Vores bedste billeder i 2018

af Jon Detlefsen

Et spændende fotoår er slut, og det er tid til eftertanke. Her viser vi jer de billeder, der er vores egne, personlige favoritter fra 2018

Ét billede pr snude er kravet her. Årets bedste billede. Vores personlige favoritter i FotoMalia-teamet.

Det er ingen let sag at udvælge ét eneste billede, som må tituleres ‘årets bedste’. Men vi forsøger alligevel.

Vi giver her vores bud på det billede, som i 2018 er vores bedste. Det kan både være teknisk, oplevelsesmæssigt, eller noget tredje.

Fællesnævneren er, at det er billeder, som vi hver især personligt er særligt glade for, og som har en ekstraordinær betydning for os blandt de mange tusindvis af billeder, vi har lavet i 2018.

Og så ser vi frem til at lave endnu flere ekstraordinære billeder i 2019.

Godt nytår fra os i FotoMalia!

Brian Rasmussen

Brian fortæller:

“Efter tolv års søgen lykkedes det endeligt at finde den. Til trods for at denne art er ret almindelig i Sydøstasien, så har den formået at undslippe min søgen i mere end tolv år. Så da jeg, på en eftermiddagstur gennem Danum Vally på Borneo, endeligt kunne råbe “liansnog” og melde dette fantastiske fund, var lykken gjort. En fantastisk slange og en fantastisk oplevelse.”

Kasper Dunvad

Kasper fortæller:

“Dette billede fortæller for mig, alt hvad året har budt på. Denne lille kalv kom uventet i årets varmeste periode. Den var for tidligt født, dehydreret, moderen havde ikke mælk, den ville ikke drikke af flaske og blev hurtigt afskrevet af dyrlægen.

Min datter ville ikke acceptere dyrlægens ord og satte sig hos kalven næsten konstant de to første dage, hvor hun hver time skyllede den med koldt vand og masserede dens ben. Kalven er nu det stærkeste lille væsen, vi har på gården.

Året hvor både børn, forældre og dyr voksede sig stærkere.”

Anja Robanke

Anja fortæller:

“En stille og magisk sommeraften med solnedgang på fjorden ved Hjalteyri på Island. En stor pukkelhval skyder sig op forbi vores “lille gummibåd”, det giver det mig gåsehud – og ikke kun denne ene gang. Bare tanken vækker følelser mig.”

Mads Bo Pedersen

Mads fortæller:

“Frosta i Norge, sommeren 2018. Jeg gav min hustru en kobberbryllupsgave; en tur til hendes hjemland. Det var fantastisk at være offline med min familie i 14 dage. Der blev fisket, badet, hygget og slappet af. Den norske natur slog benene fuldstændig væk under mig.

Bestemt ikke sidste gang, vi har besøgt landet. Jeg har ellers altid svoret, at jeg kun vil på ferie i lande, hvor der er så varmt at man kan bade i en swimmingpool. Men man har vel et standpunkt, til man tager et nyt.”

Jakob Æbeløe Kjøller

Jakob fortæller:

“For mig repræsenterer billedet den underlige verden, vi lever i. Vi vil gerne være til stede og se andre i øjnene, men alligevel gemmer vi os langt væk bag en skærm i vores små lukkede rum. Vi kalder det kontakt, udvikling og fremtid, men egentlig forsvinder vi bare væk i os selv, vores egen lille verden, og ender med en underlig akavet kontakt med omverdenen lige rundt om os.

Man kunne fristes til at tro, at jeg er maskinstormer. Det er jeg ikke. Jeg er pro teknologi og fremskridt, Jeg elsker udviklingen og de muligheder, den bringer. Desværre ser jeg ikke, at vi bruger udviklingen rigtigt. I det professionelle liv burde vi kunne skære arbejdstiden ned massivt, men fremskridtet bliver brugt til besparelser.

I det private liv drukner vi i forbrug – om det er indkøb, SoMe, Youtube eller Netflix er et fedt. Vi forbruger bare og kreerer for lidt.  Vi burde kunne bruge den optimerede fritid fra arbejdet til at komme ud og fotografere, male, lave musik, passe på vores krop, hve og vel, eller bare være sammen med den nærmeste.”

Jon Detlefsen

Jon fortæller:

“Billedet repræsenterer to, for mig, vigtige, fotografisk tiltag i 2018. Det ene er udvidelsen af mit fotografiske repertoire. Sammen med min kollega Rikke har jeg sat en dokumentarisk bryllupsfotobusiness ‘The Wedding Studio’ i verden.   

Det andet tiltag handler om grej. Jeg har udvidet med Fujifilm og har endnu ikke set mig tilbage. Jeg er vild med Fujifilms kameraer, der er dejligt intuitive at betjene (næsten som i de gode gamle, analoge dage) de fantastiske filmsimuleringer og Fujifilms lækre f/1.2 og f/1.4-glas. 

Bryllupsbilledet her viser essensen af, hvad jeg ønsker at opnå med mit bryllupsfoto. Humor, nærvær, stemning – og virkelighed.”

Ard Jongsma

Ard fortæller:

“Jeg synes, det er en forfærdelig opgave. Når jeg vælger ét af de hele 12.000 billeder, som jeg har taget i professionel øjemed, er det sådan et kæmpe statement. Det vil jeg slet ikke vove mig ud i. Det skal være noget, jeg tog for mig selv og ingen anden.

Dette billede sparkede jeg bremsen ind for, på vej ud af Lofoten, på en bjergskråning ud af tusind bjergskråninger. Men jeg så den allerede der i overbelyst udgave med historien om den ene, som ligger udenfor: årets bedste.”

Carsten Krog Pedersen

Carsten fortæller:

“Dette billede repræsenterer for mig både formidling af følelser og reel information med et lille tvist.
Jeg synes, billedet har humor. Desuden var ideen bag billedet sjov, og det var en smule udfordrende at udføre.

Skiltet og edderkoppen sad på et vandrehjem i Holland, hvor vi boede. Vi var gået forbi, men synet ville ikke forlade mit hoved, og jeg måtte vende om for at lave billedet.

Disse skilte sidder ofte højt og svært tilgængeligt, og da jeg gerne ville have det symmetrisk, samt edderkoppen synlig og meget iøjnefaldende, trods den beskedne størrelse, var det noget udfordrende at finde en brugbar vinkel.

Desuden repræsenterer billedet på fineste vis en af mine interessefelter, hvor jeg ofte bruger mit kamera, nemlig skismaet mellem kultur og natur.”

 

Har du et billede fra 2018, der har en særlig betydning for dig? Så post det gerne med en kommentar i kommentarfeltet her under.

Relateret indlæg

Smid en kommentar til os