Leg med lukkeren: Fotografering af sne

af Brian - fotomalia.dk

Fotografering handler om valg – valg af blænde, lukkertid, ISO, brændvidde, kamera og meget meget mere. De valg vi tager som fotograf, skulle gerne tages ud fra, hvad der bedst fortæller den historie vi gerne vil formidle, ikke udfra hvad der er praktisk, eller udfra hvad der lige sidder på kameraet.

Idag kigger vi lidt på, hvad valget af lukkertid har af betydning når sneen falder.

FOTOGRAFERING AF SNE – FRA DALENDE SNE TIL SNESTORM

De fleste ved, at det er koldt når det sner, men på et billede er sne ikke bare sne. Der kan være meget forskel på, hvordan sne opfattes, alt efter hvilken lukkertid man som fotograf vælger.

Lad mig komme med et eksempel.

2008_januar_05_Dyr, Fugle (Aves), Måger (Laridea), Mågevadefugle (Charadriiformes)-2

Nikon D300 – 100-300mm – 300mm – f/ 5.0 – 1/200sek – ISO900

På ovenstående billede har jeg brugt en forholdsvis hurtig lukkertid, en lukkertid der fryser den faldende sne fast i luften. Dette billede giver i mine øjne et “hyggeligt” billede, og selv om sneen giver en fornemmelse af kulde, giver de “bløde” faldende snefnug en juleagtig hyggefornemmelse i billedet.

Men hvad sker der, hvis vi bare skruer en lille smule på vores lukkertid? – Ja for det første er vi selvfølgelig nødt til at rette vores eksponering, så vi får den samme eksponeringsværdi, men en længere lukkertid giver også et markant andet resultat!

2008_januar_05_Dyr, Fugle (Aves), Måger (Laridea), Mågevadefugle (Charadriiformes)

Nikon D300 – 100-300mm – 300mm – f/ 8.0 – 1/30sek – ISO200

På ovenstående billede er der som sagt brugt en længere lukkertid (1/30sek i stedet for 1/200sek), og det giver i mine øjne et ganske andet udtryk end på det foregående billede.

Nu er hyggen pludselig forsvundet, der er blevet 5-10 grader koldere og de dalende snefnug er pludselig blevet til en blæsende vinterdag! En kæmpe forskel, og billederne er taget kort tid efter hinanden.

BISONER I SNEEN

Det er altid værd at lege lidt med sine valg som fotograf, lukkertiden er som sagt bare en af dem, men det kan gøre alverdens til forskel.

Da jeg den anden dag var på bison jagt legede jeg også lidt med lukkertiden, og herunder kan i jo igen se forskellen.

2013_januar_14_Europæisk bison (Bison bonasus)

Nikon D4 – 70-200mm – 140mm – f/ 9.0 – 1/40sek – ISO100

2013_januar_14_Europæisk bison (Bison bonasus)-2

Nikon D4 – 70-200mm – 200mm – f/ 2.8 – 1/320sek – ISO400

Igen giver det to meget forskellige indtryk af det samme snefald. Hvordan det fortolkes er selvfølgelig helt op til beskueren, og det har man som fotograf meget lidt indflydelse på efter billedet er taget.

Hvad syntes du? Hvilke billeder giver det koldeste indtryk, er der overhovedet forskel og er det overhovedet værd at gå ud i kulden?

JULEKALENDER 2015

Lodder

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os