(T-DaG) Ude af fokus (Jon Detlefsen)

af Brian - fotomalia.dk

Fotografering er meget mere end teknik og knapper – faktisk vil jeg gå så langt, at teknikken er sekundær, og først når man kan glemme teknikken og fordyber sig kreativt i motiv og stemning kan man lave de bedste billeder.

I dag fortæller Jon lidt om, hvordan han arbejder i det kreative.

 

JON DETLEFSEN

Så er han tilbage – Jon var en af de allerførste gæster her på FotoMalia, det var ikke helt tilfældigt, for den gang var vi meget stolte af at have en af Danmarks absolut bedste og mest kreative naturfotografer på programmet.

Igen i dag er det med stolthed vi præsenterer den “lille” skæggede mand Jon Detlefsen.

 

 

Ude af fokus

I mit forrige indlæg her på FotoMalia filosoferede jeg over det gode naturfoto, og over hvordan man kan lave sine egne billeder, få sin egen stil, og ikke bare lave noget, der er set en million gange før.

Og så kom jeg vist også til at love konkrete eksempler på teknikker, der kan øge kreativiteten og skabe unikke billeder. Pyhh, det var jo noget af et løfte, men nu har jeg jo lovet det.

Og det behøver nu ikke være så kompliceret. Først og fremmest skal du lukke øjnene og glemme alt om, hvad du tror, andre kan lide, og så skal du føle efter dybt inde i dig selv og tænke over dette: Hvorfor vil du gerne fotografere, hvad kan DU lide, og hvad vil du gerne fortælle?

 

Den mørke urtid

Noget, der virkelig skaber respons er, når et billede fremprovokerer følelser hos beskueren. Uanset om det er glæde eller det modsatte, om det er benovelse, fascination eller afsky. Billedet bliver husket, hvis beskueren tvinges til at føle og ræsonnere. 

Men det kræver en indsats fra din side. Du skal lægge liv og sjæl i dine billeder, du skal give noget af dig selv. Når jeg fotograferer, prøver jeg at fotografere følelser. Og hermed mener jeg ikke, at jeg vil fotografere nogen, der græder. Jeg prøver at fotografere den følelse og stemning, jeg mærker inde i mig selv, når jeg oplever naturen.

_JGD4756

Fyrregrenen danner en ramme om bregnerne, og den mørkner og forvrænger billedudtrykket, hvilket giver et dystert og mystisk urtidsudtryk. 

 

Da jeg skulle fotografere bregnerne i forårsskoven, spekulerede jeg over, hvorfor jeg egentlig er så fascineret af dem. Jeg sad i skovbunden og betragtede bregnerne, der var i færd med at folde sig ud. De vågnede til live igen efter en lang, mørk vinter.

Og så slog det mig, at det jo netop er det, jeg fascineres over. At det er det, de gør. Og at de har gjort det hvert eneste forår i de sidste 350 millioner år. Bregnerne voksede på jorden, før noget dyr satte sine fødder her, og de er 200 millioner år ældre end nogen blomsterbærende planter.

Der er historien jo – det her er urtiden. Bregnebilledet kunne lige så godt være lavet for 300 millioner år siden. Jeg ved ikke med dig, men jeg bliver helt svimmel og dybt fascineret ved tanken.

 

Skyd igennem noget

Men hvordan lavede jeg så disse lidt abstrakte, uskarpe billeder? Først og fremmest indså jeg hurtigt, at det ikke førte til noget brugbart blot at tage et almindeligt, skarpt og dokumentarisk billede. Det var gabende kedeligt.

I stedet fandt jeg en vissen fyrregren i skovbunden. Sådan en tør og ganske grim gren med en masse vissenbrune nåle på. Og så lagde jeg den imellem bregnerne og mig selv og fotograferede igennem den, og vupti, pludselig var jeg ført tilbage til urtiden…

Og det er et generelt råd det her: Fotografer igennem noget. Det giver dybde, det tilføjer “noget” til billedet. Ved blot at lægge en gren, noget græs, nogle blade – ja, brug fantasien – ind foran kameraet, sker der noget, og du laver pludselig nogle helt andre billeder med et helt andet udtryk. Ja, bare det, at billedet pludselig har et udtryk, kan jo være et stort fremskridt i sig selv.

 

Modlys

Morgen- og aftenlys dur, ingen tvivl om det. Og endnu bedre: morgen- og aftenMODlys dur! Men først, hvorfor morgen og aften? Her står solen lavt, og du undgår den hårde kontrast og det alt for hårde, hvidlige lys, som den højtstående eftermiddagssol byder på.

_JGD5813

Myggen sidder fast og må bare vente på at blive ædt. Og mens den venter, kan den jo nyde den smukke sommermorgen og det fine farvespil i edderkoppespindets tråde. 

 

Lys og skygge ved solopgang og solnedgang er blødt og lækkert, og du kan fotografere med den lavthængende sol, eller noget af dens lys, som baggrund. Og er du til glimmer og glitter, er det altså noget, der virker!

Prøv at fotografere dugvådt græs i modlyset fra solopgangen. Eller prøv at eksperimentere med spindelvæv og opdag de utrolige farvemønstre, der opstår, når den enkelte tråd bryder sollyset og kreerer et forrygende farvespektrum.

 

Uskarp

Nogen gange går jeg ud i skoven med det ene formål at komme hjem KUN med uskarpe billeder. Det er ikke for det uskarpe billede i sig selv, men det er for at tvinge hjernen til at opfatte anderledes, end den normalt gør, farvet (læs: skadet) som den jo er af alle de foto- og billedregler, der er blevet proppet ind i den.

Og der sker altså spændende ting og sager, hvis du sætter dig midt i et krat og betragter omverdenen ude af fokus. I stedet for at være fastbundet til dit normale verdensbillede, opstår i stedet en helt utrolig verden af farver, former og figurer. Drej lidt på objektivets fokusring, og billedet ændrer sig med nye fascinerende former.

_JGD6398

Det er vældig interessant at betragte verden ude af fokus. Man træner bla. arbejdet med helheden i billedet frem for at fokusere på den enkelte detalje.  

 

Det er en helt ny verden, der åbner sig for dig, og det vil hjælpe dig til fremover at se og medregne andre dimensioner, når du planlægger og overvejer dine billeder. Du træner dine øjne til at se strukturer, former, figurer og farver. Og det er en evne, du direkte kan bruge, også hvis du er til det mere klassiske dyre- eller landskabsfoto.

Forståelsen for vigtigheden af rytme i et billede betyder uendeligt meget for det færdige resultat. Med rytmen mener jeg summen af alle de parametre, du indsætter i dit billede. Kompositionen, farverne, strukturerne, linjerne, det skarpe og det uskarpe osv. Det er alle ingredienser, der også, med meget stor fordel, kan indgå i dit dokumentariske dyrefoto. Det er de ingredienser, der i en eller anden konstellation løfter dit billede ud af middelmådighedens tåger og måske fører til noget unikt endnu ikke set.

Møgvejr

Et kort råd er at tage ud at fotografere, når vejret er dårligt. Regn, rusk, snestorm og mørke kan tilføje nogle helt specielle stemninger til dine billeder. Det er en stor udfordring for dine kreative evner at lave billeder i det møgvejr, du normalt forsøger at undgå, og som en stor bonus oplever du naturen på en helt anden måde, end du måske er vant til. Men husk at passe godt på udstyret!

_JGD7621

En mørk og bidende kold vintermorgen i tæt snefald giver stemning i billedet af dådyrene. En lang eksponering bidrager til det maleriske udtryk og forenkler billedet ved at udviske og sløre detaljerne.  

Udnyt kameraet

Der skal også lige være noget til grejnørderne. Dit kamera kan en helt masse, og du har garanteret ikke opdaget halvdelen af de muligheder, det byder på. Jeg har i hvert fald ikke. Men en teknik, som jeg finder ganske underholdende, er kameraets evne til at lave multieksponeringer.

_JGD9042

Aftensolen bryder frem efter en kort sommerregnbyge. Det giver masser af glimmer- og glittereffekt til billedet. Her er benyttet flere af rådene fra indlægget: modlys, to eksponeringer og uskarphed. 

 

Og først vil jeg lige slå fast, at jeg ikke taler om HDR, som jeg, mildt sagt, er meget lidt begejstret for! Jeg taler om at lade kameraet sætte to eller flere eksponeringer sammen til et billede. Hos Nikon skal du ind i menuen: Shooting menu, Multible exposure. Her kan du vælge, at kameraet skal sammensætte helt op til 10 eksponeringer i et billede. Det giver masser af muligheder for kreativ leg og sjov!

 

Ambitioner

Brug de metoder, jeg her fortæller om, eller find selv på nogle andre. I bund og grund handler det om at lege, eksperimentere og skubbe grænserne og herved opdage nye metoder og tricks, der kan give dine billeder et nyt og anderledes liv og udtryk. Og så handler det om, at det skal være sjovt at gøre det.

Og det handler også om at have et ambitionsniveau. Om det er ambitionen om at blive professionel fotograf på fuld tid, om at ændre verden og redde naturen eller om at dygtiggøre og udvikle dig selv på hobbyniveau, er sekundært.

_JGD2670

Spejlingerne fra modlys og skyer former de særeste væsner i bølgerne. Jeg ser rumvæsner, dæmoner og uhyrer og alt muligt andet uhyggeligt. Hvad ser du? For du ser vel noget…? Eller er det kun mig…?

 

Men det vigtige er, at det tydeligt kan ses på dine billeder, om du har ambitioner. Og ingen ambitioner er bestemt ikke til billedets fordel. Og så skal du også glemme alt om jantelov. Glem alt om, hvad du tror, andre tænker og lad være med at lave det samme, som alle andre.

Det betyder ikke, at du ikke skal have mådeholdenhed med, hvilke billeder, du deler med os andre. Vi drukner i middelmådige billeder på nettet, og selvom vi lever i et frit land, betyder det ikke, at man SKAL poste et billede uanset hvad. En større selvkritik fra os alle kan mindske devalueringen af kvalitetsbilledet, hvilket vil være til alles bedste.

Mine ambitioner?
At hæve standarden for naturfoto i Danmark og at redde verden – intet mindre:)

Opsummering
Skulle du have glemt alt det, du lige har læst, vil jeg kort gentage rådene fra mit indlæg her:

– Skyd igennem noget – grene, græs, blade osv.

– Fotografer i modlys- silhuetter er dejlige, lige som glimmer og glitter er det.

– Lav uskarpe billeder. Det giver øvelse i at se former og strukturer, hvilket er vigtigt for rytme og billedkomposition, og så hænder det endda, at der kommer et godt billede ud af det.

– Tag ud med kameraet, når det er møgvejr. Du får både anderledes billeder og naturoplevelser med hjem.

– Udnyt dit kamera – bla. til at lave billeder med flere eksponeringer (IKKE HDR!).

Til slut er der bare at sige: Hav det sjovt og rigtig god fornøjelse med naturen og legen med dit kamera!

 

FOTOMALIA SIGER TAK

En stor tak til Jon for hans inspirerende ord og billeder – vi håber også at du har fået noget ud af Jon bidrag, og at du vil give ham et skulderklap (i form af en kommentar) så han har lyst til at komme tilbage!

 

Relateret indlæg

11 Kommentarer

Mikkel Christensen oktober 3, 2013 - 9:11 am

Fed artikel ! Er også helt vild med bregner. Især træbregner har min interesse lige for tiden ^^

Besvar
Jon Detlefsen oktober 3, 2013 - 10:22 am

Hej Mikkel – tusind tak! Jep, bregner er super fede, jeg kunne nemt have fyldt hele indlægget udelukkende med bregnebilleder, men alt med måde, ha ha! Vh Jon

Besvar
Thomas Jensen oktober 3, 2013 - 11:29 am

Hej Jon og fotomalia Gutter.

Spændene indlæg, må ud og prøves :o)

Besvar
Jon Detlefsen oktober 3, 2013 - 1:34 pm

Hej Thomas – TAK! Ja, det er bare med at komme i gang. Jo mere, du udfordrer dig selv og teknikkerne, jo sjovere bliver det! Jeg håber, du får noget ud af det! Vh Jon

Besvar
Jesper Videbæk oktober 3, 2013 - 8:13 pm

Spændende betragtninger og gode tips.
Både hér og på din hjemmeside får man jo et temmelig overbevisende indtryk af at det også virker.

Indlægget fik mig faktisk til lige at smutte en time i skoven. Jeg fotograferede dog ikke meget anderledes end jeg plejer, men jeg brugte dit tip med at have en kvist i baglommen at skyde igennem. Jeg plejer at bruge noget eksisterende at skyde gennem men så er man jo afhængig af, at der både er et motiv og noget sløring.
Desværre var der så mørkt dernede at jeg skulle op på flere tusind ISO og jeg kan konstatere at uskarpt er ufedt når det er utilsigtet 😉

Besvar
Jon Detlefsen oktober 3, 2013 - 11:31 pm

Hej Jesper – stort tak for dine flotte ord! Og hvor er jeg glad for at kunne “lokke” nogen i skoven efter at have læst mit indlæg:) Og du har helt ret – der skal være en mening med galskaben, ellers virker det ikke. Uskarpt kan være helt meningsløst – det er det vel egentlig oftest? Men de er virkelig underholdende at forsøge at skabe noget fedt og uskarpt. Rammer du plet ude af fokus en dag, håber jeg, du viser det – evt her på Fotomalia;) Og forresten: tak for sidst – hyggeligt at mødes på fotofestival!

Besvar
Carsten Krog Pedersen oktober 5, 2013 - 11:14 pm

Fedt Jon. Vi skal ud at lege, men især ud!
Jeg syntes dog det et vigtigt at man gør en indsats for at få styr på teknikken i kameraet og lære sig noget om billedsprog og virkninger. Dey kan være til stor hjælp at have teknikken på plads, før man ligger den fra sig igen. Og som vi også har talt om, så husk at glemme likes på facebook.
have

Besvar
Jon Detlefsen oktober 6, 2013 - 9:19 pm

Selvfølgelig skal man have styr på kameraet, Carsten. Men som jeg skrev i mit først gæsteindlæg her på Fotomalia, så er der andre, som er meget klogere på teknikkerne, end jeg, så det overlader jeg til dem at fortælle om.

Hensigten med mine indlæg her er at øge fokus på det at skabe et godt billede frem for ensidigt at fokusere på exif-data – lukker, blænde ISO osv. Jeg havde faktisk et helt afsnit om netop det – altså at koncentrere sig om billedudtrykket frem for exif-data skrevet ind i dette indlæg, men jeg skar det væk pga. omfang.

Misforså mig ikke. Forudsætningen for at kunne skabe billeder er at man er fri. Altså fri fra at skulle bekymre sig om kameraets indstillinger, hvilket kræver, at det hele sidder godt på fast på rygraden. Og det gør det jo hos ingen fra første dag, man holder et spejlreflekskamera i hånden.

Men det er jo bare at sætte knappen på M og så lære det på den hårde måde. Sådan her jeg selv gjort, og det har kostet masser af sved og tårer og mislykkede billeder, men det giver en god, effektiv og stejl indlæringskurve, og så får man styr på det. Glem alt om Auto og P og vent med blænde- og lukkerprioriteret, til der er helt styr på funktionerne manuelt.

Men jeg håber alligevel på at skubbe lidt til de helt grønne fotografer også, så de måske fremover hælder interessen lidt mere mod det at skabe billeder. Der er sgu ikke noget mere dræbende for begejstringen for et fantastisk billede, end hvis nogen spørger: “Hva’ er exif-data?”

Og jeg kan alligevel ikke huske det, for det interessererer mig ikke. Billedet interesserer mig. Kameraet er blot den pensel, jeg bruger, når jeg skaber mine billeder. Kamereat er et værktøj. Det er noget sekundært. Naturen og dens billeder er, hvad det handler om!

Besvar
lennard oktober 7, 2013 - 11:12 am

MEGET spændende artikel – som klart skal prøves efter(kan jo også se at det virker). Har nok lidt de samme “problemer” som Jesper, at det ikke virker når det ikke er meningen:-(. Men det er da noget som skal arbejdes med i fremtiden. Men kan godt se udfordringen som Jesperhar med høj ISO – men så må stativet med eller også er det tiden til at opgradere til FF :-D.
Men meget spændende billeder som efterlader et indtryk også EFTER man har forladt siden.

Tak for kigget og inspirationen.

Besvar
Jon Detlefsen oktober 11, 2013 - 12:04 am

Tusind tak, Lennard! Jep, det er bare med at komme afsted. Og hvorfor ikke vende ISO-problematikken til din fordel og arbejde aktivt med ISO-støjen? Mørke, halvgrumsede billeder kan være super fede, hvis altså de er lavet sådan med vilje… Det gælder om at tænke ud af boksen;)

Besvar
Giv dine billeder et kreativt pift - FotoMalia juni 3, 2015 - 8:09 am

[…] Jeg har noget med bregner. Jeg finder dem fantastisk fascinerende. Jeg har fortalt historien før her på FotoMalia, men nu gør jeg det lige […]

Besvar

Skriv et svar til Mikkel Christensen Cancel Reply