(T-DaG) Opskriften på at blive bedre (Michael Andersen)

af Brian - fotomalia.dk

Har du nogensinde stillet spørgsmålstegn til den måde du forsøger at blive bedre på? I dag er vi stolte af at kunne præsentere opskriften på, hvordan du gør det rigtigt!

Vi har inviteret en af landets absolut bedste performancepsykologer inden for, og i dag deler han opskriften på effektiv indlæring!

 

MICHAEL ANDERSEN

Michael sidder til dagligt som koncernpersonalechef i en af Danmarks største virksomheder. Han har adskillige eksaminer fra prominente steder som Harvard, ISEAD og lignende, og så har han arbejdet sammen med et utal af succesfulde kunstnere, skuespillere og sportsfolk.

Med andre ord, han har hovedet skruet nogenlunde fornuftigt på, og det sker, at der falder guldkorn fra når han åbner munden – jeg har haft fornøjelsen af Michaels selskab op til flere gange, og ud over alt det overstående, så er han faktisk også en nogenlunde fyr, som jeg anser for at være en af mine rigtig gode venner.

Men nu til dagens godter – jeg vil give ordet videre til Michael.

 

 

OPSKRIFTEN PÅ AT BLIVE BEDRE

Hvem havde forventet, at psykologien pludselig skulle til at have en vigtig rolle i forhold til at blive en dygtigere fotograf?

I alle de år jeg har studeret high performance-psykologi samt arbejdet med high performance-psykologien blandt skuespillere, sportsfolk, erhvervsledere og musikere rundt omkring i verden, har jeg grundlæggende taget afsæt i 2 lærings-/udviklingsmodeller. Den ene kalder jeg 70-20-10 og den anden the sweetspot. 2 modeller som er godt integreret i hinanden og har selvforstærkende effekt på vores performance uanset niveau.

Jeg vil i dette indlæg prøve at simplificere modellerne og samtidigt gøre dem konkrete i en foto-kontekst.

70-20-10-modellen er egentlig den grundlæggende model for, hvad der skal til for at vi udvikler os. Det vil sige at 70% af vores udvikling kommer fra (just do it) bare at gøre det man gerne vil udvikle – som at komme ud og skyde en masse billeder. 20% af vores udvikling kommer fra coaching og feedback, hvilket betyder, at fotografen konstant skal søge coaching og feedback på de billeder han tager og de sidste 10% kommer fra (classroom training) altså den teoretiske lære om fotografering.

Den anden model som er i spil, er the sweetspot, som er den model der hjælper os hen i the sweetspot, som er det sted hvor vi performer vores absolut bedste. For at komme i the sweetspot er der 3 ting som skal gå op i en højre enhed. 1. Vi skal føle, at det vi laver er en af vores personlige styrker (Personal Strength) 2. Vi skal være passioneret om det vi laver og 3. Det skal være værdsat af andre (valued by others).

Se det lyder jo alt sammen meget godt, men hvordan får man det så til at virke, og hvordan får vi det til at gøre en til en bedre fotograf med afsæt i det niveau man har lige nu. For at starte et sted er det vigtigt, at man får fat i det grundlæggende fototekniske, det vil sige de 10% i 70-20-10-modellen.

 

Gå på nettet og find noget teori som svarer til dit niveau og sæt dig gundigt ind i, hvordan denne teknik virker. Det kan for den nye fotograf være, hvordan man skaber en sløret baggrund ved brug af blænde, for den øvede kan det være noget med opsætning af repeating flash til fastfrysning af samme emne i bevægelse flere gange i samme motiv.   

 

Når teorien er på plads, skal der skydes en masse billeder med den teori vi lige har tillært os, det er de 70% i 70-20-10-modellen.

 

Inden du går ud og skyder en masse billeder, skal du tænker over, hvem bliver det der skal beskue og give dig feedback på dit billede?

Er du ny fotograf som skal lære at sløre baggrunden med din blænde, kan det måske være værdifuldt for dig, at bruge dine børn som objekt, for så at søge feedback på billedet fra den anden forældre eller bedsteforældre.

I denne situation vil det være nemt for dig at finde et godt motiv af dine børn, for du ved jo hvordan de ser ud når de er frække, friske og charmerende, og du kan se om du med din sløring af alt andet i billedet kan få netop disse træk til at stå frem.

Når du har det billede som ”taler” til dig, og som du mærker gengiver dit barn helt perfekt, så skal du tage dette ene billede og søge feedback på. Du skal mentalt være forberedt på, at det kan kræve megen tålmodighed og usandtrolig mange skud, førend du mærker det helt rigtig billede.

 

Så mangler vi blot at få noget coaching og feedback på de billeder vi selv syntes er blevet gode, og her er der et hav af fantastiske muligheder.

 

Alt efter hvilket niveau du er på som fotograf, så kan givtig feedback svinge fra at være fra familien til andre prof. fotografer.

Den nye fotograf vil få rigtig meget ud af at få feedback fra familien på fx billedet af barnet med den slørede baggrund, og de vil kunne give en oprigtig feedback på om billedet har ”ramt” dem og om det taler til dem og gengiver det som de kender som dit barn.

Min egen erfaring er, at hvis man laver en masse fed fototeknisk (som man har en tildens til at gøre meget af i starten) så forstyrrer det mere udtrykket i billedet end fremhæver motivet, men det må der være en fotograf der fortæller om i et andet indlæg. 

Er man en mere øvet fotograf, så er der en masse fotodelingssider på nettet, som man kan søge feedback på, samt man kan deltage i FotoMalias fotokonkurrencer og håbe på, at få kritik fra FotoMalia og fra FotoMalias læsere. Men der er også den helt simple mulighed, nemlig bare at poste på Facebook og få feedback fra dit netværk. Min erfaring er, at laver man et billede som har noget at byde på, så vil netværket også like det og/eller kommentere på det.

 

For at man kan blive succesfuld med at bruge ovennævnte modeller i sin udvikling, kræver det selvfølgelig en del af en selv. Det kræver en høj grad af sårbarhed, mental egenomsorg, vilje, og evnen og lysten til at se indad og modtage alt kritik i en positiv vending uanset levering.

Vi har som mennesker mange historier med i vores bagage, som kan vanskeliggøre brugen af modellerne, men bare ved at italesætte ønsket om at modtage kritik, begynder man at løsne op for de begrænsninger, som hæmmer vores læring og udvikling. En fare er, at når vi er blevet rigtig gode til noget, så tør vi ikke lave om på koncept og metode, hvilket betyder at vores udvikling går i stå.

Med det vil jeg ønske dig alt held og lykke med din udvikling som fotograf, og vejen frem er bare at gå ud og skyde løs og tage ved lære at den coaching og feedback man kan være så heldig at få!

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Ja, så kom første indlæg uden billeder, og faktisk er det min beslutning, for til trods for at Michael havde bedt mig om at tilføre et par billeder, så har jeg faktisk valgt at undlade det, for at sætte mere fokus på det som Michael skriver – da det faktisk er ret væsentligt for os alle som hele tiden forsøger at blive bedre.

FotoMalia takker mange, mange, gange, og vi håber at du har fået lige så meget ud af indlægget som vi har!

 

 

Relateret indlæg

12 Kommentarer

Jon Detlefsen september 12, 2013 - 10:16 pm

Tak for et tankevækkende indlæg. Jeg genkender det meste, og jeg synes især godt om de 70% – det er bare med at få fingeren ud og komme ud og skyde løs. Man lærer af hver eneste foto man laver – især de dårlige, der skal kasseres.

Jeg vil tilføje vigtigheden af selv at kigge på billeder. Studerer man tusindevis af billeder, vil man efterhånden få en fornemmelse af, hvad der gør et godt billede – forskellen på middelmådige billeder, som nettet drukner i, og så de gode billeder bliver tydeligere.

Og lige en sidste ting. Du skal helt grundlæggende fotografere for din egen skyld og ikke for andres (undtagen i en professionel situation, hvor du er hyret til en opgave, men det er en helt anden diskussion). Du skal ikke fotografere for efterfølgende at få skulderklap i din lokale fotoklub. Det er en rar bonus, men det må aldrig blive formålet. Fotograferer du efter, hvad du tror, andre synes godt om, kommer du aldrig til at lave de rigtig gode billeder!

Besvar
Michael Andersen september 14, 2013 - 12:09 am

Hej Jon
det glæder mig at du finder indlægget tankevækkende og at du genkender det meste, for så har det muligvis været en del af din udviklingmodel og hvis du fortsætter med den vil du se at den hjælper dig uanset hvor dygtig en fotograf du bliver.

vedr. at man kun skal fotografere for sin egen skyld, er jeg i teorien enig i men så kan man så diskutere om det ikke altid er for ens egen skyld når man trykker på udløseren! eller man kan tage den tilgang at det er for sin egen skyld.. det valg er jo ens eget! så bliver man bedt om at tage billeder af naboens hest, så kan man vælge om det er for naboens skyld eller fordi man ønsker at tage en udfordring op omkring at lave gode hestebilleder… jeg syntes bestemt også det kan være værdiskabende at tage billeder som kan give skulderklap i fotoklubben og faktisk tænker jeg at nogle dygtige fotografer tager billeder for at opnå anerkendelse gennem deres kunst! Så jeg tænker ikke der er noget galt i at have skulderklap som driver for high performance:-)… jeg kan da nævne at ser vi fx. specialstyrker, skuespillere eller fodboldstjerner, så er de flestes driver mindreværds problematikker og angsten for ikke at være god nok. Men det er en helt anden sag

de bedste tanker
Michael

Besvar
Mikkel Christensen september 13, 2013 - 6:28 am

Hvor kommer tallene fra? Altså hvorfor er det lige 70 % ?

Besvar
Michael Andersen september 14, 2013 - 12:18 am

Hej Mikkel

Det er en professor fra HARVARD som har lavet studierne bag 70-20-10 modellen, jeg kan desværre ikke huske hans navn lige i skrivende stund, men mener det var Boris Groisberg. modellen er oprindelig tænkt til organisationsudvikling og performance management, men jeg har fundet den super god i det terapeutiske arbejde med high performers

de bedste tanker
Michael

Besvar
Morgentåge september 14, 2013 - 6:00 pm

[…] Michael Andersen skrevet en interessant artikel om, at blive en bedre fotograf. Læs den her. Modellen for at udvikle sine evner, er i sin enkelthed 70% øvelse, 20% sparring og 10% teoretisk […]

Besvar
Jesper Videbæk september 14, 2013 - 6:12 pm

Yderst interessant artikel.
I 70-20-10 modellen er så så en grænse for hvor langt ned de 70% kan komme før man begynder at tale om afvikling? Altså at man simpelthen bliver ringere?

Besvar
Brian - fotomalia.dk september 15, 2013 - 9:22 am

He he he – mener du at man bliver dårligere hvis man ikke laver noget?
.
Jeg syntes i hvertfald at jeg bliver dårligere hvis jeg holder en pause – det kommer hurtigt igen, men det tager altid lige lidt hårdt arbejde.
.
Det er ikke så meget de tekniske aspekter der forsvinder, nærmere den kreative måde at tænke på – men det er jo også den der virkelig gør en forskel i billederne..

Besvar
Jesper Videbæk september 15, 2013 - 10:40 am

Ja jeg tænker at der må være nogle skæringstal. Når 70-20-10 er udvikling så er der sikkert andre tal for status quo og måske ligefrem nogle tal for afvikling.
.
Men jeg tænker nu mere på en virksomheds konkurrenceevne. Jeg kender eksempler på, at man kører efter en teori der mere hedder 99 0 1 og det er muligt at du kan bibeholde dit niveau, men du bliver ret hurtigt overhalet af omverdenen. 99 0 1 virker ikke motiverende og de 99 kan vise sig faktisk at være 0.
.
Hmm – jeg kan godt se, at det vist er noget man selv bliver nødt til at læse op på.
Nu har Michael givet de 20 og 10 procent og der er så 70 tilbage til os!

Besvar
Michael Andersen september 16, 2013 - 3:39 pm

Hej Jesper.

det er jo en spændende og yderst relevant spørgsmål du rejser, og jeg tænker at det gir god mening at besvare dit spørgsmål lidt mere abstrakt:-) Hvis vi tager fat i eksemplet i teksten med at man gerne vil lære at bruge blænde til at sløre baggrund på portrætbilleder med og det er det eneste du lære teoretisk så vil du på et tidspunkt løbe ind i at dine billeder bliver meget ens (og udvikling stopper) hvis du så lære lidt om kompositionsteknik (ny teoretisk læring) så vil du igen begynde at se udvikling når du kombinere blænde og komposition til nye spændende portrætter. Men igen vil det på et tidspunkt blive de sammen billeder du tager igen og igen, og så tager du ny teori ind fx.lukketid og så kombinere du lukketid, blænde og kompositionsteori og så vil man måske se at man kan bevæge sine portrætbilleder over og bliver profilbilleder osv osv…. MEN det som er det spændende er jo ikke på det her niveau for der er udvikling let at fremskynde:-)… det er når man arbejder med den elitære fotograf (eller andre der performer på elitært niveau) for der er fare for at de får så meget positiv anerkendelse på deres arbejde at det kan være ligefrem angstprovokerende at bevæge sig ud af sin komfortzone og lege med noget helt nyt og banebrydende, for den trussel der kan ligge mod fotografens ego kan bliver for sårbar. her vil man så ofte i performancepsykologien se den elitære have nogle mestringsstrategier der dækker af for truslen, men det vil samtidigt hæmme deres udvikling og evne til at “smage” feedback og den reelle værdi af eget arbejde:-)….

arghhh… det blev måske lidt langhåret at skrive sig ud af:-) men jeg håber du kunne fange lidt af meningen i budskabet!

Michael

Besvar
Christian Rasmussen oktober 20, 2013 - 3:20 pm

Tak for en spændende artikel (fandt den via link fra Jesper Videbæks website).

Det lyder meget rigtigt med de to modeller du omtaler, og det gælder jo stort set i hvilken som helst situation hvor man ønsker at performe bedre. At opskriften på at blive bedre i høj grad består i øvelse, øvelse, øvelse, kan dog ikke være en stor overraskelse for nogen, men dog er det noget, de fleste af os har konstant brug for at blive mindet om, for at finde motivationen… sådan læser jeg i hvert fald teksten – artiklen er en god motivator, som giver en lyst til at gå ud og øve….

Desværre siger din artikel ikke rigtig noget om HVAD man så skal gøre for at øve optimalt.
Jeg mener, beskeden: “bare gå ud og øv dig, så skal du nok blive bedre”, den tror jeg kun gælder til et vist niveau, og vejen til fremskridt risikerer at blive mere kringlet end nødvendigt. Det ku’ være fedt med nogle konkrete metoder til hvad det så mere præcist er at man skal gøre for at “øve sig optimalt”…. for at få mest muligt ud af de “70%” af tiden.

I mine egne bestræbelser på netop at øve optimalt, har jeg fundet stor glæde ved at læse bøger af bl.a. Freeman Patterson, fx bogen “Photography and the art of seeing”. Heri findes helt konkrete øvelser og teknikker som tvinger en til at tænke kreativt og systematisere den indre dialog mens man øver sig med den subject matter der er til rådighed.

Jeg har i hvert fald fået rigtig meget ud af de helt basale øvelser, som kan bruges igen og igen. En af de andre pointer man står tilbage med efterfølgende, er at foto-teknik kun er den ene halvdel af teknik. Billed-teknik er mindst ligeså vigtigt og kompliceret, så et studie udi billedkunst tror jeg kan være ligeså udbytterigt, som det at øve sig i at kunne håndtere sit kamera på M.

bedste hilsner 🙂
Christian

Besvar
Brian - fotomalia.dk oktober 21, 2013 - 7:21 pm

Hej Cristian,

Jeg skal lige se om jeg ikke kan lokke Michael ind og smide en kommentar på dine spørgsmål..

Hvis jeg skal komme med min egene erfaringer, så er noget af det jeg selv rykker mig mest ved, når jeg begrænser mig til en bestemt opgave – dette giver ofte fokus på nogle bestemte tekniske aspekter, og det gør at man kan komme ud i nogle områder man ikke er vandt til at arbejde i..

Det virker som sagt godt for mig, og det er noget jeg ofte gør for at rykke på mine evner – ellers kan det også være du kan finde noget inspiration i Jon indlæg (https://fotomalia.dk/t-dag-ude-af-fokus-jon-detlefsen/)

Besvar
Michael Andersen december 17, 2013 - 10:48 am

Hej Christian

Jeg beklager meget den sene tilbagemelding, men bedre sent end aldrig:-)

Lad mig prøve at starte med hvad man skal gøre mere af…. Du skal gøre mere af det du er god til:-) ja det var et lidt fesent svar så uddyber lige med lidt eksempel:-) er du fx super god i at skabe stemninger i portrætter med brugen af WB. så skal du arbejder på at tage den færdighed (brug af WB) og skubbe den over på andre fotostile som landskab, reportage, dokumentar eller andet som kunne være interessant for dig at udvikle. På den måde tager man sine “personlige styrker” samt “valued by others” og trækker med over i sin udvikling af nye kompetenceområder. Så der hvor vi er gode har vi en større fleksibilitet i brugen af kompetencen fordi vi jo netop er stærke i det, hvilket giver os mulighed for at bruge det mere kreativt i områder hvor vi er mere begrænsede.

Når du snakker om at øve sig optimalt så er det individuelt hvad vi har brug for, for at øve optimalt. for mig personligt vil det være den direkte og øjeblikkelige feedback.. så hvis jeg skal øve optimalt så sker det på to måder. jeg er sammen med en dygtigere fotograf som kan give korrigerende feedback i nuet alternativt er jeg i nær dialog med min “kunde” (den der skal bruge billedet) eller med modellen jeg arbejder med for at få deres korrigerende feedback.. dette er dog ikke det samme som at det ændres til det de syntes, men det giver nogle reflektioner som kan være ændrende i forhold til de næste skud jeg tager….. så det vigtige for dig er at du kommer i kontakt med hvad du har behov for, for at øve optimalt og så sætte rammer op omkring dig for at du kan opnå de behov….. det er ofte den proces jeg arbejder med ved mine klienter .. -kontakt til egne behov -accept af egne behov.. og derefter kommer arbejdet med at de-koble behov hvis de ikke er hensigtsmæssige eller tage dem ind og i accept for den relevans det har i os, skabe nogle rammer der gør det muligt at udvikle os i den kontekst.

når du skriver at der ikke er noget nyt i at man skal gå ud og gøre det igen og igen så er det i teorien helt rigtigt!.. det som er det vigtige er at det kun er 70% og at man skal arbejde med at finde den coaching/feedback samt teoretisk træning som er nødvendig for at få 70% udbytte af at tage så mange skud som muligt.

ALT dette lader sig kun gøre hvis man tør se indad og være i kontakt med sig selv om sine følelser og man tør tage feedback ind på det arbejder man har lavet..

jeg håber det har givet lidt yderligere at tænke lidt over.

Michael

Besvar

Smid en kommentar til os