Udenfor er det mørkt og det regner. Måske nok godt fotovejr, men jeg sidder i min stol med en varm kom kaffe i hånden og ser lidt mismodig ud på den regnvåde gade.
Lysten til at tage kamerat under armen er til stede, men lysten til at konfrontere regnen og blæsten er mindre til stede.
Jeg er sådan indrettet, at jeg forsøger, at finde det positive ved ting. Derfor efter lidt granskning af dagens lidt pessimistiske hjerneaktivitet, var konklusionen, at tiden var inde til at se nærmere på mine dias billeder fra 1986 og frem til 1996. Med andre ord, 10 års kaotiske billeder gemt i kasser på loftet.
Digitaliseringen
Projektet er at digitalisere de bedste af mine dias, hvis der overhovedet er nogle gode!
Jeg har ikke lige penge på kontoen til at købe en scanner, så hvad gør man så? Ja, jeg bygger jo selv en scanner.
Processen
Planen var at affotografere dias billederne og til det brug havde jeg tænkt mig at bruge min Sigma 150 mm f/2,8. Denne skulle påmonteres min Nikon D7200, hvilket giver en brændvidde på ca. 225 mm. pga den mindre sensor. Dette giver en billedvinkel på ca. 8 grader.
Med lidt hjælp fra Phytagoras, har jeg så fundet ud af hvor langt biledet skal være fra min sensor. Eller med andre ord, hvor stor en papkasse jeg skal bruge til projektet.
Med det på plads, var det bare at gå i gang med pap, gaffa, dias rammer og en hobbykniv.
Gaffa er super til at lappe huller, så man undgår at få lys ind de forkerte steder.
Scanneren må jeg indrømme er en prototype, og billederne bliver affotograferet med hud og hår, om jeg så må sige. Men de kan bruges og med lidt mere omsorg, kunne billederne sikkert renses og der kunne komme et fint digitalt billede ud af det. Men jeg syntes faktisk bare det er sjovt, at man kan se tidens tand på dias billederne.
Opbygningen
Kassen er altså en kasse jeg fandt i mit genbrugs skrald. Den lappede jeg sammen med gaffa og skar et hul i den ene ende, lidt større end de 24×36 mm. et dias billede er. Her uden på satte jeg så en diasramme som var skilt ad, så den ramme der skulle affotograferes kunne glide ind under papstykket jeg havde sat på med gaffa, for at holde billedet på plads. Her ud over byggede jeg en ramme ind under hullet, samt en stopklods af pap for enden. Nu var alt jeg skulle gøre at skubbe billedet der skulle fotograferes ind foran hullet. Rammen for neden og papstykket for enden, sørgede for at billedet stoppede nøjagtigt ud for hullet.
Så nu er det jo bare at gå i gang, måske!
Men da scanneren er en prototype, vil der sikkert være ting der skal laves bedre hen ad vejen.
Eksempelvis regner det stadig og lyset udenfor er svagt og det havde jeg tæt mig at bruge som lyskilde. Alternativt kunne man naturligvis bruge en lampe som lyskilde og så justere kameraets hvidbalance efter hvilken type lys lampen udsender.
Kameraet kunne være bedre, hvis den havde vippeskærm og måske endog hvis det var et spejlløst kamera, selvom D7200`s liveview dog fungerer.
På sigt ville det være en god idé at fastmontere “scanneren” på et stykke træ, samt udtænke et system, hvor man bare kan skubbe kamerat ind på plads i den rigtige afstand og så sidder den fast på træ stykket, sammen med selve kassen, hvilket ville betyde at man kun skulle justere afstand, fokus osv. en gang. Ellers kan man jo have et kamera, man simpelthen kan montere og så ikke bruge til andet.
Fordelen ved denne type scanner, er at den er super billig, kan produceres på en eftermiddag og det er sjovt at lave det selv.
Resultatet
Jeg ved dog der er andre her fra FotoMalia, som arbejder med hjemmebyggede scannere, så jeg forventer at der i nærmeste fremtid kommer endnu et bud på en scanner og jeg forventer faktisk det bliver med et bedre resultat end min scanner.
Men har du et bud på forbedringer, eller har prøvet det selv, så hører jeg gerne om tips i kommentarerne eller evt. på facebook.
Nyd vintermånederne med lidt hjemmearbejde.
4 Kommentarer
Hej Carsten / fotonørder
Jeg har været igennem samme proces ifbm. oprydning herhjemme.
En lyskasse og diverse mellemringe foran mit A7iii monteret og vupti
er dias fra forrige århundrede lagret på mit harddrive – dejligt!
sender foto af opstillingen separat
Jørgen
Hej Jørgen.
Det er dejligt at høre at du kaster dig over digitalisering uden frygt 🙂 Tak for de fremsendte billeder af opstillingen. Måske vi kan samle nogle forskellige forslag til opstilling og digitalisering.
Fedt manner! Og helt genialt at det kan lade sig gøre. Godt gået og hip hurra for genbrug og hjemmebyg!
Helt sikkert noget jeg skal lege med. Har lige fået en flyttekasse fuld af gamle dias af min mor, fra mine bedsteforældres tid. Også billeder af mig selv som et-årig i nissekostume. Et fint nyt profilbillede 🙂