Den gode stemning

”Far, er der stemning, eller hvad?” spurgte min yngste forleden, da vi var ude at køre en tur. Hun fortsatte spørgsmålet: ”Hvorfor hænger der mennesker alle vegne?”

Når jeg fotograferer mine piger, dokumenterer jeg mit og deres liv og hverdag. Snapshots af ikke noget særligt, som netop er det aller mest særlige, jeg overhovedet kan fotografere. Ud over at det er mine aller kæreste på billederne, så er det også en universel dokumentation af et liv i tryghed, fred og frihed.

Vi er privilegerede mennesker her i vores del af verden. Nogle af de mest privilegerede overhovedet. Vi er også nogle af de mest frie mennesker med den højeste levestandard og generelle sikkerhed i samfundet. Og vi tager det hele for givet.

Ikke kedeligt nok

Da jeg var på alder med min yngste datter, fortalte min morfar mig ofte historier fra en, syntes jeg dengang, meget fjern og mørk fortid. Hvor intet af alt det, vi i dag tager for givet, var en selvfølge. Han var i modstandsbevægelsen, blev taget af Gestapo og overlevede tre år i arbejdslejr. Ved slutningen af Anden Verdenskrig blev han hentet hjem af de hvide Røde Kors-busser.

Med billedet af hængende mennesker som spøgelser fra fortiden og måske som et dårligt omen om en nært forestående fremtid, ricocherede min yngste datters spørgsmål i mit hoved som et vildfarent projektil, der ikke kunne finde hvile.

”Der er snart valg til Folketinget og til EU-parlementet,” svarede jeg, hvorefter vi fik en længere snak om politik, og hvorfor det er så vigtigt at engagere sig, selvom det er så ’kedeligt’. Jeg synes nu ikke, det er specielt kedeligt. Tværtimod. Faktisk måtte det gerne være mere kedeligt.

Fortid bliver nutid

Nazismen og Anden Verdenskrig har altid ligget som en mørk skygge over fortiden. Heldigvis en fjern fortid. En vigtig del af vores historie, som vi skal huske og lære af. Bl.a. derfor globale konventioner for, hvordan vi skal behandle hinanden. For, hvad man som medmenneske som minimum har krav på for at kunne leve i fred og i frihed.

Men den mørke fortid, min morfar fortalte om, synes pludselig ikke at være så fjern. Den er ganske nærværende og nutidig. I primetime i landets største medier. Som den selvfølgeligste del af valgkampen til det kommende folketingsvalg. Og ja, vi er et demokrati og har ytringsfrihed, så der er plads til selv de mest vanvittige meninger.

Lad det blive en god stemning

Jeg har dog vanskeligt ved blot at trække på skuldrene og stemme i, når mange siger, at det skal vi bare grine af, så går det væk. Det gør mig bange. Engang tog jeg livet i fred og frihed i et velfungerende demokrati for givet. Det forsøger jeg stadig at gøre, men jeg finder det mere og mere vanskeligt.

Og jeg undrer mig. Hvordan kan lederne af de etablerede partier overhovedet sidde til bords med sådanne mørkekræfter? Hvorfor vil de opholde sig i samme rum? Og husk, at de kræfter ikke blot står og banker på døren. De er for længst blevet lukket ind. De er for længst blevet stuerene. Og nu ser vi, at det glider endnu længere ud mod randen af det mørkeste mørke, hvorfra fortidens spøgelser venter på at gå igen.

Men det stopper vi naturligvis. Lige nu. Og ikke først, når det er for sent, og vi atter skal træffe valget mellem modstand og kollaboration. Vi glemmer ikke vores historie.

Og så kan jeg svare min datter, at ja, der er stemning.

God stemning!