Er du klar til et spark i røven?
Denne uges gæst er i hvertfald klar til at dele ud – og bare roligt, det er et af de gode kærlige og velfortjente!
DAVID BUCHMANN
Når man har haft fingerne på udløserknappen siden 1999, siddet i bestyrelsen hos NFD og ikke mindst rejst over det meste af verden så siger det næsten sig selv at man nok har fået et par gode skud i kassen. Når man dertil tilfører et nysgerrigt sind, et kreativt øje og ikke mindst en god portion naturforståelse – så har man en rigtig, rigtig dygtig naturformidler!
Ud over ovenstående har David teknisk indsigt og ikke mindst noget på hjertet, og alt dette tilsammen er hvad der gør ham til en ualmindeligt dygtig og ikke mindst spændende naturfotograf.
Vi er er stolte af at kunne byde velkommen til David Buchman!
SØGES: NATURFOTO MED MENING
Nu har jeg efterhånden brugt 15 år med fotografi på hjernen, sådan virkeligt. En konstant summen af motiver, udstyr, lys og detaljer. Det er næsten sygt. Jeg startede med at fotografere natur og selvom jeg har svært ved at begrænse mig og i dag gerne prøver kræfter med mange andre typer af fotografi, så holder naturfotografi en helt særlig plads.
Det er nok især fordi jeg elsker at være ude at jeg det forholder sig sådan. Billederne i sig selv har nemlig ikke altid den slagkræft man finder i andre genre. Det er dét dette indlæg skal handle om. Jeg tænker at jeg, når nu jeg har fået æren af at skrive på denne seje blog, gerne vil lægge lidt op til diskussion og måske forandring i, hvad jeg synes er et lettere konservativt miljø, naturfotografiet altså.
(Mennesker der kigger på en gejser i udbrud, islands ’vilde’ natur)
Jeg fotograferer stadig natur som jeg altid har gjort det, med fokus på den ’ægte’ natur, eller det vi tænker er ægte natur. Dybe skove og vind blæste kyster, i ægte naturfotografi er der ikke plads til marker og haver! Og dog, i løbet af de sidste 5 år, er billeder af mennesker og kulturer poppet op i mine fotoalbum og i den sammenhæng, også flere og flere billeder i spændingsfeltet mellem natur og kultur. Hvor jeg tidligere har tænkt at billederne kun blev ’rigtige’ hvis de var uden menneskelig påvirkning, tager jeg i dag ofte mig selv i at synes at de bliver kedelige når der ikke er kultur-perspektiver i dem. Det har fået mig til at tænke på naturfotogenrens begrænsninger.
(Turister, Illulissat isfjord)
DISNEY-FOTOGRAFERING
Jeg ved ikke om der foreligger en klar definition af genren naturfoto, men ikke desto mindre bliver det ofte dikteret, som om der er. Der er ikke plads til hegnspæle og græsmarker i den inkarnerede naturfotograf porte folie.
Jeg kan sagtens forstå fascinationen for det urørte og når jeg, lige nu udstiller til fotodagene i Viborg, bliver det da også den urørte, dybe skov jeg har i tankerne. Ægte natur! Men det er jo egentlig lidt en forestilling jeg frembringer. Som når man kun lægger de glade solskindsbilleder op på facebook, dem uden bumser i panden og svedpletter under armene. En velovervejet begrænsning af betragterens indsigt, der hjælper til at give et billede af noget vellykket, i naturfotosammenhæng måske endda storslået, romantisk eller mystisk.
(Fasan i frit fald efter den er skudt)
Men langt størstedelen af Danmarks skove er dyrkede arealer, vi har dem fordi vi bruger dem og på samme måde med det åbne land. Det skal selvfølgelig ikke afholde folk fra at til- og fravælge elementer i landskabet, det er vel egentlig det fotografi går ud på, at fortælle en historie ved at udvælge elementer og øjeblikke i verden omkring os. Det undrer mig bare, at vi alle vælger at fortælle den samme historie, og det er hér naturfotografi bliver lidt kedeligt synes jeg.
(Hæk og skov, plejet og uplejet natur, Næstved)
Uanset om man som naturfotograf har en høgeugle, tangloppe, anemone eller et landskab i søgeren, så ender billederne som regel med at fremstå relativt ukritiske. Selv dem der påtager sig at være ’conservation photographers’ med det formål at fotografere for, at oplyse om naturens sårbarhed, ender som regel med uskyldige portrætter af isbjørne, billeder som er set før og som kunne være taget når som helst. Disney lignende postkort af naturens skønhed, men som ikke formår at formidle det egentlige dilemma.
(Grønlandske hunde, gravko og isbjerge, Marralinguaq, Diskoøen)
Kunsterne i naturfotografiet gør ofte det samme, ekspressionistiske billeder der måske nok lægger op til fortolkning af motivet, men uden at give indsigt i fotografens holdning til emnet, eller problemstillingen.
Og hvad så? Hvad flytter fotografiet så?
Billeder har vi nok af, men hvis det bare er pænt og ukritisk det hele, hvad kan vi så bruge dem til. Vi ender med at svømme over med smukke billeder af natur, og uden et eneste billede af menneskets indflydelse på den, på trods af at den jo er dominerende i landskabet.
(Død mus)
Det er jo næsten paradoksalt at naturen, som er et af nutidens hotteste emner at diskutere i politik, fra global opvarmning og fældning af regnskoven til ulvens genindvandring og dyreetik, altid bliver behandlet i blødt lys og gyldne snit af os naturfotografer.
Hvor er de rå sort/hvide blitz billeder af vores natur i opløsning, af skovfogeden der rydder skoven for døde træer og levesteder for skovens dyr og fugle? (Jeg mener ikke at vi nødvendigvis bør udstille skovfogeder eller andre naturfolk; men at vi bør tage stilling og lade billederne tale for os).
(Byen er fuld af natur, som fx troldænderne hér der sameksisterer fint med menneskerne ved Christianshavn)
Godt fotografi overrasker, og det stiller mindst ligeså mange spørgsmål som det besvarer. Det synes jeg i hvert fald ofte.
Derfor er billeder af Amazon-indianere med Iphones og med jeans på mere interessante, end dem hvor de står opstillede og udpyntede i deres oprindelige ’kostumer’.
De billeder har vi set 100 gange og de er usande. De prøver at leve op til det billede vi allerede har af dem. Det samme gælder mange af de billeder jeg som naturfotograf drømmer om. Sjældne arter som sjældent ses i dansk natur i en hidtil uset adfærd, i blødt lys og skarpt selvfølgelig.
Men hvad med spyfluen der, mens jeg skriver dette, larmer i min vindueskarm. Den er vel også natur, og måske mindst ligeså interessant, i alt sin beskedenhed?
(Natur og jagttrofæer, der er mange måder at nyde naturen på).
Vi er en del af den. Faktisk indeholder vi selv en hel del natur, vores tarmflora er jo fyldt med mærkværdige væsener, hunden ved fodenden er en fortolkning af ulven, -en minievolution vores art har stået for, -dybt imponerende naturvidenskabeligt eksempel på minievolution og menneskets indgriben i naturen. Ja, eller vores adfærd inden morgenkaffen! Det er ren natur!
-Ok, vi må trække stregen et sted, hvis alt er natur er der jo ikke plads til fotojournalisterne og madfotograferne. Men måske behøver den, stregen altså, ikke at være så skarpt optegnet.
Vores måde at håndtere naturen på er, i vores del af verden, næsten altafgørende for hvordan den kommer til udtryk, men det perspektiv ses forbløffende sjældent i naturfotografiet. Naturfotografi er åbenbart begrænset til en helt særlig type natur. Den begrænsning medfører en berøringsangst som betyder, tror jeg, at genren er hamrende fastlåst og navlebeskuende.
(Måger, skrald og katte – Naturen lever ikke bare med, men af mennesker. Marokko)
NATUR-SYN-FOTOGRAFI
Nu var det ikke tanken at dette indlæg skulle være et surt opstød, men et indspark til en anden måde at tænke naturfotografi på. Altså en form for inspiration. Jeg er stadig vild med det ’rene’ naturfotografi i alle sine afskygninger og det er stadig denne disciplin jeg afsætter mest tid til.
Billederne der illustrerer dette indlæg er altså ikke stor kunst og har sikkert mange fejl og mangler, men de peger i retningen af hvad jeg vil, en retning hvor det ikke nødvendigvis er det æstetiske der er i højsædet, men hensigten og de tanker om natursyn, billederne kan sparke i gang hos betragteren.
Det er ikke klassisk naturfotografi, men fotografi med udgangspunkt i naturen, så det må vel kunne indgå i genren?
(Skovgrænse, Kisoro -Uganda)
Jeg vil meget nødig skyde noget i skoende på nogen, men jeg vil derimod gerne lægge op til diskussion! Hvor går grænsen for hvad vi kan kalde naturfotografi og hvordan laver man naturfotografi der tager stilling og måske endda provokerer?
Jeg har ikke svarene, men jeg håber på at kunne undersøge dem gennem billeder og rykke ved mit, og måske endda andre menneskers natursyn.
(Er dyrkede, avlede og genmodificerede dyr, planter og frugter, natur?)
(Stormmåge ved søerne i København, nær-natur)
(Sten og sten. Hvor er naturen hér?)
(Sydgrønlandsk ”ghetto” med drømme-udsigt)
FOTOMALIA SIGER TAK!
WOW – sikke et lækkert spark i røven!
Det kan vi lide, hvor er det fantastisk med folk der har en holdning, og tør at stå ved den, også selv om det måske ikke lige følger normen!
David – Tusinde tak fordi du ville dele dine tanker!
Og til dig der læser med, kom ud over tastaturet og smid en kommentar, hvad er din holdning til emnet NaturFotografi?
4 Kommentarer
Hvis man med naturfotografi mener det skal være billeder af helt uberørt område, så bliver man sat på en prøve i Danmark. Jeg bor midt i Nationalpark Thy. Det er vel natur? Men selv klitheden har været beboet for relativt få år siden, og som følge deraf har mennesket sat sine spor, og der er plantet træer for at forhindre sandflugt, men så er det kultur? Og bronzealderhøjene, som jo også er menneskeskabte omend for nogen tid siden. Må de komme med på et naturfotografi? Træerne er formet af vinden, og vinden er natur? Hvad med mennesket, er de ikke også et stykke natur?
Jeg kan godt lide Davids synspunkt om, at grænserne ikke behøver være så skarpe. Det vigtigste må vel være den historie fotografen vil formidle med sit billede, at der er en ide med billedet.
Godt indlæg, David! Og en fantastisk variation i dine fotos!
Mange tak Carsten!
[…] apropos Davids indlæg om naturfotografi, stod jeg flere steder på Island, og tænkte “Hvorfor er der en strømmast der, og hvorfor […]