeg drømmer om at fotografere på blænde otte. Nej, her skal leges, og det handler om at udforske de tre, lysstærke oldies og se, hvad de kan fremtrylle af lækkerier.
Og ja, objektiverne er manuelle, dvs., at jeg fokuserer og justerer blænden manuelt. Men jeg kan godt skyde på blændeprioriteret program. Mange er måske skeptiske over for manuelt fokus. Og der er utvivlsomt situationer, hvor man vil savne den.
Men fotografering med de gamle objektiver er ikke direkte sammenligneligt med fotografering med moderne objektiver. Det er, som hvis du kører i din Passat på arbejde i hverdagene og i din 1957 MG Roadster i weekenden, når du bare skal nyde livet. Du har meget forskellige krav og forventninger til de to biler.
Derfor nytter det ikke noget at holde de gamle objektiver direkte op mod de nye. Ja, det er manuelt fokus. Ja, der er ikke noget elektronik og derfor heller ingen exifdata. Ja, coatingen er ikke på højde med i dag, og derfor vil der være mere flare på de fleste oldies.
Ja, det her er langsom fotografering. Men det er jo netop charmen og en af de store fornøjelser ved det. Langsommeligheden. Grundigheden. Fordybelsen. Fejlene. Særhederne. Det uperfekte. De har sjæl de her gamle glas, og fotohistorien oser ud af dem.
Contax /Carl Zeiss Planar T* 50mm f/1.4. Mit indtryk er, at objektivet er virkelig skarpt – selv på fuld åben blænde. Jeg var ret imponeret over skarpheden i billederne med gadeteater. Og så har jeg leget lidt med bokeh, som jeg synes, det klarer på en virkelig lækker måde.
Skarp?
”Er de mon skarpe de gamle, forældede, primitive objektiver?” vil nogen måske tænke. Skarphed er et emne, der fylder meget, når man taler fotografering. Berettiget til tider, og helt overflødigt og obstruerende for fotografiet til andre tider.
Det interessante er ikke, om de er skarpe, men om de er skarpe nok. Til det formål, de nu engang skal tjene. Og de her tre vidundere er rigeligt skarpe. Også på fuld åben blænde – næsten. Nikon er lidt blød på 1.2, men det er helt acceptabelt. De to andre er, efter min bedste vurdering, rigeligt skarpe på fuld åben blænde. Jeg er faktisk lidt imponeret.
Portrætbilledet af min yngste datter er lavet med Super Takumaren. Hendes højre øje er ikke ramt helt perfekt, men det venstre er. Og det er ikke objektivets skyld. Det er pga. af en fotograf, der tror, man kan tage et snapshot, med fuld åben blænde og en vanvittig smal skarphedsflade, af en otteårig energibombe. Blot vejrtrækningen er nok til at bevæge sig ud af skarphedsfeltet.
Gadeteaterbilledet, hvor min ældste datter laver gadeteater med sin teaterskole, er lavet med Zeiss-objektivet. Jeg legede egentlig med lange lukkertider og bevægelsessløring, fordi jeg synes, kostumerne og hele stemningen passede godt til nogle lidt uhyggelige og spøgelsesagtige billeder. Men så kom jeg i tanker om, at jeg helle måtte skyde et par skarpe billeder også. Og Zeiss er skarp på 1.4 – tænk lige på, at det er et gadebillede af motiver i bevægelse lavet med manuel fokus. Det dur!
Nikon 50mm f/1.2 AIS. Det her objektiv har virkelig et helt særligt look. Der er noget drømmende og måske endda noget filmisk over det. Og den bokeh… Suk!
Den tredje dimension
Når vi tester grej her på FotoMalia, giver vi almindeligvis grejet point efter en række parametre som eksempelvis byggekvalitet, billedkvalitet, brugervenlighed, features og value.
Men der er et parameter, som jeg savner. Et parameter, som ikke umiddelbart er målbart. Som har noget at gøre med følelsen af at bruge det her grej.
Hvad gør det ved mig, når jeg bruger det? Hvordan påvirker det min lyst til at fotografere? Hvordan påvirker det min kreativitet? Bliver jeg inspireret? Det er i virkeligheden det vigtigste parameter overhovedet. Og det gælder, uanset om grejet er nyt eller gammelt.
På det parameter scorer alle tre objektiver maks. Og det er selvfølgelig pga. hele den fotografiske proces, langsommeligheden, fordybelsen. Det er en meget stor nydelse at lege med det gamle grej.
Men det dækker også over noget andet. Det dækker over det særlige look, de respektive objektiver tilføjer billederne. Det er svært at sætte fingeren på, nøjagtig hvad det er. Men der er noget. En dimension, der ikke kan testes og måles, men som tilføjer billederne “noget andet”. Det er dette – “noget andet” – der virkelig batter, synes jeg.
Blomstertesten
På bedste uvidenskabelige videnskabelige vis tester jeg her skarphed, bokeh og nærgrænse. Kameraet er monteret på stativ, og objektiverne indstillet på nærmeste fokusafstand. Billederne er ubehandlede – blot konverterede fra RAW til JPEG i Photoshop.
Fra frontglas til fokuspunkt er nærgrænsen henholdsvis: Nikon: 39,5 cm., Pentax: 39 cm., Zeiss: 34 cm.
Nikon er tydeligvis noget mere ulden på fuld åben blænde, end de to andre. Og umiddelbart ser det ud til, at Super Takumaren klarer sig bedst i skarphed.
Jeg synes, de tre objektiver ligger så tilstrækkeligt tæt farvemæssigt, at jeg faktisk ikke kan se betydelige forskelle. Jeg havde egentlig forventet større forskel. Måske kan du se den?
Bokehen er mest smørblød på Zeiss og mest kontrastfuld på Pentax med Nikon et eller andet sted i midten. Så må man selv vurdere, hvad man bedst kan lide. Jeg har ikke umiddelbart en præference her men synes, de hver især har store kvaliteter.
Og ja, forskellen mellem blænde 1.2 og 1.4 har naturligvis noget at sige, ligesom forskellen på afstand til motivet har det. Så det skal der også tages højde for, når objektivernes evner vurderes.
Konklusion
Først og fremmest: kan de gamle objektiver bruges til noget som helst i dag? Stort JA! Kan jeg forestille mig at bruge dem professionelt også? Ja! Deres kvaliteter egner sig fint til mange situationer. De er eksempelvis oplagte til portrætter.
De gamle glas emmer af stolte traditioner fra dengang, man satte en ære i at bygge det bedste, man overhovedet formåede. Fra da man satsede sin ære på at bygge tingene så perfekte og holdbare, som tidens teknologi kunne præstere.
De tre objektiver har en stor plads i mit hjerte. Jeg er vild med deres evner, deres look, deres særheder. Er det de bedste, der findes? Nej, sikkert ikke. Der findes masser af særlige og sjældne objektiver fra de gode gamle dage, som er meget mere hypede (og dyre). Men de tre udmærker sig, blandt meget andet, ved, at de er til at få fat i og betale sig fra.
Og vigtigst af alt: med de her tre testobjektiver får jeg lyst til at fotografere mere mere mere!
Priseksempler
Brugtpriser på ebay:
Nikon 50mm 1.2 AIS fra kr 2.500,-
Asahi Pentax Super Takumar 50mm 1.4 fra kr. 700,-
Contax/Carl-Zeiss Planar T* 50mm 1.4 fra kr. 1500,-
Priserne er cirkapriser – de kan selvfølgelig variere og er plus evt. forsendelse. De fleste er fra Japan eller USA.
Priseksempler på nye 50mm.:
Canon 1.4 kr. 2.870,-
Canon 1.2 kr. 11.745,-
Sigma 1.4 Art kr. 5.365,-
Zeiss Milvus 1.4 (manuel) kr. 10.245
Nikon 1.4 kr. 3.595,-
Nikon 1.2 (manuel) $699,95 B&H i New York
Alle billeder i testen er let billedbehandlede i Photoshop. Helt standard – lidt kontrast, skarphed osv., som jeg altid gør med mine billeder. Billederne i blomstertesten er ikke behandlede men blot konverteret fra RAW til JPEG.
