Flere fede fotomuligheder til Randers

af Brian - fotomalia.dk

Nu kan man efterhånden tage på en større fotosafari lige midt i Randers, der er nemlig kommet flere eksotiske dyr på Vorup Enge.

VANDBØFLER PÅ VORUP ENGE

I går kom der to nye og spændende motiver til Vorup Enge – dyrebestanden blev nemlig udvidet med to store vandbøfler, og jeg var selvfølgelig på pletten for at dokumentere begivenheden, og lave et par pressebilleder vi kan sende til de lokale aviser.

Vandbøflerne har netop forladt deres transportvogn, de holder lige et vågent øje med den ivrige fotograf.

Men hvad er egentlig planen med alle de eksotiske beboere lige midt i Randers? Er det bare for at øge fotomulighederne for de østjyske fotoentusiaster eller er der en større mening med galskaben?

 

BIOLOGISK MANGFOLDIGHED

Det er faktisk ikke fotoentusiasterne der er Regnskovens motiv for de spændende nye beboere – nej, det er faktisk et led i en større plan som bygger på Regnskovens kerneværdi om at bevare den biologiske mangfoldighed.

Bøflerne nyder deres nye udsigt – Randers downtown. Jeg syntes fandme det er fedt med sådanne naturoplevelser lige midt i byen, og så er det jo ganske gratis!

Nu er et par vandbøfler og et lille dusin bisoner jo ikke meget i den sammenhæng, men det er faktisk ikke direkte bisoner og bøfler der er den øgede diversitet. Planen med de nye beboere er, at de skal græsse de store engarealer ned og på denne måde skabe nye levesteder for andre spændende dyr og planter. Der er faktisk flere spændende undersøgelser der viser, at ved at bruge “store” dyr til naturpleje vil plantediversiteten og herved også dyrediversiteten øges markant – specielt i forhold til områder der er “plejet” med maskiner.


Det varede ikke længe før de nye “græsslåmaskiner” var gået i gang med deres nye job.

Der er selvfølgelig ingen garantier for, hvilke “nye” arter der kommer til engen, men det bliver super spændende at følge udviklingen, og jeg vil da gøre mit for at fotodokumentere denne spændende udvikling.

Her et lidt ældre billede af vandbøflernes naboer – der er motiver nok at gå i gang med!

Engene blev før menneskets indblanding græsset ned af store klovdyr som den europæiske bison, elg og urokse – det er denne nedgræsning som Regnskoven forsøger at genindføre, for at øge den biologiske mangfoldighed igen.

Det er sku da spændende sager vi går og roder med! – eller hvad siger I?

 

NÅR DET KILDRER I MAVEN!

Det er en fed fornemmelse når blodet begynder at boble og det kildrer i maven – når man lige et øjeblik er lidt i tvivl om, om det er en god idé det man laver!

Sådan en oplevelse havde jeg næsten da vi satte vandbøfler ud, jeg fulgte nemlig lidt efter bøflerne (jeg skulle jo lige have det rigtige billede), og pludselig får den ene øje på mig og begynder gå meget bestemt hen i mod mig… Jeg forventer egentlig, at den stopper af selv, så jeg bliver siddende og fortsætter med at fotografere, men de 700 kilo bøf fortsætter ufortrødent!


Her lygter bøffen lige til mig for at se, hvad jeg er for en skaldet fætter.

Da den er et par meter fra mig vælger jeg at rejse mig op, for lige at vise mine 75 kg rå muskler – den stoppede, og vi kiggede lige hinanden an – et minuts tid senere træk bøffen sig og gik hen og spiste nogen siv… SEJT. Det viste sig så et par minutter senere, at bøflerne var så tamme at vores dyrepasser JP kunne klø dem mellem hornene – ikke at jeg vil anbefale nogen at gå i nærheden af dem!


Bøflen blev bare ved med at komme tættere på – til sidst var den så tæt på at jeg ikke kunne fokusere – hmm 

Min lille nærdødsoplevelse fik mig til at huske en oplevelse jeg havde i Gabon – her havde jeg også et lille “stand off” med en ordentlig bøffel (som ikke var tam!).

Det var en tidlig morgen på en meget øde strand dybt inden i Petit Loango – Gabon, jeg havde brugt en halv times tid på at snige mig ind på en stor skov bøffel, som stod og græssede tæt på vandet, og da jeg stille rejser mig op på knæ og tager det første billede, bliver bøflen forskrækket og vælger at angribe!

Mit første billede af den afrikanske skovbøffel!

Nu sidder jeg alene på en strand, med en 700 kg tung bøffel der har fuld fart lige hen mod mig – Det er ikke helt godt! Der flyver tanker igennem mit hoved, LØB? BLIV? RÅB?… Jeg valgte at rejse mig op, og se så stor ud som muligt!

Og heldigvis virkede det, bøflen stopper op og kigger på mig – jeg tænker, at så kan jeg da godt tage lidt flere billeder, så jeg knæler igen, men inden jeg når at trykke på kameraet, sætter den i fuld spurt lige hen imod mig igen!

Okay – jeg rejser mig igen, puster mig op og bøflen stopper, kigger på mig og stikker af ind i skoven! – Der boblede blodet og ja det kildrede i maven!

Jeg var af sted med et forskningshold, som gik et godt stykke bag mig, så jeg var faktisk heldig, at der var en der forevigede begivenheden.

Mine strabadser med vandbøflen bliv faktisk også foreviget, så hvis du vil se lidt mere af mig i feltet, så smut lige en tur forbi Amts Avisens artikel om udsætningen!

Nu er det jo ikke mange kommentarer der flyver rundt her på bloggen i disse feriedage, men lad mig da lige høre et par af jeres “lige ved” oplevelser – gerne med et link til billeder hvis i har det!

Relateret indlæg

4 Kommentarer

Jacob Almtoft juli 11, 2012 - 6:12 pm

Fedt sådan at komme i aviserne… specielt fra den vinkel 😉

Lækre dyr sådan nogle vandbøfler, men jeg foretrækker lidt elhegn imellem mig og dem… selv om det nok egentlig ikke stopper dem hvis de er besluttede.

Besvar
Brian - fotomalia.dk juli 11, 2012 - 10:44 pm

Ja det er altid sjovt at komme i avisen, men jeg plejer nu bedre at kunne lide når jeg er på den anden side af kameraet!
.
Men lidt sjovt de lige havde valgt det billede så stort! 😉

Besvar
Per Teilmann juli 11, 2012 - 8:22 pm

Tak for en dejlig appetitvækker, når nu Regnskoven skal besøges senere på sommeren 🙂
Iøvrigt … hvor meget udstyr må man slæbe med ind i Regnskoven. Her tænker jeg på macro-udstyr såsom blitz og evt. stativ/mono?

Besvar
Brian - fotomalia.dk juli 11, 2012 - 9:59 pm

Hej Per…
.
Du må tage alt det grej du overhovedet orker med – du skal jo bare kunne bære det og ikke spærre stierne alt for meget for de andre gæster..
.
Jeg håber du får nogle gode skud med hjem!

Besvar

Smid en kommentar til os