Under oprydning af min gamle blog, faldt jeg helt tilfældigvis over dette indlæg. Da jeg efterhånden har set filmen 10+ gange, tænkte jeg, at det nok godt kunne genbruges her på FotoMalia 🙂
Kevin Carter, Greg Marinovich, Ken Oosterbroek, and João Silva, de er alle krigs fotografer, og det er dem man følger i “The BangBang Club”.
The Bang Bang Club foregår tilbage i Apartheid tiden, nærmere omkring 90-94 i den periode, og i filmen følger vi de fire fotografer og deres hverdag. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og da jeg havde set den, så sad jeg tilbage med en klump i halsen.
Den starter med at vi ser et overfald/mord, hvorefter Greg går direkte ind i en ghetto for Zuluer. Det er i bund og grund mere held end forstand at han overlever. Under flugten ud fra ghettoen, løber han direkte ind i dem der leder zuluerne, hvor han få overbevist dem om, at han vil fortælle deres historie, ikke andet.
Jeg kunne ikke lade være med, at forestille mig, at det var mig der drønende rundt med kuglerne flyvende om ørene. Nu ved jeg godt, at det var en film, og at det ikke var en korrekt dokumentar, men jeg kan ikke forestille mig, at man kan være helt normal hvis man er krigs fotograf, og som Greg siger til João i filmen “Du kan da i det mindste lade som om, at du er bange”.
De viser hvordan de fire fotografer, nærmest kaster sig ud mellem kuglerne, for at få billedet. Det billede der vil give dem rigdom og berømmelse, og så alligevel ikke. Jeg vil tro at det er en livsstil for dem. Ingen tvivl om at de gerne vil vinde priserne, tjene pengene, mm.. Men jeg tror at de ville blive ved og ved, selv om der ikke var penge i det, det må være en besættelse, ellers kan jeg ikke forestill mig, at man ville løbe ud foran kuglerne uden et våben.
Filmen er på en gang, modbydelig og stærkt motiverende, især nå man ser den som fotograf. Prøv at forestille dig, at du ville gå så langt for, for at få det perfekte billede.
Man ser selvfølgelig, at der bliver taget mange billeder undervejs, imens filmen runder af, vises mange af de originale billeder. På den måde så få den lavet en hård kobling til virkeligheden, og man kommer i tanke om, at det her ikke bare er en film.
Det er en film med død, og elendighed, det kan jeg ikke komme uden om. Men i bund og grund, så er det en rigtig god film. Den er hård og sørgelig, men det er en ”must see” film, ikke bare som fotograf, men i almindelighed! Men husk på at den er baseret på virkeligheden.
Hårde billeder nedenunder!!!
I filmen der ser man hvordan Kevin Carter skyder sit Pulitzer vindende billede, med den lille pige, der er ved at dø af sult, alt imens en grib, bare står og venter. Under et interview i filmen, der ser man også det evige spørgsmål, skal man hjælpe eller tage billedet? Til sidste så havde han jaget gribben væk, men han ved ikke om barnet overlevede i den sidste ende, da han ikke hjalp pigen videre.
Greg Marinovich fik også en Pulitzer Prize, for et nyhedsbillede. På billedet der vises der en mand, der er blevet sat ild til, hvorefter han bliver hugget ned med en manchet.
Filmen kan godt være lidt svær at finde, og jeg måtte selv ind på den amerikanske iTunes i sin tid, for at købe den.
Idag er det syv år siden at jeg så filmen første gang, men selv om jeg kender slutningen, så bliver jeg stadig fanget når jeg sætter den på.
Som fotograf tænker jeg, at det må være en vandvittig følelse at leve det liv. Det er trods alt en enden type historier, de fleste af os andre går fortæller i hverdagen.
