Kategori: Workshop

Efterdønningerne efter 10 ugers masterclass i visuel historiefortælling på Fotoskolen Fatamorgana – tredje kapitel, ud af et endnu ukendt antal, i historien om det personlige fotoprojekt

Efter 10 ugers masterclass i visuel historiefortælling på Fotoskolen Fatamorgana i København befinder jeg mig nu i det forventede vacuum, der følger en uhyre intens periode med op- og nedture, nye venskaber og en overvældende mængde inspiration, der endnu ikke helt har bundfældet sig.

I forløbet tog jeg udgangspunkt i det fotoprojekt, jeg i forvejen arbejdede med og har beskrevet på FotoMalia her og her. På Fatamorgana tog projektet nye drejninger, men grundlaget var det samme. Og jeg er ikke færdig med projektet. Masterclass-forløbet var et delmål, eller et kapitel for sig om man vil. Men projektet lever videre i en ny og spændende retning, som jeg ikke vil mere ind på lige nu.

Essens

Hvad nu? spørger jeg ud i tomrummet. For der er lidt tomt efter at have tilbragt 10 onsdage og to hele weekender i selskab med mine ni medkursister og masterclass-underviser Mette Frandsen. Vi spildte ikke tiden på kaffeslabberas og smalltalk. Vi spildte heller ikke et sekund af den dyrebare tid på at tale om noget så ligegyldigt som fotogrej og teknik.

På en Fata-masterclass bliver der skåret direkte igennem til essensen af det, det hele handler om. Fotografiet. Budskabet. Historien. Og derfor det uundgåelige spørgsmål: hvem er jeg som fotograf? Og deraf endnu et uundgåeligt spørgsmål: hvem er jeg som menneske? Det hænger uløseligt sammen.

Masterclass-underviser Mette Frandsen byder velkommen til åbent hus på Fatamorgana med udstillinger og artist talks. Foto: Jakob Æbeløe Kjøller.

Hvad er formålet?

Jeg havde brug for et forum, hvor jeg blev provokeret til at bevæge mig ud på dybt vand. Uanset, hvor man befinder sig, tror jeg, der kommer et tidspunkt, hvor man går i stå og mangler ny inspiration. Jeg havde brug for at blive udfordret på mit fotografi. Jeg havde brug for sparring. Jeg havde brug for ny energi.

Mine medkursister, nej, mine venner på masterclass-holdet, viste sig at være en vidunderlig flok af vidt forskellige fotografer, alle meget begavede og kompetente på hver deres måder. Det er ikke en flok nybegyndere, der mødes på en masterclass men mennesker, der i forvejen arbejder med fotografiet i en eller anden grad. Professionelt såvel som personligt. Og som har de høje ambitioner på egne og fotografiets vegne til fælles. Og kærligheden til det.

Masterclass-underviser Mette Frandsen evner helt utroligt at gennemskue facaden hos enhver men først at prikke hul på den, når man selv er klar til det. Hun lader ingen slippe af sted med overflade og bortforklaringer. Hun er konsistent, og hun presser på. Blidt og indirekte hos nogle og mere hårdt og direkte hos dem, der kan tåle det. Og helt overordnet med enorm respekt og kærlighed.

Mit projekt mundede ud i en lille folde-fotobog suppleret af et par udstillede billeder. 

Noget på spil

Er du ikke interesseret i at rode i dit eget dyb, så er stedet måske ikke noget for dig. For det er ikke lutter lagkage. Det gør også ondt, når dæmonerne skal bearbejdes. De inderste følelser. Barndommens traumer. Eller hvad det nu end er for personlige erfaringer, man baserer sit fotoprojekt på i forløbet. Det kræver mod.

Omvendt, så er ingen tvunget til noget, som de ikke selv har lyst til eller kan stå inde for. Men det står hurtigt klart, at giver du dig selv i projektet, og er der noget på spil, så opstår de utrolige, magiske øjeblikke, hvor fotografiet hæver sig op i de niveauer, hvor det for alvor begynder at betyde noget. For dig selv. For de, som kigger med.

Jeg holder artist talk, hvor jeg forklarer mit projet – Mette Frandsen hjælper med at folde historien ud. Foto: Jakob Æbeløe Kjøller. 

Blot et af mange skridt

Er jeg så en anden fotograf i dag, end jeg var før? Ja og nej. Jeg er stadig mig. Samme person og samme fotograf, der fotograferer meget personligt, med hjertet og intuitionen frem for hjernen. Undervejs i forløbet havde jeg en krise og gik helt i stå. Jeg begyndte at tænke, mens jeg fotograferede. Og det dur ikke for mig.

Men samtidig er jeg også mig med mere indsigt i mig selv og mit fotografi. Jeg har set og lært meget nyt, og jeg har fået bekræftet mange af mine egne teser og filosofier omkring fotografiet. Derfor er jeg i dag en fotograf, der hviler endnu mere i mig selv og mit fotografi. Jeg har mere tillid til, at det, jeg gør, er det rigtige. For jeg har oplevet, at når jeg følger mit hjerte og min intuition, så fungerer det.

I sidste ende gik det hele op i en højere enhed. Tvivlen, frustrationerne og de indre kampe, man uundgåeligt ramler ind i, når man arbejder med noget meget personligt, bliver som ved et trylleslag forvandlet til et færdigt projekt, en udstilling og en artist talk foran et oprigtigt interesseret publikum. Det var en optur af en anden verden.

Og det er egentlig den helt simple opskrift, der samtidig er så uendelig kompleks. Jeg har opskriften, jeg hviler i det, og det er en ubeskrivelig følelse af frihed. Men samtidig er det jo blot et (stort) af mange skridt på vejen til at blive en rigtig dygtig fotograf. Og jeg glæder mig helt usigeligt til at tage endnu flere skridt.

En overvældende dag med åbent hus på Fatamorgana er ved at være ovre, og de fleste gæster er gået hjem.