(T-DaG) – FOTOFÆLDEFANGST VED MOSKUSKADAVER (Lars Holst Hansen)

af Brian - fotomalia.dk

Så er det igen blevet T-DaG tid, og det betyder at vi har endnu en spændende gæst på besøg, og i denne uge skal vi en tur helt til Grønland og kigge på fotofælder!

Se det lyder som noget vi godt gider!

 

LARS HOLST HANSEN

Lars dyrker naturen, og det “Naturlige naturbillede“, og som biolog og fotograf med mere end 900 dage i Grønland, er det vist ingen skam at sige, at han befinder sig godt i de kolde egne.

Lars er en del af Arc-Pic.com, som er en af verdens største databaser med arktiske billeder – han er rejseleder med destinationer som Grønland, Afrika, og Ecuador på programmet, og sidst men ikke mindst, så har Lars været flot placeret ved internationale fotokonkurrencer.

Kære læsere tag godt i mod Lars!

 

FOTOFÆLDE FANGST VED MOSKUSKADAVER

 

KADAVER

Zackenberg, Nordøstgrønland, 8. oktober 2011 – 07:54:08 – Nikon D700, 17-35/2.8, 17mm, f/8, 1/100 sek, ISO 2800, IR udløser

 

Billedet her ovenfor er lavet med fotofælde, og jeg vil i dette indlæg fortælle, hvordan det blev til og samtidig lidt om det at arbejde med fotofælder.

Jeg havde i flere år pønset på at lave en infrarød udløser selv, men endte med at købe et færdigt produkt: En TM-550 fra det amerikanske firma TrailMaster. Jeg havde tidligere på året brugt den til at fotografere moskusokser ved et lille vandhul. I løbet af eftersommeren havde jeg ikke fået brugt den, men om efteråret skete der noget, der gav en oplagt mulighed; en moskusoksetyr døde ca én km fra forskningsstationen. Faktisk havde jeg set den i live et par dage tidligere, hvor den indgik i den ugentlige optælling af alle moskusokserne i dalen. Nu opdagede jeg den i teleskop ved, at se nogle ravne som flaksede lidt rundt derude. Dagen efter gik jeg ud til kadaveret med rygsækken fyldt med fotofældegrej. Der var efterladenskaber fra polarræve og ravne og et lille hul på ryggen samt et større ind i bughulen nede ved lysken, så det var jo meget lovende.

 

LHH20110925-0118

25. september 2011 – 11:49:18 – Nikon D200, 10/2.8, f/11, 1/320 sek, ISO 200, IR udløser

 

Oksen lå med hovedet pegende mod nord. Jeg brugte i første omgang DX kameraet Nikon D200 samt et 10,5mm fiskeøjeobjektiv for at komme helt tæt på, og samtidig få dybdeskarphed helt ud til uendeligt. IR-udløseren var sat til at udløse ved alle events. Det kom jeg til at justere, for jeg fik et (16GB) kort fyldt med over 1500 billeder af tyren og intet andet! Vinden havde fået tyrens lange dækhår til at blafre og det havde været nok til at udløse kameraet!

 

LHH20111002-0334

2. oktober 2011 – 15:55:43 – Nikon D300, 50/1.4, f/4, 1/1250 sek, ISO 200, IR-udløser

 

Jeg var lidt ærgerlig over ikke at udnytte de flotte høje fjelde på Calvering Ø til en lækker baggrund, så jeg ændrede kamerapostionen. Det gjorde, at man ikke længere kunne se hovedet, men et horn stak dog op og indikerede, hvilket dyr der var tale om. Jeg kunne have flyttet på tyren, men jeg er modstander af at flytte rundt på ting i felten eller senere i billedbehandlingen, så det måtte blive som naturen nu engang så ud. Desuden skiftede jeg objektivet ud til en 50mm for at få det lidt længere væk idet jeg troede, at kameraet kunne afskrække dyr fra at gå tæt på kadaveret. Det begyndte at sne, men jeg var ikke urolig for kamera eller udløser som begge er temmelig godt sikret mod vejret. Så længe det forblev koldt, ville det nok gå. Jeg satte udløseren til at være knap så “trigger happy”. Den skulle nu registrere to hændelser førend kameraet blev udløst. Da jeg tilså kamera og skiftede batterier og kort ud var de første ådselsædere foreviget: Ravne. Desværre var skarpheden ikke optimal. Der var stillet skarpt lidt bagved tyren!

 

LHH20111004-0012

4. oktober 2011 – 08:37:27 – Nikon D300, 50/1.4, f/4, 1/160 sek, ISO 200, IR-udløser

 

Et par dage efter kom den første polarræv på kortet. Men nu havde jeg for alvor fået rykket skarpheden i forbindelse med, at jeg pakkede kameraet ind med et lille rygsækovertræk… Hmm!

 

LHH20111005-0660

5. oktober 2011 – 17:47:27 – Nikon D300, 10.5/2.8, f/11, 1/100 sek, 400 ISO, IR-udløser

 

Jeg besluttede, at gå tilbage til fiskeøjeobjektivet så skarphedsindstillingen blev mindre kritisk, og håbede samtidig at dyrene nu havde vænnet sig til fotofælden og derfor var ligeglade med om det stod tættere på (ca 1 m fra kadaveret).

 

LHH20111007-0069

7 . oktober 2011 – 12:30:09 – Nikon D200, 55/2.8, f/8, 1/320 sek, ISO 100, Pocketwizard

 

Ravnene havde nu tilsyneladende helt vænnet sig til fotofælden. Via trødløs synkronisering med to Pocketwizard Plus II kontrolerer udløseren nu to kameraer. Det ene sat op for at illustrere opstillingen. Stenene er lagt for at holde på stativet, hvis det skulle begynde at blæse kraftigt. Senere lavede jeg et egentligt anker ved at bore et hul igennem en sten og føre en lille stålwire igennem, som stativet så kunne fæstes til. Stativet er et aflagt Gitzo kulfiberstativ med afkortet midtersøjle og kun øveste benled. Nikon D200 var sat på overdelen af min fotoskydeslæde, og også den tynget ned med sten.

 

Raven at musk ox carcass

7. oktober 2011 – 17:25:10 – Nikon D300, 10.5/2.8, f/11, 1/100 sek, ISO 560, IR-udløser

 

Her er et billede fra nogle timer senere fra kameraet afbildet ovenfor. Jeg brugte Auto ISO, med en tærskel på 1/100 sek og blænderpriorietet på f/11 for at få fastfrosset bevægelser og få en stor dybdeskarphed. Der er lagt et gradueret ND-filter under billedbehandlingen for at holde lidt af himlen tilbage. Solen er lige under horisonten.

 

Ghost foxes at the musk ox carcass..

8. oktober 2011 – 06:37:09 – Nikon D300, 10.5/2.8, f/11, 10 sek, ISO 1600

 

Jeg har sat max ISO til 1600 og det er i virkeligheden i overkanten for D300, som jeg normalt ikke bruger over 800 ISO pga støjen. Det er faktisk den samme ræv der er afbildet nærmest som et spøgelse i midten og til højre. Selvom billedet ikke er teknisk godt, synes jeg stadig at det har masser af stemning.

 

LHH20111008-0047

8. oktober 2011 – 7:02:54 – Nikon D700, 17-35/2.8, 17mm, f/5.0, 1/15 sek, ISO 3200, IR-udløser

 

Jeg var tidligt ude for at flytte kameraet og skifte til D700, som ville klare sig bedre i de mørke timer før og efter dagslyset. Rævene var ligeglade med mig, og især den ene forsvandt ind og ud af tyrens bughule selvom jeg sad ca 1.5 m derfra. Så egentlig var en fotofælde unødvendig! Den kunne dog arbejde, mens jeg lavede noget andet… Jeg øgede iøvrigt max ISO til 3200 med D700, som jo er er mere støjsvag. Mit 10.5mm fiskeøjeobjektiv er beregnet til APS-C formatet (DX) så jeg valgte at montere 17-35mm indstillet til 17mm. I horisonten i baggrunden ses lyset fra Siriuspatruljens hovedkvarter Daneborg ca 25km væk.

 

LHH20111008-0273

8 . oktober 2011 – 07:54:08 – Nikon D200, 55/2.8, f/5.6, 1/200 sek, ISO 1600, Pocketwizard

 

Billedet ovenfor er taget synkront med det første billede i indlægget for at vise opstillingen. Igen er Pocketwizard Plus II brugt til at synkronudløse kameraerne.

 

LHH20111009-0033

9. oktober 2011 – 07:34:37 – Nikon D700, 50/1.4, f/5.6, 1/40 sek, ISO 3200

 

Jeg var stort set ude ved fotofælden hver dag, for at tilse det og skifte hukommelseskort og batterier som ikke holdt længe i kulden. Den 9. om morgenen sneede det kraftigt og blæste. Jeg tog derfor fælden med ind men fik taget nogle billeder i det svage lys. Her kan man se, hvordan rævene spiser tyren indefra! Der er lidt uenigheder mellem de to dyr, men den ene synes at være dominerende.

 

LHH20111030-0059

30. oktober 2011 – 14:49:07 – Nikon D700, 200-400/4, 400mm, f/5.6, 1/500 sek, ISO 1600

 

Jeg satte fælden op igen, men fik ikke billeder der var bedre end dem jeg allerede havde. Af og til var der ræve, når jeg kom forbi, og jeg fik lavet nogle billeder med tele og alm. “fotografbetjent kamera” som dette og billedet herunder.

 

LHH20111030-0083

30. oktober 2011 – 15:08:50 – Nikon D700, 200-400/4, 200mm, f/5.6, 1/500 sek, ISO 2000

 

Det har været utroligt sjovt og spændende at arbjede med fotofælde og det er noget jeg vil fortsætte med i de kommende sæsoner.

 

Der er flere eksempler på fotofældebilleder i mit første gæsteindlæg: Naturlig Naturfotografi

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Spændende læsning, og dejlige billeder – fotofældefangst er ikke det nemmeste, det er faktisk ganske svært, men Lars du har virkelig fanget nogle fede og unikke billeder

Vi siger tusinde tak fordi du ville dele dem her hos os – vi glæder os allerede til næste indlæg 😉

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os