Dette objektiv er primært indkøbt for at udnytte det specielle perspektiv “fiskeøjet” giver. Med dette objektiv får man virkelig det hele med, men det kræver lige en lille smule tilvænning inden men finder ud af at man ikke skal stikke fødder, albuer eller andet for langt frem.
Optisk kvalitet
Objektivet har en fremragende opløsning og det tegner skarpt, helt fra blænde f/2.8. Brændvidden gør at der er en enorm dybdeskarphed selv ved lave blændetal, og dette kan man udnytte når man tager billeder ved objektivets nærgrænse, til at lave billeder med enorm dybde i et område der nærmer sig makro.
Autofokus
Autofokussen er med den lidt langsommere “skruemotor” fra huset. Dette er dog ikke noget der har den store betydning, da det ikke er det helt store tynge glas motoren skal flytte. Autofokussen er præcis og fungere godt, det er dog som om at på Nikon D300 kan havde lidt svært ved at bruge de yderste fokuspunkter sammen med dette objektiv. Det eneste minus ved autofokussen er at der ikke er mulighed for at “override” autofokussen manuelt, uden at skulle skifte fokus mode på kameraet.
Byggekvalitet
Nikons unikke 10,5mm fiske øje er godt og solidt bygget. Objektivet er meget lille og det kræver lidt tilvænning at blive helt fortroligt med det. Det er ikke muligt at sætte filtre på objektivet, og pga. objektivets opbygning er frontglasset meget eksponeret for slag og stød.
Alsidighed / Funktion
Det der gør dette objektiv specielt, er også objektivets største minus, da det specielle perspektiv begrænser brugen til nogle specielle situationer. Men bliver objektivet brugt rigtigt kan det give nogle meget spændende resultater.
Konklusion
Hvis man overvejer at købe dette objektiv kan jeg kun anbefale det, hvis man altså er opmærksom på brændviddens begrænsninger.


