(T-DaG) Ud af komfort-zonen (Carsten Egevang)

af Brian - fotomalia.dk

Kommer du nogensinde ud af din fotografiske komfort-zone? – Denne uges gæst tager os med på hans rejse ud i en, for ham, uudforsket verden af fotografiet

Se hvad det har givet ham at komme ud af sin trykke verden!

 

CARSTEN EGEVANG

Når man snakker natur fotografer i Danmark, så er der et navn der bør ligge langt ude på tungen, og det er Carsten Egevang. Som en af Danmarks mest vindende naturfotografer, og den eneste danske fotograf der har vundet en kategori i verdens største naturfotokonkurrence – BBC Wild Life Photographer of the Year,  er Carsten en af få Natur fotografer der sætter Danmark på verdenskortet

Det er med stor stolthed at FotoMalia i dag præsenterer Carsten Egevang!

 

STEP UD AF KOMFORT-ZONEN!

Som fotografer specialiserer vi os! Vi finder et område indenfor fotograferingen, som vi – enten af personlige (”det er spændende! ”) eller økonomiske (”der er penge i lortet!”) årsager forsøger at dyrke til perfektion.

Dette giver også god mening! Det er gennem specialiseringen, at vi kan adskille os fra vores fotograf-kollegaer (læs: fotograf-konkurrenter), og højne chancen for at netop vores billeder vil blive benyttet af billedredaktøren, eller fange dommernes opmærksomhed i fotokonkurrencen.

Mit primære formål med dette gæsteindlæg hos Fotomalia er imidlertid at opfordre andre fotografer til prøve at gå nye veje – lave noget man ikke nødvendigvis er god til – kort sagt: Step ud af komfort-zonen! Og måske, som min pointe er i slutningen af denne blog, kan der være en bonus i at kaste sig hovedkulds ud i noget nyt man ikke nødvendigvis mestrer.

Min egen baggrund er naturfotografering, og mit arbejdsområde er Grønland. Jeg har gennem de seneste 18 år brugt lange perioder i nogle af Grønlands vildeste naturområder. Mit arbejde som forsker (biolog) har givet mig helt unikke muligheder for at fange motiver af dyr og fugle med det storslåede grønlandske landskab som baggrund.

9075_IMG_8605

Grønland …! Alene navnet giver associationer til store vidder, uspoleret natur og frem for alt is. Is dominerer og former landskabet i Grønland, og er allestedsværende.

 

Det er min store lidenskab – jeg vil ikke bytte det for noget i verden – og jeg finder stor personlig tilfredsstillelse i at se mine fotos benyttet til videreformidle viden om den arktiske natur. Det er med andre ord ikke forbi at jeg er træt af det jeg laver og har mistet gnisten (tværtimod!), men med opstarten af mit nye fotoprojekt LIFE AT THE EDGE ønskede jeg at udfordre mig selv indenfor fotograferingen.

 

LIFE AT THE EDGE

LIFE AT THE EDGE er et fotoprojekt der skildrer livsbetingelserne for indbyggerne i den østgrønlandske by Scoresbysund. Byen rummer mindre end 500 sjæle, og er det mest isoleret beboelsesområde i Grønland.

Nord for byen ligger verdens største nationalpark, og man skal bevæge sig mere end 800 km mod syd for at finde det nærmeste beboede område. Scoresbysund er kendetegnet ved at traditionel fangst stadig er omdrejningspunktet for en stor andel af befolkningen, og netop den grønlandske fangsttradition er hvad jeg ønskede at dokumentere med mit kamera. Outputtet for projektet er dels en bogudgivelse (Milik Publishing, nov. 2012) og dels en fotoudstilling, som efter udstilling i København, Odense og Nordjylland, nu er på vej til at gæste seks byer i Vestgrønland.

T5616x3744-05273_forsideLIFE AT THE EDGE er et fotoprojekt der skildrer naturværdierne, og livsbetingelser for befolkningen, omkring Grønlands mest isolerede by, Scoresbysund. Bogens forside er et udmærket eksempel på en type foto jeg ellers aldrig normalt ville benytte – og da slet ikke til en forside.

 

Mit formål med projektet er at præsentere Grønland fra en ny og anderledes vinkel. Når man, som jeg, følger med i alt hvad der udkommer på fotosiden ”Landet højt mod Nord”, kommer der bare et tidspunkt hvor man næsten ikke kan klare flere ”isbjerge i aftensol”, ”hvalhaler” eller ”konfirmander i nationaldragter”, som er de foretrukne motiver fra Grønland.

Min udtryksform i projektet skulle være ”rå, barsk og blottet” – præcis sådan som jeg oplever dagligdagen blandt befolkningen og naturen i Scoresbysund-området. Væk med blå himmel, hvid sne, røde solnedgange og blå isbjerge – og ind med overskyet vejr, snestorme, blod og kulde.

_MG_1849

Den hyppigste måde at modtage hundebid på, er når kusken prøver at stoppe et hundeslagsmål. Fotoet er et eksempel på brugen af lang lukkertid, der skaber bevægelse og dynamik – en teknik jeg normalt ikke benytter i mine billeder.

 

Normalt giver jeg mine fotos en så skånsom billedbehandling som overhovedet muligt, men i LIFE AT THE EDGE besluttede jeg at give den gas med kraftig kontrast og struktur i billederne.

Det betyder imidlertid at sne og is kommer til at fremstår mørkegråt og ”snavset” mens himmelen bliver mørk og fyldt med korn og støj. Dette var noget af en omvæltning for mig, når jeg nu i årevis for en hver pris havde prøvet at undgå netop disse elementer i mine billeder. Her skulle der virkelig sluges nogle kameler, rent fotografisk!

T5616x3744-04943

En dygtig fanger kan udtrække mange oplysninger ud fra et isbjørnespor. Billedet er et fint eksempel på et foto der ikke fungerer i farve, men på trods af støj og korn, fortæller en historie i sort/hvid.

 

Mit forhold til sort/hvid fotografering, var før projektet start næsten ikke-eksisterende! Jeg anderkender naturligvis udtryksformen, og dets betydning indenfor fotograferingen både i nutid og datid. Men mine egne erfaringer med S/H begrænser sig imidlertid til formningsundervisning, dengang jeg gik på HF i slut-80’erne.

 

”Fotografier i sort/hvid repræsenterer for mig noget tidsløst – et øjebliks dokumentation, der ofte ved første øjekast kan være svært at sætte et årstal på.”

 

 

Jeg var med andre ord næsten på bar bund da jeg startede med at gennemgå mit fotoarkiv for egnede fotos fra Scoresbysund. Projektet indeholder fotos taget over en 10-årig periode, og det var en øjenåbnende oplevelse under konverteringen fra farvefiler til sort/hvid, at opleve at ikke alle fotos var lige velegnede i monokrom. En række billeder, som var blandt mine favoritter i farve, fungerede simpelthen ikke som S/H. Omvendt fandt jeg en række billeder der ikke var noget at råbe hurra for som farve, men som kom til live som stemningsfyldte vidnesbyrd når jeg så farverne forsvinde på min computerskærm.

CEG_8339

Livet som erhvervs-fanger i Scoresbysund er et hårdt slid. Med mine billeder ønsker jeg at skildre det barske arktiske miljø som denne gruppe mennesker lever i.

 

Når jeg retrospekt ser på fotoprojektet, kan jeg erkende at projektet har givet mig mulighed for at promovere mig som fotograf hos et publikum som jeg normalt ikke ville nå ud til.

Mine traditionelle naturfotos i farver benyttes fortrinsvist i formidlingsmæssigt øjemed og primært i Grønland. Med LIFE AT THE EDGE er jeg imidlertid nået ud til et publikum hvor FOTOGRAFIET er i højsæde. Helt konkret betyder det at jeg har fået omtale i blade og magasiner, som ikke normalt beskæftiger sig med Grønland. Det samme gælder min foredragsvirksomhed, hvor fotoklubber og lignende nu melder interesse.

CEG_7945

Båndet mellem slædekusk og hunde er stærkt, og fangerne er ekstremt afhængige af deres hunde. Billedet er et fint eksempel på hvordan anderledes beskæringer og vinkler er benyttet i fotoprojektet.

 

Min berøringsflade er simpelthen blevet større, ved at prøve nye personlige udfordringer. Det er naturligvis en satsning at forsøge at træde ud af komfort-zonen. Helt forventeligt har bogudgivelsen i forbindelse med projektet heller ikke solgt lige så godt som min foregående bog. Jeg er dog ikke i tvivl om at det er når man afprøver nyt territorium man udvikler sig som fotograf! Eller for at bruge polarhelten Knud Rasmussens ord: ”Den der raster, ruster!”.

Hvis du vil se mere til mine billeder, så kan du finde dem lige her!

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Til slut vil FotoMalia gerne sige tak til Carsten for et spændene og inspirerende indlæg, og hermed lægge bolden hos dig, vores friske læser. Smid en kommentar, så vores gæst føler sig velkommen… Du er selvfølgelig også velkommen til at stille spørgsmål, jeg er sikker på at Carsten nok skal være frisk på at svare!

 

 

Relateret indlæg

4 Kommentarer

Lars Holst Hansen november 8, 2013 - 11:08 pm

Hej Carsten!
Herligt at se et gæsteindlæg fra dig her og så med dine fede Grønlandsbilleder. Jeg synes da nok et du hurtigt er blevet “komfortabel” med det sort/hvide… 😉 Det er i alle fald en stygt flot bog der kommet ud af det. Billedet af Scoresby og hundene er jeg vild med og jeg fatter stadig ikke helt hvordan det er lykkedes dig at bevæge kameret synkront med bare den ene hunds hoved. Bevægelsesuskarphed er jo top trendy og det nye sort indenfor naturfoto så det har jeg selv jagtet efter her på det sidste … ; )

Besvar
Carsten Egevang november 8, 2013 - 11:18 pm

Hej Lars
Tak for de venlige ord!
Billedet af hundene i slåskamp var ikke et “lucky punch” – men et bevist valg – jeg så at der var “action” i gang og nåede lige at sætte lukkertiden ned før jeg fik en billedserie på 5-6 billeder – at den ene hund er skarp mens resten af hundene er i bevægelse er naturligvis rent held … men det skal jo også til nogle gange …
VH, Carsten

Besvar
Jesper Videbæk november 11, 2013 - 5:49 pm

Jeg har læst Life at the edge et par gange her på det sidste. På trods af, at der jo ikke er særlig meget tekst, har man alligevel fornemmelsen af, at have læst en bog når man er færdig. Tekst og billeder hænger simpelthen så godt sammen, at man efter et stykke tid ikke rigtig kan skelne mellem hvad man har læst og hvad man har set. Billederne er sprængfyldte med historier og det er blandt andet takket være den hårde s/h konvertering der virkelig understreger det barske og viser at det ikke kun er mennesker og dyr der presses til det yderste men også højteknologisk og sublimt overlegent Canongrej 😉

Jeg må vist hellere få skrevet din bog Grønland på julebestillingslisten for når den er lavet INDEN for din komfortzone så må den jo være nærmest uhyggelig god. Måske du kunne overveje at sponsorere dine bøger til FotoMalia julekalenderen? Det ville da være en fed præmie i stedet for et eller andet kedeligt stykke fotogrej 😉

Tak for et spændende indlæg.

Besvar
Carsten Egevang november 12, 2013 - 8:19 pm

Hej Jesper
Mange tak for feed-back! Det glæder mig meget at du finder min bog LIFE AT THE EDGE interessant! Jeg er særligt glad for kommentaren om at mine billeder er “sprængfyldte med historier” for det er netop det jeg havde håbet på!
Jo – vi kan da sikker godt finde ud af noget med en bog til julekalenderen!
De bedste hilsner,
Carsten

Besvar

Skriv et svar til Carsten Egevang Cancel Reply