Tag: Sony RX100 Mark II

Har du nogensinde oplevet, at din kreativitet forsvinder ud i dimser og grejsnak? Hvis du har, er du ikke den eneste – i dag kan vi præsentere et spændende gæsteindlæg, fra en mand der har været det meste grej igennem!

Hvad gør man når kreativiteten er væk?

 

OLE CONDRUP

I dag er vi stolte af at kunne præsentere en fotograf, hvis fotografiske karriere startede da den “digitale revolution” satte ind – hans spidskompetence ligger i det glamourøse portræt, men har fotograferet alt, hvad der er værd at stille skarpt på.

Han har arbejdet sammen med nogle af branchens bedste og stillet skarpt på nogle af branchens flotteste – i dag nyder han nerven i fotografiet!

I dag præsenterer vi Ole Condrup!

BEGYNDELSEN…

Jeg startede med at fotografere tilbage i 1993 med et analog spejlreflekskamera.
I 2003 var det tid til et nyt og det blev starten på en lang, sjov og ikke mindst dyr rejse gennem digitale spejlreflekskameraer. I dag er det slut, næsten..

Jeg har gennem lang tid kigget på de dersens kompakte systemkameraer gennem mit job som daglig sælger hos Photocare. Det sagde mig ikke noget og jeg holdt stædigt fast i at DSLR aldrig ville dø ud..  ”Man was I wrong..”

I dag har jeg solgt alt jeg ejede af Nikon DSLR (D800 m.m.) og er nu ejer af et Fuji X100s kompaktsystem kamera.  Dette er min historie om, hvorfor (forholdsvis kort fortalt)..

Jeg har de sidste 10 år beskæftiget mig primært med portrætfotografering af smukke kvinder (surprise) og de sidste par år lidt mere med naturfotografering. Det har betydet en ret stor og løbende udskiftning i glas (objektiver) og huse (kameraer) over tiden. Uden at jeg har 100% klarhed over det, så har jeg til dato ca ejet 20 DLSR kameraer siden 2003, hvor jeg købte mit første, et Canon EOS 300D. Et halvt år gik og 300D blev til 20D, et halvt år gik og 20D blev til 1D Mark IIN..

 

Canon 300D, var i sin tid banebrydende ved at gøre DSLR kameraet tilgængeligt for hobby/entusiast-klassen, den satte på mange måder gang i en helt ny verden af fotografering

 

Jeg har fotograferet med Canon i godt 15 år og Nikon de sidste 4-5 år. Mit skift fra Canon til Nikon kom i 2008, hvor Nikon lancerede deres D3 (et kamera jeg faktisk har købt og solgt 4 gange!), et kamera som jeg var meget glad for, både til studie, location og ikke mindst natur.

Efter noget tid med Nikon blev jeg som så mange andre pludselig ramt af den sygdom som hedder ”jeg kan ikke få nok megapixels”, hvilket betød, at mit elskede Nikon D3 nu måtte vige pladsen – for et 5D Mark II. (I mellem D3’erne har jeg ejet EOS 7D, 1D Mark III og 5D Mark II, D7000, D300s). Det betød derfor et farvel til Nikon og jeg måtte ud og have nogle nye Canon-glas. Her begyndte det så at gå galt for både mig og Canon.

Nu har jeg som nævnt fotograferet portrætter gennem mange år, derfor er jeg lidt af en skarphedsfreak, skarpheden SKAL være i top og sidde i øjnene! Det gjorde den desværre bare ikke med ret mange af mine glas til 5D Mark II (eller 7D for den sags skyld). Canon var på det tidspunkt begyndt at introducere ”mikrojustering”  i deres kameraer, hvilket i mine øjne mest resulterede i , at ingen af mine glas var helt tilfredsstillende.

Efter nogen tid blev jeg så træt af, at hver gang jeg fik et nyt glas på kameraet – ja sågar lånte et, så skulle det justeres… Min holdning er den samme i dag som dengang, det er fint at folk har mulighed  for at tweake deres glas til enhver situation, det er bare ikke i orden at det skal være HVER gang. (Noget jeg aldrig har oplevet med mine Nikon).

Så efter nogle dyre forsendelser frem og tilbage til Canon for justering og enkelte hjemmejusteringer fik jeg altså nok og der stod igen Nikon D3 på menuen.

Lige som Canon 300D var Nikon D3 også et kamera der satte nye standarder, den gjorde ikke på pris, men på ISO preformance!

 

Al den skiften frem og tilbage, enten på grund af mikrojustering, smarte reklamer om Nikon D3 og ikke mindst alle de shooting styles jeg til sidst gerne ville kunne dække med det ene glas og det andet glas, ja så begyndte min kreativitet stille og roligt at smuldre. Alle disse valg, alle disse nye smarte kameraer, fine glas med stor blænde, nye opdaterede glas med ny stabilisering og frække ord som nanocoating – min forvirring fortsatte bare derudad alt imens kreativiteten druknede.

Så, skulle det være nok tænkte jeg.. Jeg blev træt af grej og portrætfoto af modeller  – og da jeg altid har nydt naturen tænkte jeg, så skal den sgu ha’ chancen nu.

Jeg var så heldig, at jeg i samme åndedrag blev tilbudt at blive underviser på fotokurser arrangeret af Hilmer & Koch (Morten Hilmer, Søren Koch), to at DK’s dygtigste naturfotografer og ikke mindst rareste mennesker. Det var super og det gik bare derudad – indtil jeg stod og følte, jeg ikke kunne komme videre med naturfotograferingen, uden de der store ovnrør – super-teler.

Problemet var bare… prisen. Det der naturfotografering er dyrt!

Så efter nogen tid med store teler, hvor jeg var nødsaget til at nedgradere andet udstyr for at finansiere dem, så knækkede den film også. Jeg havde grejet, men ikke altid tiden, så frustrationen fortsatte..

Mit samarbejde med Hilmer & Koch stoppede halvanden års tid senere, da de omstrukturerede deres kursusvirksomhed, så jeg gik lidt i stå med naturen. Jeg forsøgte lidt med modeller igen, men var allerede ved at være brændt ud. Jeg begyndte at fotografere mindre og mindre – overvejede at starte med noget landskabsfotografering, for det krævede trods alt kun en vidvinkel og stativet og det hydrostatiske kuglehoved var lige fyldt 6 år, så hvor svært kunne det være?

Det der med landskaber er fedt, men min kreativitet var så slidt, så jeg kunne ikke se landskabet for bare grejforvirring alligevel. Det var vist slut..

Efter nogen tid fik jeg et job i Photocare som sælger og fotograf. Jeg fik et kickstart, følte jeg, og hoppede straks på en stor 500mm tele (fra Canon) som jeg fandt brugt. Men det med tiden hang der stadigvæk. Familie og job tog stort set al den tid, jeg havde til at fotografere, så efter nogle måneder var det skakmat igen, da jeg ikke rigtig følte der kom noget godt i kassen, når jeg endelig var afsted.

 

DET NYE LIV…

Som jeg startede med at fortælle, så var jeg ikke så hooked på de dersens kompakte systemkameraer, trods min kollega varmt fortalte om Samsung NX systemet med APS-C sensor og 8 fps. Mit problem var og er, søgeren.. Jeg er af den gamle skole og jeg er portrætfotograf, så jeg skal altså kunne se noget med mit øje for at håndtere min dybdeskarphed – det er ikke det samme og stå med begge arme i det fri som moster Karen på Kreta, når hun skal fotografere den flotte natur.

Jeg begyndte dog alligevel at kigge lidt på de kompakte systemkameraer, som også i dag kaldes ICL (det er et nyt buzzword) og betyder InterChangeableLens. Jeg kiggede meget på Sony NEX systemet, men havde det skidt med de der EVF’s (ElectronicViewFinders). Så det droppede jeg igen.

Så skete der pludseligt noget. Jeg fik mere og mere styr på de der ICL kameraer og overblik – så sprang Ricoh GR i øjnene på mig, da jeg solgte et til en lokal pressefotograf, men det var alligvel ikke mig. Så faldt jeg over Fuji. Fuji havde for et års tid siden udgivet en del nye kameraer – blandt andre X100 og X-Pro 1. Da jeg allerede var skide træt af objektiver og af at have en hel taske med glas, så gad jeg ikke X-Pro 1.

X100 fik fantastiske anmeldelser men også nogle øretæver med på vejen. Det viste sig dog, at Fuji i januar 2013 havde refreshed deres gyldne æg og det hed nu X100s.

Fuji X100 og X100s har også gang i en helt ny verden inden for fotografiet, en verden hvor kreativeteten er i højsæde!

 

Jeg begyndte straks min søgen i diverse seriøse fora for at finde ud af, hvad det kamera kunne. Jeg fandt hurtigt nogle profesionelle og meget dygtige fotografer (ex. Zack Arias, Jeremy Cowart, Trey Ratcliff) som allerede havde mere eller mindre forladt DSLR skibet og i dag enten skød med Fuji systemet eller Sony NEX. Så helt tosset kunne det jo ikke være, tænkte jeg.

Som tiden gik blev jeg mere og mere hooked på det kamera – og ikke mindst den faste optik på 35mm f/2 (23mm/APC-S), det til trods for, at det jo intet havde med ICL at gøre, optikken sad jo fast. Nu har jeg som portrætfotograf primært skudt med faste brændvidder, så de 35mm skræmte mig overhovedet ikke.

Nu skete der noget! Jeg begyndte så småt at kunne mærke noget kreativitet og lyst til at fotografere igen, udsigten til at have én optik, ét mindre hus men alligevel i super kvalitet, det lysnede..

Til min rædsel var kameraet i restordre overalt, men jeg tog det med ro, da jeg jo alligvel ikke havde fotograferet længe. Det viste sig dog, at Fuji var meget flinke ved mig og ret hurtigt stod jeg med et gammelt udseende retrokamera i hånden, men med den mest fantastiske optik, søger, skarphed og ikke mindst fantastiske ISO håndtering, jeg ikke havde set længe – og det var ikke et DSLR.

 

NU SKER DER SGU NOGET!

Længe gik der ikke, før min gode ven sangeren Kim Schwartz ringede og spurgte om jeg ville fotografere ham til hans nye album som udkommer i 2013. Jeg tænkte, dem napper jeg sgu med Fuji’en.
Meeen, jeg tog nu alligevel lige et lånt Nikon D600 med og en 85mm med… Det viste sig 5 timer senere, at jeg ikke havde brugt Nikon hele dagen. Jeg tog det frem i starten i en nærmest panikagtig og vanlig handling, da jeg var lidt usikker på det nye kamera – men tog så en beslutning og lagde det D600 tilbage i tasken og frem med X100s igen.

Se, nu er det her vi nok skiller vandene. For mange vil sige, at de kan lave de samme billeder med et DSLR – og det er også næsten sandt. Men, Fuji’en har den lille fordel, at den har indbygget film emuleringer af mange af de gode gamle Fuji film (og DIAS) samt en bragende flot sort/hvid direkte ud af kameraet i JPEG. Det kunne mit Nikon altså ikke – jeg kan muligvis lave det samme med Actions/presets efterfølgende, men hvorfor, når jeg nu kan med det samme.

Billedet herover er JPEG direkte ud af kameraet, kun beskåret. Emulering: Sort Hvid Standard. Fuji X100s, 1/170, f/5.6, ISO 1250.

 

Så er der vægten, jeg kunne stå og skyde i 5 timer uden at få ondt i kroppen dagen efter. Jeg skulle ikke tænke i brændvidde (bevares, ikke alt kan skydes på 35mm, men det kunne dette her), jeg kunne via min EVF se, hvordan farvetoningerne blev og jeg kunne se min justering af +/- kompensation i søgeren, mens jeg ændrede den (nu begyndte jeg at forstå det der EVF).

Det fede ved hele dette shoot var, at jeg skød det selvfølgeligt både i RAW + Fine JPEG og sendte alle JPEGs til min ven Kim og sagde, at nu skulle de bare sige til, når de skulle bruge RAW-filen efter gennemgang.
Det gjorde de aldrig. Det viste sig, at de filer jeg skød, sad så godt lige i skabet, at JPEGs var nok! Det har jeg altså ikke oplevet i mange år med mine DSLR, hvor JPEG ofte blev for ”smadret”. Endnu et plus!

Billedet herover er endnu en JPEG direkte ud af kameraet, kun beskåret. Emulering: Fuji Velvia. Fuji X100s, 1/140, f/5.0, ISO 1250.

 

Nu nævnte jeg tidligere, at en søger var et must for mig, og at EVF bare ikke var godt nok. Det har faktisk vist sig nu, efter nogle måneder, at jeg ikke én eneste gang har anvendt Fuji’ens optiske søger, kun EVF’en.. Det blev jeg meget overrasket over, for jeg havde aldrig troet som gammel SLR-haj, at jeg sådan uden videre ville kunne klare mig med en elektronisk søger – ingen spejl..

Nu hvor kreativiteten, og ikke mindst lysten nu kom frem i lyset igen, måtte jeg se, om ikke jeg kunne få gang i lidt portrætter igen – så jeg fik fat i en model og tog ud på en lille efterårstur en weekend i oktober.

Jeg ved jo godt hvordan brændvidder fungerer, så man skal passe lidt på med at gå for tæt på med 35mm, men jeg vidste jo på forhånd, at de 35mm for fuld blænde måtte prøves af i modlys – og jeg blev blæst væk over hvor godt den håndterede det. Så endnu engang var jeg ude i en ”skarp” situation med mit kompakte systemkamera og det svigtede ikke mig og mine forventninger. (Faktisk oplevede jeg for første gang nogensinde, at en model kommenterede mit kamera, haha!).

Herover ses resultatet af mit modlysbillede. Fuji X100s, 1/1000, f/2.0, ISO 200. Redigeret RAW-fil.

 

Hvad er så min konklussion i denne artikel om mit spring fra DSLR til kompakt system? Ingen!

Vi fotograferer alle, som vi nu engang føler os bedst tilpas –  men jeg vil alligevel sige dette på falderebet. Tro ikke at et kompaktsystem-kamera kun skal være et alternativ til spejlrefleks. Tro ikke at store dyre kamerahuse og objektiver altid giver dig bedre billeder.

Men tro på at kompakte systemkameraer er kommet for at blive og at de langsomt bider sig fast i et marked, der tidligere kun var forbeholdt spejlrefleks. Se bare på SONY som har annonceret det første fullframe kompakte systemkamera – ovenikøbet vejrforseglet.

Jeg tror ikke DSLR forsvinder 100%, men jeg tror det vil være forbeholdt natur og sportsfotografer i fremtiden,  de som har behov for store glas, hurtig AF og ikke mindst hårdføre huse. For alle vi andre, der vil det være kompakte systemer, der vil dominere fremadrettet.

Jeg løb sur i grej, jeg tabte lysten – jeg siger ikke, at andre vil gøre det samme, men jeg er i dag lykkelig over mit valg og jeg synes igen det er sjovt at fotografere.Jeg bruger stadigvæk DSLR dagligt i mit job, men jeg har det sjovest, når jeg skyder med min X100s.

Tak til Fotomalia for, at jeg måtte fortælle min lille historie om min store beslutning.

Happy shooting, derude!

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Jeg skal blankt erkende, at jeg kan nikke genkendende til flere af de ting som Ole skriver, og det kræver virkelig fokus ikke at blive helt grejforvirret af alt det nye grej der hele tiden kommer, og af alt den grej-snak der hele tiden er!

Mange tak til Ole for dette inspirerende indlæg og for en reminder på, hvad det er det hele handler om!