Så kom den.. Min “test” af D700, siden jeg skrev at jeg havde fået mig et D700 er der væltet ind med mails om hvornår min test kom op, og her er den så…
OM TESTEN
Dette er mine observationer efter ca. 1 månede med D700, dette er ikke en test hvor der er “målt og vejet”, men kun min meninger omkring D700. Ligeledes er alle billeder i testen, billeder som er taget i felten, og ikke under opsatte situationer for at teste kameraet, derfor vil der også blive tilføjet flere billeder efterhånden som jeg bruger kameraet mere og mere. Jeg syntes denne type af test er meget relevant, fordi det er en fotografs mening til en anden.
HUSET:
Nikon D700 er virkelig godt bygget, knapperne sidder hvor de skal, og er man vandt til at arbejde med et af Nikons professionelle spejlreflekskameraer føler man sig meget hurtigt hjemme. Huset virker utrolig robust og slidstærkt, hvilket giver mig tryghed, til at bruge det under alle tænkelige forhold.
Vejrforsejling
Alle åbninger er sikret ved hjælp af Nikon´s vejrforsegling (gummipakninger), som skulle gøre kameraet “vejrtæt”. Jeg har ikke testet hvor tæt D700eren er, men D300 (som her den samme tætning) har jeg ved flere lejligheder brugt i meget dårligt vejr helt uden problemer. Knapper og hjul virker robuste, og er så store at de er til at bruge selv med handsker på hvilket er en kæmpe fordel hvis man skal bruge kameraet når det er koldt.
Skærmen
LCD skærmen på 3.0″ og med 922,000pixel er en fryd at kigge på, billedet står klart og tydeligt og man kan se det fra selv en skæv vinkel. Desværre er det ofte svært at vurdere billedet helt rigtigt under kraftig sollys, men dette kan som regel klares ved at skygge lidt med en hånd. Over LCD skærmen sidder der en beskyttelses skærm, som, efter min mening, meget hurtigt bliver riset, denne kommer hurtigt til at virke forstyrrende, og jeg piller den ofte af hvis jeg skal gennemse mine billeder ordentligt. På mit D300 har jeg helt pillet beskyttelses skærmen af, og har aldrig haft problemer med riser (dette er selvfølgelig på eget ansvar).
LCD panelet
For at få plads til den store søger, er LCD kontrol panelet på toppen af D700 er en anelse mindre end på f.eks. D300, dette betyder at der ikke er plads til en oversigt af fokuspunkterne, og man er derfor nød til at bruge informationsdisplayet (skrærmen) for at se hvor mange fokusfelter der er i brug. Dette kræver en vis tilvænning, men det kommer nok ikke til at havde den store betydning, når man har vænnet sig til det.
Detaljerne
Der er virkelig kælet for detaljerne, og man kan virkelig se hvad Nikon har lært af at lave kameraer i alle de år, f.eks. er det muligt at skifte øjenstykket ud, ved at skrue det af og derefter skrue et nyt et på, dette er selvfølgelig ikke noget specielt, men når man skal skrue det af er men nød til at lukke en “lem” som forhindrer støv i at trænge ind til selve prismen. Det er dæleme smart, ikke noget nyt, men dæleme smart.
BILLEDEKVALITET:
Billederne fra D700 bliver optaget på samme fullframe sensor som der sidder i D3, dvs. på en 12.1megapixel CMOS sensor, som har en spænd fra ISO 200 – 6400 som standard, men kan boostes op til 25600 og ned til ISO 100.
D700 har mulighed for at optage i 12bit og 14bit ukomprimeret RAW, som takket været
EXPEED billedprocessoren bliver behandet og lagret hurtigt.
Wow, det er helt vildt
…da jeg så de første ISO 4000 billeder troede jeg ikke mine egne øjne.
D700 producere en fantastisk billedkvalitet fra ISO 200 og helt op til ISO 4000, selvfølgelig er der støj ved høj ISO, men det er slet ikke som ved tidligere modeller, støjen er “pæn” og kontrolleret, og man har stadig en fantastisk skarphed og farve gengivelse. Ved høj ISO ser man virkelig fordelen ved fullframe sensoren og den moderate opløsning på 12,1 megapixel.
Ved lav ISO er billedekvaliteten helt i top, kameraet giver fine farver, og gengiver hudtoner rigtig flot. (D700 – 70-200mm – M – 1/250sek – f/: 6,3 – ISO 200 – 2 SB800 trådløst)
De 12,1 megapixel giver en rigtig fin detalje gengivelse og vil for de fleste fotografer være nok. (D700 – 105mm VR – M – 1/250sek – ISO 200 – 2 SB800 trådløst)
(D700 – 24-70mm – 24mm – A – 1/40sek – f/:2.8 – ISO 500 1 SB800 trådløst)
Om man køre på ISO 200 eller ISO 800 er næsten lige meget farver og detaljer kommer fint med, og denne frihed er en drøm for en hver der fotografere dyr. (D700 – 105mm VR – A – 1/1000sek – f/: 3,5 – EV -1 – ISO800 – håndholdt)
Det er en fornøjelse at se billeder fra den store sensor, den levere virkelig en rigtig flot og skarpt resultat. (D700 – 105mm VR – A – 1/160sek – f/: 6.3 – EV -1,33 – ISO1600 – håndholdt)
ISO 4000! som sagt, så er der da støj, men det er ISO 4000 og det er brugbart. Dette er et rigtig svært motiv i forhold til støj fordi den meget fine gradient nemt bliver kornet. Der er ikke brugt nogen form for støjreduktion, jeg har kun arbejdet med levels og ændret på størrelsen. (D700 – 105mm VR – 1/640sek – f/: 4,5 – ISO4000 – håndholdt)
Her et 100% crop fra ovenstående billede, det er selvfølgelig ikke lige så “rent” som ISO 200, men det er sku flot for ISO 4000.
Søger:
Søgeren på D700 er stor og klar og det er en fornøjelse at kigge igennem den. Den store søger gør det markant nemmere at vurdere hvornår fokus er lagt helt rigtigt når man fokusere manuelt eller når man bruger autofokus.
Fokuspunkter
D700 har 51 fukospunkter, disse ligger jævnt fordelt i midten af søgeren, men i forhold til f.eks. på D300eren ligger de meget centreret.
Fokuspunkterne fylder fysisk det samme i de to modeller men kommer på D700eren til at virke markant mindre pga. det større billedefelt (sensor).
Søgeren på D700 virker ikke markant større end søgeren på D300, fordi D300 har en større forstørrelse af billedfeltet. Det giver dog et helt andet billede når man kigger igennem D700erens søgere og den er meget nemmere at fokusere manuelt med.
I starten var jeg noget skeptisk overfor de mindre fokuspunkter fordi jeg var vant til D300erens der som sagt fylder meget mere i billedfeltet, og kommer altså mere ud i “hjørnerne”. I starten komponerede jeg ofte mine billeder efter punkterne, og udnyttede altså slet ikke hele billedet. Nu hvor jeg har fundet mig godt til rette med D700, mener jeg at der er fordele og ulemper ved begge formater i ofrhold til fokuspunkterne.
D300erens mere spredte fokuspunkter gør det måske en smule nemmere at ligge fokus yderligt. Men jeg syntes til gengæld at D700erens mindre fokuspunkter gør det noget nemmere at ligge fokus helt præcist, og dette gør virkelig en stor forskel. Hvis jeg skulle vælge hvilken søger, og hvilke fokuspunkter, jeg syntes bedst om ville jeg vælge D700.
I D700 er der den samme fokus indikator som sidder i D3eren, denne viser ved hjælp af to små pile/trekanter hvordan man skal justere fokus.
AUTOFOKUS:
D700 er udstyret med MULTI-CAM3500FX autofokus modulet som også sidder i D3 og D3Xeren. Autofokus modulet, som ifølge Nikon, er blandt de bedste i verden har, 51 fokuspunkter hvoraf 15 er af krydstypen (dvs. at de både måler kontrast vandret og lodret).
Autofokusmodulet arbejder sammen med et system som Nikon kalder “Scene Recognition system”, og dette bruger informationer fra RGB-sensoren for at give bedre resultater, selv ved motiver der bevæger sig uforudsigeligt.
I praksis
Men hvordan fungere autofokussen så i praksis; D700 har bestemt et fremragende autofokus system, som er særdeles alsidigt, og det kan tilpasses præcist som brugeren ønsker det. Det fungere godt under svære lysforhold og er alt i alt virkelig vellykket.
PÅ D700 har man muligheden for at vælge imellem tre forskellige “fokus modes”;
- Enkeltpunkts-AF
- Dynamisk valg af AF-punkt
- Autopunkts-AF
Ved at vælge imellem disse forskellige “modes” fortæller brugeren kameraet hvordan det skal udnytte de 51 fokuspunkter.
Derfor gør det en stor forskel hvordan, og i hvilke situationer man bruger de enkelte indstillinger, og det betaler sig at sætte sig godt ind i dette.
Jeg bruger meget sjældent Autopunkts-AF da jeg helst vil have fuld kontrol over hvor kameraet fokusere. Man kan vælge i mellem de tre fokusmodes på drejeknappen lige under multivælgeren, drejeknappen sider fornuftigt placeret, og er nem at betjene.
Med 51 fokuspunkter er D700eren godt dækket ind, desværre sidder punkterne en anelse centreret i midten af billedfeltet, dette gør til gengæld at systemet fungerer rigtig godt til motiver i bevægelse fordi felterne sidder forholdsvis tæt.
Man har i indstillingen Dynamisk valg af AFpunkt mulighed for at bestemme om kameraet skal benytte 9, 21, 51 eller 51 med 3D tracking, alt efter hvad der passer bedst til de omstændigheder man fotografere.
Dette fungerer rigtig godt da man har mulighed for at optimere autofokussystemet efter behov.
Jeg har indstillet knappen AE/AF-lås til at kunne ændre mellem antallet af fokuspunkter, når jeg holder den inde og drejer på det sekundære kommandohjul (se menupunkt f7), dette gør det hurtigt og nemt at navigere imellem hvor mange fokuspunkter der skal være aktive.
Fokus (M, S, C)
Som på alle andre af Nikons professionelle huse har man også muligheden for at vælge imellem Manuelfokus (M), Singlefokus (S)eller kontinuerlig fokus (C), denne knap er også fornuftigt placeret og sidder foran på huset, lige under objektiv-låseknappen.
Hastighed
Man kan flere steder på nette læse at D700erens autofokus er hurtigere en D300, men jeg har ikke mærket den helt store forskel på hastigheden, til gengæld mener jeg at den er en tand mere præcis, hvilket gør en stor forskel på antallet af skarpe billeder.
De 51 fokusfelter og muligheden for at vælge om man bruger 9, 21, 51(3D) felter er en fornøjelse når man fotografere motiver i bevægelse.
Autofokussen er lynhurtig, præcis, og det at der er så mange muligheder for at indstille autofokussen som brugeren ønsker, er bestemt med til at gøre D700s autofokussystem til et i verdensklasse, og bestemt blandt de bedste jeg har prøvet.
BRUGERVENLIGHED:
D700 er bygget op på stort set samme måde som Nikon D300(s) og D3serien, hvilket gør det meget nemt at veksle i mellem forskellige kameraer fra denne klasse. Hvis man er vant til et Nikon kamera vil D700eren føles godt i hånden, og som jeg skrev tidligere ligger alle de vigtige funktioner lige ved hånden. Man har gode muligheder for at indstille funktionsknapperne så de styre de funktioner man ofte bruger, og det er virkelig guld værd at man kan personliggøre huset så det passer til det man fotografere.
My Menu
Man har også muligheden for at lave sin helt egen menu (Under “My Menu”) hvor man kan indsætte de funktioner man oftest bruger fra fire af de andre menupunkter (“Playback”, “Shooting”, “Setup”, og “Retouch”). I “My Menu” har jeg b.la lagt en genvej til “commander Mode” (menupunkt e3, altså en genvej til styringen af trådløse flash) og “battery info”, dette er punkter som jeg ofte bruger og skal derfor være nemme at komme til.
Personlige indstillinger
I både “Shooting Menu” og “Custom Setting Menu” har man muligheden for at oprette fire forskellige indstillingssæt, hvori man kan gemme forskellige indstillingskompinationer. Denne funktion gør at man kan lave bestemte indstillingskombinationer der passer til forskellige omstændigheder, som man ofte fotografere under. Jeg har for eksempel et sæt til hvis jeg fotografere under studieforhold, et andet til hvis jeg skal bruge Auto-ISO funktionen, og en helt tredje til “normale” situationer. Disse indstillingssæt er blevet meget nemme at skifte rundt imellem på D700 da man via Infoknappen kan ændre disse.
Hjælp
Når man navigere rundt i menuerne på D700, kan det nogle gange være svært lige at huske hvad de forskellige punkter omhandler, og hvordan de påvirker optagelsen. Men der er hjælp at hente, for i menuerne er der mulighed for at få en kort beskrivelse om hvad det enkelte punkt omhandler, bare ved at trykke ?-knappen (Nøgleknappen) ned og holde den nede, rigtig praktisk.
Super gennemtænkt
D700 er er fantastisk i brug og super gennemtænkt, selvfølgelig hjælper det meget at man er vant til Nikons layout af knapper, men man mærker tydeligt at Nikon lytter til hvordan fotografer bruger deres kamera, og det giver en super brugervenlighed.
FUNKTIONER:
Der er noget for alle i D700, det er så tæt pakket med forskellige funktioner at det er svært at tænke på noget der mangler. Den eneste ting som D700 mangler kunne være en video funktion, men det kommer helt sikkert i den efter følger.
Liveview
Med D3 og D300 introducerede Nikon også Liveview, og denne funktion er selvfølgelig også videreført i D700eren, men fælles for dem alle tre er at autofokussen er så langsom at jeg meget sjældent har brugt denne funktion i praksis. De eneste tidspunkter jeg bruger liveview, er hvis jeg fotografere noget helt stationært, hvor jeg kan fokusere manuelt. Her er liveview rigtig brugbart fordi man har muligheden for at zoom et ind på motivet og derfor ligge fokus lige der hvor man vil. Dette er specielt praktisk ved makrofotografering hvor man ofte arbejder med en meget lille dybdeskarphed.
Indbygget vaterpas
D700 er også udstyret med en funktion som Nikon kalder for “Virtuel Horison”, som funger som et digitalt vaterpas, så man kan sikre sig at horisonten er lige. Man kan bruge denne funktion på flere måder, både i søgeren, på LCD skærmen, på kontrolpanelet og i liveview hvor horisonten ligger over selve motivet (meget sexet). Jeg har brugt denne funktion flere gange og syntes den fungere meget godt, og den virker rimelig præcis.
CLS
Nikon´s “Creativ Lighting System” (CLS) omfatter b.la et af markedets førende styringssystemer af trådløse flash. Man har med D700 muligheden for at styre to grupper af flash trådløst fra den indbyggede flash. Dette er for mig en kæmpe fordel over D3serien, da det er en funktion jeg meget ofte bruger. Når man bruger en indbyggede flash som master, er der dog enkelte begrænsninger. Her kan man kun styre to grupper (i forhold til tre hvis man bruger en SB 8/900), man har en forholdsvis lang lade tid på flashen, og rækkevidden er også noget mindre. Men alt i alt er denne funktion super god og en jeg flittigt bruger.
FULLFRAME (FX):
D700 er mit første fullframe kamera, og jeg må virkelig sige at jeg kan se fordelene ved fullframe, men der er bestemt også ulemper. Fullframe sensoren i D700 giver en billedkvalitet som er markant bedre end hvad D300 kan præstere, dette er selvfølgelig mest gældende jo mere man køre op i ISO, men jeg syntes allerede det er synligt efter ISO 400, så her må man sige at FX-formattet virkelig har en klar fordel over DX-formattet.
Dybdeskarphed
Når man fotografere på FX-formattet er dybdeskarpheden også noget mindre end på DX-formattet, ved den aktuelle brændvidde (50mm på FX – 30mm på DX). Dette skyldes at objektivet på FX er mere “telet”, i forhold til på DX, dette gør at motivet bliver mere “mast” sammen på FX end på DX og giver altså mindre dybdeskarphed ved en given brændvidde. Dette er hverken en klar fordel, eller en klar ulempe, da det helt kommer an på hvad man skal bruge i den givende situation.
Bedre glas
En af ulemperne ved Fullframe er at der sættes virkelig store krav til objektiverne, fordi sensoren udnytter en markant større del af glasset. På fullframe ser man ofte at vignettering (mørke hjørner) selv ved de meget gode objektiver, dette er meget nemt at kompensere for men vil i værste fald betyde et kvalitets tab i billedkvalitet.
På fullframe mangler jeg virkelig også mm i tele enden, min 200mm er pludselig meget meget kort, og dette er for mig klart den største ulempe ved fullframe.
KONKLUSION:
D700 er et fantastisk kamera, som er et stort skridt op fra mit ellers fremragende D300, når
det så er sagt, er jeg sikker på at mit D300 stadig vil blive brugt flittigt, da DX formatet for
mig stadig har et par fordele på grund af crop faktoren. Til gengæld har D700 fordele på en hel
række andre punkter, og dette vil klart være mit primære kamera fra nu af.
D700 er i mine øjne virkelig et kamera i verdens klasse, som selv om det nu er ved at være et
år gammelt stadig er med blandt de bedste på markedet i dens prisklasse. Det eneste den
mangler i forhold til konkurrenterne er i virkeligheden en video funktion, som jeg er sikker på
at Nikon introducere i efterfølgeren.
Alt i alt overlader D700 huset ikke meget at drømme om i forhold til byggekvalitet og
brugervenlighed, jeg har i hvert fald alt hvad jeg har brug for i et robust og lækker kamerahus.
Hvis du har spørgsmål eller er uenig i mine betragtninger så skriv endelig
UPDATE (05/11-2009)
Jeg her nu brugt D700 i lidt over 3 måneder, og jeg må sige at det stadig imponere, specielt billedekvaliteten ved høj iso er efter min mening helt fantastisk, og jeg kommer her med et lille eksempel..
100% crop, Der er støj, men helt klart brugbart, jeg har printet det i A3, og det står rigtig flot..
|
Jeg vil løbende opdater denne side, efterhånden som jeg finder andet der er relevant.
NY FIRMWEAR
Den 06. Januar 2010 lancerede Nikon Firmware version 1.02 til Nikon D700.
Denne firmvare opdatere kameraet på følgende måder:
- Den automatiske indstilling af hvidbalancen er blevet forbedret.
- Der er blevet tilføjet understøttelse af 64 GB-hukommelseskort.
- Opdateringen omfatter andre ændringer af kameraindstillingerne