I sidste uge, der afsluttede jeg og resten af det tredie Masterclass hold i Visuel Historiefortælling på Fotokunst skolen Fatamogana (Fata blandt venner). I dag ser jeg lidt tilbage på de 3 måneder, jeg gik på skolen.
En tur på Fata
Jeg er ikke typen, der hoppe og danser omkring tanke om at sidde på skolebænken i længere tid, faktisk så er jeg anti skole og pro ”just fucking do it”. Men tanke om at gå på en fotoskole, den har fyldt lidt i nogle år. Efter jeg et par gange havde set Fatas reklame for Mette Frandsens Visuel Historiefortællings 10 ugers Masterclass, valgte jeg som tideligere nævnt at slå til, for at få en på opleveren. Jeg kunne sikkert lære en ting eller to, så helt galt kunne det ikke være, var min tanke.
Men men men
Vi startede ud med en weekend, hvor vi blev inspireret af Mettes eget arbejde, samt to tideligere Fata elever kunst fotograf Absalon Kirkeby og dokumentar fotograf Ditte Haarløv Johnsen. Så langt så godt.
Den første mandag aften, hvor vi skulle mødes og snakke om vores projekter, gik det vitterligt fra 0-100 på et split sekund. Mette er eminent til at stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt (også selv om det ikke lige passer mig) og hun giver ikke op, før hun få det svar, hun allerede ved man kommer med.
Jeg var den sidste der skulle fremlægge og da jeg kom så langt, var jeg allerede ved at gå helt i stykker over at høre alle de andres oplæg. Inspireret af de andres åbenhed, tænkte jeg ”ok, du fjerner bare det filter der normalt er mellem dit hoved og din mund”, ca. 20 minutter senere var min ”tid” slut, men hold da fest jeg havde fået vendt vrangen ud på mig selv…
Mit projekt blev helt transformeret, fra at være et mere distanceret projekt om andre, til at være et projekt til mine børn (og lidt mig selv). Det handler kort og godt om, at jeg viser mine børn, hvordan mit liv er og har været. Nemlig en lang jagt på ”et bedre liv”, om det var en lønforhøjelse, ny stilling, ny bil, iPhone, osv. og derved også prisen for dette, at arbejde alt for meget og bruge for lidt tid på det der tæller.
3 måneder senere
Vi kom vidt omkring, alt fra feedback til bogbinderi, besøg af eksterne undervisere Jacob Jessen og Ada Bligaard Søby der gav kritik på vores arbejde. Den ene dag var faktisk så vild, at jeg ikke var til at skyde igennem en hel uge, ikke fordi jeg blev strøget med håret, men fordi Jacob fik vist mig noget jeg aldrig havde forestille mig selv, men mere om det en anden gang.
Jeg har fået åbnet øjene for, hvor meget det betyder at se og redigere sine billeder på en stor flade (gerne et bord for lethedens skyld), derudover har jeg oplevet en helt anden side af fotografi, hvor det virkelig er en fortælling gemt i billederne. Sidst men ikke mindst er jeg blevet inspiceret til at læse billeder på en helt anden måde, du ved sådan mere med hjertet end det hjernen lige kan se og tolke.
At brede sit projekt ud på bordet og flytte rundt på billederne, indtil de giver den historie du gerne vil have, er meget lærerigt.
Vi sluttede af med maner
Afslutningen på kurset, var en lille udstilling eller ”et besøg i laboratoriet” som det blev kaldt, for vores ting var på ingen måde færdige, kun lige startet. Så den sidste weekend brugte vi på at flytte rundt på alle møblerne på Fata, så vores ting kunne blive vist pænt frem.
Jeg havde lige mit Nikon Keymission 360 med og fik skudt et par billeder, beklager at min røv er med på dem alle, men jeg var bare ikke hurtig nok….
Det her er så mit hjørne 🙂
Nååå jo, det havde jeg næsten glemt, vi skulle også holde en lille ”artist talk” hvor vi fortalte om vores projekter. Uden tvivl mit ynglings tidspunkt på dagen.. Hele dagen var der virkelig mange mennesker forbi, de kom og gik, så der var en solid udskiftning og da jeg skulle på som sidste mand, var der flere til stede end jeg havde det godt med, men det gik godt alligevel 🙂
Tak til Preben Bitsch for at forevige mine “15 minutes of fame”
Konklusion
Godt nok fik jeg et pænt kursus bevis, med overall så er det svær at sige “Jeg fik det og det ud af det”, da det mit udbytte er et mix af rigtigt mange ting, både fotografisk og personligt. Vigtigt af alt, så har de i den grad rystet ved min fotografiske forståelse.
Der er dog et stort MEN.. Min oplevelse af kurset er, at vil du have maksimum udbytte af det, så skal man “give slip” og kigge meget indad, det er her navlepilleriet kommer i spil, det er bare en meget vigtig parameter for success. Jo mere åben du er, jo mere få du ud af det.
Men ville jeg gøre det igen?
Lad mig sige det på den måde, den 22 April starter jeg på den anden Masterclass med Søren Rønholt.
Så ja! 🙂
Nå ja, det var jo et projekt det hele handlede om, så her kommer det
Resten af holdet
Skulle du være nysgerrig om hvad de andre lavede, så kommer der lidt links her (Listen vil vokse de kommende dage)
Marie Drotner Frosts – Instagram profil
Maries projekt omhandlede noget så “enkelt” som hverdagen, Marie har en sund portion humor, men også alvor i hendes billeder.
Nelle Renberg Andersens – Instagram profil
Nelle deltog på på kurset for anden gang (ja, så fedt er det ;)), denne gang var omdrejningspunktet hendes liv/forhold og ønsket om at “give slip”.
Michael Søndergaard – Instagram profil
Michael var nok en af dem, der havde den mest interessante udvikling, han startede med fugle og endte ud med at skyde unge mænd, sammenhængen mellem fuglene og mændene er slående.
Sussie Weinold – Instagram Profil
Sussies projekt endte ud i at fotografere Hoteller, grunden var at hendes far, under hendes opvækst, var direktør på forskellige hoteller i KBH.
Søs Hansen – Instagram Profil
Kirstine Fryd – Instagram Profil
Camilla – Instagram Profil
Mette Frandsens – Instagram profil
Mette styrede med hård hånd slagets gang.