Gør du det bare, eller tænker du nogen gange over, hvorfor? Har du fundet et svar? Ændrer svaret sig? Er der mange svar?
Ja, der er i hvert fald mange spørgsmål. Men ét står over dem alle: Hvorfor?
Det er et helt utroligt åbenlyst spørgsmål, men alligevel skal jeg næsten planlægge og skematisere, så jeg husker at stille det til mig selv.
For jeg gør det jo bare. Fotograferer. Uden at tænke nærmere over det. Er det blot fordi, jeg kan? Eller er det fordi, jeg elsker at dimse med kameraet? Eller er der en tredje grund? Og en fjerde?
Svaret ændrer sig
Det er et vanskeligt spørgsmål. Svaret er ikke nødvendigvis lige til. Og det ændrer sig sandsynligvis i takt med, at du udvikler og ændrer dig.
Jeg stiller altid spørgsmålet til mine elever, når jeg underviser på workshops og masterclass-forløb.
Jeg stiller også mig selv spørgsmålet – ofte. Og naturligvis har jeg ofte besvær med at finde et svar. En gang i mellem dukker svaret op helt af sig selv. Men jeg glemmer det hurtigt igen.
Det er vanskeligt at komme med et eller andet smart udsagn, som en eller anden hotshot-fotografisk pioner ikke allerede har ytret.”Jeg fotograferer, fordi jeg ikke kan lade være.” Den er vist brugt op. Ligesom: ”Fotografiet er mit sprog.” Og der er masser af andre guldkorn, der for længst er taget.
Garry Winogrand sagde: “I photograph to find out what something will look like photographed.”
Det er ret sjovt sagt, og jeg kan sagtens genkende den nysgerrighed, som udsagnet repræsenterer. Men selvfølgelig er årsagen til at fotografere også langt dybere end dette.
Hvad sker der, hvis ikke jeg fotograferer?
I stedet for at søge efter et klart svar funderer jeg over, hvad der sker, hvis ikke jeg fotograferer. Så eksploderer jeg muligvis. Eller sprækker. I hvert fald i overført betydning. Jeg har noget inden i mig, som vil ud. Noget, som jeg har behov for at ytre. Hvad det er, er jeg ikke helt sikker på. Men det skal ud.
Det er en indre drivkraft, der nærmest fungerer helt uafhængigt af min øvrige gøren og laden. Den kommer fra mit hjerte og intuition og ikke fra min hjerne. Det er altså en følelse og ikke noget tænkt. Hvilket forklarer, hvorfor det er vanskeligt at konkretisere i ord.
At turde risikere noget
At fotografere er en del af livet. Næsten på linje med at trække vejret. Det er et basalt instinkt, som ikke lader sig undertrykke. En grundpræmis for livet. Som at elske. Som at blive elsket. Som at elske med nogen.
Når jeg giver slip og lader drifterne styre, så sker der noget. Der opstår en energi, der hverken kan planlægges, effektiviseres eller skematiseres.
Det er ganske skræmmende og grænseoverskridende at give slip og lade tingene ske. For der er noget på spil. Jeg tager en risiko. At fotografere er som at stå nøgen foran en masse fremmede mennesker. Og blive stående.
Det er skræmmende, akavet, sårbart. Men det er også spændende, givende og tilfredsstillende. Det er som et narkotikum. Og jeg er afhængig af dets rus.
Frigørelsen
Der findes ikke en enkelt opskrift på fotografiet. Jeg skal ind og rode i mig selv for at finde mit eget, personlige fotografi. Først der, kan jeg frigøre mig og begynde at fotografere.
Friheden opnås ved at finde sin fotografiske drivkraft og ved at frigøre sig fra alle besnærende bånd. Fra ”rigtigt og forkert”. Fra andres og egne fordomme og holdninger.
Det er, som Neo, der indser sin totale frigørelse og uafhængighed af alle fysiske og mentale love og begrænsninger. Og først derefter kan gøre, hvad der må gøres.
Kan du gøre, hvad der må gøres? Og kan du besvare spørgsmålet: Hvorfor fotograferer du?
Alle billeder i artiklen her er lavet med Fujifilm X-H1 og X-E3. Billederne er JPG lavet i kameraernes filmsimuleringer Classic Chrome (farve) og Acros R (sort/hvid). Billederne er primært billedbehandlet i kameraerne. Enkelte har fået minimalt lys og skygge justeret i Photoshop (jagthund er redigeret i Silver Efex Pro).